Kinakampen: Verden efter LEGO-krisen

Skal vores børns legetøj være del af en storpolitisk systemkritik? Nej vel, det kan vi nok som forældre ret hurtigt blive trætte af. Især fordi sønnike ønsker sig den nye LEGO Star Wars i julegave. Så det skal han nok få. Men egentlig vil vi helst være politisk korrekte forbrugere. Så vi er kritiske. I al fald på nettet og i andre snakke.

Og det er mildest talt irriterende nok for LEGO og andre internationale virksomheder. Fra murens fald og til for nogle år siden har de fleste vestlige virksomheder ellers været begunstiget af, at salgsekspeditionerne gik til destinationer, som politisk måtte acceptere at være under en vestlig kommerciel indflydelsessfære.

Skal vores børns legetøj være del af en storpolitisk systemkritik? (Reklamen er ikke en officiel Lego-reklame).

Det verdensbillede ændrer sig. I dag skal de samme virksomheder i stigende grad operere i stadigt mere modstridende politiske sfærer, hvor forskellige markeder har en holdning til hinanden.

Kan virksomheder være apolitiske?
Det hører fortiden til at tro, at man som virksomhed kan agere 100% apolitisk i en moderne global magtstruktur. På den ene side står politiske regimer med stigende magt, der vil kræve indrømmelser af virksomheder, som ønsker at komme ind på deres marked. På den anden side står millioner af vestlige forbrugere, der er blevet opflasket med, at vi skal tage stilling til det, vi køber.

I den kamp er intet helligt, og alt kan gøres politisk i en globaliseret tilbagevenden til 1968’ernes ønske om netop at gøre det private politisk og få alle til at tage stilling. Og den kamp har altså bevæget sig ind i børnenes ’uskyldige’ leg med legoklodser, hvad enten LEGO nu opfatter sig som uskyldigt gidsel for Greenpeace eller Ai Weiwei.

Kampen mellem Lego og Ai Weiwei har bevæget sig ind i børnenes ’uskyldige’ leg med legoklodser. Kilde: Polfoto.

En global virksomhed befinder sig i et mix af alle tænkelige politiske og moralske holdninger til handlinger. De er ikke bare kommercielle virksomheder, men potentielle cases i den kommende kampagne fra alverdens NGO’er.

I denne verden kan man godt have et princip om, at man ikke støtter politiske projekter. Men det bliver umuligt at forklare, hvornår noget er politisk, og hvornår noget ikke er. Er det eksempelvis upolitisk, hvis Frank Jensen op til jul beder om at købe ti mio. grønne klodser til et kæmpe juletræ på Rådhuspladsen? Og politisk hvis de er røde? Træet kan vel altid også tolkes politisk og religiøst?

”Vi leger bare”
LEGO’s første forsvar var egentlig et forsøg på at holde børneværelset fri for politik. Fantasiuniverset skal simpelthen ikke søles ind i voksnes problemer.

Derfor havde LEGO også en politik på området og forsøgte at forklare den.

Problemet er bare for det første, at denne ”gamle politik” ikke har været fulgt af LEGO selv. Når de før har sagt ja til nogle kunstnere (fx Eliasson), men ikke andre, virker det inkonsekvent. Når de før fra USA har solgt til Weiwei, men ikke vil fra Billund, bliver det hyklerisk.

Ai Weiwei har så sent som i 2014 udstillet 176 lego-portrætter af politisk undertrykte personligheder. Nu vil han gøre det igen.

Og i det hele taget er denne position ikke operationel. LEGO sælger rigtig mange klodser, de tjener rigtig meget på. Penge er magt, og magt er politik. Derfor må LEGO’s legeunivers virke ganske provokerende på frihedsaktivister og NGO’er rundt om i verden. For kan man overhovedet tage til Kina, bygge fabrikker og LEGO-lande og så påstå, at man ”bare leger”, og at alt er fantastisk og hej hej.

Start collecting your used #lego for #legosforweiwei a collection sight is coming to your town soon. @aiww #truthwins @LEGO_Group #rethink
— dgatterdam (@dgatterdam) 27. oktober 2015

Twitter-kampagne for Ai Weiweis værk.

Nej. Det, at man er i Kina eller ikke sælger klodser til Ai Weiwei, er også en politisk handling – og det bliver man nødt til at kunne forholde sig til. At det er svært at holde det principielle legeforsvar, understreges af, at styret i Kina straks var ude og markere deres tilfredshed med, at LEGO stoppede salget til Weiwei. Også flere danske politikere har været ude og bakke LEGO op med det selvfølgelige udsagn, at de selv må vælge deres kunder. Ja, det må de, men deres valg bliver indlysende politisk.

Når legebørnene går amok
LEGO er i Weiwei ikke bare oppe imod en tilfældig kunstner, men en moralsk verdensmagt, som de vel at mærke tidligere selv har opfordret til at være kreativ med klodserne. Og i spændingsfeltet mellem kreativ leg og regimekritik skaber Ai Weiwei kunstværker, der udstilles og omtales verden over – og som vil kunne stå i mange år. Han er så at sige legebarnet, som LEGO selv har skabt.

Sidste sommer var det et arktisk LEGO-univers, der blev druknet i sort olie i Greenpeaces YouTube-video for at stoppe samarbejdet med Shell. Og helt ligesom Greenpeace bruger Ai Weiwei LEGO’s egne ideer om kreativitet og co-creation mod LEGO selv.

Greenpeaces YouTube-video til Lego om at stoppe samarbejdet med Shell.

I Billund og alle andre steder må man forholde sig til, at det ikke er sidste gang, ’ungerne’ går amok og får vennernes store følgeskab til det. For med klodser, der kan fortælle alle historier, og et naivt fantasiunivers, der må få det til at krible i fingrene på alle politiske aktivister, lægges der næsten op til, at LEGO-kritik bliver de kommende års favorit aktivisme-genre.

Mange virksomheder ville drømme om at have et brand, som kunderne tager så stort medejerskab af. Det er det, mange virksomheder gerne vil bygge op. Men lykkes det så godt, som det er, så betyder det også, at medejerne gør oprør, når de vurderer, at ”deres” brand handler forkert. Så opstår der, ganske som i politiske organisationer, fraktioner og udbrydergrupper.

Tilbage står en virksomhed, der gerne associeres med en ny type kreativitet, men ender lidt mere som sorte jakkesæt, der ikke tør bakke op om den ytringsfrihed, den ellers meget moralsk-ansvarlige LEGO-virksomhed har forpligtet sig til ved at indgå i FN's Global Compact. LEGO er ved at miste sin danske uskyld så ren som en barnerumpe.

LEGO har forpligtet sig til ved at indgå i FN's Global Compact. Er virksomheden ved at miste denne uskyld?

Hvad gør man så?
Om man i Billund har følt et direkte eller indirekte pres fra Kina, er ikke til at sige. Men forsøget på at adskille forretning og politik virker i dag på samme måde, som når gamle idrætsledere i FIFA siger, at sport og politik intet har med hinanden at gøre.

Engagerer man sig i lande, der på den moderne politiske forbrugers liste har udfordringer med eksempelvis menneskerettigheder, ja, så optræder man politisk. Og jo renere man ønsker at være, desto mindre bliver manøvrerummet for, hvem man må lege med – hvis man lader andre diktere sit moralske kodeks. Og det er præcis det, der sker for LEGO lige nu.

En løsning for en transpolitisk virksomhed som LEGO kan være at definere en troværdig mission for sit arbejde, der transcenderer snævre politiske interesser. Helt ligesom NGO’er gør, når de arbejder under problematiske regimer: i en større sags tjeneste.

Hvis LEGO mener det, så må de også kunne forklare, at LEGO’s formål er, at alle børn – også dem i Kina, i Congo eller i Nordkorea – skal have lov til at lege.

Legos formål er, at alle børn rundt omkring i verden skal have lov til at lege. Men åbenbart ikke de voksne kunstner-kreative børn.

Men det skal de voksne kunstner-kreative børn også. Alle. I hvert fald alle, der ikke direkte er oppe imod FN’s guidelines for menneskerettigheder, race og køn. Altså ikke dem, der vil have sorte klodser til at demonstrere et kalifat.

LEGO kan ikke forhindre eller forbyde brug af klodser, men de kan lade de mange fans på nettet finde gode og dårlige eksempler, og de kan moderere diskussionen mellem dem. Det vil være en sand demokratisk faciliteringsopgave.

Og havde LEGO tidligt påtaget sig den, kunne magthaverne i Kina ikke have gjort så meget, for så var det mere i armslængde fra LEGO og styret af en funderet policy.

Nu er det sandsynlige, at marked og magthavere i øst vinder konflikten. Det LEGO-brand, vi danskere elsker, bliver moralsk taber, fordi vi ikke længere kun kan forbinde det renlivet med fri leg.