Farvel til mediefyrstinden fra Pilestræde

Fra at være et lysende fyrtårn i den danske medieverden og landets største dagbladskoncern igennem mere end et kvart årtusinde er Berlingske-koncernen blevet noget, der ligner et forsømt barn. Lisbeth Knudsens bratte afgang sidste onsdag er den foreløbige kulmination på en omtumlet tilværelse, som startede da den dansk-ejede publicistiske gigants med-ejer, Mærsk via Danske Bank blev sur over en stribe artikler om Mærsk-koncernens våbenfabrik Riffelsyndikatets optræden under krigen.

I sidste uge fratrådte Berlingskes chefredaktør Lisbeth Knudsen efter flere længerevarende uoverenstemmelser med de belgiske ejere fra de Persgroep. Kilde: Scanpix.

Sjældent har en enkelt gravende artikelserie haft så store konsekvenser. Hr. Møller hævnede sig og forårsagede salget af det daværende Berlingske Officin til den norske sodavandsvirksomhed Orkla. Den globale kapitalisme rykkede ind i Pilestræde og proklamerede, at de krævede et afkast på 15% af de investerede milliarder.

Et ublu krav, der aldrig blev tilfredsstillet - men virkningerne udeblev ikke: Ejendommene blev solgt for store beløb - og Officinet vendte efter et kortvarigt eksil som nabo til rockerne i Titangade tilbage til Pilestræde som lejer. Der blev rationaliseret og skåret væk, samtidig med at aviskrisen kradsede og oplagene faldt.

Berlingske måtte for en kort stund rykke ud af domicilen på Pilestræde efter Mærsk Mckinny Møller, der ejede ejendommen, solgte den i forbindelse med, at Berlingske havde skrevet en række negative artikler om Mærsk-koncernen. Kilde: Scanpix.

Næste stedmoder for koncernen blev den britiske kapitalvirksomhed Mecom, der med David Montgomery i spidsen købte foretagendet. En af den egenrådige Montgomerys første handlinger var at kaste sig ind i den daværende gratisaviskrig ved på rekordtid at publicere gratisavisen Dato, samtidig med at Berlingske i forvejen udgav gratisavisen Urban.

Katastrofen kunne aflæses i det følgende års regnskab med et gigantisk minus. Det fører for vidt detaljeret at gennemgå Mecoms dispositioner i Pilestræde og omegn, men hovedformålet med ejerskabet var tydeligvis en primær interesse for likviditet fremfor konsolidering. Mecom byggede på en milliardgæld, der skulle serviceres. Og da finanskrisen ramte oveni den løbende annonce- og oplagstilbagegang, der omfattede det samlede danske dagbladsmarked, stod det klart at Officinet, der så skiftede navn til Berlingske Media, var ejet af en kolos på lerfødder.

David Montgomery (til venstre) stod i spidsen for foretagendet, da den britiske kapitalvirksomhed Mecom opkøbte Berlingske. Kilde: Scanpix.

Det er ikke et medieregnskab - det er ren banking

Da jeg for nogle år siden forsøgte at få hoved og hale på Berlingskes økonomi - der i hovedtrækkene var gemt inde i Mecom-koncernens årsregnskab - bad jeg en ven om at kigge på regnskabet. Han er en af landets førende eksperter i virksomhedsoverdragelser og finansiering og han nægtede, fordi han, som han udtrykte det, "ikke havde en skid forstand på medier".

Jeg overtalte ham, og han vendte tilbage med ordene "det er ikke et medieregnskab, det er ren banking!". Det hårdt ramte dagbladshus - nu Mediehus - havde i flere år haft røde tal på bundlinjen. Midt i en omfattende og kompliceret digitaliseringsproces var den eneste metode til hurtigt at rette op på økonomien yderligere rationaliseringer, nedskæringer, fyringer.

Det lykkedes tilsyneladende i begrænset omfang. De røde tal blev afløst af grå, måske sorte. Katastrofen blev afværget, men koncernen stod langtfra stærkt rustet til fremtiden.

I centrum af hele den omfattende, barske og komplicerede proces stod Lisbeth Knudsen. Chefredaktør for morgenavisen (som fjernede "Tidende" fra sin titel) og administrerende direktør for hele foretagendet. Hun var med et Lars von Trier udtryk "direktøren for det hele" igennem otte år.

Efter en turbulent periode, hvor direktører kom og gik og fire chefredaktører var blevet gået, greb den tidligere nyhedsdirektør fra DR hele magten. Mange er enige om, at hvis hun ikke ikke blot havde grebet magten, men også fyldte dens mange funktioner ud med en benhård arbejdsdisciplin og en vilje til magt og ikke mindst magtens detaljer, kunne det være gået meget, meget værre for det hårdt ramte, gamle hus. Hendes evne til at håndtere den britiske ejer var store og hun blev oplevet som et skjold mod britisk direkte indblanding.

"Hun var det bedste, der kunne ske for Berlingske Tidende, for med hende fik avisen et pejlemærke" siger den daværende redaktionschef, nu chefredaktør på Information, Christian Jensen til forfatteren af bogen om Lisbeth Knudsen, Susanne Bernth.

Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Information, siger i bogen om Lisbeth Knudsen, at hun gav Berlingske et pejlemærke. Kilde: Scanpix.

Hvordan redder man et mediehus udenom topledelsen?

Med med jobbet som top-boss for koncernen fulgte nye, voldsomme udfordringer. Fyringsrunder skulle gennemføres. Hele overgangen til web forberedes og gennemføres. Koncernens jyske besiddelser, ikke mindst den voldsomt skrantende Århus Stiftstidende, skulle plejes og passes.

Som DR-direktør stod Lisbeth Knudsen i spidsen for en proces, hvor journalister ikke længere skulle arbejde for en enkelt platform. Uden større hensyntagen til indholdet organiserede og udvidede hun DR-Nyheder, så det samme antal medarbejdere skulle producere mere på alle tænkelige platforme, teknologier og kanaler.

Målet var primært at fastholde lyttere, seere og netbrugere, mindre at udvikle journalistisk kvalitet eller Public Service. De skulle kunne det hele. Radio, tv, web. Multimedie-journalistikken med de dertil hørende rationaliserings-besparelse skulle indføres. Hun gentog processen i Berlingske.

"Web first" blev et mantra, og Lisbeth Knudsen skulle balancere på en knivsæg: Hun var - og er - en af de publicistiske og journalistiske bannerførere i Danmark, men er på samme tid en af af de managers, der både på DR og i Berlingske Media har været med til at svække den journalistiske faglighed. Man hørte hende ikke protestere, da hendes daværende ejer David Montgomery meddelte, at redaktionssekretær-grupperne skulle reduceres drastisk fordi - som han udtrykte det - "redaktionssekretærer er en unødvendig barriere mellem journalisten og hans publikum".

Lisbeth Knudsen var både en flittig direktør og en flittig skribent. I sin egen avis - men også hyppig gæst i radio, tv, høringer og konferencer. Hun svarer altid på mails. Døgnet rundt. Hun er alle vegne, og der var i en periode altid nye projekter i gang.

Da Lisbeth Knudsen blev chef for Berlingske lød der ildevarslende rumlen på den politiske højrefløj. De glemte, at hendes karriere startede som politisk redaktør, erhvervsredaktør og søndagsredaktør i Berlingske Tidende.

Men så blev hun chef for fagbevægelsens penge-afbrændingsanstalt Det Fri Aktuelt, hvor hendes succes primært bundede i at sælge avisens hovedsæde på Rådhuspladsen og investere pengene i et byggeri på Kalvebod Brygge, som blev solgt med en millionfortjeneste. Hun blev stemplet som socialdemokrat til trods for, at det var på det rå boligmarked, at hun høstede sin største succes.

Fra Lisbeth Knudsens tid på Det Fri Aktuelt. Kilde: Scanpix.

Den "røde Lisbeth"

I datidens borgerlige øjne må hun have været rød, fordi hun var nyhedsdirektør i DR, selvom hun faktisk var en af hovedkræfterne i, at det 'røde' kom under hastig afvikling i DR. Lisbeth Knudsen er ikke ideolog. Hun er først og fremmest Manager med stort M. Hun har lynhurtigt og dygtigt tilpasset udtalelser og skribentvirksomhed til den politiske virkelighed og lukket den 'røde mellemvej' mellem sine to Berlingske-karrierer ned.

I moderne medier spiller det politiske ståsted ingen rolle. Det handler om at tjene penge. Og en del af overlevelseskampen består i at profilere sig ved at få det hele til at ligne en succes. Se bare! Berlingske Media er alle steder, til vands, til lands og i luften - og det hele er naturligvis en succes! Nye websites hele tiden. En ugeavis på nettet, som blev lanceret med brask og bram, og derefter lukket.

I 2010 hævdedes det, at Lisbeth Knudsen havde 40 udviklingsprojekter i gang. Denne strategi kaldes i Hollywood for Economy of Failure: Hvis du lancerer ni tabere, kan du tjene tabene hjem, hvis den 10. bliver en super-succes. En blockbuster. Det kræver, at du lærer hele tiden og lukker taberne og de middelmådige bidrag hurtigt ned - men det gjorde Lisbeth Knudsen kun tøvende og oftest for sent.

At Berlingske Tidende er blevet en kritisk-journalistisk succes, har ikke standset tilbagegangen. JP/Politikens aviser har tilsvarende eller større oplagstab. Til gengæld tjener de flere penge. Mange flere penge.

JP/Politikens aviser har ligesom Berlingske oplevet et massivt oplagstab. Mediehuset tjener dog langt flere penge end Berlingske. Kilde: Scanpix.

Det uudgrundelige Mona Lisa-smil

I otte år var Lisbeth Knudsen enerådende chef. Hendes chef-stil har affødt både beundring og kritik. Beundring for hendes arbejds- og forhandlingsevne. Hendes liv er arbejdet. Kritikken fra flere sider - bl.a. fremført i bogen om hende, men også af masser af andre, anonyme kilder, går på, at hun er enerådende, har svært ved at delegere og generelt, både i DR og i Pilestræde, omgav sig med ja-sigere.

Flere anonyme kilder fra bogen om Lisbeth Knudsen, skrevet af Susanne Bernth, udtaler at hun omgiver sig med ja-sigere og har svært ved at delegere.

Den mest bidende, navngivne kommentar kom forleden fra forhenværende digital direktør i Berlingske, Mads Vad Kristensen, på Facebook:

"Jeg forstod ikke, at det i sidste ende i den slags organisationer handler om at spille spillet frem for alt, og at spillet er det eneste, du behøver være rigtig god til. Alt andet er lige meget. Og at Lisbeth er stormesteren i det spil og i virkeligheden nyder det mere end de fleste....frem for alt lærte jeg nok i virkeligheden aldrig at forstå Lisbeth og hendes uudgrundelige Mona Lisa-smil, der kunne betyde alt mellem himmel og jord, men som altid og helt uomgængeligt betød, at hun var og blev i kontrol. Og at det måske i sig selv var målet. For hende selv."

I Mecom-tiden havde Lisbeth Knudsen en meget høj stjerne hos ejerne i London. De blandede sig ikke, så længe pengestrømmen flød. Hun var - med en ledende medarbejders ord - "vant til at være alene hjemme«. Men da det belgiske mediehus De Persgroep sidste år blev ejer af Berlingske Media, blev dirigentstokken taget fra Lisbeth Knudsen.

Det er angiveligt store uenigheder mellem Christian van Thillo, CEO for de PersGroep, og Lisbeth Knudsen der udløste chefredaktørens exit. Kilde: Scanpix.

Der blev udnævnt en ny bestyrelse, og i den bestyrelse havde Knudsens nye chef sæde. Han hedder Christian van Thillo, han er CEO I moderselskabet de PersGroep, som hans familie ejer 100% af aktierne i. Han og hans folk har brugt det sidste års tid på en detaljeret due diligence-proces, hvor de målte og vejede Berlingske Media i alle detaljer. De fandt den for tung, for mangesidet, for spredt.

Thillo fik et mindre chok, da det gik op for ham at "regionalavisen" Århus Stiftstidendes oplag var langt under en syvendedel af, hvad hans egne regionalaviser i Flandern og Holland havde. Han stillede nærgående spørgsmål til masser af de Knudsenske projekter - herunder nyhedsbureauet BNB og det licensfinansierede Radio 24syv, som Berlingske er hovedaktionær.

I foråret kom det første markante belgiske tiltag: Alle dagblade, trykkerier og ugeaviser i Jylland blev solgt, nu skulle koncernen primært koncentrere sig om at drive og udvikle sine nationale brands: Berlingske, BT og Weekendavisen.

Det første tiltag fra belgiske de PersGroep var salget af alle dagblade, ugeaviser og trykkerier i Jylland. Der skulle nu fokuseres på de nationale aviser; Berlingske, BT og Weekendavisen. Kilde: Polfoto/Miriam Dalsgard.

For store kameler

Lisbeth Knudsen gik officielt helhjertet ind for den »stategiske nytænkning«, selv om enhver, der har fulgt hendes virke i Berlingske, kunne se, at nytænkningen stod i direkte modsætning til den strategi, hun selv var medarkitekt på og eksekverede i årevis.

At den belgiske ejer også så skeptisk på hendes dobbeltwhopper-funktion som administrerende direktør og chefredaktør, var tydeligt for folk, der har fulgt processen tæt. Alle ønsker at være anonyme. Sådan er det oftest med den slags - men når det drejer sig om Lisbeth Knudsen er det tydeligvis ikke bare sædvane, men også frygt, der tæller.

Blandt medieiagttagere i Danmark blev strategiomlægningen i foråret øjeblikkeligt fortolket som begyndelsen på Lisbeth Knudsens svanesang. Så hendes afgang kom ikke som et chok. Nok heller ikke for hende selv.Men selvom faresignalerne ikke var til at overhøre, gik arbejdsjernet Lisbeth Knudsen ufortrødent videre indtil sidste tirsdag, hvor hun tilsyneladende blev præsenteret for en ufordøjelig strategiplan.

Den indeholdt tydeligvis større kameler, end den ellers forandringsvillige og loyale Lisbeth Knudsen kunne sluge. Når det drejer sig om indholdet af planen bliver det gisninger, baseret på flere - naturligvis anonyme - kilder.

Vi ved officielt, at strategiomlægningen skal styrke de tre nationale avisers brands. Men vi ved ikke, hvordan. De Peersgroep går efter stærke brands med underholdende og folkelig bredde. De kan ikke forstå, at BT med den stærkeste digitale profil i koncernen kun sælger 40.000 aviser, når deres tabloidavis derhjemme Het Laatste Nieuws kan sælge 325.000.

De har tilsyneladende heller ikke den store forståelse for væksten og prioriteringen af finansstoffet i Berlingske Business og har allerede foretaget de første fyringer på området. Det sidste kan meget vel være en alvorlig fejlbedømmelse fra belgiernes side. Uanset om Van Thillo anses for at være en formidabel publicistisk foretningsmand, kan man sagtens mistænke ham for ikke helt at forstå Berlingskes særlige segment.

Måske var det her, Knudsen stejlede. Og et døgn efter var hun ude af vagten.

Den slags foregår (næsten) altid med kølig korrekthed. Men frostgraderne i den officielle pressemeddelelse om chefskiftet og ikke mindst i Lisbeth Knudsens farvelmail til de lidt over 1.000 medarbejdere i koncernen er bastante. Der gik kun få måneder fra hendes loyalt begejstrede udtalelser om den nationale strategi til hendes isnende afstandtagen til ejernes hemmeligholdte udmøntning af samme strategi.

Er det nat med fru Knudsen?

Lisbeth Knudsen har prøvet det før. Hendes afgang fra DR var tilsvarende kølig og afmålt. Med god grund. Den daværende ledelse i DR nedlagde hendes nyhedsdirektørpost og tilbød hende en latterlig, mindre betydende post. I Berlingske skyldtes afgangen tydeligvis en dyb uoverstensstemmelse med ejerne om strategien.

Lisbeth Knudsens afgang fra DR Nyheder var som ved Berlingske tilsvarende kølig og afmålt. Kilde: Scanpix.

På den måde er det en ærefuld exit for Lisbeth Knudsen, selvom hun selv på en række ledelsesområder har skabt dele af grundlaget for fyringen. Eller hvad det nu hedder. Det var i hvert tilfælde hurtigt og kontant. På under et døgn forsvandt hun ud af den danske medieverden.

Da det samme skete i 2006 i DR, gik hun straks i gang som foredragsholder og blogger, før hun kort tid efter blev headhuntet af Mecom til Berlingske. Lisbeth Knudsen er ikke typen, der sidder stille. Hun er en tough survivor. Alligevel er det svært at se den 62-årige københavner på en ny toppost i den danske medieverden.

Allerede nu er den evindelige medie-rygtemaskine i gang. Hvilke bestyrelsesposter venter hende? Nu, hvor ingen længere beskylder hende for at være en slags rødlig lejesvend - hun har trods alt holdt en dybblå borgerlig fane højt hævet over de Berlingske huse i mange år - kan hun godt være at finde på regeringens liste over fremtidige kandidater til betydende poster.

Michael Christiansens afløser som bestyrelsesformand for DR? Der var engang en dansk film med titlen "Det er nat med fru Knudsen". Det er det ikke helt med Lisbeth Knudsen. Måske lidt tusmørke for tiden, men uanset hvad, er der tale om en af dansk medieverdens stærkeste og mest erfarne. Hvis ikke andre kan bruge hende, er hun helt sikkert god til selv at gøre det.