Making a Murderer II – dokumentaristernes tunnelsyn
Ups, det "glemte" vi lige at fortælle

Skrevet af

Bo Plantin
Manuskriptforfatter

15 artikler

0 indlæg

Netflix-dokumentaren 'Making a Murderer' har affødt mange overvejelser, hos både mig selv og mange andre. Det er naturligt, ja, endda nødvendigt, for en dokumentarist, at vælge en vinkel på sit stof, selvom man jo er ude i et ærinde, der skal skildre virkeligheden og ”sandheden”. Vinkles, det skal den selvfølgelig, men hvor går grænsen? Det må være et spørgsmål alle dokumentarister konstant stiller sig.
Der er mere end en vinkel i 'Making a Murderer', men den primære vinkel er, tilsyneladende, at myndighederne i Manitowoc har ”framet” Steven Avery, og at han nu sidder i fængsel, igen, for noget han ikke har gjort. Dette konstaterer jeg udfra mange menneskers reaktion på serien, og ikke på det jeg personligt fik ud af den. Som jeg skrev i min forrige artikel om serien, så har jeg ingen anelse om Avery er skyldig eller ej. Men det er på ingen måde den generelle reaktion på serien. Der er faktisk bred enighed om Averys uskyld, og man har endda samlet intet mindre end 400.000 underskrifter til Præsident Obama, for at få ham til at benåde manden – hvilket Obama ikke kan, da det er et lokalt anliggende.
 
Er Steven uskyldig, eller er det dokumentarens vinkling der gør, at vi er overbevist om hans uskyld? Foto: Netflix. 
 
Det er interessant at bemærke, hvordan et stykke dokumentar kan voldvinkle et emne i en sådan retning, at tusindvis af mennesker bliver overbevist om, at politi såvel som anklagemyndighed har lavet en stor sammensværgelse for at få en mand ned med nakken. Og det er da også en god historie. Den lille mod den store. David mod Goliat. Os mod dem. Men hvor tit er den slags reelt set virkelighed? Uhyre sjældent, ville mit bud være.
 
Faktum er blandt andet, at instruktørerne, Moira Demos og Laura Ricciardi, har udeladt potentielt vigtige bevismaterialer mod Avery i deres sammenklippede version af virkeligheden. Ting som f.eks. at Averys sved blev fundet i mordofferets bil og at hans ekskæreste har fortalt om et voldeligt forhold, hvor hun og hendes familie flere gange blev truet på livet af ham. Og at, da Avery sad inde for den voldtægt, han så ikke havde haft noget med at gøre, fortalte en cellekammerat, at han ville bygge et torturkammer og myrde kvinder, når han kom ud – som straf for hans straf. Disse ting er i og for sig nogenlunde interessante, men det er endnu mere interessant, at man har valgt at udelade det fra serien.
 
Demos og Ricciardi nægter begge at have en dagsorden med serien, andet end at ville formidle sandheden. Men er det ikke muligt at have en dagsorden uden at vide det selv? Selvfølgelig er det det. Spørgsmålet er, hvorvidt de, ligesom anklagemyndigheden i sagen, er blevet fanget i et emotionelt tunnelsyn, der gør dem blinde over for de fejl, man kan komme til at begå i sådanne tilfælde.
 
Moira Demos og Laura Ricciardi nægter at have en dagsorden med serien. Foto: GettyImages. 
 
Som historiefortællere hænger vi ofte fast i en eller to slags narrativer. For mig er det næsten altid noget med et menneske, der sidder fast inde i sig selv og skal bryde ud og deltage i verden. For andre er det måske det modsatte. For Demos og Ricciardi kunne det meget vel være den lille mod den store, at verden er uretfærdig, at dem der råber højest  vinder, at systemet altid tromler det enkelte menneske. Det er også en rigtig god tematik.
 
Men når man laver dokumentarfilm og -serier, så er det nok stærkt nødvendigt at gøre sig bevidst, hvilke narrativer man selv lever efter, og i hvor høj grad de egentlig har noget med virkeligheden at gøre, eller om de mere er en metafor for ens psykiske sammensætning. For vi digter vores liv, nogle af os mere end andre, men det gør vi, og vi gør det fordi det er mere trygt og rart og lunt at befinde sig under denne dyne af digtet liv, end det er at være ude i den kolde virkelighed, hvor vi ikke ser os i stand til at lyve over for vores nøgne spejlbillede.
 
Har Demos og Ricciardi løjet i deres dokumentarserie? Nok næppe, men de har fortalt den historie, som de synes var den mest interessante, den mest spændende. ”Murder is hot. It's what everyone wants,” som en journalist i serien fortæller os. Der er med andre ord gode penge at tjene på det, og der er megen prestige i det. Og den slags forfængelige mål ser jeg ingen grund til at tro Demos og Ricciardi er hævet over. Så på samme måde, som vi forholder os særdeles kritisk over for anklagemyndigheden i serien, så skal vi så sandelig også forholde os kritisk over for 'Making a Murderer's fortælling bag fortællingen.
 

Relaterede artikler

Breaking Bad får baghjul - Den frønnede advokat Saul Goodman har brudt med Breaking Bad-serien og er gået solo. Tag med os ind i en vidunderlig ver...
Gamle tricks til en ny præsident - Ingen aner, hvad der kommer til at ske. Alle gætter. Tredje sæson af House of Cards er lige på trapperne, og få linjer o...
Et mord eller to justitsmord - Netflix' mest populære serie lige nu er en dokumentar: 'Making a Murderer'. Steven Avery har siddet 18 år i fængsel, for...
Netflix-hittet Stranger Things - På Netflix har man siden den 15. juli kunne se serien ’Stranger Things’, og hvis du, kære læser, er over 40, så er denne...
Westworld – den uvirkelige virkelighed - Er vores liv en illusion? Er vi en del af et slags spil? Og hvis det er tilfældet, hvem kigger så på? Kan vi stole på vo...

Giv din stemme

10 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

40 JOB

Marketingkonsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.