Uffe var kontrasternes mester
Store ord, men ikke stor taler
Ved nyheden om hans død genlæser jeg forordet på Taler der forandrede verden. Her skriver han, at ord kan flytte bjerge, for hvis der er en tanke bag ordene, så kan de gribe fat, men ord kan også bruges til at ødelægge verden. Og han kendte sine ord, og han kunne noget med ord.
"Ord kan flytte bjerge, for hvis der er en tanke bag ordene, så kan de gribe fat, men ord kan også bruges til at ødelægge verden"
Jeg kan ikke komme i tanke om en enkeltstående tale fra ham. Jeg husker ham for tankerne, ordene og resultaterne efter Murens fald (hans rolle i selvstændigheden for de baltiske lande) og får nuancerne som EU-begejstret udenrigsminister i en tid med danske forbehold. Det har ikke været nemt. Men det har været værdsat og handlekraftigt. Man fornemmer tydeligt det store diplomatiske arbejde bag scenen.
Han var belæst og kunne sine taler. Hans forord til Taler der forandrede verden er gennemsyret af klassisk dannelse. Og når jeg genlæser hans tale til Venstres landsmøde i 1991 – mindre end et år før Maastricht og Europamesterskabet i fodbold og næsten to år efter Berlinmurens fald – så starter den med Jakob Knudsens salmer, Churchills tale om jerntæppet fra 1946 og Alexis de Tocquevilles Demokrati i Amerika.
Hans styrke lå et andet sted end på talerstolen. Det var, som om hans viden var for stor, for uformelig. Den overtog og brusede frem. Der blev for mange detaljer og nuancer, for meget historik og for lidt kondenseret budskab. Det var svært at følge med, når han bredte sig ud. Han delte gavmildt ud, men det blev let belærende. Det blev opfattet som arrogant. Selvom det kondenserede budskab i sloganform var hans store styrke.
Uffes dualitet
Det var Uffes dualitet. Han vandt og tabte som kontrasterne i de oneliners, han var en mester i at bruge. Med sit lune og sin journalistiske baggrund fik man indtryk af, at han kunne diktere overskrifterne i morgendagens aviser. Og det kunne han sikkert. Men bordet fangede også, og hans store styrke i de skarpe modsætninger skabte også modsætninger omkring ham. Hvordan finder man et kompromis med blå EU-sokker? Hvordan forhandler man med en skarpskåret overskrift?
Udfoldet godt var hans nuancer befriende. Under Muhammedkrisen var ytringsfriheden ikke absolut pligt, men en nuanceret mulighed under hensyn til andre. Andre kulturer var ikke en trussel, men en kendsgerning, vi skulle åbne os mod. Friheden for de baltiske lande var ikke gratis for os, men havde en pris, der var værd at betale. Han brillierede som belæst og erfaren udenrigspolitisk kommentator.
Uffe mindes for det, han aldrig blev – statsminister – og sine ord: ”Den er hjemme” – som han aldrig sagde.
Uffe huskes for sine blå EU-sokker og det tabte EU-valg. Uffe huskes for mindeværdige ord, som da Danmark stemte nej til Maastricht-traktaten, men vandt EM i fodbold samme år: ”If you can’t join them, beat them”.
Og han vil blive husket for kontrasten mellem det fintfølende diplomatiske arbejde bag scenen, hvor han bød de baltiske lande indenfor, og for de skarpe kontraster i overskrifterne, der splittede vælgerne. Tilsammen definerede det hans karriere.
Må du hvile i fred, Uffe – og må din fred også gælde for os andre.
