Ridser i glasuren

Præcis 14 dage efter, at TV 2 bragte sin første historie i sagen om skattesvindel, indrykkede Lagkagehuset torsdag den 28. maj en helsidesannonce i en række dagblade. 
af Peter Jepsen
I annoncen afviser Lagkagehuset endnu en gang alle anklagerne om skattespekulation og fastholder dermed samme fortælling som i den hidtidige kommunikation.
 
Det er en stærk og utvetydig melding at skrive, at ”Lagkagehuset har ikke overført en krone til vores ejere for at undgå at betale skat i Danmark”. 
 
 
Så er man meget sikker i sin sag, fordi det vil koste uopretteligt på troværdigheden, hvis det viser sig ikke at holde vand.
 
Samtidig er forklaringerne i annoncen pakket ind i en beklagelse af ikke at have reageret hurtigt nok på de kritiske spørgsmål og et løfte om mere gennemsigtighed fremadrettet. 
 
Samtidig er der tak til kunder og medarbejdere for at have bakket op i en svær tid. Og det hele er underskrevet af Jason Cotta personligt. 
 
Altså netop en kombination af fakta og de følelser, som ellers manglede i Lagkagehusets indledende kommunikation i krisen.
 
Set med kommunikationsbriller er annoncen et godt træk – både som en del af krisehåndteringen og som et skridt i genopbygningen af Lagkagehusets omdømme. 
 
Som krisehåndtering er det en mulighed for at tale direkte og uredigeret til kunder, medarbejdere og omverden. 
 
Som et led i genopbygningen af omdømmet er det en mulighed for at vise et mere empatisk billede af Lagkagehuset, herunder især at bakke medarbejderne op, og give en række løfter, som det nu gælder om at holde. 
 
 
Virker det så? Jeg tror ikke, at annoncen rykker ved holdningen hos hverken de mest inkarnerede kritikere eller dem, der har forsvaret Lagkagehuset hele vejen igennem. 
 
Men det kan måske flytte nogle af tvivlerne og dermed blive et første skridt i at rette op på et image, som i den grad har fået ridser i glasuren de seneste par uger. 
 
Annoncen gør naturligvis det ikke alene. Så det bliver spændende at se, hvad Lagkagehuset gør i de kommende uger.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job