Rooney-mania

Ung forfatters nyeste bog er så ventet, at der bliver lavet events i forbindelse med lanceringen, der tilmed foregår samme dag flere steder verden over. En generation har fundet deres første store litterære stemme.
Sally Rooney-merchandise fra den amerikanske udgiver Farrar, Straus and Giroux.
Sally Rooney-merchandise fra den amerikanske udgiver Farrar, Straus and Giroux.
af Ida Rud Nielsen

En sennepsfarvet bøllehat med ordene Beautiful World, Where Are You broderet på har været et eksklusivt led i at skabe (endnu mere) hype om Sally Rooneys tredje bog med den danske titel Skønne verden, hvor er du

Den er netop, 7. september, udkommet verden over, og det har kun været særligt udvalgte forundt at modtage den eksklusive modehat. Hatten blev leveret i æske med stofnet og bog hos influencere og kendisser som instruktør/skuespiller Lena Dunham og musiker Lucy Dacus, der til gengæld har været gavmilde med at dele boksen på de sociale medier. 

 

Lena Dunham, manuskriptforfatter og skaber bag serien Girls, med den eftertragtede hat på hovedet på sin stories forleden.

 

Bogbutikker i USA, England og forfatterens hjemland, Irland, åbnede særligt tidligt i dagens anledning og døbte begivenheden ”Rooney-dag”, og i udvalgte bogbutikker i USA vil der løbende blive givet merchandise til kunder. I New York er en kaffevogn blevet dekoreret med bogens blå og sennepsgule cover, så der er rig mulighed for at flashe den nyindkøbte bog med en fashionabel kaffedrik, så også Instagram kan gøre sit for at fremme salg og kendskab til værket. 

 

Potter-generationen er blevet voksen

Sidst der var så heftig begejstring over en bog, må være dengang Harry Potter-bøgerne blev udgivet, hvoraf den sidste, Harry Potter og dødsregalierne, udkom den 21. juli 2007 i Danmark. Dengang var der midnatssalg, og folk stod i kø i timevis for at få fingrene i bøgerne hurtigst muligt. 

Måske Rooney-manien skyldes, at det netop er samme generation, der voksede op simultant med den lyn-arrede troldmandsknægt Harry. Nu er de blevet voksne og føler sig spejlet af Rooneys jævnaldrende hovedpersoner, der tumler med liv, kærlighed og karriere på ekstremt aktuel vis, og derfor er det oplagt at dyrke værkerne på samme facon. 

Dertil er det smart at kunne lide Sally Rooneys bøger. Det er TikTok-kapital i at posere med Normale mennesker. Det er nemlig også en fed identitetsmarkør, for hvis du læser Rooney, siger det om dig som menneske, at du er sej og sjov, men på en cool, selviscenesættende måde. 

 

En forfatter af tiden

Måske alle ikke er bekendt med den nu 30-årige irske forfatter, men hun har prominente fans som tidligere præsident Barack Obama, der havde forfatterens forrige bog, Normale mennesker, på en liste over bedste læseoplevelser i 2019. 

Sally Rooney brød igennem med debuten Samtaler med venner, og den sikrede hende imponerende titler som ”Den første millennial-forfatter”, ”Snapchat-generationens Salinger” og ”Prækariatets Jane Austen”. Normale mennesker cementerede denne status, og da BBC lavede en binge-værdig tv-serie baseret på samme bog, blev hun for alvor allemandseje. Hvis ikke man havde læst hende forinden, så gjorde man det i hvert fald efter. 

Millennials er groft betegnet dem, der er født mellem 1981 og 1996. En generation, der af de ældre – boomers og generation x’ere – i hovedtræk har været omtalt i negative og forkælede vendinger. 

Med Sally Rooney har de unge endelig fundet en forfatter, der ikke skriver om dem, men til dem. 

Og det gør hun på ufatteligt velskrevet vis. 

Det går dog ikke uagtet hen at blive så stort et bogfænomen på et splitsekund, så der har været mange kritiske røster angående forfatteren og hendes bøger – hun er blevet kaldt overvurderet og kejserens nye klæder. Internet og dagblade i den vestlige verden flyder over med dem. Men de færreste anfægter hendes litteratære kvaliteter. 

 

Sally Rooney, januar 2020. Foto: Amy Sussman/Getty Images

 

Marxist og millionær

I forbindelse med forfatteren er det heller ikke til at overse, at hun er erklæret marxist; en tematik, der går igen i hendes bøger. Der er en modløshed, når de unge bliver konfronteret med verden og føler sig forkerte og magtesløse. Det fylder hos dem, i deres samtaler og tanker, men alligevel formår de ikke at handle på frustrationen.

I den nye bog kommer det til udtryk gennem de e-mails, to universitetsveninder skriver til hinanden, hvor de overvejer at undlade at få børn, fordi de tænker, at verden står over for et kollaps, både miljømæssigt og økonomisk. Alt de gør, fra hvilket tøj de køber, til hvilken sandwich de fortærer, sender et signal og har en indflydelse på verden omkring – og de er udmattede.

Bogens Alice er også en ung, succesfuld og rig forfatter, der er træt af berømmelsen og hele det cirkus, hun er endt i. Det er meget ligesom Rooney selv, der har taget sine millioner og bosat sig ude på landet i Irland, langt væk fra stress og jag.

 

For almindelige mennesker

Der er mange sammenfald mellem Rooneys to første bøger, der begge handler om unge, intellektuelle irere, der studerer på Trinity College. Og så bøvler de med deres romantiske og seksuelle relationer. 

Samtaler med venner handler om en kærlighedsforvikling mellem fire mennesker, hvor to er gift, og to andre er bedste venner – og tidligere kærester. Normale mennesker handler om Marianne og Connell, der bliver kærester i skolen, og har et on/off-forhold gennem hele deres ungdom. 

Hun er let at læse, uden at det går ud over bøgernes tyngde. Rooneys prosa er som en strøm, og når man stikker tåen i den, bliver man revet med og rundt i karakterernes fortvivlende skæbner. Man er dem, og man bliver helt stakåndet. 

Dertil må det at være helt almindelig være noget af det mest slående ved hendes karakterer. Om det er en forelsket collegestuderende med et komplekst indre liv eller en ung forfatter på Tinder-date, så er det folk, man kender eller ser sig selv i. 

Der er masser af akavede situationer, og folk, der hele tiden kommer til at sige og gøre det forkerte og kiksede. Det reflekterer de intenst over i øjeblikket og også efterfølgende, og særligt det, der foregår i personernes tankestrømme, er for mange genkendeligt. Netop det gør bøgerne så utroligt nemme at relatere til, lyder det samstemmende fra fans. 

For nogle kan det lyde banalt, og hvis det ikke var, fordi det er så virkningsfuldt, kunne det også risikere at være det. Det er styrken i Rooneys forfatterskab. 

I forbindelse med den seneste bog er anmeldernes dom foreløbigt meget klar. Rooney er blevet en mere sikker og moden forfatter. Hendes sprog er stærkere, og hendes tekniske kunnen skærpet. Men hun holder fast i at være normal og almindelig, og i den store grad af genkendelighed i hendes persongalleri. Personer, der alle sammen har forhindringer, de skal overkomme, mens de leder efter sig selv og forsøger at blive og være rigtige voksne. 

Ligesom alle andre. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også