Vreden, Gudinde! besyng

Siden antikken har kvinder fået frataget deres stemme, så de ikke kunne vidne om forbrydelser, voldtægter og overgreb. Professor og forfatter Mary Beard gennemgår forholdet mellem kvinder og magt fra antikken til i dag med bogen 'Women & Power'.
Siden antikken er kvinder blevet bedt om at tie og rette sig efter mændene. Medusa blev fx både voldtaget, forbandet og halshugget.
Siden antikken er kvinder blevet bedt om at tie og rette sig efter mændene. Medusa blev fx både voldtaget, forbandet og halshugget.
Ifølge den græske mytologi var Medusa datter af Phorkys og Ketos og havde to søstre, men hun var den eneste af de tre, der var dødelig. I den klassiske fortælling hugger helten Perseus hovedet af hende for at give det til Kong Polydektes. Guderne er helt med på dette kvindemord; de hjælper endda til. Perseus får et skjold af Athene, bevingede sandaler af Hermes, et sværd af Hefaistos og Hades’ usynlighedshjelm.
 
I Ovids romerske udlægning af historien attrår Neptun den unge smukke Medusa og beslutter, at han i sin egenskab af gud har ret til hende. Han voldtager hende i Minervas tempel, og da gudinden opdager dette, bliver hun vred og straffer Medusa ved at forvandle hende til et monster med slangehår, der i stedet for at betage mænd, har et blik, der gør mænd til sten.
 
Mens historien om monsterkvinden er kendt af de fleste, så er historien om voldtægten mere ukendt. Medusas historie er i dag historien om en kvinde med en skræmmende evne til at fratage mænd deres maskulinitet.
 
Mænd taler, kvinder tier – eller sladrer
Den klassiske filolog Mary Beard har netop udgivet bogen Women & Power – A Manifesto, der baserer sig på to forelæsninger: en holdt i 2014 kaldet The Public Voice of Women og en givet tidligere i år, der kan ses på på YouTube.
 
Bogen er en lille, guldindbundet sag, og i sit pixiagtige format gennemgår den på 115 korte sider forholdet mellem kvinder og magt fra Homer til Hillary Clinton. Lige til at tage frem, når man skal vinde en feministisk diskussion eller bare har brug for lidt moralsk opbakning.
 
Mary Beards 'Women & Power'.
 
Beard forklarer, at kvinder betaler en ganske høj pris for magt; det handler ikke kun om glaslofter og politik, men også om dig og mig - om alle kvinder, der ønsker at lade vores stemmer blive hørt.
 
"Når det kommer til at gøre kvinder tavse, har den vestlige kultur tusindvis af års erfaring", lyder den første linje i bogen, der er en undersøgelse af forholdet mellem kvinders stemme og den offentlige sfære med taler, debat og kommentarer.
 
Beards baggrund i antikken fornægter sig ikke, hun henter meget af sin analyse herfra: Philomela, der fik sin tunge skåret ud, så hun ikke kunne vidne mod sin overgrebsmand – en historie, der siden har lagt navn til Horace Engdahls nærmest kanoniserede essay om vidnesbyrdlitteraturen; Echo, der afslog Pans tilnærmelser og fik sin stemme reduceret til kun at kunne gengive andres, og så Penelope, der i Homers Iliaden, får at vide af sin søn, at det at tale er mænds opgave.
 
Ord skaber verdener, er Beards kortfattede kulturanalyse, og de ord, vi bruger, er ikke af nyere dato. Det er ikke ligefrem et nyt standpunkt. Så hvad gør hendes analyse interessant, og hvad skal vi overhovedet bruge de antikke myter til i 2017?
 
Under den amerikanske valgkamp ændrede nogle Trump-følgere Cellinis statue af Perseus med Medusas afhuggede hoved, således at det nu var Trump, der stod med Hillary Clintons hoved i hånden. Billedet gik viralt og findes i utallige versioner.
Clinton påpegede efter valget, at reaktionerne på dette ret voldsomme billede havde været minimale, mens den kvindelige komiker Kathy Griffin mødte store jobkonsekvenser som følge af, at hun havde lavet et billede af Trumps afhuggede hoved.
 
Clinton er i øvrigt langt fra den eneste kvinde, der er blevet fremstillet sådan: Såvel Martha Stewart som Condoleeza Rice, Madonna, Oprah Winfrey og Angela Merkel har også fået photoshoppet slangehår.
 
Beards pointe om, at de antikke opfattelser stadig ligger dybt i vores opfattelse af forholdet mellem kvinder og magt, virker pludselig meget sand  Man kan få kvinder til at tie ved at hugge deres hoved af  – eller måske blot ved at true med det.
 
De trusler møder kvinder hver dag, når de åbner munden – både i den fysiske verden og på de sociale medier. Trusler om vold, voldtægt og drab har vi efterhånden set mange gange, fx i DR’s dokumentar Ti stille, kvinde.
 
At bryde tavsheden
Det er stadig mænd, der har ordet. Mænd taler mere og oftere end kvinder i blandede forsamlinger, uanset om der er tale om bestyrelseslokaler, klasseværelser, lovgivende forsamlinger, debatprogrammer eller religiøse institutioner, som en artikel fra Huffington Post beskriver.
 
Beard beskriver i sin bog, at kvinder i antikken kun havde ret til at tale som vidner eller martyrer og så kun om rene kvindeanliggender. De kunne aldrig tale på vegne af hele samfundet eller om mænd. Noget kunne tyde på, at det stadig forholder sig sådan i dag.
 
I bogen Speeches that Changed the World (2010) optræder få kvinder, og de fleste af dem, der gør, taler om kvindesagen: den engelske suffragette Emmeline Pankhurst og Hillary Clintons tale fra FN’s kvindekonference.
 
En kort tur i avisernes debatspalter viser, at langt de fleste kvinder skriver om privatliv, børn, barsel og sexchikane, mens mænd skriver om politik, økonomi og miljø.
 
Mary Beard til interview med Associated Press om 'Women & Power'. Kilde: Ritzau/Alastair Grant.
 
I Ovids Metamorfoser forhindres Philomela i første omgang i at tale om det overgreb, der er begået mod hende, da hun får skåret tungen ud, men offeret er alligevel hendes rolle. I myten får hun stemme ved at væve sin overgrebsmands navn ind i et vægtæppe.  
 
På samme måder har kvinder i dag – også med en vis forsinkelse – fået mulighed for at væve deres overgreb ind i det monumentale tæppe som #MeToo-bevægelsen udgør. På Twitter og Facebook får kvinder, der ellers har været tavse, endelig stemme. Der er næppe nogen, der har truet med at kappe deres hoved af, men frygten for at blive fyret eller miste social anseelse kan være en stærk faktor.
 
I denne uge har Times udnævnt kvinderne, der stod frem med deres historier, til Person of the Year. Prisen er til alle kvinderne, både de navngivne og de anonyme. Sangerinden Taylor Swift, der er blandt dem, der pryder forsiden af magasinet, taler eksplicit om den vrede, hun har følt, både over den oprindelige chikane og over den måde, hun blev behandlet af mandens advokat i retten. Man får lyst at citere den første linje i Homers Iliaden "Vreden, Gudinde!, besyng".
 
En ny forståelse af magt
I disse dage spiller afgangseleverne ved teaterskolen i Odense Lysistrate, en klassisk, græsk komedie. Ganske kort handler forestillingen om, at kvinderne i Athen og Sparta forsøger at standse Den Peloponnesiske Krig. Anført af Lysistrate besætter de Akropolis og afstår fra sex med deres mænd for at få fred.
 
Vi tror, det er en feministisk forestilling, skriver Mary Beard om forestillingen, men det er i virkeligheden en latterliggørelse af kvinder, der tror, de kan have magt, forklarer hun. De græske komedier blev spillet af mænd, kvinderollerne af mænd i dametøj, og kvinderne var derfor karikerede og overspillede. Ved afslutningen, hvor der opnås fred mellem Sparta og Athen, fordeles landet mellem dem ved, at områderne optegnes på en kvindekrop, som et dyr til slagtning.
 
Afgangselever fra teaterskolen i Odense opfører Lysistrate indtil 22. december. Foto: Ard Jongsma.
 
Den amerikanske kønsforsker Eve Kosofsky Sedgwick skriver i sin bog Touching Feeling, i essayet med den fremragende titel You’re So Paranoid, You Probably Think This Essay Is About You, om to typer af feministiske læsninger: en paranoid og en reparativ. Hun anerkender, at den paranoide model er god til at pege på hegemoniske opfattelser af klasse, køn og race, men det er kun én blandt mange tilgange, en læser skal tage til teksten. De reparative læsninger tilbyder ofte mere nuancerede billeder.
 
Mary Beard kunne have godt af at lære lidt af Sedgwick; der er ikke megen lyst til at læse teksternes feministiske potentiale. Faktisk oplever man som læser indimellem, at hun helt ignorerer ret eksplicitte fortolkningsmuligheder. Det er lidt synd, da et nuanceret blik klæder de fleste bøger. Men Women & Power bærer selvfølgelig også undertitlen A Manifesto, hvorfor pointerne nu en gang må være netop manifeste.
 
"Hvis kvinder ikke opfattes som inden for magtens strukturer, så er det magt, vi trænger til at redefinere snarere end kvinder", skriver Beard som svar på bogens indledende problem: At vi ikke har sprog og kulturelle billeder til at forestille os kvinder i magtpositioner. Hvis vi lukker øjnene og forestiller os en professor, en præsident eller en religiøs leder, så er det altid en mand – selv hvis man er en kvindelig professor, tilføjer hun.
 
Bogen byder også på løsningen, at vi ændrer den måde, vi forstår magt på: Den skal adskilles fra offentlig prestige; magt skal forstås i fællesskaber ikke kun blandt ledere, men også blandt følgere. Forfatteren peger på Black Lives Matter, der blev stiftet af tre kvinder, de færreste vil genkende på gaden – eller kender navnene på, men som alligevel har skabt store forandringer – sammen.
 
Det samme gælder for så vidt også for #MeToo, der netop er en organisk, kollektiv og demokratisk bevægelse, snarere end en kampagne ført af de få: Mere end 1,7 millioner har tweetet under hashtagget (og oversættelser) i 85 lande.
 
Og hvordan ændrer vi så vores kulturelle ideer om magt? Det er det spørgsmål, der savner at blive foldet ud og undersøgt. Hvordan gentænker vi reelt magt? Det er den primære pointe i bogens efterord – og forklaringen på dens mangel er nok især, at bogen er en renskrivning af to forelæsninger. Måske når Beard til det i sin næste bog?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job