Skulle man ikke blive klogere af at læse avis?

Helt ærligt?

Er der nogen avislæsere, der tror på, at Nick Hækkerup (S) frivilligt har fravalgt Justitsministeriet til fordel for et job i Bryggeriforeningen? At hans exit ikke skyldes, hvad Frihedsbrevets Mads Brügger beskriver som “noget meget mørkt, meget ondt og meget råddent”?

Hvis der er, så er det mit gæt, at de skal tælles på lige så få hænder, som dem, der tror på, at statsministeren ikke har slettet sine SMS’er for at dække over det grundlovsbrud, som Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard allerede har afsagt i minksagen.

Og at endnu færre tror på, at Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, ikke står bag anmeldelsen af tre demonstranter, der sidste år afbrændte en Mette Frederiksen-dukke, når Loud/24syvs chef, Simon Andersen, med titlen Tillidstab løber med en af forsvarernes uunderbyggede spekulationer.

Eller at sigtelsen af tidligere FE-chef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) ikke er udtænkt i regeringstoppen som udtryk for en politisk motiveret vendetta.

Ekstra Bladets forhenværende chefredaktør Henrik Qvortrup skrev, at beslutningen er “sanktioneret af både statsminister Mette Frederiksen og af dennes departementschef, Barbara Bertelsen”.

Kan ikke løfte historien på almindelig journalistisk vis

I alle de ovenstående eksempler har påstandene det til fælles, at de luftes i ledere/opinionsstof, der ikke er underlagt samme presseetiske regler som journalistik, fx at modparten skal forelægges kritik og have mulighed for genmæle.

Forskellen på leder/opinion og almindelig journalistik er afgørende for alle, der arbejder i mediebranchen, men det er ikke en skelnen, der nødvendigvis fanges af alle læsere.

Hvad påstandene også har tilfælles er, at de er totalt og aldeles uunderbyggede.

Der er intet bevis for, at Nick Hækkerup er på flugt fra en skodsag. Eller at Mette Frederiksen har brudt grundloven. Eller nogle af de andre vilde påstande.

Hvis der var, så havde de omtalte medier naturligvis løftet historien på almindelig journalistisk vis.

At det ikke sker, er en indirekte indrømmelse af, at lederskribenterne ikke har nogen sag, men blot spekulerer højt.

Mange store afsløringer er startet med fornemmelser, og der skal være plads til at afprøve teser og teorier, men det er vi i de ovenstående eksempler langt ude over. Hvad nu, hvis der ikke er noget at komme efter?

Det er, som om de omtalte redaktører på forhånd har udelukket den mulighed. Eller som Politikens Christian Jensen og Berlingskes Tom Jensen bare anser den simple forklaring for at være den mest urealistiske.

Medierne skal også trykprøve påstande OM politikere

Til gengæld kan jeg naturligvis ikke udelukke, at konspirationerne er virkelige og går helt til toppen, og så står det vel lige?

Nej. Det er ikke sådan journalistik bør fungere. Det er mediernes opgave at trykprøve magthavernes påstande, men det er også mediernes opgave at trykprøve påstande om magthaverne.

Og ikke blot ophæve påstandene til bærende vinkler og anklager, fordi de passer ind i mediets politiske agenda.

Tillader man sig at kritisere den fremgangsmåde, får man læst og påskrevet ovre på journalisternes intranet, Twitter, at man vil undertrykke kritik af regeringen og ikke forstår MAGTKRITISK journalistik.

Men “magtkritisk” er lige så tomt et spinbegreb, som dem politiker-klassen ynder at benytte, når de skal undvige kritik. “Magtkritisk” er lige så intetsigende som “konstruktiv” journalistik.

Der er nok at komme efter: Man skal bare kunne løfte bevisbyrden

Historien viser, at selv i et velordnet og lovlydigt land som Danmark, foregår der masser af politiske skandaler, der ikke tåler dagens lys.

Vi har netop været igennem en rigsret og en Tibet-kommission, der har rettet en lammende kritik af politi, embedsværk og Justitsministeriet.

Alle sager, der fra første færd blev dækket og afdækket af dygtige journalister.

Der er nok at komme efter. Men det kræver, at medierne kan løfte bevisbyrden, før de farer frem med anklagerne. Det burde heller ikke være for meget at forlange.

Til gengæld er det ikke sund skepsis at antage det værste om alt og alle. Det er bare naivitet vendt på hovedet og helt ubrugeligt til at beskrive kompleksiteten i moderne politik.

De gamle medier kæmper for at bevare kontrollen over meningsdannelsen

Siden 00’erne har aviserne og TV-/radiostationerne mistet monopolet på at formidle kommunikationen mellem borgere og magthavere. Den rolle er i stedet gledet over til de sociale medier.

Derfor giver det også mening, at de gamle medier forsøger at efterligne Facebook og Twitters skarpe og hurtige format, hvor konflikt og underholdning udløser klik og opmærksomhed.

Men medierne skal passe på, de ikke selv bliver lige så fladpandede og usaglige som de sociale medier, der af den amerikanske psykolog og succesforfatter Jonathan Haidt kædes sammen med radikalisering, kynisme og ødelæggelse af demokratiske institutioner.

Man kan ikke afsløre politikernes spin og manipulation, hvis man selv fører sig frem med spin og manipulation. Eller det kan man måske godt, men så er man selv en del af det problem, man kritiserer.

FE advarer om antimyndighedsekstremisme

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har i sin seneste trusselsvurdering tilføjet et nyt afsnit om “antimyndighedsekstremisme”, der blandt andet fødes af konspirationsteorier om alle de skumle rænker, magthaverne smeder bag lukkede døre.

Det bør føre til eftertanke i medierne, når det kribler i fingrene for at skarpvinkle en artikel, der passer lidt for perfekt ind i en allerede vedtaget fortælling.

Som da Berlingske sidste måned kunne “afsløre”, at Barbara Bertelsen i efteråret 2021 købte en blå og en lyserød iPhone, og at telefoner i øvrigt kunne bruges til at bryde loven ved at omgå journaliseringspligten.

Eller da flere medier brugte en af forsvarernes, altså en partskildes, indtil videre uunderbyggede påstand til at konkludere, at hun nu var blandet ind i dukkesagen.

Igen mistænkeliggørelse og brud på privatlivets fred uden noget som helst andet grundlag end gætterier og konspirationsteorier.

Hvis regeringen er så slem, hvor langt er vi så fra modstandskamp?

Selvfølgelig skal en magtfuld embedsmand kritiseres og undersøges, men når personen reelt ikke har mulighed for genmæle, så bør medierne også tage ansvar for fremstillingen.

Det er næppe tilfældigt, at den førhen så ukendte Barbara Bertelsen i dag må leve med PET-beskyttelse.

For hvad skal man som borger egentligt gøre, hvis regeringslederen, som Weekendavisens Martin Krasnik hævder, opfører sig som Donald Trump?

Eller er en forbandet uværdig diktator, som man kan læse i Maskinbladet?

Eller har associationer til nazismen som Berlingske og Loud/24syv giver indtryk af?

Hvis Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen er så slemme, som de gøres til i visse medier, hvor langt er vi så fra modstandskamp?

Vi har bedre medier og politikere, end vi selv tror

Generelt har vi i Danmark bedre medier og bedre politikere, end man skulle tro, når man hører de to grupper omtale hinanden.

Trods faldende abonnementstal er der aldrig blevet produceret så meget kvalitetsjournalistik, der er tilgængeligt for så mange.

Der har aldrig været flere medier til at stille magthaverne til regnskab.

Målt efter den skala lever vi i en journalistisk og demokratisk guldalder, og det gør en forskel:

Se bare på, hvad der foregår i Ukraine og i Rusland. Der er forskel på løgn og på sandhed. Forskel på frihed og diktatur.

Politikere og medier opfører en dødedans

Men når forholdet mellem politikere og medier er værst, er det en dødedans, hvor begge parter får det værste frem i hinanden.

Hvis medierne behandler enhver politiker som forbryder, reagerer politikerne ved at opføre sig som forbrydere under forhør: med udenomssnak og prokuratortricks. Hvis alle råber, er der ingen, der lytter efter.

Og hvis medierne fører sig frem med uunderbyggede anklager, så udruster de ikke kritiske demokratiske borgere med redskaberne til at holde magthaverne i ørerne. Tværtimod efterlader de læserne med den nedslående konklusion, at folkestyret er korrupt og værdiløst som værn mod magtmisbrug.

Og når påstandene og anklagerne så viser sig ikke at holde vand, er det mediernes troværdighed, der lider skade, hvilket er lige så trist og undergravende for folkestyret.