Regnbuen er stadig sort/hvid

Orange Is The New Black har været der. Game of Thrones har været der. Transparent har været der - og mange flere. Et væld af populære amerikanske dramaserier præsenterer seerne for centrale LGBT-tematikker og -repræsentationer. Noget som er tankevækkende fraværende i de danske dramaserier. 
 
  • Men hvor fraværende er central LGBT-tematik og -repræsentation egentlig, og hvad betyder dette for seerne?
  • Hvordan skildres LGBT-personer i danske tv-dramaserier?
  • Hvad betyder måden, hvorpå vi skildrer seksuelle minoriteter for deres selvbillede samt samfundets syn på disse?
Spørgsmål som disse bliver belyst i mit speciale, der udgør den første akademiske forskning af LGBT-repræsentation i danske tv-dramaserier. Det er ikke kun vigtigt, hvad vi kommunikerer ud, men også hvordan vi gør det. 20 LGBT-karakterer fordelt på 11 danske dramaserier sendt på henholdsvis DR eller TV2 siden monopolbruddet i 1988 udgør afhandlingens empiriske grundlag. 

Resultatet af afhandlingens analyse er, at empiriens LGBT-repræsentationer blot udgør tre forskellige typificeringer. Disse er kendetegnet ved en assimilationsstrategisk repræsentation af LGBT-karakterer, hvor den ene halvdel af karaktererne problemfrit inkluderes i samfundets fælleskab ved at søge mod heteronormativiteten. Den anden halvdel bliver derimod forbundet med død og tragedie.

Karakterernes seksualitet bliver aldrig udforsket i dybden eller genstand for central tematik. Skønt LGBT-karaktererne kan tillægges flere forskellige egenskaber end blot deres seksualitet repræsenteres disse udelukkende i biroller, hvis største formål er at underbygge den heteroseksuelle historie. Endvidere er repræsentationen af transkønnethed helt fraværende.

Til slut forekommer det også interessant at DR er afsender på 9 ud af de 11 karakterer, hvis LGBT-liv skildres som værende tragisk og lidende. Derimod skildrer blot to af kanalens LGBT-repræsentationer et positivt syn på det homoseksuelle liv.

Afhandlingen diskuterer således også, hvad en negativ repræsentation betyder for identifikationen med disse karakterer samt ens eget selvbillede.
 
Specialet er skrevet af Rikke Kolding, der er uddannet inden for institut for medier, erkendelse og formidling. Specialet blev vurderet til karakteren 10. Læs hele specialet her.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også