Derfor tabte jeg

En lang og udmattende valgkamp er slut. Mandaterne er fordelt, og Folketingets sæder er besat. Men hvad med de kandidater, der ikke klarede skærene? David Trads stillede op for Socialdemokratiet, men blev ikke valgt ind i Nordsjællands Storkreds. Hvad har han lært af det? Her er 5 lektier fra en tabt valgkamp.
Den tidligere chefredaktør på Information, nu politisk kommentator og vært på Radio24Syv, David Trads kom med 2.779 personlige stemmer ikke ind i Folketinget i Nordsjællands Storkreds. Foto: Thomas Borberg / Ritzau Scanpix.
Den tidligere chefredaktør på Information, nu politisk kommentator og vært på Radio24Syv, David Trads kom med 2.779 personlige stemmer ikke ind i Folketinget i Nordsjællands Storkreds. Foto: Thomas Borberg / Ritzau Scanpix.
Da det gik op for mig, at jeg havde tabt, blev jeg ramt af en ubehagelig tomhed, en voldsom følelse af nederlag, bevidstheden om at være blevet afvist.
 
Det var som at være 13-årige David, der brændte det afgørende straffespark, da mit hold efter forlænget spilletid røg i straffespark i Aalborg Cup. Jeg turde ikke vende mig mod kammeraterne, gemte mit ansigt bag mine hænder; hele verden brændte et øjeblik sammen.
 

Der gik et par dage nede i kulkælderen – for der er edderbankemig noget offentligt og ydmygende over at tabe i det mest offentlige af alle rum. Jeg lukkede mig inde. Men så skrev en amerikansk ven til mig, at tiden var inde til, at ’get over it and move on!’

 
Dér for en uge siden, da det gik op for mig, at den plads i Folketinget, som jeg så inderligt havde håbet på at erobre, var uden for rækkevidde, ja, da var jeg ærligt talt en knækket mand. Jeg sank sammen i sofaen, stirrede ud i luften, anede ikke, hvad jeg skulle sige. Den fremtid, jeg havde regnet med at skulle i gang med, forsvandt som dug for solen. Det var slut.
 
Der gik et par dage nede i kulkælderen – for der er edderbankemig noget offentligt og ydmygende over at tabe i det mest offentlige af alle rum. Jeg lukkede mig inde. Men så skrev en amerikansk ven til mig, at tiden var inde til, at ’get over it and move on!’
 
 
Og han har jo ret – selvmedlidenhed kommer man ingen vegne med. Jeg tænkte på Emmylou Harris, countrysangerinden, og hendes smukke sang The Darkest Hour Is Just Before Dawn. Det er jo sådan, det er: Det ser alt sammen så mørkt ud – lige inden det bliver lyst.
 
Nu er jeg på vej videre – og tiden er inde til for et øjeblik at vende tilbage til den metier, jeg længe har udfoldet mig i: den politiske analyse. Nu med fem skarpe lektier, som jeg har lært af at føre valgkamp i et halvt år – vel at mærke en valgkamp, der personligt endte skævt.
 
Lektie #1: All politics is local politics:
Jeg troede, at selvom jeg ikke var lokal, så ville den popularitet, jeg havde, fordi jeg var kendt fra tv, radio og aviser, kompensere. Men så nemt var det ikke: Af de 14, der blev valgt i Nordsjælland, bor 11 i storkredsen, to af dem har nær tilknytning, kun én er helt udefra.
 
Amerikanske Tip O’Neill, indflydelsesrigt medlem af Repræsentanternes Hus i en menneskealder, er ikoniseret for at have sagt, at de politikere, der er for meget på den nationale dagsorden, taber til dem, der mest er lokale. For ’all politics is local politics.’
 
 
Jeg er ikke fra Nordsjælland – og selvom jeg brugte oceaner af tid på at være i min kreds og sætte mig grundigt ind i lokale forhold, så var det formentlig ikke nok til at blive opfattet som ’en af vore egne’. Ikke en umulig opgave, men det kræver længere tid. En vigtig lektie.
 
Lektie #2: Relationer, masser af dem:
Der var mange – rigtigt mange faktisk – der godt vidste, hvem jeg var. Jeg ved godt, at man ikke skal overdrive, hvor kendt man er, fordi man har været i tv i mange år, men det var åbenlyst, når jeg var til gademøder og lignende, at rigtig mange genkendte mig.
 
Men … det er i sagens natur ikke nok. Slet ikke. Det giver en interesse, og det er selvsagt et bedre udgangspunkt end, at vælgerne ikke aner, hvem man er. Det, som er den store og svære opgave, er at gå fra at være kendt til at være en del af fællesskabet.
 
 
Den øvelse kræver, at man som en kandidat, der kommer udefra, skal nå at mødes med ufatteligt mange mennesker i alle tænkelige sammenhænge. Nok til, at der er rigeligt med ambassadører, som siger: ’Jeg har mødt David, og han er en fin fyr.’ Jeg nåede simpelthen ikke ud til nok.
 
Lektie #3: Lokalpressen skal med:
Det lykkedes mig ikke at få ordentligt hul igennem til de lokale medier, som prioriterede dem, de allerede kendte. De kandidater, der blev valgt, lagde tydeligvis mere vægt på at være i disse medier med læserbreve om lokale forhold og med annoncer, der profilerede dem.
 
Min kampagne var mere baseret på sociale medier, hvor jeg alle steder har et endog meget stort antal følgere. Jeg satsede på, at jeg kunne nå ufiltreret frem til langt flere. Det virkede – lige indtil valgkampen, hvor politik fyldte så meget på Facebook, at folk så det meget mindre.
 
 
Den tilstedeværelse, som jeg plejede at have på nationale medier, forsvandt samme dag, jeg stillede op, og det betød, at jeg ikke kunne kompensere for min manglende lokale dækning med optrædener i eksempelvis Deadline og Politiken. Det var et problem.
 
Lektie #4: Intern modstand er bad news:
Da jeg blev valgt som kandidat sidste år, var det i den sidste af storkredsens seks kredse. De andre havde alle for længst valgt mænd, så da jeg blev valgt, havde vi kun mænd opstillet. Det betød – selvfølgelig og naturligt – at der var kræfter, som ønskede en lokal kvinde i stedet.
 

Jeg blev åbenlyst af mange vælgere betragtet som en venstreorienteret socialdemokrat, og de tre mærkesager, jeg førte valgkamp på – styr på klimaet, mere lighed, anstændighed i udlændingedebatten – bidrog til billedet af, at jeg nok var rødere og grønnere end de andre.

 
Den kritik af min opstilling, som var ganske heftig i de første uger, fra lokale partifæller, heriblandt eksministre, var svær at få til at forsvinde igen. Den dukkede ofte op, når jeg mødte lokale vælgere, idet nogle tydeligvis mente, at jeg havde taget pladsen fra en lokal.
 
Intern modstand – hvor lille den end måtte være – er bad news, fordi den betyder, at du ganske enkelt har færre, der taler din sag, og enkelte partifæller, som endda taler negativt om dig. I mit tilfælde var det et banesår, som var svært at hele på den korte tid, jeg havde.
 
Lektie #5: Du skal appellere til dine egne:
Jeg blev åbenlyst af mange vælgere betragtet som en venstreorienteret socialdemokrat, og de tre mærkesager, jeg førte valgkamp på – styr på klimaet, mere lighed, anstændighed i udlændingedebatten – bidrog til billedet af, at jeg nok var rødere og grønnere end de andre.
 

Nu sidder jeg så tilbage – en uge efter valget – og reflekterer over nederlaget. Det er i sagens natur svært at analysere sin egen situation nøgternt, men jeg er faktisk ret kølig nu. Den fornemmelse af tomhed, der ramte mig i nogle dage, er på vej væk. Jeg er en født optimist.

 
Selvom jeg (næsten) altid har betragtet mig som socialdemokrat, var det tydeligt, at mange troede, at jeg hørte til i især SF eller hos De Radikale. Det var måske grunden til, at jeg var den kandidat i TV2’s kandidattest, som klart flest fik som deres foretrukne.
 
Men da Socialdemokratiet i den sidste uge af valget blødte vælgere til netop SF og De Radikale, ramte det mig. Jeg appellerede tydeligvis til for få af partiets kernevælgere og til sidst også for lidt til dem, der sprang til SF og R. Det er altid dine egne, der skal vælge dig.
 
 
Kombinationen af de fem ting – ikke lokal nok, ikke nok relationer, ikke stærk nok lokalpresse, lidt for meget intern modstand, for lidt appel til mine egne – er i min egen politiske analyse den primære årsag til, at jeg ikke blev valgt. Jeg havde brug for mere tid, men den tid var der ikke.
 
Nu sidder jeg så tilbage – en uge efter valget – og reflekterer over nederlaget. Det er i sagens natur svært at analysere sin egen situation nøgternt, men jeg er faktisk ret kølig nu. Den fornemmelse af tomhed, der ramte mig i nogle dage, er på vej væk. Jeg er en født optimist.
 
Et enkelt nederlag – om end i det offentlige rum – er ingen katastrofe. Som en ven skrev: Husk, at en skuffelse af den slags fylder betydeligt mere i dit hoved end i omverdenens. Det er bare et bump på vejen. Fremad!, som de siger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job