Facebooks fake fake news-kamp
Falske nyheder i søgesvar på Google eller i opslag på Facebook har længe været udpeget som årsag til de vestlige demokratiers elendighed, uden at vi helt har forståelse for omfang eller effekt. Særligt har det været kritisk, at algoritmer og købt reklameindhold øjensynligt må have bragt Donald Trump til magten med målrettet kommunikation og usandt indhold på sociale medier. Indhold, der åbenbart er blevet spredt i vildskab, og som muligvis har mobiliseret Trumps store vælgerskare. Vælgere, som i andre målinger har forklaret, at de ikke bruger sociale medier i særligt stort omfang.
af Lars Holmgaard Christensen
De teknologiske giganter i Silicon Valley udpeges som de sande skurke i nyhedsformidlingen. De er skyld i, at vores demokrati og vores debatkultur nu er nået hertil, hvor alle åbenbart lyver, spreder falske nyheder, og hvor ingen er værd at stole på.
De klassiske nyhedsmedier halser dog selv efter de sociale medier som sensationssøgende jagthunde, der er trænet til at opsnuse en hurtig trafikpopulær konfliktvinkel eller gø af den seneste distraherende tweet. Det betyder, at nyhedsmedier ofte forfølger en udpeget syndebuk eller lader sig forføre af det spin-slør, som er lagt ud.
Umiddelbart er nyhedsidealet om at være kritisk vagthund afgået ved døden. Dødsårsagen kan reduceres til den digitale økonomis nødvendighed og opmærksomhedsøkonomiens krav om konflikt og grænseoverskridelser i al nyhedsformidling.
Er det Apples, Googles og de andre kæmpers skyld, at nyhedsformidlingen er blevet uigennemskuelig og fyldt med fake news?
Ingen tager rigtig ansvar for denne udvikling, men nogens skyld skal det jo være. I stedet for selvransagelse hos nyhedssystemets aktører eller slagkraftig protest fra befolkningen om, at nok er nok, så flyttes skyldfokus nu til en diffus skræk for algoritmer, falske nyheder og teknologiske giganter, der både kan true og fremme forskellige dagsordener.
Og fair nok, i et markedsperspektiv er der faktisk mange grunde til at kritisere og regulere de teknologiske giganter, der på globalt plan er ved at blive altdominerende på vilkår, der gør det svært at innovere alternativer frem. Samtidig indsamler de data i en grad, hvor de er ved at sikre sig et kæmpe forspring, når AI for alvor bider sig fast og skal fodres med brugbar data. Data, som er leveret kvit og frit af de nuværende sociale medieforbrugere.
EU's konkurrencekommissær går den politiske vej for at finde en løsning. Udfaldet fra de tiltag vil måske få konsekvenser globalt, dog må vi huske på, at disse teknologiske giganter er en samfundsøkonomisk dynamo for 420 millioner mennesker i USA. Det fjerner på ingen måde vigtigheden af kritik og regulering.
Facebooks modvillige fornemmelse for publicisme
Nyhedsmedierne har primært valgt at angribe Facebook. Selvom de brokker sig over tab af annoncemarked, så kommer kritikken fra et mere idealistisk publicistisk udgangspunkt, som virker til at forstyrre mere end at gavne reguleringen af Facebook.
I nyhedsmediernes had-/kærlighedsforhold til Facebook, hvor nyhedsmedier har elsket den sociale medieplatform som en del af en ny digital forretningsmodel, kommer hadet frem i forsøget på at gøre Facebook til en mere forpligtet medspiller i nyhedsformidlingen.
Ved at presse Facebook ind i et publicistisk ansvar for det indhold, som deles på platformen, kan Facebook da i det mindste gøres medansvarlig for systemfejlen i nyhedssystemet, må devisen være.
Det efterlyste ansvar for falsk og hadefuld indhold adresserede Mark Zuckerberg i sit ’nytårsforsæt’, da han skrev følgende opslag i starten af januar:
Facebook har til en start valgt at bevæge sig væk fra at ville tage et medansvar i nyhedsstrømmen. Det er sket ved, at ændre på den algoritme, der bestemmer den måde, vi på Facebook får serveret indhold. Medier og virksomheder nedprioriteres så det sociale
liveness mellem brugerne kan fylde mere. Denne manøvre er et stort skridt væk fra at ville tage et publicistisk ansvar ved netop at opprioritere venne- og familierelationer. Facebook vil være platform for en synlighedens offentlighed i de nære relationer fremfor at være nyhedsspreder.
liveness mellem brugerne kan fylde mere. Denne manøvre er et stort skridt væk fra at ville tage et publicistisk ansvar ved netop at opprioritere venne- og familierelationer. Facebook vil være platform for en synlighedens offentlighed i de nære relationer fremfor at være nyhedsspreder.
Det pres nyhedsmedier har lagt på Facebook er således endt med, at nyhedsmedier og virksomheder bliver nedprioriteret i den nyhedsoversigt Facebookbrugerne bliver mødt med. Det har som konsekvens, at den trafikmotor, nyhedsmedier har arbejdet på at optimere i samspil med Facebook for at lokke læsere over på egne sider, ikke længere vil fungere optimalt.
Men det er kun de åbenbare konsekvenser.
Publicistisk pres på Facebook er et gevaldigt tilbageslag
At Facebook har en masse arbejde forude, har de erkendt, men der er ikke nogen entydighed i det kommende arbejde, for falske nyheder er en kompleks størrelse. At forsvare aktiviteter på Facebook mod uvelkommen indblanden er ligeledes en kompliceret opgave. I en global medieverden, hvilken kultur og hvilket regime skal være idealmodel? I det arbejde Facebook har forude er der derfor flere nye spørgsmål end svar. Eller som Sue Halpern spørger i The New Yorker Review: Falske nyheder! For hvem og falsk hvordan?
Udover at ændre algoritmen for nyhedsvisning, så har Facebook også grebet til brugerinddragelse som en af måderne at få besvaret spørgsmålene ovenfor. I en survey, som Facebook har konstrueret, bliver de kritiseret for ikke at tage ansvar nok og for at blande alle nyhedsmedier i en pærevælling, hvilket ikke vil stoppe falske nyheder og misinformation snarere tværtimod.
Facebook stiller kun to spørgsmål. Det første er: genkender du følgende website? Det spørgsmål skal give en indikation om et website er kendt for brugeren. Det andet spørgsmål spørger ind til tillidsrelationen: hvor stor tillid har du til disse forskellige websites/domæner? Her skal brugerne angive på en skala fra slet ikke til fuldstændig.
.jpg)
Mark Zuckerburg er som leder af Facebook både businessman og mediechef for hele verden. Det er en svær balance. Foto: Getty Images.
Facebook vælger at lade det være op til brugerne at bestemme tillid og troværdighed i et socialt værdifuldt nyhedshierarki. Det sker dels gennem direkte surveys og dels ved indirekte at krydse surveydata med de brugerdata, som de har i forvejen. Facebook slipper på denne måde for selv at skulle gå ind i en vurdering af nyhedsmedier.
Brugerne er langt hen ad vejen på Facebooks side i denne øvelse. Fornøjelsen i at bruge Facebook er alsidig og spiller ind på mange af hverdagslivets aktiviteter. Platformens servicedesign er gennemtænkt og brugeroplevelsen er gnidningsløs, så tilliden til Facebook er overordnet meget stor. Meget modsat den virkelighed målinger afslører om tilliden til nyhedsmedier.
Udover at nyhedsmedier fremover bliver nedprioriteret på Facebook, så tildeles brugerne nu magten til at evaluere og vurdere de enkelte nyhedsmedier både direkte og indirekte. Det bliver for mange Facebook-brugere endnu en magtfuld fornøjelse, men disse aktiviteter giver samtidig Facebook ny viden om forholdet til nyhedsmedier. I sidste ende er brugernes inddragelse blot en virkningsfuld udvidelse af den datahøst, som er brændstof for Facebook i den videre produktudvikling.
En strategisk ændring i algoritmerne falder samtidig belejligt sammen med, at Facebook gerne vil ændre kurs på platformen for at forberede sig på at indtage asiatiske markeder. I de kulturer er det netop i de nære relationer og ikke gennem systemer herunder nyhedssystemet, at tillidsforhold skabes og vedligeholdes. Og måske var det slet ikke helt tilfældigt, at Zuckerberg i sit opslag startede med at fortælle, hvor stolt han var af at have lært at tale mandarin/kinesisk sidste år.
Facebooks manøvre er, hvad vi normalt forklarer som både at imødekomme det omgivende samfunds krav, mens der ihærdigt arbejdes på at stabilisere kernen i virksomhedens aktiviteter.
Facebook viser, at de gør noget for at tage ansvar for nyhedsindhold, men ingen af løsningerne vil komme nyhedsmedierne tilgode, tværtimod. Stuerene, det bliver Facebook nok aldrig for de vestlige nyhedsmedier.
