Verden ifølge vilde, vanvittige West

Kanye West er vildere end vild. Nok den vildeste kendiskommunikatør lige nu og her. Han har lige optaget en hel “dokumentar” igennem et brugt toiletpaprør, og nu vil han have sit eget sociale medie. Er han skør, genial eller blot ekspert i next level personlig branding? Kforum har set Kanye Wests gratis YouTube-dokumentar LAST WEEK. Den er et 30-minutters indblik i multikunstnerens second to none selviscensættelse. Man undres dog lidt, både over hans excentriske opførsel og usammenhængende udtalelser, men også over, hvad dokumentaren overhovedet forsøger at vise. Har Ye endelig nået peak-craziness, eller er det bare et skridt længere ned i (storheds)vanviddets dyb?
Savnet video-logs? Frygt ej, Ye har bragt dem tilbage fra det hinsides. Samtidigt siger hans nye Vlog måske noget om hvad der lige var årsag til at Adidas nu har lagt deres pengeko, samarbejdet med West, på is. Kilde: getty
Savnet video-logs? Frygt ej, Ye har bragt dem tilbage fra det hinsides. Samtidigt siger hans nye Vlog måske noget om hvad der lige var årsag til at Adidas nu har lagt deres pengeko, samarbejdet med West, på is. Kilde: getty
af Alexander Nordahl

Mine damer og herrer, så er det Ye season igen – men det har nok trukket op i lidt tid. Den amerikanske rapper Kanye West, der formelt har foretaget navneændring til Ye, har i årtier været kendt for at komme med meget excentriske udbrud i medierne. Der var “Imma let you finish”-momentet i 2009, der var MAGA-hat-momentet i 2018, der var hans mulige præsidentkandidatur i 2020 og mange mange flere. 
 
Ye og Cadance i WLM trøjer. Kilde: People.com
 
Denne gang er han set i en T-shirt med skriften “White Lives Matter” under Fashion Week i Paris, 26. september-4. oktober. En optræden, der medførte opråb fra rapmilliardærkollegaen Diddy, som Ye besvarede med beskeder med antisemitisk indhold. 
 
 
 
Da Ye er notorisk kendt for at slette alle sine instagram opslag meget hurtigt, bruger vi siden @yearchives, som er dedikeret til at samle på opslagene, til at referere fra.
 
Dernæst gjorde Ye den 8. oktober sig uvenner med Twitter ved at tweete det ligeledes antisemitiske udsagn: “I’m a bit sleepy tonight but when I wake up I’m going death con 3 On JEWISH PEOPLE.
Men i det mindste går han ikke “death con 5” på dem … vel, Ye? 
 
Disse to udmeldinger fik hans profiler blokeret fra begge platforme
 
 
Dernæst fandt man Ye i et interview med den konservative studievært Tucker Carlson på Fox News, hvor han forsvarede det kontroversielle tøjvalg og sit pro-life/antiabort-standpunkt. 
 
Nogle dage senere, den 17. oktober, blev det annonceret, at Ye ville lave en Musk og købe det ekstremt højreorienterede sociale medie Parler for aldrig nogensinde at kunne blive blokeret igen. For nyligt er han set i et interview med Piers Morgan, hvor han egentlig skulle undskylde, men endte med at kalde Piers for en Karen og udvandre fra interviewet. Og så sent som i dag har skogiganten Adidas ophørt deres lange og ekseptionelt lukrative samarbejde med Ye. 
 
Men lad os lige spole tiden lidt tilbage. Lige inden Ye lod sig interviewe på Fox News, udgav han den 10. oktober en dokumentar på YouTube. LAST WEEK hedder den, og den er så underlig og minder så meget om en Vlog fra 2008 blandet med en dogmefilm, at hvis det ikke var en multimilliardær-rapper/crazy person, der havde udgivet den, ville den nok aldrig være blevet set af andre end ham selv og YouTubes filtreringalgoritme. 
 
Yes eskapader er ofte motiverede af en form for kontrovers i hans liv. Skilsmissen fra ekskonen, Kim Kardashian, hendes forhold til komikeren Pete Davidson eller forældreskabet over deres børn. I denne omgang er det dog meget mere personligt for Ye. Nu handler det nemlig om hans nu afsluttede samarbejde med skogiganten Adidas.   
 
Samarbejdet med Adidas startede i 2013, hvor skogiganten begyndte at producere og distribuere Yes Yeezy-sneakers. Det lukrative samarbejde, der står for op imod 8 % af Adidas’ omsætning, er i 2022 blevet til et uvenskab, efter rapperen på Instagram begyndte at beskylde brandet for kopiering og misbrug af sine patenter.
 
 

Hel film i fisheye 

 
Filmen starter med at vise, hvad der skal ligne en 3D-animeret figur i Yes trademark, sort-maske-over-ansigtet-outfit, i noget, man må formode, er et bud på et spil med rapperen som hovedperson, a la 50 Cents Playstation 2-spil, Bulletproof, fra 2005. Spillet er modelleret efter den populære spil-franchise Yakuza, der handler om at skyde sig igennem den japanske kriminelle underverden. 
 
Derefter klippes der over til, hvad jeg kun kan beskrive som et found-footage/vlog-set-gennem-hullet-ind-til-omklædningsrummet-format. Vi sidder til et forretningsmøde med fire personer, slørede ansigter, formelle omgivelser. Her er Ye i gang med at vise en pornofilm til mødets andre deltagere, som viser sig at skulle forestille tre Adidas-topchefer og en unavngiven person, der taler Yes sag. I pornofilmen har den mandlige skuespiller en “northern european accent”, formodentlig ligesom CEO Kasper Rørsted – ham Ye udstillede på Instagram. 
 
 
 
 
Årsagen til dette, forklarer Ye, er at demonstrere, hvordan den mandlige pornoskuespiller har været den kvindelige pornoskuespiller utro, hvilket han perspektiverer til, at Adidas har været Ye utro. Da den kvindelige pornoskuespiller nu vil gøre det værst tænkelige imod den mandlige pornoskuespiller – at være ham utro – må Ye nu også gøre det værst tænkelige imod Adidas. Rørende analogi. 
 
Samtalen, der i folkeskolens mindre klassetrin nok ville betegnes som gul kommunikation, bliver fulgt op af Yes ultimatum om, at de mildest talt forvirrede Adidas-chefer skal vælge mellem at leve i en drøm eller i et mareridt, fordi de har stjålet hans designs. Derefter udnævner han sig selv som “King of Culture” og meddeler, at rapperne Travis Scott, Kendrick Lamar og Baby Keem er en del af hans “hær”. Til sidst stormer han ud af lokalet for at kigge på sin telefon.
 
Bagefter er Ye i gang med at åbne en skole, der samtidig skal fungere som hovedkvarter for hans virksomhed “Donda”, navngivet efter hans mor og to sidste albums. Her vises også en enorm mængde nye tøjdesigns, man nok ikke ville iføre sig, men også en prototype til verdens mest klodsede skoletaske, der samtidig også fungerer som en bærbar stol. Ifølge Ye er dette gaver til den menneskelige race, hvilket leder en af hans yes-men til at komplimentere ham ved over telefonen at kalde ham for en jedi. 
 
Til sidst er vi til North Wests, Yes ældste datters, basketball-træning. Her filmer han kærligt hendes evner til at drible bolden, samtidig med at ekskonen, Kim Kardashian, også er til stede på sidelinjen. Filmen slutter med fire minutters lydløs optagelse, hvor han forlader sportshallen mutters alene. 
 


Okay, det var underligt. Classic Ye.


I noget tid har der i Yes verden været utilfredshed med Adidas’ ejerskab over patenterne på hans tøjdesigns, herunder Yeezy-sneakerne, hvilket han har reageret på ved at udstille virksomheden i et gustent lys på sine sociale medier. Dette er sandsynligvis en uvant kommunikationskrise for skobrandet, der nu bliver set som en ondsindet big corpo-antagonist af Yes mange stans, som til gengæld ser rapperen som det underkuede geni, der blot kæmper mod spillere, der er meget større end ham selv. Det er dog lidt svært at se igennem fingrene med, at rapperen, der i år kom på Forbes-listen over rige mennesker med den nette sum af 1,8 milliarder dollars til sit navn, nu vil til at spille underdog, blot fordi han ikke vil overholde sine kontrakter med Adidas.
 
 

 YEEZY 360 BOOST, en af de mest populære modeller fra West-Adidas mærket Kilde: Adidas.com


Tilbage til virkeligheden tror jeg nok.


Filmen kommer som sagt ovenpå, hvad der muligvis er den mest kontroversielle måned af medieomtale i Yes karriere. De førnævnte antisemitiske udtalelser blev yderligere radikaliseret af B-roll-optagelserne fra interviewet, der viste Ye ytre endnu mere tvivlsomme holdninger til Tucker Carlson, der for første gang i sin karriere må føle sig helt udkonkurreret i sin mistro til systemet.  
 
Den følgende blokering fra Twitter og Instagram førte rapmilliardæren til at planlægge et køb af den ultrakonservative platform Parler. Hvis dette køb indtræffer, vil det medføre, at han bliver ultimativt uncancelable, og så kan han sammen med rigmandsvennerne Trump og Musk starte klubben “ekko-kammeraterne”
 
Meget hurtigt blev Ye inviteret til at blive interviewet af Carlsons konfronterende journalistkollega Piers Morgan, hvor Morgan ville have ham til at undskylde for hans tweets, men i stedet blev kaldt en Karen, hvorefter følgende dialog udspillede sig:
 
"Piers, how much money are you worth?”
"Not as much as you, sadly.”
"Exactly, so take my advice maybe you will get richer.”
"I would love to take your business adv…”(AFBRUDT)
"Why would I listen to you?”
 
En udtalelse der vidner om, at kriteriet for at rådgive Ye er, at man er rigere end ham, hvilket udelukker alle mennesker i verden på nær de ca. 1.500 milliardærer, der er rangeret højere end ham selv på Forbes listen 2022
 

Mediestunt? Forhåbentligt ikke

 
Dokumentaren og den efterfølgende medieopmærksomhed vidner om, at Ye er på vej ind i hidtil ubetrådt territorium af megalomani. Den wannabe messiaslignende adfærd, hvor Ye vil åbne skoler, ikke lytte til andre og sige hvad han vil uden sanktioner, kombineret med hans mulige monopol på egen platform og hans semireligiøse fanbase giver nogle ubehagelige associationer og en sugende følelse i maven. Adidas har dog taget konsekvensen og nu afsluttet samarbejdet, men skal man tro på Yes budskab i LAST WEEK tager han nu produktionskæden i egne hænder, og man må formode, at Yeezy brandet fortsætter. 
 
Historisk set kan hele optrinnet være en del af en album-release-cycle, da det ofte er det, der er roden til Yes radikale opførsel, men ikke så vidt vi ved. De seneste to musikalske projekter fra Ye, Donda og Donda 2, kom i 2021 og 2022, hvor den normale udgivelsesfrekvens er ca. to år mellem albummene. Men udgivelsen af et album, der hedder Donda 4,52 eller Yelson Mandela, Adidas: Exodus eller 7/11 was an inside job i næste uge, ville ikke være et umuligt scenarie.

Dog må det siges, med de ubehagelige udtalelser og det mulige køb af Parler, at hvis der bare er tale om et mediestunt, er det gået for langt. Dokumentaren LAST WEEK står nu tilbage som et eksempel på, at Ye kan udgive, hvad han vil, hvornår han vil, som han vil, og det globale medieland følger trop.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også