#METOO & Straf
Er det dig, der bestemmer om Mads Aagaard må få et nyt job?

Mads Aagaard Danielsen blev fyret fra P1, efter det kom frem, at hans opførsel i flere tilfælde har været grænseoverskridende. Hans efterfølgende ansættelse hos radioproduktionsselskabet Rakkerpak har skabt stor debat. Foto: Scanpix

“Vi står midt i en brydningstid, hvor den største kulturændring siden 1960’erne er i færd med at holde sit indtog, og vi har ikke redskaberne til at håndtere situationen. Det er en diskussion af de redskaber, jeg ønsker mig. Vi er nødt til at finde ud af, hvem der straffer krænkerne. Lige nu har vi ingen civiliserede retningslinjer for, hvornår og hvordan man kommer tilbage, og hvem der bestemmer det?” Kommunikationsrådgiver Nanna Kalinka Bjerke efterlyser redskaber og regler for, hvordan arbejdsmarkedet kan eller skal reagere på afslørede krænkere. Er det op til den enkelte at sige fra overfor en ny kollega, man bestemt ikke ønsker? Er det en ren ledelsesbeslutning, og hvad er kriterierne så, spørger hun med udgangspunkt i en aktuel sag om radiovært og radiojournalist Mads Aagaard Danielsen.
 

Mandag morgen droppede produktionsselskabet Rakkerpak deres ansættelse af journalisten Mads Aagaard Danielsen.

 

Aagaard blev kendt i en lidt bredere offentlighed, efter det i oktober kom frem, at hans adfærd over for både mænd og kvinder var langt ud over almindelige anstændige grænser, som man kan læse udførligt beskrevet i denne artikel i Berlingske med overskriften Han er vært på DRs »Shitstorm«: Han har sendt hadbeskeder, været seksuelt grænseoverskridende og truet med at dele nøgenbilleder.

 

Når man i en privat virksomhed, som Rakkerpak, dropper en ansættelse blot få døgn efter, man har offentliggjort den, er det som regel sket efter pres. Det interessante spørgsmål er fra hvem, hvorfor og hvad så?

 

Aagaard blev efterfølgende fyret fra DR, som øjensynligt ellers ikke før havde reageret på klager over ham, men det hjælper som bekendt ofte, at en sag endelig når medierne.

 

Rakkerpak kom Mads Aagaard til undsætning efter ”den hårde medfart”, som krænkelserne åbenbart også havde påført ham selv, ikke kun hans ofre.

 

For blot et par dage siden offentliggjorde de således, at de havde ansat ham for at hjælpe ham videre. Mandag trak produktionsselskabet så redningskransen væk igen og fortrød tilbuddet.

 

 

Når man i en privat virksomhed, som Rakkerpak, dropper en ansættelse blot få døgn efter, man har offentliggjort den, er det som regel sket efter pres.

 

Det interessante spørgsmål er fra hvem, hvorfor og hvad så? Aagaard står igen uden arbejde, og hans skæbne inden for sit eget fag er uvis.

 

Det vil de fleste i medie- og kommunikationsbranchen mene, er helt og aldeles velfortjent, ikke mindst de mennesker, som hans tilsyneladende ufiltrerede vrede og krænkelser gik ud over.
Efter at have læst deres vidnesbyrd kan man ikke fortænke dem i at have været skræmt fra vid og sans over Aagaards opførsel eller at mene, at den rehabilitering, som Rakkerpak kunne tilbyde fire måneder efter hans exit fra DR, var udtryk for hån over for dem og deres oplevelser.

 

Aagaard deler skæbne med et par håndfulde kendte og/eller magtfulde mænd, som befinder sig i et tidsubestemt vakuum efter afsløringer af deres utilstedelige opførsel. Få bliver straffet i retslig forstand, og det henstår i det uvisse, hvem der nu kan dømme dem ”free to go”.

 

Langt de fleste, der kommenterer i de tråde, jeg følger på de sociale medier, er da også enige om, at Aagaards ansættelse i Rakkerpak var ”for tidlig”; andre mener ikke, at han kan bestride et job i den branche, han er uddannet i. Nogensinde, vist nok.

 

Andre igen mener, at ansættelsen blot var endnu et eksempel på en tendens, hvor mænd altid kan komme tilbage på toppen, uanset hvad de så ellers har gjort; læs Qvortrup, Dorph, Kofod, Hansen m.fl.

 

Personligt er jeg ret ligeglad med Mads Aagaard. Jeg har truffet ham en del gange i professionelt øjemed, hvor jeg personligt aldrig har været udsat for andet end høflighed. Mit indre dyr synes nok, at hans veldokumenterede grænseoverskridende opførsel retfærdiggør, at han ryger direkte i helvede.

 

Men hvem er jeg at dømme og straffe ham? For hvem kan dømme hvem i de her sager? Hvornår er for tidligt, hvornår er straffen hård nok, og hvilke ofre skal han bringe, før vi er tilfredse?

 

Mads Aagaard deler skæbne med et par håndfulde kendte og/eller magtfulde mænd, som befinder sig i et tidsubestemt vakuum efter afsløringer af deres utilstedelige opførsel. Få bliver straffet i retslig forstand, og det henstår i det uvisse, hvem der nu kan dømme dem ”free to go”.

 

Disse håndfulde mænd repræsenterer ret sandsynligt kun en lillebitte top af isbjerget, for der er ingen grund til at tro, at krænkende adfærd var begrænset til dem. De led bare den tort at blive opdaget på det forkerte tidspunkt, mens det stadig vrimler med mænd, som lige nåede at dukke sig, inden de også blev ramt. Venstres Karsten Lauritsen er et godt eksempel på rettidig bodsgang, der betyder, at han kan leve videre, som intet var hændt.

 

Er Frank, Morten og de andre ude for livstid? Eller vil vi stille os tilfredse, hvis de fx vil arbejde for social forandring eller velgørenhed?

 

Skal de i terapi, have samfundstjeneste? Skal de have frataget deres pension og andre privilegier? Eller hvad?

 

Igen, den enkeltes personlige skæbne ligger mig ikke på sinde her, men det gør håndteringen af krænkerne i kølvandet på #MeToo. For hvis vi straffer svineri med svineri, er vi lige vidt.

 

Det er mit individuelle valg i al ubemærkethed at “straffe” den enkelte krænker gennem ikke at hilse på dem, lade være med at like deres opdateringer og kommentarer på SoMe, afstå fra at tage jobs, hvor de også er, ikke hænge ud i de samme kredse, blive væk fra arrangementer, hvor de skinner i deres kreds af “medskyldige”, altid sige min mening til dem og aldrig anbefale dem til noget, hvor de kan fortsætte deres adfærd.

 

Jeg har det personligt sådan – efter cirka 40 år på arbejdsmarkedet – at jeg vælger helt specifikt at gå uden om røvhullerne, og uden at overdrive kan jeg sige, at jeg har mødt en hel del både professionelt og personligt. Jeg er typen, der husker alt, og for mig kan ”selv” en hånd på låret være nok til at minde mig om alt det lort, jeg har stået model til i mit liv.

 

Det er derfor også mit individuelle valg i al ubemærkethed at “straffe” den enkelte krænker gennem ikke at hilse på dem, lade være med at like deres opdateringer og kommentarer på SoMe, afstå fra at tage jobs, hvor de også er, ikke hænge ud i de samme kredse, blive væk fra arrangementer, hvor de skinner i deres kreds af “medskyldige”, altid sige min mening til dem og aldrig anbefale dem til noget, hvor de kan fortsætte deres adfærd.

 

Det opfatter jeg som et stort privilegium, og selvom det ind imellem koster mig noget, så er det en pris, jeg gerne betaler.


Mads Aagaard Danielsen under "DM i Hadebeskeder", da han var P1-vært. 17. Juni i Allinge 2019. Fra Facebook.
 

Vi står midt i en brydningstid, hvor den største kulturændring siden 1960’erne er i færd med at holde sit indtog, og vi har ikke redskaberne til at håndtere situationen. Det er en diskussion af de redskaber, jeg ønsker mig. Vi er nødt til at finde ud af, hvem der straffer krænkerne. Lige nu har vi ingen civiliserede retningslinjer for, hvornår og hvordan man kommer tilbage, og hvem der bestemmer det.

 

Det fremgår af Tor Arnbjørns tweet, at det er hensynet til kollegerne på Rakkerpak samt de mange reaktioner, produktionsselskabet har fået udefra, der har gjort udslaget for Mads Aagaard.

 

Så derfor er mit spørgsmål: Er det dig og mig, der bestemmer om en privat virksomhed som Rakkerpak må ansætte Aagaard?

 

Relaterede artikler

Derfor hader jeg allerede Radio Loud - Ny DAB-radio vil være ung med de unge og holde mikrofon for flere kommercielle samarbejdspartnere. Journalistikken skal ...
Skal man rive statuer ned? - I de seneste par uger er statuer af sydstatssoldater, britiske slavehandlere, koloniherrer, som Belgiens kong Leopold II...
Feminisme eller puritansk terrorisme? - MeToos anden (eller måske kun første) danske bølge kan snart fejre tomåneders jubilæum. Det markerer vi med at tegne et ...
Podcasten skræmte, healede og hyggede om os i 2020 - Ingen fester, ingen rejser, ingen banko, wellness eller julefrokoster: Eskapismen fik trange kår og I-landsproblemer sat...
Sel-Fie - DR’s portrætserie om Fie Laursen bliver et portræt af den altdominerende logik om, at likes, visninger og opmærksomhed e...
Dyrby i frit fald - B.T.s chefredaktør Michael Dyrby er i frit fald, efter han i Presselogen for et par uger siden blev taget på sengen af t...
Godwins Lov starring Pilou Asbæk - Skuespilleren Pilou Asbæk spiller nazikortet. Socialdemokratiske debattører svarer igen med personangreb. Skuespillerfor...
Punk-bryggeriets shitstorm - Siden 2007 har skotske BrewDog skabt ølhistorie med vilde reklamestunts, punk-IPA og punchlines som ”Vi ændrer verden et...
De Radikales effektive krænkelses-ABC - Et år efter Sofie Lindes tale. To uger efter Kristian Hegaards exit. Læren er tydelig: De Radikales læringskurve har vær...
En shitstorm i et glas øl - I den forgangne weekend blev det Thisted Bryghus’ tur til at opleve en shitstorm. Bryggeriet havde solgt et parti privat...
MeToo på Nomas vinkort - MeToo-opgøret med magtmisbrug og krænkende adfærd har atter ramt restaurationsbranchen. Det skyldes denne gang den tidli...

Giv din stemme

19 stemmer
3,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

76 JOB

Seniorrådgiver

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.