Facebook-filantrokapitalisme

Den 3. december annoncerede Mark Zuckerberg og hans kone Priscilla Chan, at de i løbet af deres levetid vil donere 99 pct. af deres aktier i Facebook til velgørende formål. I et brev stilet til deres nyfødte datter fremgår det, at fonden vil fokusere på to områder: udvikling af menneskeligt potentiale og fremme af større lighed mellem mennesker. Det har sat fornyet gang i diskussionen om såkaldt ’filantrokapitalisme’.
af Steen Vallentin
Mark Zuckerberg og hans kone Priscilla Chans svimlende donation på omkring $45 mia. til velgørende formål har sat fornyet gang i diskussionen om ’filantrokapitalisme’. Filantrokapitalisme er kort fortalt filantropi udført af superrige mennesker med udgangspunkt i principper taget fra forretningsverdenen. I stedet for på konventionel vis at forbinde velgørenhed med uegennyttig donation af penge til gode formål handler det om at opnå størst mulig effekt ved at gøre velgørenhed til et spørgsmål om investering og værdiskabelse.
 
3. december annoncerede Mark Zuckerberg og hans kone Priscilla Chan, at de i løbet af deres levetid vil donere 99 pct. af deres aktier i Facebook til velgørende formål. Kilde: GettyImages.
 
Chan og Zuckerbergs løfte har ikke overraskende givet anledning til ophedet debat i diverse medier, hvor det både er blevet lovprist og kritiseret. På den ene side er der dem, der synes, det er generøst og enormt positivt, at et af verdens rigeste mennesker (Zuckerberg er p.t. nummer 16 på listen over de rigeste amerikanere) er parat til at dedikere størstedelen af sin formue til gode formål med henblik på at bidrage til at skabe en bedre verden. På den anden side er der dem, der finder den udvikling, som dette løfte er udtryk for, grundlæggende problematisk, ikke mindst fordi velgørenhed i USA som i mange andre lande er forbundet med skattefordele.
 
Som det er blevet påpeget af kritiske kommentatorer, har Zuckerberg foreløbig ikke gjort meget mere end at flytte penge fra den ene lomme til den anden gennem oprettelsen af en velgørende fond (Chan Zuckerberg Initiative). En konstruktion, der muliggør, at en kæmpe formue kan unddrages beskatning og dermed samfundsmæssig omfordeling. Debatten om filantrokapitalisme handler dog om andet og mere end (beskyldninger om) skattespekulation. Der er mere grundlæggende spørgsmål om ulighed, retfærdighed, demokrati og udvikling på spil. Lad os begynde med spørgsmålet om, hvad filantrokapitalisme helt grundlæggende er for en størrelse.
 
Filantrokapitalismens fremkomst
Begrebet ’philanthrocapitalism’ blev først anvendt i en artikel i The Economist i 2006 og fik sin egen ’bibel’ i 2008, hvor Matthew Bishop og Michael Green udgav bogen 'Philanthrocapitalism: How the Rich Can Save the World'. Bishop og Green taler om vigtigheden af, at der etableres en ny social kontrakt mellem de superrige (den ene procent) og samfundet. Hvis folk flest skal acceptere stigende ulighed i samfundet, må aftalen være, at de rigeste betragter deres formuer som en slags fælleseje, de er sat til at administrere med henblik på at fremme det fælles bedste. Rigdom forpligter (’richesse oblige’), og hvis de rige ikke er parate til at give noget tilbage, løber de en risiko for et offentligt tilbageslag mod det økonomiske system, der har muliggjort deres rigdom. Velgørenhed bliver på denne måde en form for risikostyring og et led i aktive bestræbelser på at legitimere status quo: samfund præget af stigende og, vil mange sige, ekstrem ulighed. For de rige handler det ikke om at købe aflad, men om at investere i social accept. 
 
Begrebet ’philanthrocapitalism’ fik sin egen ’bibel’ i 2008 med bogen 'Philanthrocapitalism: How the Rich Can Save the World'.

Bishop og Green ser mange muligheder for, at de superrige kan være med til at skabe en bedre verden. De taler om ’hyperagenter’, som er i stand til at gøre, hvad der ellers skal sociale bevægelser til at afstedkomme. Filantrokapitalismens elite tæller superstjerner fra finansverdenen som Warren Buffett, George Soros og IT-multimilliardærer som Zuckerberg og Microsofts Bill Gates, der må betragtes som en trendsætter og som den første og fremmeste blandt hyperagenter.
 
Bill Gates, der i 2000 grundlagde the Bill & Melinda Gates Foundation sammen med sin kone, opfordrede i 2010 USA's øvrige ultrarige til at forpligte sig til at give størstedelen af deres formue væk. Mere end 100 milliardærer har efterfølgende tilsluttet sig hans 'Giving Pledge'. The Bill & Melinda Gates Foundation gav i 2014 $4 mia. i donationer til sundhedsfremmende formål, herunder bekæmpelse af sygdomme som HIV, malaria, polio og tuberkulose, der hvert år koster millioner af mennesker livet i fattige lande (Zuckerberg har også tidligere doneret penge til bekæmpelse af blandt andet Ebola-virus).
 
The Bill & Melinda Gates Foundation gav i 2014 $4 mia. i donationer til sundhedsfremmende formål
 
Fonden, som i alt har doneret omkring $16 mia. til sundhedsfremmende initiativer, står i dag for omkring 10 pct. af WHO's samlede budget og er den næststørste bidragyder efter USA. Faktisk overgår dens samlede investeringer i sundhed samtlige medlemslandes bidrag til WHO. Et andet eksempel, der kan være med til at illustrere den moderne filantrokapitalismes størrelsesorden: I 2006 donerede Warren Buffet aktier til en værdi af $30 mia. til Bill & Melinda Gates Foundation. Denne donation overgår de beløb, som store filantroper som Dale Carnegie og Nelson Rockefeller sammenlagt nåede at give væk i hele deres liv. Men hvilke problemer er der så forbundet med velgørenhed på denne måde og i en sådan størrelsesorden?
 
Warren Buffett donerede aktier til en værdi af $30 mia. til Bill & Melinda Gates Foundation i 2006. Kilde: Scanpix.
 
Demokratisk underskud
Det mest oplagte problem har at gøre med demokratisk underskud. Skeptiske røster lægger vægt på, at filantrokapitalisme er et udemokratisk, hvis ikke decideret antidemokratisk forehavende. Det skyldes, at fonde som Bill & Melinda Gates Foundation og Chan Zuckerberg Initiative drives i henhold til deres ophavsmænds værdier og prioriteter uden at stå til regnskab for andre på en forpligtende måde og uden nødvendigvis at være særligt transparente. Og spørgsmålet er, om det giver et betryggende udgangspunkt for, at så enorme summer investeres i at kurere sygdomme, give bedre adgang til uddannelse osv. Selv om organisationer som Bill & Melinda Gates Foundation fremstiller sig selv som apolitiske og upartiske, er der ingen tvivl om, at de med deres store donationer direkte og indirekte har indflydelse på eksempelvis sundhedspolitiske prioriteringer i forskellige sammenhænge. Og det vel at mærke uden at være underlagt nogen form for effektiv demokratisk kontrol.
 
Mere grundlæggende er spørgsmålet, hvordan man har det med, at eksempelvis bekæmpelse af fattigdom, helbredelse af bestemte sygdomme eller adgang til uddannelse skal komme an på velgørenhed. Hvordan man ser på det, kan til dels være kulturelt betinget. Historisk kan filantropi forbindes med en paternalistisk kapitalisme, der står i et modsætningsforhold til udviklingen af det moderne velfærdssamfund – i og med at det har knæsat staten som den store omfordeler. Det fører os til spørgsmål om skat og skattespekulation. Filantrokapitalisme indebærer som udgangspunkt, at store formuer unddrages beskatning og dermed omfordeling gennem staten. Det kan både betragtes som et kæmpe demokratisk problem, der kan bidrage til at øge uligheden i samfundet, og som en nøgle til at adressere og/eller løse samfundsmæssige problemer mere effektivt.
 
Handlingsoverskud
Filantrokapitalisme bliver ikke kun forbundet med demokratisk underskud, men også med, hvad man kan kalde et handlingsoverskud. Netop fordi verdens rigmænd ikke behøver at lade sig begrænse af træge og besværlige demokratiske processer, kan de være effektive hyper- eller forandringsagenter. Det er argumentet. Som supplement til stat, NGO'er og konventionel velgørenhed er der brug for private aktører, der kan anvende forretningsprincipper i bestræbelser på at udbedre eller løse sociale og miljømæssige problemer.
 
Med fokus på innovation, effektivitet og win-win kan filantrokapitalisme være med til at løfte sociale og miljømæssige dagsordener, hvor politiske processer ofte sander til i uenigheder og særinteresser. Der er meget at vinde ved, i nogle sammenhænge, at lade ’the best and the brightest’ skære igennem den gordiske knude og lade innovative rigmænd som Bill Gates og Mark Zuckerberg m.fl. agere en slags ’benevolent dictators’, der kan få ting til at ske hurtigt og effektivt, og som kan anvende teknologisk know-how til at tænke i nye løsninger og løsningsmodeller.
 
Det er ikke effektivt at have et meget puritansk forhold til velgørenhed. Det er resultaterne snarere end motiverne, der tæller. Hvis de superrige kan være med til at redde verden, hvorfor skulle vi så ikke lade dem gøre det? Modargumentet er, at bæredygtige løsninger ikke blot er teknologiske, men også kræver dialog, samarbejde og politisk tæft og forståelse, og at det ikke altid er den slags evner, der udmærker succesfulde forretningsfolk (Donald Trump er et særligt skræmmende eksempel på dette).
 
Legitimering af ulighed
Spørgsmålet er så, om filantrokapitalismens selvbestaltede hypervelgørere er mere innovative og effektive forandringsagenter end stat og civilsamfund, når det kommer til stykket. Foreløbig er der ikke evidens for, at det forholder sig sådan. Og man kommer ikke uden om, at filantrokapitalisme er en tankegang, der legitimerer ulighed og er med til at aflede opmærksomheden fra behov for mere gennemgribende reformer af den moderne kapitalisme, herunder nye former for formuebeskatning (jf. Pikety).
 
Selv om der findes rige velgørere, der har særlige forudsætninger for at bidrage til samfundets udvikling og infrastruktur gennem deres know-how inden for penge og informationsteknologi, må man spørge sig selv, om filantrokapitalisme ikke er med til at legitimere skabelsen af et nyt aristokrati bestående ikke blot af succesfulde amerikanske forretningsmænd som Gates og Zuckerberg, men også af diverse berømtheder (Bono, Brangelina osv.), russiske oligarker, arabiske oliesheiker m.fl., der ikke formodes at have nogen særlig indsigt i samfundets behov, men i høj grad kan have behov for at legitimere deres ekstreme rigdom og privilegier.   
 
De superrige kan redde verden
Der er dog ingen grund til at smide babyen ud med badevandet. Det er mere konstruktivt at moderere sine forventninger til, hvad filantrokapitalisme kan afstedkomme. Vi skal ikke forvente, at de superrige kan redde verden (eller ville, hvis de kunne), men hvis filantrokapitalisme, som en af flere kræfter, kan være med til at styrke indsatser inden for eksempelvis fattigdomsbekæmpelse, sundhed og uddannelse, er det som udgangspunkt positivt – under forudsætning af at det sker på en skattemæssigt behørig måde og gennem dialog og samarbejde med andre relevante parter.
 
Brødrende Charles og David Koch har bedrevet aktivisme på en anden måde end Zuckerberg. De har støttet antiklimaforbedrende initiativer. Kilde: Mashable.
 
Multimilliardærer kan bedrive aktivisme på mange forskellige måder. Tænk blot på brødrene Charles og David Koch og deres støtte til antiklimaforbedrende initiativer. I lyset af alternativerne er det som udgangspunkt positivt, når Zuckerberg og frue gerne vil give støtte til gode formål.
 
Nogle vil som udgangspunkt være skeptiske, fordi Facebook-chefen har et noget blakket offentligt renommé. Men i sidste ende afhænger værdien af Chan Zuckerberg Initiative ikke af, hvad den ene eller den anden måtte synes om personen Mark Zuckerberg (på Facebook eller andetsteds). Og om det hengivne farfjæs, han lader beskue i brevet til sin datter, på troværdig vis kommunikerer et nyt billede af ham – som én, der er bekymret for fremtiden (ikke mindst sin datters) og gerne vil bidrage til en mere bæredygtig samfundsudvikling.
 
Værdien af initiativet kommer i sidste ende an på de konkrete resultater, det kan være med til at skabe. 
 
Læs Zuckerbergs brev til sin nyfødte datter her
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job