De Konservatives ekstremt aparte mentalitet

Fejden mellem Konservative og Venstre er ovre. Hele den ulykkelige affære så i nogle få dage ud til måske at kunne styrke det lille parti, som ifølge visse udlægninger var trådt i karakter, mens en enkelt meningsmåling for første gang i umindelige tider sendte partiet op over 5%. Hertil kom, at man måske fra konservativ side havde udsigt til at få lidt af sin politik gennemført i form af en tillægspakke til landbrugspakken.

Begge dele lader nu i stedet til at være svundet bort. Det Konservative Folkeparti er i seneste meningsmåling fra den 29. marts tilbage på sit naturlige leje omkring spærregrænsen (helt nøjagtig 3,3%), og udsigterne til at krisen omsætter sig i en substantiel politisk forandring lader i hvert fald for nuværende også til at være ude af syne, da en eventuel tillægspakke til landbrugspakken lader til at bortfalde. Noget kunne således tyde på, at der har været tale om en stor omgang ståhej for ingenting.

Så er alt ved det gamle igen. Det Konservative Folkeparti er tilbage på sit naturlige (døds)leje omkring de 3 procent i...
Opslået af Mads Holger på 29. februar 2016

Konfliktsøgende politik

Ganske som i et godt gammeldags værtshusslagsmål står imidlertid samtlige involverede stærkt forslåede tilbage. Ingen kan være i tvivl om, at Venstre og statsminister Lars Løkke Rasmussen trak sig værst ud af dette håndgemæng, men begge parter er stærkt medtagne.

Konservative har således formået at lægge sig ud med store dele af sit politiske bagland, med flere af sine økonomiske bidragsydere, med sine politiske samarbejdspartnere i den borgerlige lejr og nok så vigtigt med stort set hele den borgerlige presse, der i fællesskab har taget sig til hovedet over det absurde forløb.

I Jyllandsposten, Børsen, BT og selv i Berlingske, der ellers blev beskyldt for at bakke op om partiet, har man kunnet læse voldsom kritik af partiet på lederplads dag efter dag, og denne krise må forvente at sætte sig spor langt frem i tiden, der nu bliver om muligt endnu hårdere for det lille og i forvejen kriseramte parti.

Og her gik man og troede, at man var den største skandale hos Konservative i et år. Lort!
Opslået af Mads Holger på 23. februar 2016

Blandt kommentatorer, journalister og andre politikere er der navnlig en fremherskende forundring over, at Konservative har handlet så irrationelt og konfliktsøgende, men det kommer bestemt ikke bag på mig. I de utallige interviews og indlæg, som jeg under krisen deltog i, betonede jeg atter og igen, at Det Konservative Folkeparti mod næsten alle andres forventning ikke ville afvige denne kamikazekurs. Det kunne man således læse i både Børsen, Politiken og Berlingske.

Den konservative meningsdanner

Jeg kender nemlig dette parti ganske indgående, og for at forstå den seneste uges hændelser, bliver man nødt til at forstå den helt ekstremt aparte mentalitet, som har overtaget Det Konservative Folkeparti. Min egen historie med partiet er ikke videre lang, men højst begivenhedsrig og i den grad veldokumenteret, men lad os begynde med begyndelsen.

Mads Holger i sit naturlige element.

Efter at have tilbragt en del tid i udlandet, herunder navnlig i Damaskus og Moskva, vendte jeg for nogle år siden permanent hjem til Danmark. Her begyndte jeg at skrive for bl.a. Berlingske, mens jeg beværtede et job som vært på Radio24syv. Mine skriverier genererede på godt og ondt ganske meget opmærksomhed, og jeg begyndte langsomt at træde frem i offentligheden som konservativ meningsdanner.

Det samme gjorde imidlertid mange andre såsom Kasper Støvring, Søren Hviid Pedersen, Eva og Rune Selsing, Mikael Jalving, Sørine Godtfredsen, Kristian Ditlev Jensen, Henrik Gade Jensen med mange flere. Denne gruppe af mennesker var (og er) langt fra homogen, og mange vil sikkert se på flokken med politisk og ideologisk modvilje, men desuagtet dette kunne det ikke bestrides, at en intellektuel konservatisme i den grad var på fremmarch i dansk opinion.

Slaget om Herning

Det blev bemærket og satte sig ringe i vandet, men vi skulle frem til sensommeren 2014, før denne strømning i tiden for alvor trådte i karakter. Det skete i forbindelse med det såkaldte ”Slag om Herning” som antropolog Dennis Nørmark og jeg indledte på Radio24syv med hver sin opfølgende kronik i henholdsvist Berlingske og Politiken. Bestræbelsen var at distancere det ideologisk konservative Danmark fra det ideologisk liberalistiske, og det, må man sige, lykkedes.

Mads Holger som ikonisk bonderøv.

Gennem to måneder rasede en ilter ideologisk strid i samtlige landsdækkende medier. Blandt de deltagende parter var ud over stort set samtlige allerede anførte også liberale tænkere som Ole Birk Olesen, Christopher Arzrouni, Kasper Elbjørn (der siden er blevet konservativ), Anders Samuelsen, Ryan Smith, Martin Ågerup, Bertel Haarder, Rasmus Brygger med mange flere.

Debatten kørte på kronik og lederplads næsten dagligt i stort set alle landsdækkende medier, og der var noget meget udansk over at have en sådan ideologisk intellektuel debat i Danmark. Den slags er hverdag i Frankrig eller Tyskland, men herhjemme diskuterer vi i forbindelse med politik almindeligvis enkeltsager eller skattetryk versus velfærd alene.

Fra Kloge Åge-kronikker til praksis

Til manges store forbavselse deltog Det Konservative Folkeparti ikke i denne intellektuelle strid, og da partiet dengang som nu var stærkt kriseramt, begyndte man i det intellektuelle Danmark og i opinionen at undre sig over dette. Både Venstre og Liberal Alliance deltog med folketingsmedlemmer og andet, men det konservative Danmark lod til at være repræsenteret uden for partiet af samme navn. Det gav anledning til mange skriverier om partiets intellektuelle underskud, og man begyndte meget stærkt at spekulere i, om ikke partiet med fordel kunne trække nogle af disse kræfter til sig for at genvinde sin position i dansk politik.

Det resulterede i, at en del af os modtog henvendelser fra partiet, der gerne ville opstille os som folketingskandidater eller på anden vis integrere os i en mere konkret politisk dagsorden. Jeg overvejede meget længe, om jeg ville tage imod dette tilbud, og besluttede som bekendt til sidst at takke ja, hvilket jeg var temmelig ene om.

Mads Holger med de konservative spidser i Ballerup og Glostrup.

Men mange af mine bekendte meningsdannere luftede tanken om at følge efter. Vi havde det, man med et lidt irriterende ord kunne kalde momentum, og nu skulle der ske noget i Danmark. De mange lange Klogeåge-kronikker i landets aviser skulle omsættes til konkret praksis.

Downton Abbey på dansk

Jeg blev derfor i sensommeren 2014 inviteret til et seminar om konservatisme på Hindsgavl Slot ved Middelfart. Arrangementet var ikke officielt organiseret af Det Konservative Folkeparti, men stort set samtlige deltagende havde en eller anden tilknytning til samme. Dette var da debatten med de liberale var på sit højeste, og jeg havde dagligt adskillige interviews, medieoptrædener og debatindlæg at tage mig af, men netop derfor forekom det mig i den grad tiltrængt at få hilst på nogle meningsfæller og indhente noget inspiration.

Jeg blev hentet af et menigt partimedlem i DR Byen, hvor jeg netop havde deltaget i en debat om samme emne, og så kørte vi mod slottet ved Middelfart. Her ankom vi lige omkring solnedgang til det uhyre smukke sted. Vi parkerede ved hovedbygningen og gik op af slottets trappe ind i en uhyre smuk sal, hvor en masse velklædte mennesker spiste under slottets krystallysekroner. Det gik fantastisk, tænkte jeg, om end noget træt.

Alle mennesker var uhyre velklædte. Kvinderne bar lange kjoler og herrerne smokings, som de sad der i slottets spisesal og dinerede. Jeg var kommet hjem, tænkte jeg. Dette var som at træde ind i et afsnit af Hercule Poirot eller Downton Abbey. Det hele emmede af dronningemandler og fabergéæg.

Vi vidste ikke rigtigt, hvor vi skulle henvende os og spurgte derfor en af tjenerne til råds. ”Hører I til hos de konservative” spurgte han, hvortil vi svarede ja, og han replicerede: ”Så skal I ikke være her, I skal over i kostalden”. ”Nå, det var sgu da en streg i regningen”, tænkte jeg, idet vi krydsede gårdspladsen over til en stor stald, der nu var indrettet som kursuscenter. Der var mildest talt ikke helt lige så pænt, men vi gik ind og hilste pænt på.

Badetøfler og kondisæt

Jeg kan huske, at den allerførste, jeg hilste på, var en ung pige, der sagde ”Hvis ikke du kan komme til tiden, bliver du ikke inviteret en anden gang” idet hun gik forbi den hånd, jeg havde fremstrakt for at hilse på hende. Det skulle vise sig, at slottet husede et privat bryllup den aften, og vi havde entreret dette selskab, der intet havde med Det Konservative Folkeparti at gøre.

De var sat over i kostalden, og her stod den på badetøfler og kondisæt. Dette var den første lektie, jeg noterede mig om dette parti, for hendes konfliktsøgende modtagelse vidnede om en mentalitet, der søgte konflikten for dens egen skyld alene. Det handlede om at vise, hvem der bestemte.

Den næste lektie lå lige for, idet min måske noget naive barnedrøm led et gevaldigt knæk. Til forskel fra bryllupsarrangementet blev vi nu konfronteret med et særdeles jævnt udtryk. Dette var som at komme med intakte barnedrømme til Disneyland for her blot at opdage, at Mickey Mouse er en kommunalt aktiveret alkoholiker med et alt for stort papmachehoved trukket ud over sit psoriasisplagede ansigt. Jeg var desillusioneret, men forsøgte at få det bedste ud af det.

Således blot få minutter inde i dette forehavende kunne jeg allerede gøre mig den anden generelle konstatering, for den konservative habitus eksisterer ikke i Danmark. Der er ganske givet mange mennesker, som eksempelvis ønsker at betale mindre i boligskat, men den egentlige og internaliserede borgerlige identitet findes ikke i Danmark, hvilket er et særsyn ved sammenligning med andre vesteuropæiske lande. Danmark har ikke noget egentligt borgerskab.

Jeg kiggede mig lidt rundt i den store forsamling. Der var noget meget landligt over den her i kostalden. Det var primært mennesker fra provinsen eller udkantsdanmark. De talte om håndbold, hvilket, skulle jeg siden erfare, var meget symptomatisk. Det Konservative Folkeparti lider af et håndboldsyndrom.

Dengang Mads Holger stadig troede på det konservative som politisk projekt.

Sikke vi tramper

Dette skal forstås sådan, at vi i Danmark betragter os selv som en verdenssensation, når vi vinder i håndbold. Imidlertid har ingen herhjemme rigtigt ofret opmærksomhed på, at denne sportsgren, som vi selv har opfundet, slet ikke eksisterer i resten af verdens bevidsthed. Den virkelige verden er fløjtende ligeglad med håndbold, og sådan forholder det sig også med Det Konservative Folkeparti.

Man er i partiet ikke desto mindre fuldt overbevist om, at det man siger og gør har signifikant betydning for det danske samfund. Det er ikke gået op for folk i partiet, at det ikke længere har nogen større betydning for dansk politik. Man har ikke erkendt, at det er længe siden, at partiet havde godt en fjerdedel af stemmerne og statsministerposten under Poul Schlüter, mens man nu ligger under det historisk dårlige valgresultat fra seneste valg.

Til vidnesbyrd herom holder Helge Adam Møller den aften en festtale om, at det inden Schlüter også så sort ud, men at man vendte skuden og få år efter sad på det hele. ”Det går op og det går ned i showbusiness” lader til at være konklusionen. Man betragter dette næsten som et metafysisk naturfænomen på samme vis, som når solen står mekanisk op om morgenen. Lige nu er det ganske vist nat i partiet, men solen står jo som bekendt op igen, så alle er fortrøstningsfulde.

Imidlertid er der ingen, der bemærker, at dette ikke sker automatisk. Ganske som i det private erhvervsliv, sker den slags positive forandringer jo som resultat af hårdt arbejde, omstruktureringer og investeringer i nye tiltag, men sådanne er der absolut ingen af i Det Konservative Folkeparti.

Helge Adam Kennedy

Menneskerne i forsamlingen er overvejende opdraget i Konservativ Ungdom, de læser eller har læst polit eller lignende og er fra vuggen opdraget som partisoldater, men absolut uden kontakt til verden omkring dem, hvilket styrker en stærk sekterisk kultur. Partiet er lukket om sin egen lille verden, og i denne er Helge Adam Møller den store åbenbaring denne aften.

Citatkongen Helge Adam Møller.

Han runder sin optimistiske tale af med at fortælle en anekdote om, hvor han bedst har hørt konservatisme udtrykt. Det var i John F. Kennedys ord: ”Spørg ikke, hvad Amerika kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for Amerika”.

Stemningen er euforisk grænsende til det maniske og minder mig mest af alt om den slags optagelser, man fra tid til anden kan bevidne i forbindelse med pyramidespils forsamlinger eller nyreligiøse amerikanske møder.

Ingen bemærker således, at han fejlciterer den afdøde præsident, som rettelig havde sagt: ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land” og resten af aftenen taler folk imponeret om, at det konservative projekt handler om at gøre, hvad man kan, for Amerika.

Jeg forsøger efterfølgende omkring mit bord høfligt at korrigere fejlen, men bliver vredt neddysset. Det er ikke til debat, for Helge Adam har selv sagt det, og så må det være sådan, vi skal gøre noget for Amerika, slut færdig.

Man skal ikke lade sig køre over af en Folkevogn

Jeg tager mig et øjeblik til at grunde over situationen, for jeg vil dybest set gerne prøve at blive venner med disse mennesker. Jeg vil gerne se, om ikke jeg på en eller anden måde kan passe ind i flokken. Gennem mit liv har jeg ofte oplevet at komme udefra og skulle gøre mig i lukkede sociale kredse. Der har været mange bump på vejen, men i det store og hele er det gået godt.

Alligevel mærker jeg her, at opgaven er en anden og større. Det er ikke snobberi, forsamlingen er ikke udgjort af velhavende mennesker, gamle slægter, adel eller intelligentsia. De mennesker, der meget åbenlyst giver udtryk for lede ved min tilstedeværelse, hedder ikke Rosenkrantz eller Gyldenstjerne, de hedder Hansen eller Jensen.

Jeg erklærer hermed, at jeg opstiller til Folketinget for Det Konservative Folkeparti. http://t.co/b0VLiJxOaS
— Mads Holger (@MadsHolger) 16. september 2014

Allerede ved annonceringen af sin opstilling erklærede Mads Holger, at han ikke er særlig interesseret i Det Konservative Folkepart. Han gør det for fædrelandet.

Både den økonomiske, kulturelle og intellektuelle kapacitet har for længst forladt partiet, og at forsøge at reintroducere den forekommer lige så farligt som at vække en søvngænger. Man risikerer at blive slået omkuld, fordi søvngængeren egentlig er meget godt tilfreds med sine drømme.

En del fremmede mennesker henvender sig til mig. De vil gerne advare mig om, at denne eller hin ikke bryder sig om mig, og at jeg skal holde øje med vedkommende. Andre fortæller uden afskygning af omsvøb, at de ikke kan lide denne eller hin, og at jeg meget gerne må bistå dem heri.

Stemningen er ekstremt paranoid, og på trods af alle disse rænker, oplever jeg til min overraskelse, at absolut ingen af forholdene har med politisk substans at gøre. Det angår kun kliker og personlig positionering, men ingen grupperer sig som eksempelvis EU-modstandere eller for den sags skyld tilhængere, og det giver efter min bedste opfattelse slet ikke mening at tale om en konservativ fløjkrig, for det ville dog kræve, at man havde forskellige politiske fløje, der var indholdsmæssigt uenige. Dette er ikke fløjkrige, det er bare alles krig mod alle.

Den dyriske overlevelseskamp

Som antropologisk fænomen er det uhyre interessant at betragte om end også nedslående. På sin vis træder alle de problemer, der i det danske samfund har bragt mig til at søge mod politik, med størst tænkelig tydelighed frem i denne konservative forsamling. Det er paradoksalt. Man er kulturløs, dels derved at forsamlingen optræder ekstremt ukultiveret og mildest talt ikke videre dannet, dels fordi der er et sjældent set totalt fravær af korpsånd, fællesskab og netop den kultur, der burde ligge til grund for en politisk organisation.

Senere sagde Mads Holger det højt, han hele tiden havde tænkt: "Konservative mangler intellektuel kapacitet".

Det er interessant, fordi jeg netop er kommet for at tematisere dette kulturelle problem i samfundet, og problemerne optræder både på et mikro- og et makroplan. På makroplanet er et af de største problemer for det danske samfund fraværet af fællesskab, dannelse og kultur, men intet sted i verden har jeg mødt fraværet større end netop i Det Konservative Folkeparti.

Det er alles kamp mod alle og komplet blottet for fælles retning, respekt for autoritet og en underliggende fundamental forståelse af, at kollektivets beståen også gavner individet. På sin vis kan 68ernes ungdomsoprør for alvor aflæses her i denne uciviliserede anarkistiske og næsten dyriske overlevelseskamp, der som det eneste garanterer fællesskabets og kollektivets samlede kollaps.

Det er netop den kulturkamp, jeg på daværende tidspunkt fører mod de liberale. Det er netop bestræbelsen for at anføre, at der under friheden dog må være en fælles kultur, en slags britisk common sense, gentlemanship og i det mindste ordentlighed eller kammeratskab, men disse dyder er endnu ringere repræsenteret her end i det omkringliggende samfund, hvis vanskeligheder ellers netop skyldes dette afsavn.

Jeg forlod den pågældende forsamling i et noget trist sindelag, men ambitionen var netop at ændre herpå. Spørgsmålet er, om ikke dette er for sent.