Led som en Lannister
Ny sæson, men også ny lærebog om Game of Thrones som ledelse. I Win or Die: Leadership Secrets from Game of Thrones har Bruce Craven analyseret de bedste og de værste ledere fra Westeros. Hvad kan vi lære af dem? Og er det galt eller genialt at lære ledelse af fiktion? Og næsten endnu vigtigere: Kan man ud fra GoT-ledelsesstrategier forudsige, hvem der ender på tronen? Eller er de bare lede alle sammen? Her er bogens vigtigste råd og indsigter for alle, der sidder på deres egen jerntrone i en lille eller mellemstor dansk virksomhed. For som Cersei Lannister siger: "When you play the game of thrones, you win or you die."
I ‘the great game’ enten vinder eller dør man. Du har derfor i de forgange 7 (!) sæsoner med gru overværet, hvordan dine skærmfavoritter er døde som følge af uoverskuelige rænkespil, dårlige beslutninger eller det tilsyneladende plotmæssige behov for, at en eller anden måtte lade livet, så de mange løse ender efterhånden kan blive samlet (jeg tænker på dig, Littlefinger). Helt så fatalt er det dog sjældent uden for George R.R. Martins univers, men mekanikkerne og magtkampene trækker tråde til virkeligheden.
Den amerikanske professor og bogens forfatter Bruce H. Craven,sætter derfor visse lighedstegn mellem den situation, hvori lederskikkelserne står i fiktionens verden, og den, hvori virksomhedslederne befinder sig i den virkelige verden.
Bruce Cravens ledelsesstrategiguide har været en af årets mest ventede forretningsbøger.
Ser vi bort fra magien og dragerne, er serien en 1:1 gengivelse af nogle realpolitiske magtkampe, der udspiller sig i en eller anden afart i alle virksomheder. Serien viser, at ledelse ikke kun er ‘might over right’, men at alle påvirkes, når der træffes dårlige beslutninger. I GoT straffes de dårligste beslutninger dog lidt hårdere end i virkeligheden. Her er det næsten altid den højeste pris, der betales for selv små fejltrin.
Så hvordan undgår man den visse død? Skal man helt lade være med at spille spillet? Ikke ifølge professor Craven, der mener, at spillets binære præmis er et falsum. Der er nuancer mellem at vinde og dø. Det er ikke et enten eller – der er et spillerum. Og det er dér, ledelsesstrategien kommer ind i billedet. Så hvem af karaktererne har styr på deres ledelsesstrategi, hvordan og hvorfor? Her er syv gode ledelsesråd udledt af seriens centrale personer.
Råd 1: Kend dine egne værdier, men forstå, at de ikke nødvendigvis er alles
Lord Eddard ‘Ned’ Stark, indbegrebet af godhed og retfærdighed, er den første af de umiddelbart oplagte ledere fra én af de fem familier i serien, der må af med hovedet. Men hvorfor skulle den gode Ned egentlig lade livet?
I seerens første møde med Ned præsenteres hans værdisæt, da han forklarer sønnen Bran om, hvad ansvar og retfærdighed er. Med Neds ord er ansvar og empati som leder at tage sit ansvar: “The man who passes the sentence should swing the sword. If you would take a man’s life, you owe it to him to look into his eyes and hear his final words.” En ubehagelig opgave, der ikke desto mindre viser, at lederen har det ultimative ansvar.
Denne form for integritet har gjort ham til en højt elsket leder i Norden. Men da han kommer til hovedstaden King’s Landing længere sydpå, må han erfare, at hans noble værdier ikke nødvendigvis deles af alle.
"Power resides where men believe it resides. It's a trick; a shadow on the wall." — Varys
Hans årelange venskab med kongen, Robert Baratheon, er grunden til, at han modvilligt har måtte forlade familien og det højtelskede Nord. Selv Robert clasher han flere gange med, da han ikke forstår, hvorfor Robert handler, som han gør – på trods af, at de to faktisk deler de samme overordnede ambitioner og grundlæggende værdier: familie, retfærdighed, loyalitet m.fl. De prioriterer dem bare forskelligt.
Som leder formår Ned ikke at se ud over sin egen situation.Og det er et graverende problem, da han så er blind for både venner og modstanderes bevæggrunde, hvorfor han ved mere end én lejlighed går galt i byen. Han undervurderer Cersei, da han tror, at hun -–ligesom ham selv – sætter familien over alt andet og derfor ville flygte fra King’s Landing, da han lader hende vide, at han ved besked om hende og Jamies forhold.
Han er derfor ikke i stand til at forudsige hendes reaktion, der ender med et bagholdsangreb og hans tilfangetagelse. Han forhastede sig og stolede blindt på sine egne værdier som grundlaget for at kunne lede. Ved ikke at anerkende, at andre værdier kan have deres eksistensberettigelse, ender Ned med at blive statueret som eksempel på hovedløs ledelse. (...)
Råd 2: Forandring tager tid
Jon Snow ved ingenting (...) om at være leder, men ender alligevel med at skulle være det, da hans broderskab, The Night’s Watch, har brug for det. Han er rundet af Neds værdier og forsøger at være retfærdig, men må også i flere situationer erkende, at det simpelthen er umuligt at gøre alle tilfredse.
Modsat Ned forstår Jon Snow godt, at hans værdier ikke er alles, og at den sandhed, han faktisk ved er objektiv, ikke anskues sådan af alle: The Night King og hans White Walkers kommer med deres hær af døde nord for Muren, som The Night’s Watch beskytter, og det vil kræve, at alle andre står sammen i kampen mod dem, hvis verden ikke skal gå under og blive dækket af is.
Det er bare lidt svært at få alle andre til at tro på dén historie – dels fordi den er lidt langt ude, men særligt fordi ingen har lyst til at tro på den. Var der nogen, der sagde Jordens undergang og klimaforandringer i samme sætning? Right, vi er vist med.
Som leder er Jons helt store udfordring, at han skal overbevise alle om, at samarbejdet med gamle fjender er nødvendigt. Det er særligt foreningen med the Wildlings – som folk syd for Muren kalder deres arvefjender, der befinder sig nord for muren – der skaber splid. Det har altid været The Night’s Watchs opgave at holde dem på dén side, men Jon insisterer på, at den eneste løsning er at samle alle. Fjendebilledet er slet og ret forkert; folket nord for muren er også bare mennesker. Og alternativet til at stå sammen er alligevel den visse død.
"The more you give a king, the more he wants. We are walking on a bridge of ice with an abyss on either side. Pleasing one king is difficult enough, pleasing two is hardly possible." — Jon Snow
Jon stiller væsentlige krav til, hvad the Free Folk, som de kalder sig selv, skal gøre før, en merger kan blive en realitet – dels for at vise sit eget folk, at de altså ikke bare kommer ind og overtager det hele. De skal bl.a. indordne sig efter gældende ordensregler syd for muren, hvilke ellers ikke har været en del af kulturen nord for muren (at droppe at voldtage, røve og plyndre er lidt rule one, hvis man vil være med i hulen), og så skal de opgive alle deres værdigenstande, så de står på lige fod (hvad så, smykkelov?). Det indvilger de i, hvilket Jon tror vil være argument nok for validiteten af sin løsning, da han hermed viser, hvor desperate de gamle arvefjender er. Presset af tiden føler han, at det argument er overtalelse nok i sig selv.
Men sådan fungerer overtalelse og forandring ikke. Craven sammenligner overtalelsesprocessen med at lægge et sandkorn i en østers for at skabe en perle. Sandkornet – det logiske argument – kræver tid og fordøjelse for at blive til noget. Argumentet er altså en invitation til refleksion, for overtalelse er noget, der sker inde i tilhøreren – heureka-øjeblikket er en subjektiv indsigt, hvis den objektive sandhed ikke er tilgængelig og håndgribelig.
For the Wildlings er Jons argument nok i sig selv, for de har allerede haft deres heureka, da de selv har set White Walkers. Det er bare ikke nok overtalelse for alle af hans brødre i The Night’s Watch, der føler sig sikrere bag Muren, hvorfor en lille fraktion tager sagen i egen hånd (#forthewatch).
Jon Snows manglende dialog omkring beslutningen – forståelsen for, at overtalelse og forandring tager tid – bliver hans død. Men modsat mange andre ledere i Game of Thrones får han en chance mere som leder, da han vækkes til live. Som leder kan man ikke altid træffe den rigtige beslutning, der tilfredsstiller alle, men man kan give overtalelsen den tid, den tager – eller i det mindste, den tid man har. Mon ikke Jon Snow har lært af den fejl, når de afgørende beslutninger skal tages i den sidste sæson?
Råd 3: Du kan og skal ikke lede alene. Og hav tre drager.
Daenerys er datter af den gale konge, der tidligere sad på Jerntronen og regerede over de syv kongeriger, der udgør Westeros. Men han havde været træls gennem en længere periode og blev offer for mytteri. Hun føler derfor, at tronen retfuldt tilhører hende, hvorfor hun ikke skal tilrane sig magten, men tage den tilbage fra tronranerne. Hendes purpose er klart: At tage, hvad der er hendes, men på sin egen måde og ikke som den gale konge.
Burn them all!" — Aerys II Targaryen
Hun starter uden penge, en hær og følgere, men tilkæmper sig alle tre dele – og i tilgift har the Mother of Dragons også, ja, nogle temmeligt badass drager til at cementere sin magt. Så hvad skal hun med strategi?
Hun kan dog ikke bare tage det hele med magt, selvom det er fristende – hvem er der så tilbage at regere over? Daenerys er som leder blevet klog af skade. Hendes mål og værdier ændrer sig også i takt med behovet fra dem, hun omgives af.
Hun har lært ikke at tage imod råd fra forkerte, da hun mistede Khal Drogo og sit (dødfødte) barn ved at stole på heksen Mirri Maz Duur, der forgiftede begge. Den erfaring formår hun at omsætte til en forholdsvist nøgtern ledelsesstil. hvor blikket er rettet stift mod fremtiden: midlet er samarbejdet, hvis hun vil nå målet.
Men hun forstår også, at hun aldrig kan lede hele riget alene, hvorfor hun forsøger at omgive sig med de rigtige coaches. Som slaven Missandei, der kender forholdene i slavebyerne, Daenerys forsøger at befri; soldaten Grey Worm, der leder hendes hær af kastrerede elitesoldater, samt Varys og Tyrion Lannister.
"I am the dragon's daughter, and I swear to you that those who would harm you will die screaming." — Daenerys
Alle bidrager med kompetencer og indsigt, der kan være med til at udvikle hendes organisation. Selvom Varys og Tyrions egne interesser er uklare, formår de som coaches at plante sandkornet og lade det vokse frem for at tromle deres egne agendaer igennem, så det bliver i overensstemmelse med Daenerys’ egne værdier.
Hendes ledelsesstrategi er derfor effektiv, da hun ikke bliver siddende i gamle værdier, men forholder sig til eksterne forandringer, søger råd og ændrer kurs. Hun forstår både at lede og træffe svære beslutninger (ikke altid uproblematisk, som Røde Kors har påpeget i en analyse af, hvordan karaktererne i GoT overtræder menneskerettighederne), men er ikke egenrådig. Hun samler i stedet et team, der kan informere hendes beslutninger.
Råd 4: Led (også) med følelserne
Ved seriens begyndelse er Jaime Lannister, spillet af vores egen Nikolaj Coster-Waldau, et temmeligt arrogant svin, der ikke tænker på andre end sig selv og søsteren Cersei, med hvem han har et incestuøst forhold – og sammen har de flere børn, der ellers udadtil går for at være Baratheons. Han er kendt i hele riget som det skarpeste sværd i skeden, hvilket han lever højt på. Han er rig, urørlig og er sammen med – omend fordækt – den smukkeste kvinde i Westeros.
"The things I do for love." — Jaime Lannister
Da han tages til fange i kamp mod Stark-familien, ændrer hans selvbillede sig. Hans arrogance koster ham flere ydmygelser og nederlag – og den hånd, han har bygget sin identitet op omkring. Uden noget at gribe fast i (med) vokser Jaime til at være andet og mere. I selskabet med Brienne, der først er hans fangevogter, indser han, at han kan være noget for andre end sig selv, og at det kan være en styrke. For eksempel beviser han det, da han vælger at redde Brienne, der er sat til at kæmpe ubevæbnet mod en bjørn – en lækker tjeneste, hun senere gengælder ved at redde ham.
Jaimes styrke som leder bliver hans følelsesmæssige intelligens, der gør ham i stand til ikke bare at forstå sine egne værdier, men også komplekse relationer. Denne følelsesmæssige indsigt bruger han til at skabe nye alliancer – som den han indgår med Catelyn for at få sin frihed. Ja, den nye følsomme personlighed har gjort ham til et mere moralsk menneske. Dette fører i sidste ende til, at han endelig kan sige nej til Cersei, der igennem serien er blevet the mad queen (mother). Husk at ha’ det føler’n.
Råd 5: Tag ansvar, når det er nødvendigt
Jaime og Cerseis bror, dværgen Tyrion Lannister (hvis man da ikke tror på fanteorierne, der forudsiger, at Tyrion kun er halvbror, da hans far er The Mad King), excellerer allerede fra seriens begyndelse gennem sit intellekt. Særligt hans evne til at skabe venner ud af fjender får ham flere gange ud af fedtefadet.
Da han altid har været et misfoster i familien og omverdenens øjne, er han særligt empatisk over for ‘cripples, bastards and broken things’, som han selv udtrykker det med reference til Jon Snow og Bran Stark, der falder i de andre kategorier. Og modsat Ned Stark forstår Tyrion godt, at han har andre værdier, men kæmper alligevel med at passe ind.
Han tilfredsstilles dog ikke af alt den vin og de horer, hans midler giver ham adgang til. Han pålægges med andre ord en række what-opgaver – som Master of Coin og Hand of the King – men mangler et why, der er i overensstemmelse med sine egne værdier.
Tyrion formår at holde rede på de mange politiske rænkespil, der udfolder sig i og uden for King’s Landing. Hans problem er bare, at han ikke formår at netværke med de rigtige, der egentlig har magten i King’s Landing, hvilket i første omgang får ham beskyldt for mordet på nevøen Joffrey (det var vist ikke et sekund for tidligt).
Han forstår ikke, at Cersei altid har set ham som en antagonist, og undervurderer derfor, hvor langt hun vil gå for at skade ham. Efter mordet på Tywin flygter han og ender hos Daenerys, der ellers har været fjenden. I hende finder han én, der også kæmper de svages kamp – og har styrken til at lægge vægt bag ordene.
“It’s easy to confuse ‘what is’ with ‘what ought to be,’ especially when ‘what is’ has worked out in your favor.” — Tyrion Lannister
Blandt Lannisterne finder han ikke de værdier, men forstår alligevel at forudsige konsekvenserne af sine egne træk, hvorfor han ikke bare klarer sig fra en svær position – som forhadt søn af Tywin og generelt udskud – men også bliver en exceptionel rådgiver, der hjælper Daenerys med at træffe de rigtige valg.
Og da hun forsvinder, bortført af sin egen drage, formår han at rette op på den mildest talt elendige situation, Daenerys (og dragernes) fravær medfører. Modstandsgruppen Sons of the Harpy myrder løs, de tidligere slaver er på randen af borgerkrig, og de tidligere slaveejere vil vende tilbage til den gamle orden. Det formår Tyrion med sin kontekstuelle intelligens at gøre noget ved, da han skaber sammenhæng både inden og uden for egne rækker i Dragedronningens byer.
6: Du må tilpasse dig og udvikle dig med din organisation
Cersei er født med en sølvske i munden og har været vant til at få sin vilje. Hendes ægteskab med Robert Baratheon fungerede fra dag ét ikke, hvilket hun aldrig kunne forlige sig med.
"A lion does not concern himself with the opinion of sheep." — Tywin Lannister
Hun blev dronning, men uden at have den magt og den lykke, hun følte, hun havde fortjent. Hendes reaktion var derfor at vende sig mod sine egne – Jaime, og de børn hun fik med ham – og iscenesætte Robert Baratheons ulykke ved at drikke ham tordnende fuld på jagten, hvor et vildsvin bliver hans endeligt. Hun giver ikke en fløjtende fuck for andet end sig selv og sine børn.
Og det er en strategi, der spiller langt hen ad vejen for hende. Hendes familie er den rigeste og mægtigste i riget, så hun kan faktisk kan gøre, som hun vil. Men hun forudser ikke konsekvenserne af, at Robert er væk – og at hendes illegitime børn ikke har krav på tronen, hvilket bliver en almindeligt kendt sandhed i løbet af serien.
Cersei formår som nærmest ingen anden – undtagen måske Petyr Baelish, der kommer langt ved at manipulere – at tilpasse sig nye situationer og udnytte dem til at få mere magt. Men hun formår ikke at skabe en bedre organisation, der kan være med til at styrke hendes position.
“I don’t care about checking my worst impulses. I don’t care about making the world a better place. Hang the world.” — Cersei Lannister
Hendes game er altid at møde hårdt med noget endnu hårdere – som da hun får Ned fængslet (og Joffrey siden beslutter, at hovedet må ryge) ved udsigten til, at han afslører sandheden om hende og Jaime.
Det er dog et våbenkapløb, hun ikke kan forudsige konsekvenserne af, for hun mister alt, hvad hun har kært (undtagen sig selv, som udover børnene står højest for Cersei). Men hun skifter aldrig stil, hun bliver ved med at kommandere i stedet for at uddelegere og ender derfor med at skabe situationer, hun ikke er helt i kontrol over. Og hun forstår ikke verdenen uden for slottet i King’s Landing, hvorfor hendes organisation er langt fra hende.
I takt med, at hendes konflikter har grebet om sig i omfang, er behovet for omstilling og fleksibilitet øget. Og uden en større organisation kan hun ikke forudsige, hvad hendes reaktion på udfordringerne skal være. Hendes konstante brug af hård magt med hård magt på har skaffet hende Jerntronen, men har også tvunget hende til at få en utilregnelig allieret i Euron Greyjoy.
Men han kan sejle sin vej og er, ligesom hende, tilsyneladende ligeglad med, at verden, som de kender den, er på vej til at gå under. Hendes mål er at udrydde alle fjender, og hendes succeskriterier er at beholde magten og få mere magt. Men hun forstår ikke, hvilke udfordringer der faktisk er på vej. For hendes problemer er først virkelige for hende, når de er i King’s Landing – hvorfor tænke på, at man kommer til at fryse til vinter, når det nu er sommer?
Råd 7 : Husk, at kaos er en stige
Petyr Baelish aka. Littlefinger forstår ligesom Cersei at tilpasse sig og tilrane sig mere magt. Han starter serien som bordelejer, der har fået en plads ved kongens råd, til senere at have land, en titel og en hær fra The Vale. Hans organisation er altså vokset eksplosivt, men Littlefingers taktik er den samme: Hvis ingen ved, hvad du virkelig vil have, kan de ikke ødelægge det for dig. Hans filosofi er den hårdnakkede systemdisruption. Der skal kastes en håndgranat i maskinrummet, for ingen forventer det af ham, når han ikke har nogen motivation for det.
“Chaos isn't a pit. Chaos is a ladder. Many who try to climb it fail and never get to try it again. The fall breaks them. And some are given a chance to climb. They refuse. They cling to the realm or the gods or love. Illusions. Only the ladder is real. The climb is all there is.” — Petyr Baelish
Og han har ret i, at kaos vitterligt er en stige. Problemet er bare, at trinene bliver mere og mere uoverskuelige at nå uden hjælp. Målet om opstigning er alt, hvad der tilsyneladende fylder for Baelish, men da først hans manipulative stil bliver synlig for Sansa, virker han som en one trick pony. Og derfor kan Sansa og Arya regne ham ud og – måske (littlefingers crossed) – gøre det af med ham.
Modsat Cersei har Baelish forstået, at forandringer ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Det kan være et mulighedsrum, hvis man forstår at udnytte det. For Baelish virker det, indtil det ikke gør, men hans odds var også dårlige fra starten uden familie, magt og et navn – en organisation, der kan rådgive og tage fra.
Game on
Seriens grundlæggende spørgsmål er så for de mange ledere : "What do we say to the God of Death?", som Aryas 'danselærer' Syrio Forel letsindigt siger. For kun døden og afslutningen er sikker. Som Ramsay Bolton siger: “If you think this has a happy ending you haven’t been paying attention.” Det gælder desværre også tit i ledelse i virkeligheden. Spillet om tronen er altid i gang – tør du være med?
