Inde i Bo Burnhams verden
Komikeren Bo Burnham låste sig inde på et værelse og har måske lavet et mesterværk. Inside er alene konstrueret af ham, hvor han selv har ageret som kameramand, instruktør, lysmand, komiker, musiker og sig selv. Det er i sig selv imponerende, men det overraskende ligger i, hvor meget velproduceret “content” der kan få dig til at blive klistret fast til skærmen. Bo Burnham får dig til at stille alle de spørgsmål til problemstillinger, som du ikke vidste, du havde.
af Vilhelm von Haller Groenbaek
Inside handler om Bo Burnham, som sidder i en mærkværdig, måske underligt underdimensioneret lejlighed i et år. Inside viser os, hvordan galskaben langsomt overtager Burnham under denne proces. Den handler om isolation. Den nuværende politiske diskurs i USA, den truende klimakrise, den konstante fremmedgørelse af internettet og utallige andre ting. Ved sange og sketches bliver temaerne vendt, i takt med at vi dykker dybere og dybere ind i Bo Burnhams sind, som minuterne går.
Metaisolationen
Bo Burnham: Inside har krævet et års lidelse af Bo Burnham, og det kan mærkes. Det er tydeligt at se, hvordan udviklingen af projektet langsomt æder ham op indefra. Inside kræver også meget af publikummet, og det kan tage hårdt på sindet at se Inside i hele sin længde på en gang. Det ved Bo Burnham godt, så han har endda indlagt en lille pause, eller rettere intermission.
Men selv i pausen bliver vi seere presset til at forholde os til ham og hans tanker. Med sangen Don’t Wanna Know bliver vi ganske enkelt og fuldstændigt direkte spurgt om, hvorvidt vi kan lide showet, eller om vi keder os efterfulgt af et “Nevermind I don’t wanna know”.
🎵 How are you feeling, do you like the show, are you tired of it? Nevermind I don't wanna know 🎵
En comedy special og alligevel ikke
Det er svært for mig at sætte ord på, hvad Bo Burnham: Inside i realiteten er for en sag. Jeg spurgte derfor komikeren Michael Schøt, der dækkede Bo Burnham: Inside i sin podcast Schøtministeret, om, hvad han ville definere Inside som. Han sagde:
“Inside er en comedy special, ville jeg sige. Bo Burnham har jo altid leget med genren og lagt sig et sted mellem standup og musikalsk comedy. Bo Burnham er hverken den første eller den sidste, der kommer til at lege med genren. Og det er klart, at et så redigeret og smukt show lavet alene vel er tættere på et one man-sketchshow end en standup special. Men jeg ved ikke, om det giver mening at definere det sådan. Det var fucking sjovt. Og havde nogle fede temaer.”
Godt så, Inside er en comedy special og dog så meget mere. Jeg er overordnet enig med Michael Schøt, men Inside er for mig ikke “fucking sjovt”. Den er fucking sjov og megatrist. Sådan er smag heldigvis subjektiv.
Inside er så utrolig meta og til tider en selvbevidst comedy special. Det antal gange, Bo Burnham fik mig til at sidde med en tabt kæbe, er næsten foruroligende.
En standupkomiker ude i virkeligheden kan interagere med sit publikum, se dem smile, høre dem grine, det kan Bo Burnham ikke.
Bo Burnham startede sin karriere som viralt YouTube-hit. Nu har han lavet tre comedy specials, “what.” (2013), “Make Happy” (2016) og nu “Inside” (2021). Alle tre kan ses på Netflix. Foto: Netflix.
Når komikere optræder i den virkelige verden, opstår der en dynamik og en forstærkende effekt af, hvad vi synes er sjovt. Vi griner, når vi f.eks. hører de andre i publikummet grine, og derfor findes der i shows som Frasier og Friends laugh-tracks, der kan fortælle vores abehjerner, at det er nu, vi skal grine. Men ligesom i Frasier, findes der i Bo Burnham: Inside kun et semipublikum, der består af én person, dig, seeren.
Bo Burnham: Inside bruger faktisk laugh-tracks, men det er yderst sjældent. Inside's Laugh-tracks er der kun for at minde os om, at det stadig er et comedyshow. Det kan dog have en dualistisk effekt og skabe utilpashed, hvis man fjerner laugh-tracks fra f.eks. Friends. Se selv.
En scene fra “Friends”, der går fra at være humoristisk til både at være humoristisk og foruroligende på samme tid, når man fjerner det ellers naturlige laugh-track.
🎵 How you feeling tonight? Well, I feel like shit 🎵
I den korte sang All Time Low bruger Bo Burnham også dualismens magiske effekt, der får os til at være usikre på, hvad vi skal føle. Han er på sit laveste mentale punkt nogensinde (ergo, all time low). Sangen begynder med en monolog uden musik om hans mentale tilstand, men lige så snart han begynder at gå i detaljer, skifter vi over i en optimistisk og euforisk stemme med synth-klaver og trommer i hurtig rytme. Teksten handler stadig om, at han har dødsangst, men det er gemt bag noget instrumentalt, der hører hjemme på Ramasjang. Resultatet er det, at man står tilbage og ikke rigtig ved, hvad man skal tænke eller føle. Skal jeg blive trist, eller er det et forsøg på opmuntring? Svaret er nok et sted midt imellem. Vi seere bliver konfronteret med Bo Burnhams tanker på en anden måde, end vi hidtil er vant til, og det sætter tankerne i gang. Alle sange gemmer på denne mismatch; nogle mere subtilt end andre.
Den er catchy, den er sød, og den giver dig lyst til at synge med om dødsangst.
Bo Burnham: Inside er et show, der med sine sketches og sange vækker dine egne subjektive følelser. Ja, ja, jeg ved det godt, alle sange vækker subjektive følelser. Katy Perrys Fireworks vækker også følelser, men det er kurateret på en måde, så det kun spiller på en streng af gangen. Men sange some All Time Low får dig næsten op at danse, selvom den kun er et par sekunder lang og handler om dødsangst. Følelsesspektret er simpelthen bare større.
All Time Low viser os også, at der faktisk er to personer i Bo Burnham: Inside. Begge personer eller måske rettere personaer er med i All Time Low. Vi har Bo Burnham, performeren, og Robert, den ægte virkelig Bo Burnham. Performeren, som jeg fra nu af kalder Bo, er til stede under sangene og de små sketches; han er komikeren, og Robert er til stede i al den anden tid.
Jeg spurgte Michael Schøt, om han kunne genkende den todeling af sin egen person. Det kunne han sagtens. For Michael er performance-personaen:
“Et koncentrat af redigerede tanker med det formål at få folk til at grine eller føle. Sådan er der jo ikke nogen, der går rundt og er 100 % af tiden. Jeg er selv en type komiker, hvor min scene-persona er bedst, når den er så tæt på min rigtige persona som muligt (bare med langt bedre replikker), men der er jo også komikere, der nærmest er i figur. Og alt der imellem.”
Bo Burnham: Inside kan dog det, som de fleste standupshows ikke kan. Den kan vise begge personaer, og nogle gange på samme tid. Du får nemlig et indblik i 100% af en person.
Et 10 ud af 10 hovedspring fra 5-metervippen direkte ned i Bo Burnhams sind
Bo Burnhams: Inside fortjener al den ros, den har fået, bl.a. 6 ud af 6 stjerne fra Soundvenue og 5 ud af 5 stjerner fra The Guardian. Det er ikke til at vide, hvad du føler, når den sidste sang er spillet. Sidder du tilbage med tomhed, har du fundet glæden igen, eller er du et sted midt imellem ligesom mig?
Det er måske sund fornuft at forberede sig mentalt på oplevelsen, før man trykker afspil på Netflix, men jeg vil kraftigt anbefale at lade være. Gå blindt ind i oplevelsen! Der er uanede mængder stof til eftertanke og mindst lige så meget at efteranalysere – fra hans postmoderne humør til hans brug af helt vild flot belysning. Men jeg vil nødigt spolere oplevelsen. Lige siden jeg så den for første gang (du kan tro, den er set flere gange) har jeg haft svært ved at lade være med at tænke på den. Det hjælper selvfølgelig heller ikke at sangene nu ligger på Spotify, så jeg har Inside med mig på min morgencykeltur til arbejde.
Bo Burnham: Inside er som en af sangene siger “A little bit of everything all of the time”. Den er overvældende, til tider kedelig, opløftende og nedtrykkende.
Se den.
Bo Burnham: Inside kan streames på Netflix
