Løkkes retoriske kattelem i kvotekongesagen

Da Bill Clinton i slutningen af 90’erne stod ansigt til ansigt med folkets og Kongressens dømmende øjne i sagen om Monica Lewinsky, sneg Clinton sig gang på gang ud gennem – hvad man kan kalde – den retoriske kattelem. En strategi som måske i sidste ende betød, at Clinton undveg impeachment og kunne fortsætte som præsident. Da Lars Løkke Rasmussen i går mødte op i oppositionens golgatasamråd i Miljø- og Fødevareudvalget, måtte han for anden gang på blot 3-4 måneder forklare sin ”relation” til de omtalte kvotekonger. Og selvom der er langt fra sexskandaler til kvotekonger, virker det unægteligt som om, at den omtalte fisker fra Thyborøn og Monica Lewinsky har mere til fælles end som så.
Onsdag d. 31. januar var Lars Løkke Rasmussen kaldt til åbent samråd i Miljø- og Fødevareudvalget vedrørende statsministerens relation til kvotekonger. Hans forsvarstaktik var den retoriske kattelem, som vi kender så godt fra Clinton/Lewinsky-sagen. Scanpix: Thomas Lekfeldt.
Onsdag d. 31. januar var Lars Løkke Rasmussen kaldt til åbent samråd i Miljø- og Fødevareudvalget vedrørende statsministerens relation til kvotekonger. Hans forsvarstaktik var den retoriske kattelem, som vi kender så godt fra Clinton/Lewinsky-sagen. Scanpix: Thomas Lekfeldt.
Løkke har i de sidste måneder og med samrådet i går benyttet sig af stort set samme strategiske værktøj, som Bill Clinton gjorde for ca. 20 år siden, og som oldtidens sofister benyttede før ham, nemlig stasislæren. Stasislæren handler i al sin enkelthed om, hvilke standpunkter man kan indtage. Man kan lægge vægten på det faktuelle: ”Det har jeg aldrig sagt eller gjort”.
 
Clinton nægtede og nægtede  og det viste sig at være en god strategi.
 
Man kan lægge vægten på definitionen: ”Hændelsen fandt sted, men havde ikke den karakter, som anklageren tillægger den”. Eller man kan pege på omstændighederne: ”Hændelsen fandt sted, men anklagede var utilregnelig på tidspunktet”.
 
Det, der gør sagerne med Clinton og Løkke interessante i forhold til stasislæren, er, at de begge i mere eller mindre grad brugte/bruger stasislæren som en slags strategisk udvej fra tidligere forklaringer (deraf kattelem). For eksempel kan det, der i første omgang umiddelbart ligner faktuel benægtelse, faktisk vise sig at være et spørgsmål om definitioner eller omstændigheder. Som Clinton sagde: ”It depends on what the meaning of the word 'is' is”.
 
For at forstå, hvordan Løkke har brugt den retoriske kattelem, skal vi tilbage til den 9. november 2017, hvor Marie Reumert-Gjerding (Ø) har indkaldt Løkke i samråd.
 
Har Løkke nogensinde benægtet relationen til kvotekonger?
På samrådet bliver Løkke af flere omgange spurgt af den socialdemokratiske fiskeriordfører Simon Kollerup, om han har en ”relation” til ”kvotekonger”. Statsministeren afværger første spørgsmålsrunde ved ikke at svare på spørgsmålet og angribe spørgsmålets ordlyd:
 
"Så vælger jeg så at overhøre den her mærkelige insinuering om, at jeg skulle kende kvotekonger, og jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag den upassende bemærkning." Løkke bruger senere samme trick med et modspørgsmål, da der igen bliver spurgt ind til relationen ved blandt andet at kalde den 'åbenlys':  "Hvad er det for en relation? ... Og hvad gemmer der sig bag at anføre noget sådan? Det vil jeg da gerne høre lidt mere om."
 
Når Løkke undviger spørgsmålene, kan det ved første øjekast opfattes som en faktuel benægtelse, for hvorfor ikke bare svare på spørgsmålet? I en overskrift fra DR får man således også opfattelsen af, at Løkke skulle have benægtet enhver form for relation til kvotekonger:
 
Kilde: DR
 
Sagen er den, at Løkke ikke eksplicit har benægtet at have en relation til kvotekonger i samrådet fra den 9. november eller i interviewet til DR den 21. januar. I stedet har Løkke etableret den første kattelem i hele kvotekongesagen ved at forskyde præmissen for spørgsmålet ved at svare: ”Jeg har ingen relation til kvotekonger eller nogen relationer, som er styrende for mit politiske arbejde overhovedet.”
 
Med ledsætningen ”som er styrende for mit politiske arbejde” kan Løkkes udsagn i princippet bære, at en relation har doneret 50.000 til LøkkeFonden, at han har benyttet sig af et privat gave fra John-Anker Hametner, og de to ses sammen til en nytårskur. For Løkke siger jo ikke, at han ikke har en relation til kvotekonger; han siger blot, at han ikke har haft en relation, som har været styrende for sit arbejde som statsminister.
 
But perception is reality. Selvom udtalelsen i princippet holder vand, er der også risiko for, at offentligheden hiver bundproppen ud af argumentationen. Problemet for statsministeren er, at hans udtalelser ikke altid gengives i sin hele form – ligesom ovenstående eksempel med DR.
 
Dermed kan den brede offentlighed få indtrykket af, at Løkke direkte benægter enhver form for relation, hvilket i den grad komplicerer Løkkes forklaring, når der dukker historier op om relativt store tilskud til LøkkeFonden fra kvotekonger, sommerhusgaver mm.
 
Men Løkke må bekymre sig om offentligheden senere. For han har et politisk definitionsproblem, som er meget større.
 

Her forsvarer Løkke sommerhussagen komfortabelt tæt på fadølsanlægget. Klik for at se klippet.
 
Kampen om definitionsretten – går den, så går den
I samrådet den 9. november siger Løkke til endnu et spørgsmål om kvotekonger: "Jamen, hvad er relationer til kvotekongerne, og hvem er kvotekongerne?" Hermed bevæger Løkke sig altså ud i endnu et slag i den definerende fase – et slag, som viser sig at være tabt på forhånd.
 
For med ligeså stor kraft som Løkke fordømte de værdiladede spørgsmål i Simon Kollerups brug af ”kvotekonger”, ligeså hårdt rammer boomerangen hånden, der kastede. Den person, der refereres til med ”kvotekonge”, er formentlig en fisker fra Thyborøn, der sidder på en stor del af de såkaldte IOK-kvoter, ifølge Fiskeristyrelsen. Dermed er han ifølge Dansk Folkepartis Ib Poulsen selvskrevet som kvotekonge. Hvis Løkke fastholder denne forklaring, bliver det altså ikke uden modstand.
 
Dernæst kommer spørgsmålet om definition af ordet ”relation”. Hvad ligger der i det? Efter en længere fortælling i samrådet den 9. november om, hvordan Løkke mødte fiskeren fra Thyborøn, definerer han selv opfattelsen af, hvad ordet ”relation” dækker over:
"Men jeg har ikke nogen – hvis der ligger det i det – relation, der på nogen måder skulle være styrende i forhold til, hvad jeg går og tænker. Og det er jo den insinuering, der ligger nede bagved på en meget forfinet måde, og som jeg synes er  altså, for nu at sige det på dansk  ulækker og uværdig."
 
Hvornår og hvordan skelner man mellem statsministeren og privatpersonen Lars Løkke Rasmussen? Og hvornår er noget ”styrende” for ens politik? Igen ender vi et slagsmål om definitioner.
 
Det er dog tvetydigheden i ordene ”relation” og ”at kende nogen”, som har givet denne sag et ekstra løft. For hvis man forstår ordet ”relation” som at ”kende nogen”, har Løkke kraftigt indikeret på samrådet den 9. november, at han ikke kender kvotekonger. Det fremgår af ovenstående, hvor Løkke siger:
 
”Så vælger jeg så at overhøre den her mærkelige insinuering om, at jeg skulle kende kvotekonger, og jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag den upassende bemærkning.”
 
Løkke affejer altså spørgsmålet om at kende kvotekonger, selvom han i selvsamme samråd fortæller om, hvordan han har mødt fiskeren fra Thyborøn – det bliver altså lidt selvmodsigende.
 
Hvordan skal Løkke nu forklare sammenhængen i alt det, der blev sagt på samrådet i november? Der er som sagt ingen nem udvej i kvotekonge-definitionen, og det efterlader ham med to muligheder: 1) En forklaring, hvor han begrunder, hvordan han har opfattet spørgsmålet om relationen til kvotekonger. Dermed kan Løkke forsvare, hvordan han til samrådet forkastede spørgsmålets ordlyd. 2) En undskyldning, hvor han beklager at have udtrykt sig upræcist på sidste samråd, da han tog afstand til spørgsmålet om at kende kvotekonger.
 
Løkkes inkonsistens risikerer altså at gøre sagen endnu mere bøvlet, og redningskransen er enten en undskyldning eller en uddybelse af, hvordan han har opfattet og fortolket spørgsmålet. Det skal dog vise sig, at Løkke endnu en gang sniger sig ud gennem kattelemmen på en meget subtil måde.
 

Lars Løkke Rasmussen i samråd onsdag d. 31. januar.
 
Løkke lukker og slukker, men efterlader døren på klem
Og så kommer vi til samrådet i går onsdag den 31. januar. Inden samrådet stod det klart, at statsministeren ønskede at skelne mellem sin Outlook-kalender i Statsministeriet og private aftaler, eftersom han på forhånd havde afvist en række samrådsspørgsmål om relationen til kvotekonger, fordi det ikke havde forbindelse til virket som statsminister. Samrådet var i den grad også præget af denne skelnen.
 
Først og fremmest, fordi Løkke vælger at holde sig til forklaringsmulighed ét; altså opfattelsen af spørgsmålet om relationen til kvotekongerne: ”Jeg opfattede spørgsmålene som en underforstået henvisning til en konkret fisker fra Thyborøn. [...] Der har i hvert fald ikke været tale om en relation til den pågældende eller andre fiskere for den sags skyld, der på nogen måde har været styrende for mit virke som statsminister.”
 
Løkke forholder sig nærmest ikke til sine tidligere udsagn, hvor han tager afstand fra spørgsmålet om at skulle kende kvotekonger; faktisk taler Løkke direkte hen over den anklage. Gentagne gange siger han således, at sagens kerne handler om, hvorvidt relationen har været styrende for hans arbejde som statsminister. Dermed anerkender Løkke nu definitivt, at der faktisk eksisterer en relation, hvilket nærmest har været omdrejningspunktet for hele anklagen – men det hopper Løkke elegant over ved igen at lægge vægt på relationens politiske indflydelse.
 
Det betyder, at Løkke nu har benyttet sig af en ny kattelem; sagen handler nu om omstændighederne for relationen til kvotekongen. Hvis sagen ikke slutter her, vil vi nok opleve, at det især er omstændighederne for Løkkes relation til kvotekongen, der gør sig gældende for debatten, for ifølge samrådet i går hersker der ikke længere tvivl om, at Løkke har haft en relation til kvotekonger. Hvorvidt denne relation så er problematisk, må være op til omstændighederne.
 
Men Løkke efterlod også døren på klem. På et tidspunkt siger han: ”Men det egentlige spørgsmål [...] det er jo, om det på nogen måde påvirker min eller regeringens politik. Og der er svaret helt entydigt: Nej.” Ordet ”påvirke” er et mildere eller svagere ord en ”styrende”, og derfor risikerer Løkke altså endnu en tur i definitionsmøllen – for i hvilken relation er man fuldstændig upåvirkelig?
 
Hvor sagen helt præcist ender er uvist, men hvis den fortsat følger sporene på Clintons strategi i Monica Lewinsky-sagen, så kan vi se frem til en statsminister, der i bedste sendetid taler til hele folket for beklage sin upassende relation til kvotekonger. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job