Nikolaj Bøgh: Dronningen gør op med klimaabsolutisme

I sidste uge fyldte Hendes Majestæt Dronning Margrethe II 80 år. Trods seriøse benspænd fra coronavirussen endte det med at blive en meget fin dag, som samlede danskerne i fejring og fællessang foran tv-skærmen og med behørig afstand i parker og på veje. Sammen, men hver for sig.

I dronningens snart 50-årige regeringstid er opslutningen til monarkiet øget markant, og republikken er ikke på nogen synlig politisk dagsorden længere, med undtagelse af visse, meget sekteriske miljøer på venstrefløjen, som klogeligt går ret stille med det. Det er sket, fordi dronningen har været dronning på en meget klog og gennemtænkt måde.

"Politik splitter, monarki samler, og det er blevet tydeligere end nogensinde i H.M. Dronning Margrethe II’s regeringstid."

Først og fremmest har hun skabt en helt klar arbejdsdeling mellem monark og politikere og dermed fuldendt den udvikling henimod at gøre monarkiet til en upolitisk institution, som i virkeligheden har været igang siden 1849, men hvor hendes forgængere – med undtagelse af hendes far – ofte har slået sig i tøjret og meget gerne villet ind og blande sig på politikernes gebet. Det sker ikke længere.

Dronningen havde en dejlig fødselsdag. (Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix).

Dronningen varetager de opgaver i politikkens verden, som hun har fået i grundloven – hun sørger for, at vi har en regering, at denne ikke kan fældes af et folketingsflertal, og hun giver med sin underskrift lovene kraft. Hun er forfatningens centrum og værner.

Men alle detaljerne – om der skal være tre eller fem pædagoger på Solsikkestuen, sættes flere vindmøller op eller indkøbes yderligere kampfly – lader hun de valgte politikere om. Hendes rolle er en ganske anden, og den forudsætter, at hun er hævet over al politikkens dagligdags ævl og kævl.

Dronningen er statsoverhoved for alle danskere, uanset om vi er blå, røde, grønne eller måske noget helt fjerde. Hendes person er symbolet på, at vi har et fællesskab med hinanden, selvom vi kan være uenige om alt det med pædagogerne, vindmøllerne eller kampflyene, og hun er vores pant på, at vi har en lang og rig fælles historie, hvor kongehuset går som en gylden tråd gennem mere end 1.000 år og altid har været der for danskerne. Politik splitter, monarki samler, og det er blevet tydeligere end nogensinde i H.M. Dronning Margrethe II’s regeringstid.

"Debatten er præget af demonstrerende børn i ”Fridays for Future”, ofte skræmt fra vid og sans, og af svenske Greta Thunberg, der netop har opfordret til, at man skal gå i panik."

Det upolitiske monarki er langtfra det samme som det tandløse eller ligegyldige monarki, og rollen som statsoverhoved for alle danskere har dronningen navnlig udfyldt på to måder: Hun har sat sin egen person i spil som vores fælles autoritet og samvittighed, og så har hun samtidig nedtonet sin egen persons betydning ved at understrege monarkiets dynastiske og eviggyldige karakter. Konger og dronninger dør, monarkiet lever videre.

Hvor kong Frederik IX bidrog til kongehusets folkeliggørelse og ”almindelighed”, så har Margrethe II genfortryllet kongehuset med mere ceremoniel og kunstværker, der går direkte ind i Danmarkshistorien, som bl.a. gobelinerne i Riddersalen på Christiansborg Slot, hvilke fortæller historien om landet siden vikingetiden med dronningen, prins Henrik og deres to sønner som – den foreløbige – konklusion.

Tilsvarende trækker dronningens gravmæle i Roskilde Domkirke på en symbolik med rødder langt tilbage i kongehusets historie og en understregning af det fysiske rige, som hun er overhoved for.

Dronningen er særdeles voksen, hun er 80 år gammel, og hun appellerer til vores sunde fornuft. Getty.

Uden en understregning af den kontinuitet og de slægtsbånd, der i sidste ende legitimerer monarkiet, er det vanskeligt at se, at det kan opretholde sin mening og folkelige opbakning. Hvorfor skulle en helt almindelig familie, der insisterer på at være netop det, bo på slotte, køre i karet og være dem, der giver lovene kraft?

Midt i al denne herlighed dukkede – måske – en lille mislyd op. I et længere fødselsdagsinterview med Politiken blev dronningen også spurgt om sit syn på klimakrisen, og hun sagde meget præcist, at klimaforandringer er en realitet, og at menneskelig aktivitet spiller en rolle i dem, spørgsmålet er blot, hvor stor den er.

Samtidig advarede hun imod at gå i panik, når man skal løse klimaudfordringerne. Udtalelserne blev af flere politikere og debattører brugt som anledning til at hænge dronningen ud som ”klimabenægter”, og det er nærmest det værste, man kan være i Danmark anno 2020.

Men ved at forsøge at inddrage dronningen i en konkret klimapolitisk debat misforstår de både hendes anliggende og den arbejdsdeling mellem hende og dem, hvilken ellers normalt kører lydefrit.

"Dronningens udtalelser er der ikke en finger at sætte på."

Dronningen anerkender i interviewet – som hun også gjorde i den seneste nytårstale – fuldt ud klimaforandringernes betydning. Men hun trækker – i overensstemmelse med sin rolle som landets fælles, legemliggjorte hukommelse – tråde tilbage i historien og minder os om, at der altid har været klimaforandringer, hvilket er uomtvisteligt.

Med sin 80-årige erfaring og store interesse for historie fortæller hun, at ”så har man nogle ret lange perspektiver … og ved, at ting forandrer sig. Man ved også, at klimaet har forandret sig og forandrer sig hele tiden.”

Som et dybt historiebevidst og kristent menneske appellerer dronningen til vores ydmyghed. Vi har som mennesker indflydelse på verden, men vi styrer den ikke alene. Vi er ikke historiens endemål eller almægtige aktører.

Der er også større og længerevarende kræfter på spil, som vi må underordne os. Det er ikke et politisk budskab, det er et filosofisk. Og ja, i grunden også et kristent.

Hvis ikke man gør ”alt” for at ”redde” klimaet, bliver man udskammet, sådan som flere – med meget begrænset succes – forsøgte at gøre med dronningen. (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix).

Men det er et svært budskab i en tid, hvor kristendommens rolle i samfundet er trængt i baggrunden, og klimaet på mange ledder og kanter har fået karakter af en erstatningsreligion, som på mange måder hæver klimadebatten over almindelig politik og debat og gør den til noget absolut.

Samtidig er det så som så med historiebevidstheden i et land, der fuldkomment konsekvent har nedprioriteret viden om vores fortid i skolesystemet gennem årtier.

"Må dronningen sige noget som helst om klimaet, udover at bidrage til den almindelige angst og rådvildhed? Ikke alene må hun det. Hun skal."

I den klimaabsolutisme, som præger en del danske politikere og debattører, er der ikke plads til nuancer. Der findes kun frelse og fortabelse, intet derimellem. Derfor er det ikke tilstrækkeligt for dem at passe deres arbejde med at finde ud af, hvilken klimapolitik Danmark skal føre, hvordan vi skal omstille vores energiforsyning, vores transportsystem, byggeri m.m. til at medføre mindst mulig CO2-belastning.

Der skal også kæmpes for ”den rene lære”, hvor bekendelse til klimasagen trumfer alt andet, og man skal kunne tale om klimaet på den helt rette, apokalyptiske måde.

Hvis ikke man anerkender, at vi lever i de sidste tider, hvis ikke vi gør ”alt” for at ”redde” klimaet, så er man en kætter, der ikke fortjener en stemme i debatten, men alene skal udskammes, sådan som flere af dem – med meget begrænset succes – forsøgte at gøre med dronningen.

Men vi lever ikke i de sidste tider, kloden skal nok overleve, menneskeheden ligeså, og det er samtlige klimaeksperter i verden i øvrigt basalt set enige om. De, som påstår noget andet, taler mod bedre vidende og spænder klimaabsolutismen for deres egen politiske vogn.

Dem om det, men dronningens udtalelser er der ikke en finger at sætte på, og efter alt at dømme har hun som vanligt befolkningen massivt på sin side. Der findes ikke rigtige målinger af det, men de steder på nettet, hvor folk er blevet bedt om at give deres mening til kende, er det overvældende flertal enige med dronningen.

Når dronningen henviser til, at panik ikke er noget godt grundlag for at træffe fornuftige beslutninger, så ville så godt som alle være enige med hende, hvis det gjaldt samtlige andre spørgsmål end netop klimaet.

"Det er ikke dronningen, der udfordrer ”arbejdsdelingen” mellem monark og politikere, det er politikere, der har mistet enhver jordforbindelse."

Men i klimadebatten er tingene vendt helt på hovedet, og debatten er blevet præget af demonstrerende børn i ”Fridays for Future”, ofte skræmt fra vid og sans, og af svenske Greta Thunberg, der netop har opfordret til, at man skal gå i panik på grund af klimaets tilstand, og som har afvist alle de politiske initiativer, der faktisk tages på klimaets vegne, som utilstrækkelige. For intet kan være tilstrækkeligt, når vi taler om klodens overlevelse, vel?

Det er en debat, som er blevet domineret og defineret af skræmte børn, som i bund og grund er bakket op af voksne, der dybest set har svigtet deres ansvar for at vise børnene, at de tager ansvaret og nok skal finde en vej ud af klimakrisen. Den rolle, som voksne ellers normalt altid ville påtage sig over for utrygge børn.

Dronningen er statsoverhoved og nationens fælles samvittighed. Det er hendes rolle at kunne forholde sig til dybt eksistentielle spørgsmål. Som vores fælles voksen, landsmoderen. (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix).

Dronningen er særdeles voksen, hun er 80 år gammel, og hun appellerer til vores sunde fornuft. Panik fører ingen vegne, heller ikke på klimaområdet. Det er voksenrollen, som dronningen som ansvarligt statsoverhoved med stor naturlighed indtager, og som vi er vant til at lytte til og respektere, gjaldt det blot alle andre spørgsmål end netop klimaet.

Må dronningen sige noget som helst om klimaet, udover at bidrage til den almindelige angst og rådvildhed? Tilsyneladende ikke, hvis man spørger de mest klimaophidsede i debatten. Men ikke alene må hun det. Hun skal.

For det er hendes rolle som statsoverhoved og nationens fælles samvittighed at kunne forholde sig til dybt eksistentielle spørgsmål. Som vores fælles voksen, landsmoderen.

Taler hun om vindmøller, elbiler, veganisme eller flyskræk? Nej, det gør hun selvfølgelig ikke, for det er den politiske sfære; den, der handler om, hvilken klimapolitik der rent faktisk skal føres. Det er ikke hendes anliggende eller opgave, og det respekterer hun til punkt og prikke.

Det er ikke dronningen, der udfordrer ”arbejdsdelingen” mellem monark og politikere, det er politikere, der har mistet enhver jordforbindelse og gjort sig selv til skabningens herrer, selvom de hellere skulle tage at finde ud af, hvilken klimapolitik de rent faktisk kan blive enige om at føre.

Blå bog

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, rådmand og formand for Kultur- og Fritidsudvalget på Frederiksberg (C) samt konservativ folketingskandidat på Frederiksberg.