Livsstilskritik eller Klovn-parodi?
Guru – hvem, hvad, hvor

"Andreas Mertz, seriens oplagte hovedperson, er i sin egenskab af ’life coach’ naturligvis guru, hjemvendt til Silkeborg med det erklærede formål at indgive byen ny selvtillid, lige så markant som den, de har i Herning, og derigennem skabe sig selv en karriere. Mertz fremstilles af Simon Kvamm med den autoritet, som et omfattende bagkatalog giver – fra rollen som vært i tv-satiren Drengene fra Angora (2004) til rollen som forsanger i bands som Nephew og Hugorm. Men en anden nok så betydningsfuld guru står bag ham, nemlig Mertz’ egen ’life coach’ Master Fenn i skikkelse af Frederik Cilius. " Foto: DR

Skrevet af
Guru indføjer sig i “En mand vender hjem”-formlen, og Silkeborg stråler ved hjemkomsten. Men serien har svært ved at finde balancen i krydsfeltet mellem drama og komedie, satire og parodi. Og hovedkarakteren har ingen tøj på.
 
 

En mand vender hjem 

At vende hjem udgør en enkel formel, særligt gennemprøvet i westerngenren. Hvor ofte har vi ikke set en mand stige af hesten eller toget, konfrontere sin fortid, erkende sin nutidige situation og under svære konflikter søge at få styr på sin fremtid? Et klassisk eksempel er John Fords The Searchers (1956), hvor Ethan efter Borgerkrigen vender hjem til en familie, der er væk – splittet for alle vinde. Paul Greengrass’ News of the World (2020) er et nyere eksempel. Den omflakkende hjemkomst til Texas efter Borgerkrigen munder her ud i, at hjemme er det sted, hvor der er hjerterum. 

 
I dansk film er formlen primært brugt i andre genrer, fx Per Flys familiedrama Arven (2003) og Thomas Vinterbergs komedie En mand kommer hjem (2007). I Arven bevæger Christoffer (Ulrich Thomsen) sig fra Stockholm hjem for at redde familiens arv, stålvalseværket i en dansk provinsby (location er Det Danske Stålvalseværk i Frederiksværk). Rednings- og oprydningsaktionen afdækker sider af ham, han ikke kendte selv. Den hjemvendte i Vinterbergs film er en flamboyant operasanger, Karl Kristian Schmidt, på ingen måde underspillet af Thomas Bo Larsen, og hjemkomsten til fødebyen sætter gang i den klassiske opgave at finde sig selv gennem sin fortid. Ligesom i Festen fra 1998, der også handlede om at komme hjem og konfrontere fortidens spøgelser og realiteter. I tv-drama har Ole Bornedal med kvindeligt fortegn anvendt formlen i Charlot og Charlotte (1996), en roadmovie, der gennem hovedpersonernes stigende selvindsigt vendte om på Danmarkskortet, så øst blev ligestillet med vest.
 
“Andreas Mertz, seriens oplagte hovedperson, er i sin egenskab af ’life coach’ naturligvis guru, hjemvendt til Silkeborg med det erklærede formål at indgive byen ny selvtillid, lige så markant som den, de har i Herning, og derigennem skabe sig selv en karriere.” Foto: DR
 
Samme bevægelse, fra hovedstad til provinsby, fra kulturens angivelige centrum til den periferi, der skal reddes, fra øst mod vest, foretager hovedpersonen Andreas Mertz, spillet af den kendte komiker, performer, musiker mm. Simon Kvamm, i DR 2’s Guru. Og tilsvarende bliver han gennem hjemkomsten konfronteret med sin egen identitet i fortiden. Men her hører ligheden op. Der ligger i hjemkomstformlen en forventning om, at hovedkarakteren skal nå frem til øget selvindsigt og ny erkendelse gennem mødet med fortiden, tage sit livsgrundlag og sin opgave i tilværelsen op til revision. Det sker ikke i for Andreas Mertz i Guru.
 
Det rejser nogle spørgsmål, nemlig, hvem titlens guru egentlig er, og om guruen har modstandere, hvad karakteren repræsenterer, især i en genresammenhæng, og hvorfor Silkeborg er valgt som location.
 

Hvem er guru? 

Andreas Mertz, seriens oplagte hovedperson, er i sin egenskab af ’life coach’ naturligvis guru, hjemvendt til Silkeborg med det erklærede formål at indgive byen ny selvtillid, lige så markant som den, de har i Herning, og derigennem skabe sig selv en karriere. Mertz fremstilles af Simon Kvamm med den autoritet, som et omfattende bagkatalog giver – fra rollen som vært i tv-satiren Drengene fra Angora (2004) til rollen som forsanger i bands som Nephew og Hugorm. Men en anden nok så betydningsfuld guru står bag ham, nemlig Mertz’ egen ’life coach’ Master Fenn i skikkelse af Frederik Cilius. 
 
Serien begynder med en seance hos Master Fenn. Han er karakteriseret af udtryksløs ansigtsmimik, sønderjysk diktion og provinsielle plusfours. Men man skal ikke tage fejl. Han er i stand til lidt af hvert. Og alt, hvad han siger, gentager hans elev senere over for sit publikum. Det gælder de moderigtige engelske slagord, der i øvrigt udgør lige så mange undertitler, fra ”Perception is reality” til ”Problems are gifts” og ”Create your future.” Eller ”The best way to predict the future is to create it.” Det gælder disruptionbegrebet, ideen om, at mennesket er født alene, lever alene og dør alene, visualiseret gennem en cirkel, omdannelsen af ’storytelling’ til ’story-yelling’ osv. osv.
 
 
 
 
Også Fenns metoder tager Mertz til sig. Tricket med at holde en blyant mellem tænderne bliver afprøvet af Mertz på et publikum. Mertz forsøger sig også med fødselsterapi, men han bryder selv sammen under demonstrationen, spærret inde i klaustrofobi (episode 4). Til gengæld bliver den nøgne Mertz hos Fenn i episode 5 indsmurt i ”fosterfedt”, pakket ind i plastik og således alligevel genfødt. Fenns ayahuasca-brækterapi i en blå plastikspand indgår undtagelsesvist ikke i Mertz’ publikumsterapi. 
 
Generelt har Mertz status af mesterens lærling, der kritikløst annammer Fenns ord og teknik i en stadig videreformidling til sit eget publikum. Hvor Fenn virker helt uinteresseret i offentlighed, er Mertz den ideelle formidler – charmerende af udseende, omstillingsparat i enhver situation og altid klar til at vende en pinlig situation til sin modsætning – succes. Dog ofte efter at have bidt hårdt i blyanten.
 
Karakteristisk for Mertz’ situationsfornemmelse og tilpasningsevne er hans navneskift til Anders Mertz i 3. episode. Navneændringen skyldes den tilfældighed, at forlaget Aladdin har fejllæst hans underskrevne taxaboner og fortolket Andreas som Anders. Skiltet ”Skabertrang” giver yderligere et signalement af forlaget. Forlagsdirektøren efterrationaliserer med, at Anders er mere kort og kontant end Andreas. Ganske vist afreagerer Andreas Mertz uden for på forlagets parkeringsplads ved at smadre en færdselstrekant ned i asfalten. Men han accepterer hurtigt navneskiftet og operationaliserer det ind i sit ”Gå selv”-koncept: ”Man kunne starte et foredrag med ”Engang var jeg Andreas. – Nu er jeg Anders.” Og på navneskiftekontoret angiver han som begrundelse for navneskiftet ’disruption’ – en fast bestanddel af hans ordforråd. 
 
Et morsomt eksempel indtræffer, da Mertz gribes i en faktisk fejl. Hvor ulven er vartegn for FC Midtjylland i Herning, er odderen logo eller ’ansvarsart’ for Silkeborg Kommune. Det vil Mertz have lavet om. Han tror nemlig, at odderen er et fredeligt og bøvet lille dyr, som ikke kan repræsentere Silkeborgs vej til selvbevidsthed. Da en mere vidende tilhører i hans publikum gør opmærksom på, at odderen er et relativt stort rovdyr, bliver han først konsterneret, men glider derefter af på den. Helt parodisk udvikler denne sag sig i sidste episode, hvor Mertz forsøger at indføre en jaguar som Silkeborgs nye vartegn.
 

Hvem er ikke guru?

Guruer kan ikke opfylde deres guruværdighed, hvis ikke de er det for nogen. Andreas Mertz’ umiddelbare objekt er barndomsvennen Ralf (Brian Lykke), en familiefar, der er blevet i byen, har giftet sig, fået to børn og et godt hjem. Han er rimeligt tilfreds med det alt sammen. Men det skal han ikke være. Mens de to barndomsvenner træner på mountainbike i Søhøjlandet, får de vendt op og ned på Ralfs liv. Mertz har nemlig ikke kun ambitioner om at life coache Silkeborg, men også Ralf, for han har brug for ham som demo til sin optræden. 
 
Dramaet i serien går i høj grad på, hvorvidt processen med at disrupte Ralfs kedelige, normale liv lykkes eller ej. Seancen i Go’ morgen, Danmark søger at sætte ord på, hvad der har været i vejen: ”Du sad fast”. ”Du var ikke tilfreds”. ”Jeg flyttede ud på en tænkepause”. Men i virkeligheden har Ralf langt mere lyst til at flytte hjem. I sidste episode afprøves hans loyalitet over for Mertz’ disruptionprincipper igen i fuld offentlighed. Prøvelsen har karakter af afstraffelse, for Ralf er kommet til at indføje ”fucking” på forsiden af Mertz’ “Gå selv”-bog, og resultatet er hjerteskærende. 
 
Baggrundsfortællingen om Bette-Jan, hvis begravelse vennerne deltager i, tenderer mod det groteske. Bette-Jan er så langt fra guru-tilværelsen, som nogen kan være – handicappet, mobbeoffer og nu død. Mertz afslører over for Lise og Gert, Bette-Jans forældre, mens de under indtagelse af kaffe og småkager ser gamle fotos af Bette-Jan: ”Jeg tror faktisk, vi fik ham bundet fast til stolpen med gaffatape.” Lise reagerer med det traditionelle: ”Drenge er jo drenge.” Familien udnyttes atter en gang skånselsløst i Mertz’ show, da han kalder forældrene på scenen og hyklerisk hylder den afdøde.
 
Og så er der kvinderne. Ralfs kone Ella har gennemskuet hans barndomsvens karakter og dens destruktive tiltrækning på ægtemanden. Hun brillerer med udsøgt uvenlighed, fx nægter hun at tage imod Mertz’ værtindegave, en hjerteformet æske chokolade. Modsat byens allestedsnærværende ildsjæl, der spilles af Kirsten Lehfeldt. Hun falder for Mertz og formår faktisk at lægge ham ned, endda med et smil, mens hun snakker så stærkt, som en hest kan rende. Det er faktisk morsomt.
 

Hvad?

På DR 2 bliver Guru markedsført som dramakomedie. Blandt anmeldere figurerer genrebetegnelserne komedie, satire, sad-com og parodi i flæng. Som manuskriptkonsulenter krediteres Simon Kvamm, Stine Ellerbæk – og den kendte psykolog Svend Brinkmann, forfatter til 2010’ernes skelsættende antiselvhjælpsbøger Stå fast og Gå glip. Manuskriptforfatter er Rasmus Horskjær, og Christian Dyekjær har instrueret. Måske er den blandede personsammensætning skyld i, at en vis genreforvirring kendetegner produktionen. For er den morsom, som en komedie skal være? Er den tilstrækkeligt dramatisk til at være en dramakomedie, når kun Ralf-historien indeholder dramatisk sprængstof? Leverer den en tilstrækkelig kras parodi på coach-industriens tendenser? Eller er den snarere satirisk rettet mod en bestemt livsstil? I hvor høj grad tager serien sig selv alvorligt som hjemkomstfilm?
 
I løbet af 00’erne bevægede dansk tv-satire sig i stigende grad fra det politiske til det sociale felt. I kraft af de autobiografiske tendenser, der prægede Klovn-generationens produktioner, blev livsstil nøgleordet for såvel komedie som satire.” Foto: DR
 
Simon Kvamm  medbringer nogle autobiografiske træk, som han har fremhævet offentligt, fx i Lotte Thorsens interview. Det handler om tidens gang og performerens usikkerhed i forhold til at ramme rigtigt. Serien betegner unægteligt også en glimrende illustration af populære Svend Brinkmann-pointer. Brinkmann fungerer som en garanti for, at den satiriske brod rammer korrekt. Alligevel er balancen i serien usikker.
 
I løbet af 00’erne bevægede dansk tv-satire sig i stigende grad fra det politiske til det sociale felt. I kraft af de autobiografiske tendenser, der prægede Klovn-generationens produktioner, blev livsstil nøgleordet for såvel komedie som satire. Helt i tråd med, at perioden var de sociale mediers etableringsperiode, lå fokus på normoverskridelse og pinlighed i forhold til det private og kropslige. Både den fiktiobiografiske komedie og dramakomedien indoptog elementer af livsstilssatire. Dette videreføres i Guru, men det sker på et tidspunkt, hvor denne cocktail i nogen grad har tabt momentum, og på en måde, der mangler den nødvendige kærlighed til selv de mest umulige karakterer.
 
Som karakter er Andreas nemlig lige så flad som den papfigur af sig selv, han render rundt med under armen. Det er Kejserens nye klæder om igen, og fødselssituationen visualiserer bare den nøgne sandhed. Mertz har ingenting på og ingenting at byde på. Han repræsenterer det endimensionale karrieremenneske, der kun er optaget af sin egen selvfremstilling, indfanget gennem hans uafladelige Instagram-aktivitet. Som sin mesterguru mangler han den ubevidste dimension. At han er fuldstændig udviklingsløs, gør, at han ganske vist er en glimrende parodi på tidens værste tendenser i coaching-branchen. Men også, at det er næsten umuligt at holde bare den smule af ham, der skal til, for at man kan klare hans selskab over en serie på 6 – ganske vist korte – afsnit.
 

Hvor?

Et formildende træk ved Guru er dens location – Silkeborg. Produktionen er støttet af Silkeborg, og introen viser byen fra dens smukkeste side – fra fugleperspektiv med udsigt over det hele, efterfulgt af nedslag i golfklubben og ved en af søerne med udsigt til de klassiske villaer. Men også Globus-biler og hovedgaden er repræsenteret, og så lander vi i ”Papirtårnet”, hvor Andreas Mertz ses bag et gitter, som i bur, på øverste etage. 
 
Med valget af Silkeborg peger serien på provinsen som et sted, hvor Mertz-typen kan få overtaget og trives. Samtidig er der også Silkeborg-borgere, der – som den naturhistorisk velfunderede odderspecialist eller Ella – giver ham modstand og afslører hans ufatteligt ringe forankring i realiteternes verden og hans ulidelige bedrag af sig selv og andre. 
 
Silkeborg er først og fremmest nødvendig for at lægge sted til den hjemkomst, der udgør omdrejningspunktet i serien. Selvom Silkeborg er dejlig, er dens sociale og kulturelle profil dog kun sparsomt aftegnet. Har Mertz slet ingen familie, han kan besøge? Er der ingen andre sociale sammenhænge tilbage end Ralf og Bette-Jan? Og hvad kan egentlig begrunde, at silkeborgenserne tager så godt imod en så let gennemskuelig guru?
 
Det hedder sig, at den hjemvendte søn ikke agtes i sit eget fædreland. Her er det omvendt. Selvom guruen udstilles satirisk efter alle kunstens regler, bliver provinsen med fremstillingen af Silkeborg endnu engang stereotypiseret som et sted, hvor storbyens charmerende svindlere har let spil.

Relaterede artikler

Når virkeligheden er bestialsk - TV 2-dramadokumentaren om Ubåds-Madsen er blevet til rost til skyerne mange steder. Endelig en dramadokumentar, som be...
Jeg er Greta - Dokumentaren I am Greta føjer ikke for alvor nye lag til klimaaktivisten Greta Thunberg, og slet ikke til klimadebatten....
Dream a little dream of me - Det begynder med barnlig uskyld og fortsætter med det perfekte ægteskab. Vi er i thrillergenren, så begge dele lanceres ...
Michael Jeppesen har en plan - Han er blevet skildret som en skummel Mørkets Fyrste. Strategen, der ikke gav interviews, som er blevet kaldt ikke-folke...
Små og store synder - Manipulation. "Allen v. Farrow" er en opvisning i, hvordan man ikke skal opføre sig, når der er mistanke om overgreb på ...

Giv din stemme

46 stemmer
2,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

59 JOB

Kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.