Løkkes ghettoblaster
Retorikprofessor og k-ekspert Christian Kock analyserer statsministerens nytårstale, der lod sig kendetegne ved det store "vi", formuleringer på pixibog-niveau og et lidt for stort fokus på udlændingepolitik. Løkke forspildte sin mulighed for at vise lederskab.
Efter nytårstalen, på vej ind til gallataffel med dronningen, hørte vi lige Løkke repetere alle hovedpunkterne i talen, og der blev også lejlighed til at presse en bemærkning ind om, at den gode udvikling, vi nu har i gang, skyldes nogle svære beslutninger fra ”sidst jeg var statsminister”.
Alt det gode skyldes hans egne blå regeringer, og den mellemliggende røde Thorning-regering har ikke gjort noget positivt – skønt den jo gennemførte meget af den blå agenda. Men politikere som Løkke har et politisk DNA, som umuliggør den slags favorabel omtale.
Det var dog værd at undersøge, om ikke den art henkastet selvros i virkeligheden fremmedgør flere potentielle vælgere, end den tiltrækker.
Lad os se nærmere på, hvad Løkke gør i sin tale – ikke bare på, hvad han siger.
Lars Løkkes nytårstale 2018.
Det store "vi"
En gennemgående figur i statsministres taler til nationen er det flertydige ”vi”. Når f.eks. Løkke siger, at ”der er rift om det særlige, vi kan”, så betyder vi klart nok danskerne som folk. Men se så dette afsnit: ”Vi høster nu frugterne af de tunge beslutninger, vi tog efter finanskrisen. Reformer af dagpenge. Efterløn. Kontanthjælp”. Ja, så er det første vi stadig os danskere – men det andet vi, som tog beslutningerne, er pludselig Løkke og hans daværende regering.
Mange mærker sikkert ikke glidningen fra vi = danskerne til vi = min regering; det er som om, de to ting er ét og det samme. Og ”vi” (det betyder altså nærmest regeringen og alle danskerne, som om de netop er det samme) skal ”sikre, at de gode tider varer ved”, siger Løkke. Her kommer den planlagte skattereform så ind – den lanceres hermed som et tiltag, der især skal kompensere ”dem med de mindste lønninger” (altså de, der især blev ramt af Løkkes egne reformer).
Det bliver interessant at se om den skatteomlægning, der måske vedtages efter nytår, faktisk vil komme dem med små og beskedne indkomster mest til gode.
Kan Løkke holde balancen?
De fleste husker sikkert finansminister Kristian Jensens yderst gennemskuelige lancering af regeringens planer for skattereform, hvori han beregnede 1) reformens procentuelle gevinst for hhv. en direktør og en kassedame i hovedstadsområdet 2) efter betaling af boligudgift, idet han helt bizart antog, at 3) begge havde den samme boligudgift. Bliver der mon brug for tilsvarende innovativt tal-spin, når Løkke ret snart skal få en kommende skattereform til at fremstå som om, den især begunstiger de lavest lønnede?
Det er nemlig det, han påstår ved at koble sin passus om en skattereform sammen med den om, at det nu går godt takket være hans, Løkkes, tidligere reformer.
Men altså, denne reform, der siges at lette skatten særligt for de mindste lønninger, kan ifølge Løkke lade sig gøre samtidig med, at vi investerer mere i sygehuse, ældrepleje og velfærd. Denne diskutable påstand er der ingen argumentation for, altså ud over ordene: ”Takket være fortidens (læs: Løkkes) ansvarlige reformer.”
Men nyd nu afsnittet, der siger: ”Både lavere skat. Og bedre velfærd. Jeg går ind for den balance.” Man er lige ved at lade den passere – altså antagelsen om, at disse to ting udgør en balance. Men en balance plejer jo at bestå i, at der er noget på begge sider af en sag, dvs. på begge vægtskåle. Det er der ikke her. Både lavere skat og bedre velfærd er på samme vægtskål, nemlig som tiltag, der belaster kongerigets årsregnskab.
Færre indtægter, større udgifter? Mon ”balancen” så holder? Tjah, måske. Og vi ville jo alle værdsætte et liv præget af den art ”balancer”. Lad os være enige om, at vi fremover vil betale mindre for alting, men til gengæld få mere af alting.
Løkkes ”balance” er en påstand, som bare henkastes, men som trænger til yderligere forklaring. Er det alene de ”ansvarlige reformer”, der sikrer, at det kan lade sig gøre? Eller skal ”balancen” også sikres af en lang række kommende nedskæringer, der ikke nævnes, på områder, der heller ikke omtales i talen med et ord? Mere om dem nedenfor.
En utrolig dramatisk nytårstale. #nytaarstale #nytaarstalen #dkpol pic.twitter.com/fsnlblf7Ya
— Søren B. Clemmensen (@BangClemme) 1. januar 2018
Løkke på Pixi-niveau
Løkke lever højt på, at han er god til at koge svære problemstillinger ned til Pixi-niveau: ”Jeg er overbevist om, at det at have noget at stå op til. Være en del af fællesskabet på en arbejdsplads. Det betyder noget. Det betyder meget.” Ikke alene er sætningerne ustandselig klippet over mellem subjekt og verbum med punktummer, hvis ikke verbet droppes helt, men sætninger som de to sidste viser Løkkes ekstraordinære omhu for at få dem på ståpladserne med.
Vi er her i gang med talens suverænt største del, som faktisk udgør 65 procent. Og her finder vi Løkkes mest afgørende retoriske valg. Efter først at have talt om, hvor godt det går, og i hvor høj grad hans regering (”vi”) gør det rigtige, kommer der ca. 10 procent om skattereform/-lettelser og derpå to tredjedele om bekæmpelse af parallelsamfund og ghettoer.
Man kunne sagtens levere en typisk politisk-kommentator-analyse af dette valg: Det er sikkert smart strategi af Løkke i hans nuværende klemte situation, at han på netop disse to emner søger at signalere attituder, der måske kunne forene Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Skattelettelse, ja, men især til de lavest lønnede. Hårdt sprog imod de problemer, som (nogle) indvandrere skaber, ja, men dog samtidig åbenhed og velkomst til det flertal af dem, som vælger Danmark til og bidrager til fællesskabet.
Men uanset om sådan en analyse, der anlægger Løkkes eget strategiske standpunkt, er rigtig eller ej, altså uanset om hans satsning i talen er smart eller ej, så er det en analyse, vi kan overlade til de politiske kommentatorer. Der er mere brug for en anden art analyse, som kommentatorerne aldrig vover sig ud i: Er dette her, hvad situationen og den danske befolknings behov tilsiger, at vor politiske leder skal tale til os om lige nu?
Talens (lidt for) store tema
Der er ikke tvivl om, at et stort flertal deler opfattelsen om, at parallelsamfund osv. er et problem, der skal gøres noget ved. Eller rettere, det er ét problem. Man kan så diskutere, om Løkke overhovedet siger noget nyt med hensyn til, hvad der skal gøres. Og om hvad årsagerne er. Vi hører kun, at ”årtiers slappe udlændingepolitik har gjort sit. Der blev lukket flere ind i Danmark, end vi magtede at integrere”.
Hvilken slap udlændingepolitik? Er det den, Løkkes egen minister, Støjberg, praktiserer? Eller hans egen tidligere regering, som han så gerne fremhæver? Mener han med slaphed alene det, at der blev lukket så mange ind, som der gjorde?
Flashback til da Inger Støjberg fejrede 50 nye stramning i udlændingepolitikken tilbage i marts 2017.
Her er vi ved et par af de mest udbredte tricks i den danske udlændingedebat. Det ene er, at man stiller tingene op, som om man enten må mene, at antallet betyder noget, og det indebærer så tilsyneladende, at antallet skal holdes så lavt som muligt. Eller, hvis man ikke mener det, får man tillagt det synspunkt, at antallet intet betyder, hvilket oversættes til, at man mener, vi skal tage ”alverdens flygtninge”. Hermed er en konkret diskussion af, hvor mange og hvilke kategorier af flygtninge vi kan tage, effektivt afsporet.
Det andet trick er, at hvis man er enig i den banale konstatering, at antallet betyder noget, så bliver det nemt udlagt som en enighed om, at kun antallet betyder noget. Som om antallet, der lukkes ind, alene afgør, hvor store problemer vi får med integration, parallelsamfund osv. Som om den siddende regerings politik i alle mulige andre henseender intet betyder for, om integration osv. går godt. Den opfattelse får vi stiltiende med i pakken, når vi hører Løkkes analyse. Som om f.eks. den sproglige manøvre, at man kategorisk stempler visse boligområder som ”ghettoer”, ikke er med til at holde de beboergrupper, man ønsker i områderne, væk fra dem.
Men o.k., der er næppe tvivl om, at ”parallelsamfund” er ét problem i Dannmark. Er det imidlertid så stort og overskyggende, at vor politiske leder helliger 2/3 af sin nytårstale til det – den tale, hvor han én gang om året får chance for at tale direkte til et stort flertal om vort lands situation, ikke som partileder, men som landets leder? Er det problem så stort, at kun skattelettelser får lov at komme med som sidetema?
Så har vi vist hørt nok om indvandrere og flygtninge i #nytaarstalen Der er faktisk andre ting at tale om i #dkpol
— Eva Maria Gram (@EvaMariaGram) 1. januar 2018
Der er som nævnt rigtig mange emner, der beskæftiger rigtig mange danskere og burde beskæftige endnu flere. Lad os nævne i flæng: Uddannelse og andre spørgsmål, som især de unge stiller, forskning, kultur, sundhedsvæsnets tilstand, udfordringen fra ”fake news” m.v., ligestilling, transport, energi, miljø, klima, livskvalitet, fattigdom, militær, Danmarks udenrigspolitik og -tjeneste, udenrigske trusler fra Putin, Nordkorea m.v.
Pointen er ikke, at Løkke skulle sige noget begavet om alle disse emner i én tale. Pointen er, at han som leder kunne og skulle have udvalgt dem, som det ud fra landets fælles bedste er mest vigtigt, at vi danskere tænker over, søger oplysning om og diskuterer.
Vis nu lederskab, Løkke!
Løkke har i flere sammenhænge (også i denne tale) med rette talt for, at vi skal bevare muligheden for at tale sammen hen over forskelligheder og divergerende meninger. Vi skal ikke kopiere USA i disciplinen polarisering. Men i sin nytårstale forspildte han chancen for at vise lederskab.
Han pegede ikke på den håndfuld emner, vi anno 2018 har mest brug for at få talt sammen om – og ud fra hvilke værdier han mener, vi skal gøre det. Parallelsamfund kan være ét af dem. Men at gøre det til det eneste eller altoverskyggende emne er en ansvarsforflygtigelse, der kun giver mening ud fra en rent selvisk, strategisk opfattelse af, hvad en politisk leder skal gøre med sine ord.
--------------------------------------------
De siger, de andre:
Chefredaktør Rune Lykkeberg i Information.
Politisk reportere Theis Lange Olsen og Kasper Duncan Gram på dr.dk
Politisk kommentator Thomas Larsen i Berlingske.
Politisk kommentator Thomas Østerlin Koch i Politiken.
Politik- og kommunikationschef i tænketanken Cevea, Kasper Fogh, i Radio24Syv.
