Laver sosu'er LA's kampagner, Alex Vanopslagh?

Partiformand for Liberal Alliance (LA), Alex Vanopslagh, skyder med skarpt på bl.a. kommunikatører og journalister i en kampagne, der sætter fokus på administrativt "pseudoarbejde", som LA mener, kan skæres væk i det offentlige. Så Kforum spurgte, hvem der egentlig laver LA's kampagner?
LA nævner kommunikatører som administrative medarbejdere, der kan spares væk i det offentlige, selvom partiet selv flittigt bruger kommunikatører til at lave de mange kampagner. Foto: Ida Marie Odgaard
LA nævner kommunikatører som administrative medarbejdere, der kan spares væk i det offentlige, selvom partiet selv flittigt bruger kommunikatører til at lave de mange kampagner. Foto: Ida Marie Odgaard
Liberal Alliance (LA) skyder efter bl.a. kommunikatører og journalister i to nye kommunikative fremstød på sociale medier, hvor partiet kritiserer mængden af administrativt ”pseudoarbejde” i det offentlige.
 
Det på trods af partiets flittige brug af egne kommunikatører til de mange, i øvrigt roste, kampagner, partiet har stået for i den seneste tid.
 
Partileder for LA, Alex Vanopslagh, har offentliggjort en video på sin Twitterprofil, hvor han nævner kommunikationsspecialister og journalister som eksempler på såkaldte kolde hænder, der sidder med administrative opgaver i det offentlige, som man sagtens kan skære væk, uden at det går ud over kerneopgaverne.
 
 
LA har også lavet et lykkehjul på Twitter, hvor der står: ”Mette Frederiksen, hvem hyrer du næste gang?”. På lykkehjulet er der 13 forskellige beskæftigelser, som pilen kan lande på. Blandt dem er kommunikationsspecialister, webredaktører og journalister.
 
 

Hvem har lavet dine kampagner, Alex?

Inddragelsen af kommunikatører og journalister i en politisk dagsorden møder kritik af Allan Boye Thulstrup, næstformand i Dansk Journalistforbund.
 
”Jeg synes, at det er billige point i optakten til en valgkamp. At kalde det arbejde, de udfører, for pseudoarbejde er simpelthen mangel på forståelse for, hvor vigtig en opgave de løser,” siger han til Journalisten og fortsætter:
 
”Deres arbejde er for eksempel at gøre det klart, hvordan den nye skraldeordning fungerer, så man ved, hvordan man skal sortere det i 10 forskellige spande ved hjælp af grafik og tekst. Den slags virker kun, hvis der er nogle, der kan forklare, hvordan det skal foregå. På sygehusene og i sundhedssystemet er det helt afgørende, at borgerne forstår, hvad der står på hjemmesiden og på sundhed.dk, så det ikke er fagsprog med latinske forkortelser,” siger Allan Boye Thulstrup.
 
 
Kforum ville gerne have spurt Alex Vanopslagh, om det mon var sosu’er eller sygeplejersker, der har lavet LA's kampagner? Og hvorfor han synes, kommunikatørers arbejde kan spares væk uden konsekvenser, når LA selv flittigt bruger egen kommunikationsafdeling til at lave kampagner.
 
LA's presseafdeling har oplyst, at de springer interviewet over i denne omgang.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job