Kulminationen på Eva Kjer-sagen. Løkke tabte kampen mod Pape.
Hvor der er vilje, er der vej…. Og magt!
Løkke er et enestående, fascinerende politisk rovdyr blandt skovens andre christiansborgdyr. Med et politisk dræberinstinkt som kun er få forbeholdt. Han har altid selv i de værste politiske stigninger og brogede og brolagte bump fundet en vej ud af misæren. Det har været som at høre et ekko af den berygtede hærfører,
Hannibal fra den anden puniske krig, som efter sigende levede efter mottoet:
"Enten finder vi en vej, eller også laver vi en".
Egenskaber og en vilje til magt har ført til to statsministerposter, formandskabet for Venstre i årevis, flere ministerposter og et politisk lederskab for den borgerlige blok. Sidstnævnte har dog lidt et gevaldigt knæk efter armlægningen med Søren Pape.
Hvem ler sidst af Pape og Løkke? Foto: Polfoto/Linda Johansen
Løkke Machiavelli Rasmussen
Løkke er kendt som en
hård nyser, som ikke skyr nogle midler. Det har været Rasmussens politiske vej igennem hele karrieren ud fra
Frank Underwood devisen: "
Shake with your right hand, but hold a rock in your left’".
Lidt guldkorn fra den fiktive storebror - Frank Underwood.
Det har været hans store styrke, men også hans største akilleshæl og værste fjende. Med trusler og hårdhed har Løkke tromlet mangt og meget, og det har sammen med en usædvanlig
god situationsfornemmelse og taktiske evner skaffet ham et imponerende politisk CV. Men den fuldkommenhed, som har præget Løkkes liv, har også efterladt mange tidligere venner,
journalister og partifæller
forslået på perronen.
Statsministeren har i årevis ikke skyet nogle midler for at nå toppen af magthierarkiet. Han har været vant til at folk makker ret – og han fik ret. Lars Løkke Rasmussen kan sin Machiavelli og har i en moderne politisk kontekst skelet til renæssancemenneskets magtanalyse på fornemmeste vis:
"Du skader dig selv, hvis du er gavmild. Frygt og grusomhed kan derimod bruges klogt. I sidste ende er det bedre for ’Fyrsten’ at være frygtet end elsket. Kærlighed afhænger af andre, mens frygten alene afhænger af fyrstens egen formåen og stræbsomhed".
Løkkes forsider.
Der har været langt hen ad vejen. Men ikke længere. Slet ikke da regnebrættet blev gjort op på valgnatten:
- Venstre gik tilbage med 13 mandater
- Kun det tredje største parti i Folketinget
- Utallige målinger viser, at Løkkes lave troværdighed i befolkningen ser ud til at være uoprettelig
- Der var én årsag til Venstres dårlige valgresultat: Løkke selv. Ene og alene
- Den smalleste regering i årtier.
Det gjorde Løkke dødelig. I hvert fald retorisk. Som Løkke gentog flere gange i løbet af de næste par dage efter valgnederlaget (og regeringssejren):
"Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris." Og: "Jeg vil gå ydmyg til opgaven".
Florerende fnidder
Problemet er, at ydmyghed ikke er en af Løkkes stærkeste sider. Tværtimod. Og både i hans selvopfattelse og (vigtigere endnu) i Løkkes handlinger har han langt fra anlagt en mere pragmatisk og ydmyg rolle hverken over for partifæller eller vennerne i den borgerlige lejr. Det er en af grundene til, at de Konservative bed sig fast og ikke lod sig tryne i hele forløbet med den daværende miljøminister. Det var payback time for dårlig behandling.
Løkkes magt hviler på det yderste af det 90. mandat. Men han har i de sidste otte måneder i højere grad ageret som en regeringsleder med absolut flertal. Han har ikke i tilstrækkelig grad inddraget de andre støttepartier i beslutninger eller taget dem med på ed. I det hele taget har Venstre lidt af magtfuldkommenhed krydret med arrogance i flere geledder.
Sådan så det ud, da Lars Løkke i juni 2015 præsenterede sin regering. Der er sket lidt siden da. Foto: Polfoto/Mads Nissen
Her otte måneder efter valget står Venstre i flere
målinger (alt med forbehold) til at skrabe Venstrebunden med
17 procent og deromkring. Hvis der var valg i morgen ville Løkke efter al sandsynlighed være fortid som statsminister og Socialdemokraterne kunne igen indtage Prins Jørgens gård.
I de blindes rige er den enøjede konge
Foragtet bliver den fyrste, der anses for at være letfærdig,
vægelsindet, svag, fej og ubeslutsom.
Dette må han sky som et farligt skær og altid bestræbe sig for,
at hans gerninger giver indtryk af storsind, kraft, alvor og styrke
Mens alt var fryd og gammen. Foto: Palle Peter Skov/Scanpix.
Der er groft sagt to udgange af dette forløb.
Scenarie 1
Med den uro, der er skabt i den blå blok, skal der et stort genopretningsarbejde i gang. Her er det vigtigt, at Løkke faktisk indtager en mere (reel) ydmyg rolle i forhold til den blå familie. Skal regeringen overleve og skabe resultater sammen med støttepartier kræver det sammenhold, samhørighed og lydhørhed fra Løkkes side.
Har han lært af dette katastrofale forløb, så kan det blive en gevinst for Venstre og hele den borgerlige fløj.
Det kræver, at boksehandskerne i flere tilfælde udskiftes med fløjlshandskerne. Det er også en mulighed, at Løkke overdrager regeringsansvaret og formandskabet i Venstre til enten Inger Støjberg eller Kristian Jensen inden for et år eller to i erkendelse af, at Løkke i bund og grund står i vejen for vokseværk i Venstre og for at sikre den fortsatte regeringsdannelse efter et valg.
Måske Lars Løkke skulle træde et skridt ned og række hånden ud til de tre herrer. Foto: Polfoto/Astrid Dalum
Scenarie 2
Hele forløbet har vist, at Løkke ikke er uovervindelig eller usårlig. LLR's autoritet som regeringschef (samt Venstreformand) er mindsket og han fremstår svagere i forhold til kommende vigtige forhandlinger i årets løb. Hans personlige karisma som en superstrateg og -håndværker har lidt et knæk.
Det kan udnyttes i støttepartierne i tilspidsede situationer for at få sine politiske mærkesager igennem. Fortsætter de blodige slåskampe i blå blok, så holder regeringen og dermed Løkke ikke længe. Løkke tabte i denne omgang magtkampen. Spørgsmålet er, om magten er ved at glide fra ham og dermed startskuddet for enden for Rasmussen?