Kvinders tvangsforvoksede animus

De sidste 15 år har jeg set en udvikling blandt ambitiøse, veluddannede kvinder på arbejdsmarkedet: De mister pusten og siger fra. Eller rettere: De siger op. Går fra gode stillinger i store, strømlinede organisationer og virksomheder. For at gå Caminoen. Blive selvstændige. Blive certificeret yogainstruktør. Psykoterapeut. Børnetøjsdistributør. Tænke sig om. Mærke efter.

Kvinder bortvælger det strømlinede. De er trætte, rodløse og mangler mening i deres arbejdsliv. Foto: Getty Images.

Indtil for 3-5 år siden var det primært kvinder +/- 45 år, som kom til mig med denne problematik i stadigt stigende antal. Nu kommer de til mig helt ned til ca. 30 år gamle – allerede omkring to år efter endt uddannelse. Uanset alder er symptomerne de samme: udbrændthed, træthed, en længsel efter at gøre en forskel, ensomhed, rodløshed. Samme trend på arbejdsmarkedet er i øvrigt identificeret i USA.

Kvinders savn – dvs. mangler i hverdagen og arbejdslivet – kan, lidt fiffigt, stilles op på følgende måde:

M – Mening
A – Autenticitet
R – Ros
E – Empati
R – Relationer
I – Indre stemme
D - Deling
T – Tillid

Umiddelbart er denne exodustrend et mareridtsscenarie for samfundet og arbejdsmarkedet, som vi kender det i dag. Nogle vil måske også mene for kvinderne selv – nu har vi jo lige fået fodfæste, er blevet frie og selvstændige, har fået adgang til lederstillingerne. I det mindste i et vist omfang.

Men måske er det et led i et større skifte, som kvinder går forrest i og baner vejen for?

Den typiske exoduser

Så hvem er de kvinder, der dropper ud? Lad mig præsentere dig for personaen Liv.

Liv er mellem 30 og 45 år gammel, oftest gift eller samboende – både med og uden børn. Tjekket, lækker og kontrolleret. Veluddannet – som minimum med en bachelorgrad, oftest en master – og nu ansat i stor, prestigefyldt erhvervs- eller konsulentvirksomhed med lineær målstyring som sit primære præstationsredskab. Sin (ofte mandlige) ledelse er hun ikke vild med, ligesom den menneskefjerne, bundlinjefikserede virksomhedskultur tænder hende af.

Hendes skisma er ofte: ’Jeg kan lide titlen og lønnen – resten bryder jeg mig ikke om. Men det betyder noget for mig ift. prestige at have det ydre på plads, og lønnen giver mig uafhængighed.’

Den moderne kvinde lever i et mareridt. Hendes indre bliver negligeret for ,at hun kan begå sig i et samfund præget af maskuline værdier. Resultatet bliver et væld af yogamammas. Foto: Getty Images.

Liv adresserer primært sin konflikt i forhold til job og udbrændthed fra et logisk sted til at starte med – hun mærker den ikke så meget i kroppen, da hovedet med årene er blevet uforholdsmæssigt ’stort’ i forhold til sansninger og følelsesliv.

Ser vi på den beskrevne problematik fra et dybdepsykologisk, jungiansk perspektiv, er der en forklaring på dette mønster. Hermed et ultraoverordnet crash-kursus i Jung-tænkning.

Mønsteret set ud fra et jungiansk perspektiv

Nedenstående model er min egen fortolkning af den måde, menneskene og verden hænger sammen på i Jungs terminologi. Markeret med rødt er de elementer, som er nøglen til temaet i denne artikel.

Egoet (jeget) er centrum for bevidstheden og opretholder identiteten i et menneske. Som det fremgår af ovenstående case, er Liv ofte ikke i særlig god kontakt med sit jeg, da hun i en række år, indtil hun ikke kan mere, prioriterer sin persona – sin ydre personlighed, sit image - på bekostning af resten af sig selv.

Problematikken forstærkes af, at vi i dag lever i et paradigme, hvor vi er opdraget med holdningen, at eventuelle forskelle på mænd og kvinder skyldes socialisering, og at vi efterhånden selv kan vælge vores køn samtidig med, at vi ikke må udtale os som segment/gruppe uden, at det opfattes som dømmende eller racistisk over for andre.

Som befriende – og efter min mening nødvendig – kontrast til dette verdensbillede findes Jungs beskrivelse af mænd og kvinder:

Jung definerer Eros som det feminine princip i kvinder og Logos som det maskuline princip i mænd – en slags ubevidst kønsidentitet, om du vil. Balancen i og imellem os skabes gennem spejlingen i og modpolen til dette princip – nemlig, det feminine i manden, Anima, og det maskuline i kvinden, Animus. Denne balance i og omkring os er essentiel, da vi ellers ville hinke rundt på et enkelt ben.

Jungs begreber for den menneskelige psyke sat i system af artiklens forfatter.

Spørgsmålet er, om det netop er, hvad vi gør i stor udstrækning. Hinker rundt på ét ben i livet?

En verden af forvokset animus og undertrykt anima

For at få overblik over de egenskaber, der ligger i logos/animus og eros/anima, har jeg opstillet de overordnede karakteristika, jeg oplever, der ligger i de to ben:

Anima/eros/følelse (det feminine)

(Indre) proces
Cyklus, sammenhæng og enhed - herunder 'vi' og fællesskab
Væren og følelse
Krop, kontakt til naturen
Intuition

Animus/logos/tanke (det maskuline)

(Ydre, målbare) resultater og mål
Seperation og adskillelse - herunder 'mig' og ejerskab
Handling og 'gøren'
Tanke (videnskab)
Logik og rationale

Kvinder og mænd kan alt og det samme – lige fra (top)ledelse til bleskift – blot altså ud fra to forskellige, universelle ståsteder.

Problematikken er, at Eros og Logos i vores verden står ikke som ligeværdige egenskaber i vores samfund - Logos favoriseres. For at overleve i det system, vi har i dag, er en ’forvokset’ animus for kvinder nødvendig. Lagt sammen med en skrumpet anima i mænd skaber det en livsfarlig ubalance i både individer og verden.

Begge dele bestyrker nemlig det samme: det maskuline værdi- og levesæt på bekostning af det feminine. Det vil sige, vi overhører kollektivt kontakten til naturen, til Moder Jord, til kroppen, til sjælen, til vores indre – og sådan har du pludselig et billede på den verden, vi har i dag. En verden, der næsten udelukkende vægter logik, rationale, bevis, handling, videnskab, synlige og målbare resultater – samt i stadig større grad: mig, mig, mig. Og en verden, som kvinder nu i stigende grad begynder at undsige.

Når logik, rationale, bevis, handling, videnskab, synlige og målbare resultater overskygger alt andet, har kontakten til kroppen, sjælen og det indre svære vilkår. Foto: Getty Images.

Kunsten at hvile på begge ben

Mange kvinder har i dag fjernet sig så langt fra Eros, deres kvindelighed og femininitet, at de nærmest har glemt den: Kroppen, sansningen, intuitionen, naturkontakten, det indadvendte osv. bliver tilsidesat i livsvalg og lederskab, der er præget af det handlingsorienterede og synlige. Men nu begynder de ubevidst at høre den kalde. Ofte uden at forstå, det er det, der sker i dem.

Det er derfor, de vælger yoga, Caminoen, mindfulness osv. – trætte, som de er, af at stå på ét ben, der ikke engang er deres ’eget’. De sanser, det er tid til et skift. Et skift, der ikke blot vil være godt for dem selv, men også for samfundet og verden.

Måske er kvinders eros langt mere universel og vigtig, end vi i århundreder har villet erkende? Måske er det feminine vejen frem? Det, der kan redde både os og kloden? Måske er det tid til, at vores samfund og verden begynder at forstå kvinders corporate exodus som et tegn på, at det er tid til at skabe organisationer og samfund, der er balancerede og hviler på begge ben – både det maskuline og det feminine? Som både værdsætter hoved og krop, hjerne og hjerte? En balance, som de såkaldte Millennials i øvrigt også vil efterspørge de kommende årtier.

Kvinder er kort sagt frontløberne for en ny bevægelse og megatrend. Så lyt til dem. Som leder, som organisation, som del af dit samfund, som verden. Så har du fremtiden i dine hænder.

Indtil du forstår det, vil flere og flere dygtige kvinder gå fra karrierekvinde til yogamamma – fordi de ikke kan andet. Med mindre de ender med at forstene i et system, der hverken er gearet til dem eller de kommende generationer.