8. marts-læseliste

Christina Bech Winckler, direktør, Kforum

Efter en uges kaos og kærlighed i Legoland med mine børn havde jeg brug for et par stille aftener kun i eget selskab med en god bog, og derfor købte jeg en tidlig fødselsdagsgave til mig selv, nemlig historiker Gry Jexens bog Kvinde kend din historie. Hun portrætterer 50 glemte danske kvinder, der gennem de sidste 500 år har været skelsættende i dansk og international sammenhæng, men som indtil nu aldrig har optrådt i historiebøgerne. Det har deres brødre/mænd/venner m.fl. til gengæld – nogle som “ophavsmænd”.

Bogen er et produkt af en formidabel research og nøgtern skildring af danske kvinders virke og plads i historien. Gry Jexen leverer portrætterne elegant og undgår dermed offer- eller heltindehistorier, men holder snuden i sporet.

Bogen er et opgør med devisen om, at kvinders plads i historien skal opfindes i ligestillingens navn. Via arkiver og tung research fortæller Kvinde kend din historie om alle de fantastiske kvinders liv, virke og indflydelse – både på institutioner og processer – og er et vidnesbyrd om, hvad de danske kvinder historisk har været udsat for i kampen for at gå forrest og skabe bedre muligheder for alle os, der kom til efterfølgende.

Kvinde kend din historie af Gry Jexen. Foto: Gyldendal

Maria Brus, journalist og redaktør for sociale medier og community, femina

Jeg genlæste for nyligt Chris Kraus' I Love Dick, fordi jeg havde akut brug for at komme over en ikke-gengældt forelskelse, og den er virkelig eminent. Bidende, sjov, frustrerende, insisterende og vedkommende. Helt kort: Bogens jeg, Chris Kraus, bliver vanvittigt (i ordets mest bogstavelige forstand) forelsket i sin mands kollega, Dick, som hun har mødt en gang. Hun – og hendes mand – begynder at skrive kærlighedsbreve til kollegaen, og det bliver til en undersøgelse af relationen mellem mænd og kvinder i kunst, kærlighed og samfund som helhed og en undersøgelse af, hvem der får lov til at få taletid og fortælle historien om sig selv. En kæmpe klassiker og en kæmpe anbefaling.

I Love Dick af Chris Kraus. Foto: Profile Books Ltd

Anna Rørbæk, selvstændig rådgiver i strategisk kommunikation

Da jeg blev 40 år, fik jeg bogen Argumenter imod kvinder af min veninde. Efter at have læst den forstår jeg, hvilken kamp min mors generation, mine bedstemødre og oldemødre har kæmpet for mig og min generation. Bogen indeholder nogle af de argumenter og fordomme fra den offentlige debat, som kvinder har mødt i en lang kamp for ligestilling. Argumenterne er sat ind i den specifikke historiske sammenhæng, og jeg er blevet en del klogere undervejs: Jeg forstår, at det trods alt har rykket sig, selvom ligestillingskampen endnu er i gang og slet ikke slut. De kan godt, de vil gerne: Kvinder i bestyrelser er den anden bog, jeg vil anbefale. Den er skrevet af min tidligere chef Bolette Christensen og Lilian Mogensen, og den tager fat på myterne og barriererne og ser på, hvad bestyrelserne, virksomhedsledelserne, headhunterne og kvinderne kan gøre for at få mere diversitet ind i landets bestyrelseslokaler. For vi kan jo godt, og hvorfor skulle vi ikke ville bestyrelsesarbejde?

Argumenter imod kvinder af Birgitte Possing. Foto: Strandberg Publishing

De kan godt, de vil gerne: Kvinder i bestyrelser af Bolette Christensen og Lilian Mogensen. Foto: Gyldendal Business

Prince Henry, aktivist, model og debattør

Notes of a Native Son af James Baldwin. Foto: Beacon Press.

Bogen er fra 1955 og består af en samling essays, der bl.a. handler om livet i Harlem, protestnoveller, film og repræsentation. Den behandler temaer som identitet, søgen, og hvordan det er at være en sort person uden for Amerikas grænser. Den følger uretfærdighederne i Baldwins eget land, Amerika, og de konsekvenser, som dette har på hans krop, for hans liv og hans muligheder. Baldwin formår på menneskelig vis at tydeliggøre, hvad det betyder at være en sort person i en hvid verden.

Notes of a Native Son af James Baldwin. Foto: Beacon Press.

Rikke Viemose, journalist, forfatter og kommunikationsrådgiver

ALLE burde læse Caroline Criado Perez’ prisvindende bog Usynlige kvinder.

Forfatteren vandt den britiske Science Book Prize for den i 2019, og den er en åbenbaring og en gave til ligestillingsdebatten. Jeg har været meget inspireret af den, da jeg skrev Nu taler jeg. Modsat min bog, hvor jeg også inddrager mine egne subjektive erfaringer, er denne ren fakta og videnskab. Alligevel stryger man igennem den, fordi forfatteren – med de data, der allerede findes i verden – skriver nye overraskende indsigter frem.

Bogen er én lang bevisførelse for, hvordan vi på alle områder har indrettet verden til mænd. Perez ser blandt andet på uddannelsessystemet, på infrastruktur, på forskellige dele af arbejdsmarkedet, på medicinalindustrien, på design.

Jeg tror, at alle læsere vil blive overraskede. Selv dem, der i forvejen har blik for kønsdiskriminerende strukturer.

Usynlige kvinder. Data i en verden designet til mænd af Caroline Criado Perez.

Marie Valentin Beck, selvstændig diversitetsrådgiver i Bureau M

Det seneste år har jeg været optaget af den amerikanske digter, dramatiker og Yale-professor Claudia Rankines bog Just Us. Meget af mit arbejde med diversitet og inklusion handler om at få folk til at forstå, hvordan verden behandler dem, der har en anden identitet end en selv. I Just Us har Rankine undersøgende og reflekterende samtaler med sig selv – og dem omkring sig, om hvad køn og race betyder i de helt lavpraktiske mellemmenneskelige interaktioner. Den oprigtige nysgerrighed og den ærlighed omkring sin sorg over forskelsbehandling, som hun har med i samtalen med hvide mænd om hele spørgsmålet om privilegier, er meget inspirerende.

Just Us af Claudia Rankine. Foto: Penguin Books Ltd

For tiden bruger jeg også idéhistorikernes Mikkel Thorups bog Antifeminisme til bedre at forstå den modstand, som brud med de traditionelle kønsforståelser møder. Både den traditionelle manderolle og den traditionelle kvinderolle. Thorup viser sammenhængen mellem kulturhistorie, globalisering og så den modstand, kvinder og minoriteter møder i dagligdagen – nogle gange i ekstrem form, især på nettet og i de identitetsfællesskaber, der findes om dét. Den er et vigtigt indlæg i debatten om identitetspolitik.

Antifeminisme af Mikkel Thorup. Foto: Antipyrine

Til sidst skal arkæologen Mary Beards Kvinder & Magt anbefales til dem, der skal i gang med den første feministiske læsning. Med hendes både underholdende og let læselige manifest forstår man, at der går en lige linje fra sexismen i Trumps valgkamp ned til antikken. Demokratiets vugge gav bestemt ikke stemme til hele folket, og det skæve fundament døjer vi stadig med den dag i dag – på trods af formel ligebehandling, og at de fleste taler meget pænere end Trump. Den burde være obligatorisk pensum på journalistuddannelserne.

Kvinder & Magt af Mary Beard. Foto: Gads Forlag.

Nanna Vestgård, selvstændig retorisk rådgiver

Blondinens betragtninger af Helle Thorning-Schmidt har gode pointer og betragtninger fra en kvinde, der selv har stået i midten af magten og mærket alle de problematikker, der er ved at være magtfuld kvinde. Gode eksempler og dejlig selvrefleksion fra den tidligere statsminister.

Blondinens betragtninger af Helle Thorning-Schmidt. Foto: Forlaget 28B

Jakob Sheikh, journalist og forfatter

Når vi taler strukturel ulighed, så er en af forklaringerne på uligheden mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet den internaliserede opfattelse af, at mænd naturligt er bedre egnet til at lede og føre an end kvinder. Mænd besidder flere lederjob, får højere lønninger og forfremmer statistisk set oftere mænd.

Skal vi gøre op med de strukturer, skal vi ikke kun forstå, hvordan den opfattelse har indlejret sig, men også hvorfra den kommer. Hvor historisk betinget den er. Her var Svetlana Aleksijevitj en åbenbaring for mig, første gang jeg læste hende. Aleksijevitj skriver ofte om en verden i opbrud, og når verden er i opbrud, sker der altid det forunderlige, at kvinderne forsvinder fra den kollektive historie. Tag krig som eksempel. Lige nu i Ukraine fremstilles mænd som kæmpende soldater og beslutsomme ledere. Kvinder kæmper også på slagmarken, i regeringskontorerne eller på hospitalerne, men vi hører kun om dem i passiv form: som flygtende, som mødre, som opbakning for deres ægtemænd.

I Krigen har ikke et kvindeligt ansigt skriver Aleksijevitj en række kvindelige stemmer frem fra tiden under 2. verdenskrig, hvor en million russiske kvinder melder sig under Den Røde Hær. De var både piloter og snigskytter, men er modsat mændene aldrig blevet hyldet som helte. Aleksijevitj viser ikke bare, hvordan den konsekvente fortællemæssige udgrænsning af kvinder har formet det russiske samfund. Bogen siger også noget fundamentalt og meget vigtigt om, hvordan vores egen historie har farvet os og sat barrierer op i ligestillingskampen, hvilke vi stadig i 2022 mangler at nedbryde.