Mænd, der taler på kvinder

Forleden skrev jeg en update på Facebook om, hvor glad jeg er for, at ordet "mansplaining" er opstået.

Det giver os nemlig mulighed for at få en debat om, hvorvidt det er i orden, at mænd nedgør kvinder for at hævde sig selv i konversationer og diskussioner. Det fik straks – udover en række likes fra både mænd og kvinder – nogle mænd og en enkelt kvinde til at postulere, at "mansplaining" ikke er et kønsspecifikt problem.

Mansplaining: Når en mand forklarer en kvinde, hvordan hun skal gøre noget, hun allerede ved, hvordan man gør. Eller siger, hun tager fejl, når hun har ret, eller forklarer hende forskellige ting med mere eller mindre korrekte "fakta" om et emne, som hun ved mere om end han.

Den mest vrede person i min facebooktråd fik understreget min pointe bedre, end jeg selv kunne have gjort det ved:

1) ikke at lytte til mine argumenter

2) at nedgøre mig ved at antyde, jeg var dum, fordi jeg brugte mine egne erfaringer

3) ikke at underbygge sine egne holdninger med reel viden.

Den pågældende er i øvrigt kendt for at have ladet sig interviewe om sin usædvanligt høje IQ, og det kan jo få enhver (kvinde) til at dukke sig i diskussioner, ikke?

I stedet for at indgå i en seriøs debat, svarede han med ironi a la: "Jeg opgiver at forklare, for jeg kan jo forstå, jeg er for dum".

På den måde forsøgte han at få mig til at fremstå som en generaliserende mandehader, hvilket er totalt langt ude. Jeg elsker dejlige mænd, har altid været omgivet af dem og ved godt, at langt fra alle væsner af hankøn er mansplainere.

Men denne mands kommentarer ærgrede mig meget, og det gik samtidig op for mig, at rigtig mange faktisk ikke er bekendte med ordet "mansplaining". Det er ellers et eksempel på, at ord kan ændre verden: Først når vi får sat ord på bestemte fænomener og strukturer, kan vi få dem diskuteret, forholde os til dem og måske ændre dem.

Upworthy smider tallene bag fænomenet mansplaining på bordet.

Ja, det er jeg klar over

Det meste af mit 45-årige liv har jeg haft en oplevelse af, at en del mænd ikke tog mig alvorligt i samtaler og diskussioner, fordi jeg var kvinde. Og indtil for nylig har jeg haft svært ved at få folk (mest mænd) til at forstå, hvad jeg talte om, fordi jeg ikke kunne sætte ord på det og måske ikke selv var helt klar over, hvad det var, der skete, og hvorfor jeg blev så stødt og frustreret.

Et eksempel:

En bordherre ved et selskab forklarer dig noget om et emne, du faktisk ved rigtig meget om, men han overhører totalt dit "ja, det er jeg klar over" og fortsætter med at forklare dig, hvordan tingene hænger sammen. Han drømmer ikke om at spørge dig til din indsigt, fordi han jo mener at vide bedst. Hver gang du forsøger at bidrage til konversationen, er han totalt uinteresseret og taler bare hen over dig med sin dybe mandestemme, så din egen spinkle røst forsvinder under bassen.

Hvis du er kvinde, gætter jeg på, at du har prøvet det rigtig mange gange.

Det er et vilkår, som jeg og andre lever med; at man som kvinde skal være mere end almindeligt rapkæftet for at blive hørt i visse forsamlinger. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright er en af dem, der har oplevet det, hvilket hun har fortalt om i flere interviews og beskrevet i sin selvbiografi. Det var først, efter hun i årevis havde tænkt, at de mænd, der tog ordet, ofte kun sagde meget banale ting, at hun turde tro på, at det, hun havde at sige, var lige så vigtigt og interessant.

Se GIF-opskrift på, hvordan du håndterer mænd, der mansplainer, starring Hillary Clinton.

Der har altså ind imellem været nogle, der har beskrevet oplevelsen og følelsen, men der har været langt imellem dem, og det har ikke været en definerende beskrivelse af fænomenet.

Derfor blev jeg så glad, da min datter introducerede mig for ordet "mansplaining" og betydningen af det. Jeg opdagede, at nej, jeg ser ikke spøgelser og nej, jeg er ikke er alene! Og hvor befriende er det ikke at grine sammen af de dumme mænd, der forsøger at nedgøre os! Ordet dækker nemlig over præcis den erfaring, som jeg og millioner af andre kvinder har.

Mr. Very Important

"Mansplaining" udsprang af essayet "Men Explain Things To Me", som den amerikanske forfatter og debattør Rebecca Solnit skrev i 2008.

"Mænd forklarer mig og andre kvinder ting, uanset om de ved noget om det, de taler om," skrev hun. "Det er sket for mig hele mit liv, og jeg havde joket om at skrive det her essay i årevis."

Sidste år udgav Solnit essayet i en bog med samme titel, Haymarket Books, 2014.

Solnit fortæller blandt andet om en oplevelse, hvor en rig, magtfuld mand ved et selskab på denne måde talte på hende om en meget vigtig bog om filmpioneren Muybridge, som han mente, hun skulle læse (men som hun faktisk selv havde skrevet). Manden havde bare så travlt med at øse af sin store viden om emnet (han havde læst en anmeldelse af bogen), at han ikke havde tid til at høre hende fortælle, selvom han måske kunne være blevet klogere. For disse mænd – Mr. Very Important, som Solnit kalder dem – handler det nemlig ikke om at blive klogere. Det handler om at fremstå vigtige og kloge ved at nedgøre andre.

Disse mænd har en evne til at "belittle" kvinder, som Solnit kalder det, altså at tale ned til dem, få dem til at fremstå og måske også føle sig som mindre kloge. Disse mænd taler med bedrevidenhed, arrogance og pondus og slår fast, at "neej, du tager fejl, det var i 1867, at ..."

En sådan selvsikkerhed kan få de fleste (kvinder) til at tvivle på, om de har ret – var det nu i 1867, der skete det og det? Når denne mand siger det med så stor overbevisning og alle hænger ved hans læber til festen, så er det nok mig, der tager fejl, ikke?

Når man så kommer hjem, kan man slå det op og finde ud af: Nej, han tog faktisk fejl, og jeg havde ret. Men det kan man ikke bruge til så meget. De fleste, der har overhørt samtalen, vil huske den overbevisende, kloge og underholdende mand.

Sådan ser kvinder ud indeni, mens de er udsat for mansplaining.

Solnits essay bredte sig øjeblikkeligt som løbeild på nettet. Der opstod nye hjemmesider, som for eksempel "Academic Men Explain Things To Me", hvor flere hundrede kvinder delte deres lignende oplevelser, "You May Be A Mansplainer If ...", og mansplaining blev optaget i ordbogen og udråbt til et af årets ord af New York Times.

Dejlige mænd ønskes

Vi skal ikke bruge ordet mansplaining til at råbe af hinanden. Det er ikke De Meget Vigtige Mænds skyld. Men vi kan bruge ordet til at beskrive de strukturer, som vi måske ubevidst stadig ligger under for. De fleste af os mener vel selv, at vi opfatter mænd og kvinder som lige (kloge), og alligevel ligger vi – både mænd og kvinder – under for den kultur, der er indlejret i os efter hundredevis af års undertrykkelse af kvinder.

Jeg har oplevet, at nogle mænd bliver irriterede over denne debat, afviser den og svarer: Kvinder gør jo det samme. Og selvfølgelig findes der også irriterende, bedrevidende og arrogante kvinder. Men de bliver ikke på samme måde bakket op af den sociale struktur.

Forleden så jeg for eksempel et afsnit af DR2's historiske tilbageblik på 80'erne, hvor det handlede om De Konservatives Ungdomsorganisation, KU. Her var en del mænd og én kvinde interviewet, nemlig Henriette Kjær, tidligere minister. Alle de interviewede talte om, hvor få aktive kvinder der var, og ifølge Henriette Kjær skyldtes det, at kvinderne ikke blev anset som attraktive, så snart de tog ordet. Så de holdt sig i baggrunden og forblev smukke og attraktive til de dejlige fester, som de interviewede mænd også huskede tilbage på som virkelig gode og med mange smukke kvinder.

Misforstå mig ikke: Der er intet galt i at blive tiltrukket af smukke kvinder eller mænd, jeg forsøger bare at forstå, hvorfor kvinder ikke kan opfattes som kloge og attraktive, samtidig.

Det ligger bare stadig i vores kultur, at mænd skal hævde sig og gøre sig gældende ved at tage ordet og være kloge, og at piger/kvinder skal holde kæft og være smukke. Vi siger måske noget andet, men vi opfører os ofte stadig sådan. Blandt andet når vi accepterer mansplaining. Og så snart vi kvinder insisterer på at tage ordet og have meninger, så er vi ikke længere så attraktive (hvilket vi jo har lært er den største anerkendelse, vi kan opnå).

Jeg selv er i de senere år begyndt at insistere på at tage ordet og at give De Meget Vigtige Mænd modspil, hvis de begynder at mansplaine mig, men jeg kan se irritationen i deres øjne, når jeg gør det.

Den irriterende kvinde, der insisterer på at afslutte sin sætning.

Heldigvis sker det ikke så ofte længere. Mange mænd er blevet opmærksomme på, at de færreste kvinder bryder sig om det, og blandt unge bilder jeg mig ind, at der i dag er en overvægt af Dejlige Mænd frem for Meget Vigtige Mænd.

Hvordan holder jeg op med at mansplaine?

Hvis du er mand og i tvivl om, om du mansplainer efter at have læst ovenstående, får du her en lille test fra Hugo Schwyzer, der underviser i historie og køn på Pasadena College i Californien.

Du mansplainer, hvis du:

1. ikke interesserer dig for, hvor meget den kvinde du taler til, ved om det emne, du taler om.

2. bruger din såkaldte viden til at fremstå mere mandig

3. ikke lytter, når hun taler, men i stedet forbereder, hvad du vil sige som det næste

4. generaliserer om kvinders erfaringer. Måske forklarer du hende endda, hvad hun føler

5. faktisk ikke ved, hvad du taler om.

En god vaccine mod mansplaining er, hvis du over for din samtalepartner er villig til at indrømme, der er noget, du ikke véd, samt hvis du er villig til at lære nyt.