Skønhedsfiltre: Jo hvidere, jo smukkere

Det er nørderne i de digitale imperier, der bestemmer, om du er smuk. Og det gør de med usynlig redigering af de filtre, vi bruger på Instagram, Snap og TikTok. Fik jeg nævnt, at de virker bedst, hvis du er hvid?
Skønhedsfiltreret privatfoto af Amalie Fudim Villesen
Skønhedsfiltreret privatfoto af Amalie Fudim Villesen
Med opblomstringen af sociale medier og et tilgængeligt selfiekamera på enhver telefon med respekt for sig selv har Silicon Valleys tech-nørder eksporteret deres skønhedsidealer lige ned i lommen på os alle sammen. Det lever de stort af i den globalt voksende plastikindustri, mens alle vi andre må leve med, at vi tilsyneladende ser grimmere og grimmere ud eller passer mindre og mindre ind.
 

Nye standarder for skønhed

At skønhedsindustrien sætter et forvrænget skønhedsideal, er der ikke noget nyt i, men hvor vi før så det i bladene og tv-reklamerne på andre, er det nu os selv, der er genstanden for retouchering og (op)justering af, hvordan vi ser ud på billeder og videoer.
 
Det kan jo virke uskyldigt nok. Jeg husker selv, da Snapchat kom, og jeg sagtens kunne sende selfies med forstørrede Bambi-øjne og pink læber rundt til mine nære venner, og når der så hang en glorie svævende over mit hoved, var ingen i tvivl om, at det bare var for sjov. Men hvor filtrene blev introduceret som sjove og legende indslag på Snapchat eller mildt farvede filtre på Instagram, er skønhedsfiltre i dag et uundgåeligt element i ethvert socialt medie, hvor brugerne deler deres billeder.
 
Og det virker. I hvert fald hvis du er på jagt efter likes og kommentarer. Filtrerede ansigter er i dag nogle af de fotos, der bliver engageret mest med på sociale medier.
 
Så hvad er problemet? Det kommer an på, hvor langt du er fra app-udviklernes standarder for skønhed.
 

En boomerang af mistrivsel

Undersøgelser af unges brug af filtre tyder på, at de, der kan bruge filtrene til at få likes og positiv respons, rammes af en boomerang af mistrivsel.
 
Hvor filtrene i starten var meget langt fra virkeligheden og indgik i en legende udveksling af overdrevne og komiske billeder, er skønhedsfiltre i dag blevet langt mere subtile, og det kan være svært at gennemskue, hvordan et billede egentlig er ændret.
 
De mere virkelighedsnære filtre gør det nødvendigt at ramme den svære balancegang, hvor billederne ikke ser for fake ud, men hvor man stadig fremstår “flot”. Det øger den arbejdsindsats, den enkelte skal lægge i et succesfuldt billede, og forskningen viser, at det – særligt for unge kvinder – kan opleves som et omfattende og anstrengende arbejde.
 
Med den filtrerede digitale virkelighed skabes også nye forventninger og forpligtelser til, hvordan vi skal se ud i den analoge verden. Det store arbejde med at lægge det ”naturligt” filtrerede billede op af sig selv bliver derfor for nogle kun begyndelsen på nedturen og slår ud i større utilfredshed med det reelle spejlbillede.
 
Selv hvis du står uden for det æstetiske ræs med at lægge billeder op på de sociale medier, så tyder alt på, at bare det at blive eksponeret for manipulerede Instagrambilleder leder til et mere negativt selvbillede af din krop. Igen er unge kvinder særligt sårbare over for det pres.
 
Forskellen fra datidens blade og tv-reklamer med photoshoppede kroppe og ansigter er, at du nu selv kan opnå de retoucherede idealer. På den måde presser filtrene et credo ned over os alle om, at vi alle er i stand til og derfor forpligtede til at opnå skønhed – vi skal bare lægge det hårde arbejde.
 

"Med den filtrerede digitale virkelighed skabes også nye forventninger og forpligtelser til, hvordan vi skal se ud i den analoge verden." Foto: Getty Images.

Jo hvidere, jo smukkere

Skønhedfiltrenes udbredelse er et biprodukt af de sociale medier, der har indtaget verden over de seneste 10-15 år. I takt med udbredelsen af de samme apps og sociale medier overalt på kloden bliver skønhed, som før i højere grad var et relativt begreb, nu mere standardiseret og mere begrænset.
 
De forskellige apps og platforme udspringer oftest fra Silicon Valley, og det er de skønhedsidealer, der har domineret Vesten, der eksporteres med, dvs. hvid, ung og tynd. Det slår ud i såvel teknikken som skønhedsfiltrene og i de mekanismer, der promoverer nogle billeder over andre på platformene.
 
På et teknisk niveau har de fleste kameraer forudinstallerede intervaller for hudfarver, så kompleksiteten og variationen ikke kan fanges. Mange skønhedsfiltre lysner huden automatisk, og helt uhyggeligt bliver det, når filteret fungerer, uden brugerne selv vælger det eller bliver informeret om det, hvilket TikTok for nyligt blev afsløret i.
 
Ophøjelsen af en lys og gerne hvid hud over enhver anden hudfarve forstærkes også i de sociale mediers automatiske redigering og promovering af billeder. Twitters “cropping”-algoritme, der automatisk skærer billeder til i et feed, har eksempelvis vist sig at promovere lysere ansigter på bekostning af mørkere, ligesom hvide kvinder automatisk rangeres højere i nogle datingapps.
 
Favoriseringen af lysere hudfarver tager præsentationspresset for personer med mørkere hudfarver til et helt andet og skræmmende niveau. Når filtrene fungerer som vores egne personlige showrooms, hvor vi får mulighed for at se, hvordan vi kunne se ud, hvis bare lige…, så er effekten desto hårdere, desto længere man er fra det smalle vestlige og hvide ideal, skønhedsfiltrene promoverer.
 

Fra online til analogt – hvidt skal det være

Den medierede virkelighed omsætter sig ikke overraskende i den analoge verden. Den globale industri, der producerer og sælger produkter til at lysne huden, er i voldsom vækst. Tilsvarende er også plastikindustrien i både vækst og forandring med en ny fiksering på perfekte ansigter. I USA har næseoperationer nu indtaget førstepladsen over plastikoperationer, efter bryster ellers har været favoritobjektet under kniven siden 2006.
 
Det hvide ideal både forstærkes og låses fast i den globale, digitale verden. En bias, der før var mere subjektiv, kontekstbestemt og social og dermed også kunne ændres med sociale bevægelser og forandringer. Den er nu indlejret og usynlig i tekniske systemer, som kun en lille elitær skare har indblik i og magt over.
 

Læs mere om udviklingen og bruge af skønhedsfiltre:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også