Koks i Kongehuset

Selvom dronning Margrethe gik helt i baglås, da hun blev spurgt ind til børnebørnenes reaktion på at miste titlerne, mener Kongehusets kommunikationschef, at dronningen fremstår skarp. ”Jeg synes faktisk dronningen er meget præcis, indtil det bliver personligt. Der kan man se, at dronningen bliver berørt. Det kunne du også have valgt at lave en historie på,” siger Lene Balleby.
Der lyder direkte kritik fra kommunikationschef i Kongehuset Lene Balleby af prins Joachim i sagen om de fratagne titler: ”Prins Joachim har vidst det, og man kunne måske forvente, at han havde delt sin viden med den nærmeste familie.”. Screendump: Ekstra Bladet
Der lyder direkte kritik fra kommunikationschef i Kongehuset Lene Balleby af prins Joachim i sagen om de fratagne titler: ”Prins Joachim har vidst det, og man kunne måske forvente, at han havde delt sin viden med den nærmeste familie.”. Screendump: Ekstra Bladet
Der må være mange røde ører i Kongehusets kommunikationsstab og sekretariat efter gårsdagens fatale forløb, hvor dronning Margrethe pludselig så sig selv fanget i en skurkerolle, fordi store dele af befolkningen oplever, at hun har ofret sine børnebørn.
Hvordan reaktionerne fra både søn og tidligere svigerdatter kan komme bag på Kongehuset, er et mysterium – og forløbet bliver ikke bedre af, at dronningen ikke var blevet udstyret med de nødvendige svar, da hun mødte den presse, der formidlede forargelsen.
 
Det er meget sjældent, at vi ser en dronning Margrethe, der leder efter ordene. Men onsdag aften, da hun var på vej til et forskningsarrangement på Nationalmuseet, blev hun stillet et spørgsmål af TV 2, som hun ikke kunne svare konkret på. Derfor burde hun i det mindste have affejet det. Hun valgte i stedet at forsøge at svare.
 
Det 35 sekunder lange klip indrammer, at Kongehuset overhovedet ikke har forberedt kommunikationen tilstrækkeligt omkring den såkaldte slankning, hvor flere prinser og en prinsesse mister deres kongelige titler fra 1. januar 2023. Det på trods af, at forløbet har været planlagt i lang tid, og ifølge Kongehuset har været drøftet internt først. Modstanden var altså kendt.

Alligevel bliver dronningen i situationen efterladt i en helt umulig rolle, der ikke harmonerer med den værdighed og almoderlige kærlighed, vi normalt forbinder hende med.

Det ligner nærmest en majestætsfornærmelse, udført af hendes egne ansatte, kunne man mene. Med et smil selvfølgelig.
 

Hun falder i fælden

Interviewet begyndte ellers ganske godt:
 
– Hvad er årsagen til, at prins Joachims børn ikke mere skal være prinser og prinsesser? lød spørgsmålet fra TV 2.
 
”Det er en overvejelse jeg har haft ganske længe, og jeg tror, det vil være godt for dem i deres fremtid. Og det er det, der er årsagen!” svarede dronningen, der var stoppet op for at tale i den fremrakte mikrofon. Da det svar var leveret, skulle hun være gået videre uden at svare yderligere. Men hun besluttede at svare videre, mens hun vandrede stille væk.
 
Og hun opdagede slet ikke, at der diskret blev lagt en lille fælde i det opfølgende spørgsmål:
 
– Så det er for børnebørnenes skyld? lød spørgsmålet, som dronningen replicerede således på:
 
”Ja selvfølgelig!”
 

En næsten stammende dronning

Det svar viser, at Hendes Majestæt på ingen måde var blevet briefet om, hvordan reaktionerne på hendes udmelding havde været i løbet af dagen. Og derfor blev det opfølgende spørgsmål helt fatalt for hende. For børnebørnene kunne absolut ikke se, at dronningens beslutning var til deres fordel. Tværtimod.
 
– De udtaler, at de føler sig udstødt på grund af Deres beslutning om at fratage dem deres titler. 
 
Hvordan påvirker den reaktion dem? spurgte TV 2 – hvorpå dronningen vovede sig helt ud på glat is uden ledsager:
”Jamen det må man jo se, hvordan … Man … Jeg kan … Jeg har ikke selv set det, må jeg sige.”
 

Tre skarpe til Kongehusets kommunikationsafdeling

Det var tåkrummende, hvad enten man er tilhænger af monarkiet eller ej. At se dronningen ivre videre væk fra pressen – uden at kunne give svar på tiltale. Eller i det mindste at svare: ”Jeg har ikke flere kommentarer!”.
 
Hvordan kunne det ske? Det har Kommunikationsforum spurgt Kongehusets kommunikationsafdeling om i en e-mail med attention til kommunikationschef Lene Balleby. Hun ringer tilbage, og svarene følger senere. Dog kan det allerede her afsløres, at kommunikationsafdelingen er godt tilfreds med sin indsats.
 
Lene Balleby. Foto: Ritzau/Scanpix
 
Vi er dog ikke ene om at undre os. For eksempel lyder det på LinkedIn fra Nis Peder Kolby, der er presserådgiver i Dansk Industri:
”Nu er jeg jo ikke bestaltet kommunikationsekspert, meeeeeeen... Jeg forudser, at mange kolleger ude i branchen kommer til at botanisere en del i kommunikationen i og omkring Kongehuset i denne sag.”
 

 

Ganske god timing

Det kaotiske forløb var ellers timet, så det kunne ligge i læ af onsdagens helt store historie: lækagerne på gasledningerne ud for Bornholm.
 
Måske var det tilfældigt, men pressemeddelelsen om de nye titler faldt, efter nationen var bredt optaget af at spekulere på, hvem der havde lavet den formodede sabotage.

Meddelelsen blev delt på både Kongehusets hjemmeside.

og Instagramkonto

 

 

Under overskriften ”Ændringer i titler og tiltaleformer i den kongelige familie” forklares det, at prins Joachims efterkommere fra 1. januar 2023 alene kan benytte deres titler som grever og komtesse af Monpezat, fordi deres hidtidige titler som prinser og prinsesse til Danmark bortfalder.
 
Og det lyder videre, at dronningen ønsker at sikre, at de fire børnebørn, der er omfattet af ændringerne, skal kunne forme deres egne liv ”uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til Kongehuset som institution indebærer.”
 
Konkret betyder ændringerne at prins Nikolai, der er dronning Magrethes første barnebarn, og udstyret med titlen ”prins til Danmark”, nu mister titlen, som oprindeligt skulle gælde til hans død.
Det samme gælder hans yngre søskende prins Felix, prins Henrik og prinsesse Athena.

 

Deler vandene

Selve beslutningen ser ud til at dele vandene i de kredse, der mener noget om Kongehuset. Sammenfattende kan man sige, at mange mener, beslutningen giver mening, men at den samtidig er unødig barsk.
 
 
”Hvis ikke der er opgaver til prins Joachims børn i et kommende kongeligt arbejdsfællesskab, skal de heller ikke rende rundt og forvirre nogen med titler uden indhold,” skriver han – og fastslår:

”Ændringerne skal ses som den 82-årige dronning Margrethes ønske om at reformere og fremtidssikre Kongehuset, så hendes søn, kronprins Frederik, ikke står med problemet.”
 

Unødvendigt barsk

Trods logikken fastslår Berlingske dog: ”Dronningens beslutning er unødvendigt barsk.”

Samme vurdering har Ekstra Bladet
Avisens kongehuskommentator, Kim Back, påpeger desuden, at dronningen med beslutningen vælger side blandt sine børn.
Hans pointe er, at det kun er prins Joachims børn, der mister deres titler, ikke kronprins Frederiks, hvilket Kim Back ikke mener giver mening i en større sammenhæng:
 
”For selvom kongehuset har begrundet beslutningen med, at kun prins Christian skal have apanage, når han bliver voksen, beholder kronprins Frederiks tre andre børn nemlig deres titler.”
 
Altså: Kronprins Frederiks børn, der ikke får apanage, får alligevel lov at beholde titlerne.
 
Her kunne sagen være landet, med lidt frem og tilbage – men så indtræffer katastrofen.
 

Alexandra på banen

”Grevinde Alexandra, prins Joachim og prinsesse Marie: 'Børnene føler sig udstødt'” lyder rubrikken i B.T., hvilket er startskuddet til en direkte familiefejde i kongefamilien.

 Grevinde Alexandra, prins Joachim og prinsesse Marie: 'Børnene føler sig udstødt' | BT Royale - www.bt.dk

”Vi er alle uforstående over for beslutningen. Vi er kede af det og i chok. Det her kommer som et lyn fra en klar himmel. Børnene føler sig udstødt. De kan ikke forstå, hvorfor deres identitet tages fra dem,” siger grevinde Alexandra til B.T. Hun udtaler sig ydermere også på vegne af prins Joachim og prinsesse Marie.
 
I artiklen forklarer kommunikationschef ved Kongehuset Lene Balleby, at prins Joachim siden 5. maj har vidst, at hans børn ville miste deres titler.

”Beslutningen har haft forskellige former undervejs, men prins Joachim har været involveret og orienteret i hele forløbet. Men jeg har selvfølgelig forståelse for, at det her er vanskeligt,” udtaler hun til B.T.
 
 
Lene Balleby forklarer DR, at dronningen ser fremad og har valgt at bruge anledningen til at tilpasse monarkiet til fremtidens opgaver og krav til et kongehus i pagt med tiden.
 

Flere følelser i spil

Trods forsøgene på at dreje sagen væk fra følelserne og over på dronningens handlekraft og det rationelle i beslutningen vil kritikken ikke forstumme. Onsdagen udvikler sig til en meget grim dag for Kongehuset.
 

”Grevinden og hendes sønner har kun kendt til det her i meget kort tid, og de er meget påvirkede af det rent menneskeligt.”
 

Joachim: Kun fem dage

Torsdag eskalerer konflikten yderligere. Prins Joachim giver udtryk for, at hans børn er gjort fortræd.
 
I artiklen forklarer prinsen, at han kun har haft fem dage til at forberede sig på ændringerne. Han har ganske vist hørt om planerne tidligere, men der var de meget mindre drastiske.
 

 
”I maj fik jeg forelagt en plan, som i det store hele gik på, at når børnene hver især fylder 25, så ville det ske. Athena fylder 11 til januar,” lyder det fra prins Joachim.


Kritik fra kommunikationschefen

Lene Balleby, kommunikationschef i Kongehuset, ringer op og forklarer, at hun er uenig i præmissen i Kommunikationsforums kritik.
 
”Der er ingen røde ører herinde. Der er lavet alt forarbejdet med beredskabet omkring kommunikationen,” siger Lene Balleby og tilbyder derpå Kommunikationsforum en baggrundsforklaring, som vi afslår.
 
Derpå forklarer Lene Balleby det, der er hendes primære vurdering:
 
”Dronningen giver et skarpt svar på det, der handler om Kongehusets nye titler, men hun bliver mere tøvende, da det kommer til at handle om børnene.”
 
”Det skyldes, at det første handler om institutionen, hvor hun taler som statsoverhoved. Der hvor det handler om det personlige, tøver dronningen, og det bliver svært for hende.” 
 
”Jeg synes faktisk, dronningen er meget præcis, indtil det bliver personligt. Der kan man se, at dronningen bliver berørt. Det kunne du også have valgt at lave en historie på.”
 
Lene Balleby forklarer, at kommunikationsafdelingen har været forberedt helt ud til fingerspidserne på forløbet. Men:
”Det vi ikke kan forberede os på, det er reaktionen fra prinsens side.”
 
Men, påpeger hun, da kritikken fra Alexandra og Joachim falder, svarer Lene Balleby to minutter efter.
 
”Jeg går ud i pressen to minutter efter, grevinden går ud via en pressesekretær og kritiserer beslutningen. Jeg er ude to minutter efter! Jeg siger, at prins Joachim har været vidende om ændringerne siden maj,” forklarer Lene Balleby og fastslår:
 
”Som dronningen udtalte i går, har beslutningen været længe undervejs, og vi forstår godt, at der er mange følelser indblandet.”
 
Hvorfor skriver I ikke, at beslutningen har vakt modstand internt i kongefamilien?
 
”Det kan jeg ikke sige så meget om. Vi vidste godt … Nej, jeg kommer til at give nogle interne oplysninger. Prøv at stille spørgsmålet igen.”
 
Hvorfor skriver I ikke, at beslutningen har vakt modstand internt i kongefamilien?
 
”Det ønsker jeg ikke at svare på,” siger Lene Balleby og fortsætter:

”Prins Joachim har vidst det, og man kunne måske forvente, at han havde delt sin viden med den nærmeste familie.”
 
Hvad er kommunikationsafdelingens kommentar til afdelingens indsats i forløbet?
 
”Vi sidder ikke med røde ører. Vi har lavet et kommunikationsberedskab, der har taget højde for de elementer, vi vidste ville komme, og de overraskelser, vi ville møde undervejs. Man skal huske, det er en familie, vi arbejder for, og der er også følelser involveret i det.”
 
Vil dronningen kommentere min artikel?
 
”Nej tak.”
 
Hun skal have tilbuddet.
 
”Det er pænt af dig, men det kan jeg ikke hjælpe med. Jeg skal bringe ønsket videre.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også