Politikens patroniserende Pernille-bashing

Mandag fyldte sanger og musiker Pernille Rosendahl 50 år. Det markerede Politiken, som det sig hør og bør, med en fødselsdagsomtale i avisen dagen inden.

Så langt var det en normal dag i Mediedanmark. Men så var der lige omtalens ordlyd. Den fik blandt andre Pernilles søster, filminstruktør Christina Rosendahl, til tasterne på Facebook.

“Journalist Erik Jensen, Christian Jensen og Stig Ørskov fra Politiken skal på kursus i blinde vinkler og sexisme og det haster!”, skrev Christina Rosendahl blandt andet.

Og søster Rosendahls kritik fik opbakning på sociale medier.

Jeg deler til fulde ⁦@RosendahlFilm⁩ frustration her. Magen til sexistisk makværk af en navneomtale skal man sgu lede længe efter. Og I spørger, hvorfor der (heller) ikke er ligestilling i musikbranchen. Gæt selv. Velbekomme, ⁦@politiken⁩ 🦖 https://t.co/gyarNCtBAM
— Rulle Grabow (@rulgw) March 21, 2022

Ugens mest omtalte fødselsdagsomtale er af uransagelige årsager ikke lagt online, som den slags omtaler ellers plejer at blive. Et billede af teksten kan dog læses her.

Eklatant genrebrud

Pernille Rosendahl bliver i Erik Jensens fødselsdagsomtale fremstillet som en lettere tragisk figur, der tilsyneladende mest er kendt for sine kæresteforhold, forhenværende og nuværende, og som efter at have fløjet højere, end vingerne kunne bære, nu angiveligt har fundet sin afdæmpede plads i periferien af det offentlige blik.

Grundlæggende er der tale om et eklatant genrebrud for en fødselsdagsomtale. I stedet for en fejring, der samtidig redegør for, hvor berettigelsen til spalteplads ligger, så bliver det beskrevet, hvor Pernille Rosendahls CV, ifølge skribenten, er svagt.

Det svage punkt er ifølge Jensen bandet The Storm, som han mener, var pustet op til at være noget, det ikke kunne bære.

“Den pompøse udgave af såkaldt classic rock slog aldrig igennem i hjemlandet, og selv om The Storm forsøgte sig med tre album og turneer med et image, der snarere syntes at være inspireret af filmserien om "Pirates of the Caribbean' end musikken, forblev joken større end succesen.”

Tillykke med fødselsdagen, jeg synes dit band var en joke! Den bramfrihed åbner sandelig nye muligheder for genren fødselsdagshyldester.

Bandet The Storm, som åbenbart ikke faldt i Erik Jensens smag, er umiddelbart kun vigtig at have med, fordi det sprogligt bygger en fortællebue i skribentens tekst:

“Modvinden i Pernille Rosendahls liv og karriere har indimellem været så massiv, at det egentlig ikke er mærkeligt, at et af de projekter, der kunne have kanoniseret det indlysende talent højt til vejrs, fik navnet The Storm.”

Ak ja, det kunne være blevet til noget stort, påpeger Jensen i sin fødselsdagsomtale, men nu har Pernille Rosendahl heldigvis lagt det voldsomme vejr bag sig og fundet ”sin egen niche med intime koncerter i kirker hvor hendes stigende interesse for kønsbetingede forhold er kommet til sin ret.”

Pernille Rosendahl og Johan Wohlert som bandet The Storm der eksisterede fra 2006 - 2014.

Er det sexisme?

Er Jensens tekst sexistisk? Altså, giver den udtryk for fordom eller diskrimination på baggrund af køn? Sætningen “Stilen som den smukke pige med det venlige smil lærte Pernille Rosendahl (...)”, forekommer i hvert fald indlysende kønnet.

Jensens vurdering af fødselarens udseende er uvedkommende, og der er absolut ingen, mindst af alle Pernille Rosendahl, der har spurgt.

Sætningen “Stilen som den smukke dreng med det venlige smil lærte Erik Jensen (...)”, forekommer i øvrigt ikke supersandsynlig.

Dertil kommer de hele tre kæresteforhold, to forhenværende og et nuværende, som Jensen finder det relevant at nævne og give påfaldende meget plads. “De celebre mænd i Pernille Rosendahls liv”, som han kalder dem.

Man kunne efterlades med en fornemmelse af, at Jensen finder mændene mere interessante end fødselaren. Måske endda, at hendes karriere skyldes dem? Måske.

”Den store storm har måske nok tabt luft, men den lille brise, der rører sig omkring hende, er både varm og vedkommende.”

Dét nedladende billede er der faktisk begrundet mistanke om, er skrevet med penis.

Vanvittigt nedladende og sexistisk fødselsdagsportræt af @PernilleRosen i @politiken i dag som @RosendahlFilm gør opmærksom på på FB. Jeg er målløs! pic.twitter.com/V4wVucZPlI
— Michael Frederiksen (@mifredk) March 21, 2022

Boomeren i spinatbedet

Hvad der formentlig var tænkt som en anerkendelse af en væsentlig kunstner og offentlig person, fremstår i stedet som en udstilling af patroniserende tonedøvhed. Det havde ikke overrasket, hvis der et sted havde stået “lille ven”.

Hvis Erik Jensen havde holdt sin fødselsdagstekst live som tale, så havde det da også været nogle særdeles tåkrummende minutter for både 50-årsfødselar Pernille Rosendahl og resten af selskabet.

Det positive take på denne sag må være, at ingen trods alt blev udsat for dén pine.

Omtalen vidner om, at den kollektive læring fra de senere års debat om køn og ligestilling stadig er ujævnt fordelt. Den er fx tilsyneladende ikke nået frem til de fjerneste afkroge hos Organet for Den Højeste Oplysning endnu.

Erik Jensen jokker således med tunge boomer-skridt (han er født i 1960, så den er god nok) rundt i zeigeist-spinaten.

Alt i alt fremstår fødselsdagsomtalen som en paternalistisk, patriarkalsk bøvs fra en ikke så fjern fortid, og skribenten som én, der har befundet sig på herreværelset de senere par år, mens det omgivende samfund har debatteret køn og ligestilling.

Kryptiske ikke-beklagelser

Efter nogle døgns betænkningstid gik det tilsyneladende op for Jensen og Politiken, at der var ugler i mosen. Først kom der en slags beklagelse fra skribenten.

Beklagelsen sammenfattes i den kryptiske sætning “At de måske fylder så meget i artiklen, at deres rolle kan misforstås, beklager jeg.”

Det elastiske “måske” tager effektivt enhver potentiel opdrift ud af udsagnet, der klasker sammen som en våd gulvklud. Derefter fulgte en ikke mindre kryptisk beklagelse fra chefredaktøren:

“Politiken bragte mandag 21.3. en 50-års fødselsdagsomtale af sangeren Pernille Rosendahl på navnesiderne. Omtalen er på sociale medier blevet kritiseret for at være sexistisk i fremstillingen af hendes liv og karriere. Det har bestemt ikke været hensigten, oplyser chefredaktionen, der ønsker at beklage over for Pernille Rosendahl.”

Hvad beklages der helt præcist for her? At omtalen har været kritiseret på sociale medier? Havde det ikke været mere oplagt eventuelt at forholde sig til kritikken?

Både Erik Jensen og Politiken styrer naturligvis fuldstændigt selv, hvad de vil beklage for og hvordan.

Begge de foreliggende beklagelser er dog så vage, at de faktisk vanskeligt kvalificerer sig som beklagelser overhovedet.

Og så kan man jo lige så godt lade være.