Ælle bælle Hella-fælde!

Hella Joof har fået flere forskellige indianerstammer på nakken. De kulturradikale vil skalpere hende. Og folkets mest arrige debatkrigere vil putte hende i den sorte gryde, fordi hun siger noget elitært sludder. Problemet er, at der er gået sport i at mobbe og misforstå helt bevidst.
Hella Joof har fået hele horden af venstre-orienterede, selvudnævnte naturstamme-repræsentanter efter sig.  Foto: Scanpix.
Hella Joof har fået hele horden af venstre-orienterede, selvudnævnte naturstamme-repræsentanter efter sig. Foto: Scanpix.
af René Fredensborg
Så er der klummekrig og kommentarkonkurrence! For selv dem på de bagerste rækker - dem der normalt bare vipper på stolen og tygger tyggegummi og ikke følger en skid med - har nu læst sig frem til at Hella Joof ikke har ret, når hun siger at vi skal gøre som visse indianerstammer – brænde hele lortet ned hver syvende år og starte forfra.  
 
Altså, hey, fordi det gør indianerne altså ikke, brænder deres lort og starter forfra, at I ved det! Og derfor er skuespiller, instruktør og forfatter Hella Joof naturligvis allerede dømt uofficielt uegnet til at sidde i det i øvrigt på forhånd forhadte disruption-råd.
 
De intellektuelle har pudset høtyven, og folket - forstået som facebook-folkedomstolen - har tændt op under den sorte gryde, hvor Hella nu indkoges af hvide kannibaler. På Ekstra Bladet spiser man skadefro af hjertet, på Politikens debatredaktion sætter de håret op med Hellas lårbensknogler, mens Informations chefredaktør Rune Lykkeberg var den første til at skalpere denne ellers så populære og meningsdannede kunstner.
 
 
En død indianer i kano
Ikke så meget på grund af det der med disruptionrådet, for who cares anyway, når det handler om statslige tænketanke? Vi har som folk og fæ og Rune Lykkeberg altid været langt klogere end dem, hvorfor Hellas opfordring til at gå fordomsfrit til værks omkring netop et sådant råd, også så ud til at drukne sammen med, hvad man kan kalde en død indianer i kano. Med hele lortet på - blod og bræk og sårskorper og tudebriller.

Det nye er ikke at Rune er ude med riven i sin avis, at en lille sortnæbbet sitting duck bliver skamskudt, eller at Lykkeberg benytter lejligheden til at tage afstand fra en liberal-orienteret debattør (violet om man vil). Det er bare de røde mod de blå, det er indianere og cowboy’dere. Og her sorterer Information under det gode, oprindelige naturfolk, imens den anden fløj tilhører ondskabens imperialisme. Alt det ved vi.
 
Kreative sjæles version af Disruptionrådets rapport med forord af Hella Joof.
 
Det er mere måden, chefredaktøren gør det på. Det er måden, hvorpå der nu går høtyv i de(n) intellektuelle. For Rune Lykkeberg formår simpelthen at holde Hella ud i strakt arm, som studerer han et fænomen, et dyr af en anden race, mens det hænger der for enden af hans pølsepind.
 
Rune bruger sarkasme. Han anvender såkaldt post-ironi over 90’er-ironi, overfor en af vore mest kendte pionerer inden for spas, spot og spe – tænk på Det Brune Punktum og Lex & Klatten.
 
Han jorder hende med spydighed, ikke med argumenter. Han tramper i bund og grund på én, der er mindre end ham selv, fordi hun nu endelig siger noget i ramme alvor, som Informations chefredaktør i sagens natur umuligt kan være enig i. Han mobber hende, fordi hun har en anden holdning, ganske enkelt.

Han kalder hende ’Danmarks Nietzsche’. Det 21. århundredes største intellektuelle.
 
Vi har ikke en ny Georg Brandes, en Villy Sørensen eller en ny Suzanne Brøgger iblandt os, men vi har Hella Joof’, skriver Lykkeberg.
 
Som hvis jeg skrev:
 
Vi har ikke en ny Søren Kierkegaard, en Grundtvig eller en ny Martinus iblandt os, men vi har Rune Lykkeberg.
 
Whats the point?
Og derfra bliver vi så sarkastisk belært om Hellas holdninger i diverse radioprogrammer og sågar udi pizzaregler, en af Hella selvopfunden regel om, at livet er et stykke pizza; bestil og tag for dig. Det er Hella Joofs bog Papmaché-reglen  - og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling, der her kommer under beskydning.
 
Rune Lykkeberg cherrypicker i en æske af citater, uden kontekst, uden baggrundsforståelse. Det er ren manipulation mod bedre vidende. Alt sammen for at fremmane billedet af et menneske med cirka samme forstand som Forest Gump og hans life is a box of chocolates. Det er kort sagt ubegavet, når Hella går rundt og mener, at underklassen skal forsøge at forvalte sig til et bedre liv, fremfor at lade sig servicere af velfærdsstaten. Det er det, Rune Lykkeberg siger, bare uden at skrive det.
 
For hans egen holdning og løsning til de problemer, Helle Joof så ofte har adresseret, er i den her forstand underordnet, indforstået. Den leder handler om at misforstå frem for at forstå. At mobbe frem for at mene noget selv. At udstille og udskille for at læne sig trygt tilbage i de korrekte holdningers chaiselong. I den underforståede pointe: Se mig, jeg er humanist. Det er hun ikke! Det kan man ikke være, når man er blålig. Så er man en smølf. Dummesmølf!
 
Det er det, der er så forstemmende, for her skriver et menneske og en avis, jeg ellers respekterer dybt, sig ind i en problematisk diskurs. Nemlig, den hadske polarisering i den offentlige debat, især den på de digitale medier, hvor mudderet som bekendt sprøjter til alle sider i en tilsyneladende ustoppelig holdnings-diarré. Der er ren røv uden ører, for den hører aldrig efter. Den skider bare løs, den røv.

Nu har Rune skidt på Hella. Og fået likes for det. Fedt! Indianerne har fundet krigsmalingen frem. De har moralsk ret til denne jord, det ved vi alle. Og det skal så noget disruption sgu ikke komme og stille spørgsmålstegn ved. Fremskridt? Fra de blå og åndeligt tilbagestående? Må vi være fri! Ja, jeg bruger ironi. Sorry, jeg faldt i gryden.
 
Kunstneren, der ville vide, hvem der havde lagt en lort på hendes hoved.
 
Lynchstemning
Personligt er jeg vild med at lege cowboy og indianere. Jeg kan være begge dele, jeg kan spille alle roller og det ville klæde debatten og det almindelige facebook-hysteri lidt mere, hvis vi alle byttede kostumer engang imellem, åndeligt talt.
 
Og det skal være min sidste pointe, for jeg så i går, på min egen facebook-væg om netop dette emne, hvordan Hella Joof med et knips blev gjort til elite. Jeg kunne nærmest mærke lynchstemningen og kærren rulle mod Fælleden i en byge af rådne æg og blodige tomater.

Præst Merete Bøye skrev følgende:

"Sagen er, at mange mennesker er ved at være trætte af at blive trukket rundt ved næsen af virkelighedsforagtende pudderparykker - her repræsenteret ved en ualmindelig forvrøvlet "kunstner". Denne verdensfjerne elite, som sidder i deres elfenbenstårne og docerer globalisme, positive energier og ja-hatteri til en befolkning, der lever med stærkt stigende terrorfrygt, islamisering, centralisering og korruption, minder om den franske adel i 1700-tallet, der ikke så revolutionen komme.  Marie Antoinette sagde aldrig "Lad dem spise kage", men jeg er næppe den eneste, der kommer til at tænke på hendes og aristokratiets hovne adfærd over for en sultende befolkning, når jeg hører pudderparykker som Hella Joof og resten af Disruption-rådet bræge op om, at vi skal gå frimodigt til det hele og bare ikke være bange for fremtiden."
 
Sagde Hella ikke bare, at vi sku brænde lortet ned hver syvende år? Ligesom indianerne? Ok, ikke ligesom indianerne så. Det var en fejl, men jeg forstår billedet.
 
Lad os starte forfra.
 
Også med den her debat om Hellas rolle. Lad os tale om, hvordan vi kommer fremad uden at ende i folket versus eliten. For i så fald er der muligvis nogen, der vil mene at det er Rune Lykkeberg, der skal hænges ved daggry. Som repræsentant for den kulturradikale elite.  
 
Vi er alle folket. Og kan alle ende som elite. Det er vist også Hellas pointe. Men det kræver en indsats, der går ud over vanetækning, voksenmobning og bevidst mistolkning af andres ord.
-
 
René Fredensborg har et ugentlig live-program på Radio24syv, hvor skiftende kunstnere sætter ord på aktuelle problemstillinger. Hella Joof deltager af og til i programmet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også