Pigerne mod drengene

Spillerforeningen og DBU har delvist forhandlet for tændte mikrofoner. Det har været godt journalistisk stof, men også skidt for forhandlingerne. En midlertidig aftale faldt først på plads dagen før kampen mod Ungarn. I processen blev en udsolgt landskamp mod Holland ofret. Kampen var en gentagelse af EM-finalen, som Danmark tabte. Aflysningen var næppe sket med herrelandsholdet, og arbejdskampen begynder at ligne en kvindekamp.
Det danske kvindelandshold satte tirsdag med en sejr 6-1 over Ungarn tingene på plads. Optakten til kampen handlede om alt andet end fodbold, men spillerne holdt fokus på bolden. Kilde: Scanpix
Det danske kvindelandshold satte tirsdag med en sejr 6-1 over Ungarn tingene på plads. Optakten til kampen handlede om alt andet end fodbold, men spillerne holdt fokus på bolden. Kilde: Scanpix
af Farid Fellah
Selvom der har været skrevet og talt meget om den nye aftale, der skal sikre de kvindelige landsholdsspillere bedre vilkår, har det været svært at komme ind til kernen i striden. Det er en principiel strid, der ikke handler så meget om de konkrete forbedringer, ikke så meget om kroner og ører. Spillerforeningen er medlem af LO og agerer som spillernes fagforening. I den aktuelle strid har DBU (igen) afvist at være arbejdsgiver for spillerne. Det er den principielle uenighed.
 
Det er en kamp på ord, for ingen af konfliktens parter har uddybet, hvor problemet opstår for DBU, og hvor gevinsten ligger for spillerne. Det er paradoksalt, at den midlertidige aftale kom på plads, da LO og DIF (Danmarks Idrætsforbund), som DBU er medlem af, trådte ind i forhandlingerne. Det ligner det forhandlingssetup, som vi kender fra resten af arbejdsmarkedet, og dermed en symbolsk indrømmelse.
 
DBU’s kommunikationschef, Jakob Høyer, har haft den utaknemmelige opgave at repræsentere systemet DBU overfor Danmarks fodbolddarlings: Nadia, Pernille, Sanne og de andre kvindelige landsholdsspillere.
 
Smart taktisk greb fra Spillerforeningen
”Jeg har naturligvis ingen kommentarer til en verserende forhandling. Sådan fungerer det nu engang bedst,” konstaterede LO’s formand, Lizette Risgaard, tørt i en pressemeddelelse midt i september. Det var et råd fra en erfaren forhandler. Positionerne bliver mere fastlåste, og det bliver sværere at finde de nødvendige kompromisser, når der forhandles gennem medierne. Det kan mange politikere tale med om.
 
Heldigvis for journalisterne har der været mange andre end LO, der har haft lyst til at udtale sig. Og haft en taktisk interesse i det. Spillerforeningens tungeste skyts er spillernes solidaritet og de enkelte spilleres gennemslagskraft i medierne. Foreningens medlemmer er i konflikten stået frem som en samlet gruppe.
 
Herrelandsholdet tilbød at sende 500.000 kr. fra deres aftale med DBU til kvindelandsholdet og dermed sikre, at landsholdene fik ens vilkår ifølge en pressemeddelelse fra Spillerforeningen. ”Kvinderne skal ikke have dårligere rettigheder end os, fordi de er kvinder,” sagde herrernes landsholdsanfører, Simon Kjær. Det sidste, DBU har brug for, er at forvandle konflikten til en kamp for ligestilling. DBU blev sat skak.
 
Troværdige spillere
Spillerforeningen har brugt spillerne til at udtale sig til medierne løbende. Det er ikke en ny strategi. Også når herrelandsholdet tidligere har forhandlet om nye aftaler, har spillerne været meget aktive i medierne. I januar stod flere landsholdsstjerner frem med en usædvanlig barsk kritik af de praktiske forhold omkring herrelandsholdet. Spillerne var bl.a. utilfredse med maden, og de var lige på grænsen til at fremstå som forkælede stjerner.
 
Sådan ville de have set ud, hvis de havde ladet sig repræsentere i medierne af Spillerforeningens direktør, Mads Øland. Han har en udstråling som en skatteadvokat. Ved at kommunikere igennem landsholdstjerner som William Kvist, Christian Eriksen og Simon Kjær har foreningen opnået stor gennemslagskraft og troværdighed. Vi kender spillerne, har set det dem svede, juble, være grædefærdige. Fodboldkampe er dramaer for både spillere og tilskuere. Det personlige engagement skaber en stærk relation. Spillernes kommunikation er i øjenhøjde med landsholdets fans og sponsorer, vigtige aktører for DBU.
 
 
Hvis konflikten kortlægges med aktantmodellen, er DBU endt i modstanderrollen, men med en anden rammefortælling kunne de måske have taget rollen som giver i stedet for fodboldherrerne.
 
Kvindelandsholdet har løftet denne strategiske kommunikations effekt, for de kan ikke beskyldes for at være forkælede. Der er ingen forbehold. Økonomien i kvindefodbold er meget begrænset. Ingen topspillere i Danmark kan leve af at spille fodbold. Udlandsprofessionelle kan snige sig op på månedslønninger mellem 30.000 og 40.000 kr. En landsholdsstjerne som Nadia Nadim, der spiller i USA, tjener 270.000 kr. for en sæson. Det svarer til under halvdelen af, hvad Christian Eriksen tjener – om ugen. De kvindelige landsholdspillere argumenterer derfor for bedre vilkår med en langt større troværdighed.
 
Sportsjournalisternes årshjul
Konflikten mellem Spillerforeningen og DBU rækker både tilbage og frem i tiden. I 2015 indgik herrelandsholdet en ny aftale med DBU. Claus Bretton-Meyer var forholdsvis ny i direktørstolen i DBU og gik til forhandlingerne med et krav om, at spillerne skulle gå markant ned i løn. Det skabte en del ballade og overskrifter, og forhandlingerne endte med et kompromis, der indebar, at en uenighed om spillernes andel af sponsoraftaler skulle afgøres i en voldgiftssag. Den tabte DBU, og det blev dyrt.
 
”Hvis vi havde kendt det her i dag, havde vi forhandlet videre og ikke skrevet under på aftalen,” sagde DBU’s direktør til Ekstra Bladet, da kendelsen blev offentliggjort i november 2016. Resultatet af denne kendelse var med i bagagen ved konflikten om herrelandsholdets forhold tidligere i år, og den spøgte også i DBU-forhandlernes tanker i forbindelse med kvindelandsholdets nye aftale. Når herrelandsholdet skal have fornyet deres aftale næste år, vil spøgelset spille en hovedrolle.
 
Glæden var lidt kejtet, da Spillerforeningens direktør, Mads Øland (tv), og DBU’s direktør, Claus Bretton-Meyer (i midten), i 2015 ønskede hinanden tillykke med herrernes landsholdsaftale. Kilde: Polfoto/Unger Anthon
 
Så selvom det har været taktisk smart for Spillerforeningen at lade spillerne føre ordet, har det også være nødvendigt at undgå en direkte konfrontation mellem Mads Øland og Claus Bretton-Meyer i medierne, for det skal også være muligt at skrue op for konfliktniveauet, når forhandlingerne om den økonomisk meget større aftale skal på plads i 2018. Det vil være overraskende, hvis det ikke også ender i en tilspidset forhandlingssituation, så sportsjournalisterne kan godt skrive det i kalenderen nu.
 
Det taktiske paradoks
At spillerne har været meget aktive i medierne i forhandlingerne, har først og fremmest været med til at presse DBU, men eksponeringen af de enkelte spillere er i sidste ende også et aktiv for DBU. Der er mange fodboldnørder i Danmark, javist, men en stor del af publikum til sportsbegivenheder følger kun sporadisk med og ser med, fordi en begivenhed fylder i det generelle mediebillede. Eller fordi en person skaber opmærksomhed omkring en kamp. Så ad omveje kan en sidegevinst ved konflikten være, at en del af den kan omsættes til flere solgte billetter og sponsorkroner.
 
I hvert fald, hvis konflikten bliver lukket nu. Det ser sådan ud i skrivende stund. Det var sigende at læse, hvordan DBU’s Claus Bretton-Meyer stod glad ved sidelinjen og signalerede stor tilfredshed med resultatet, da kvindelandsholdet vandt i Ungarn i tirsdags. ”Det er fedt, at han er her. Det er et godt signal at sende og god stil,” sagde landsholdsangriberen Nadia Nadim til Politiken. Claus Bretton-Meyer selv havde ikke meget konkret at sige til medierne. Begge parter lægger op til, at en ny aftale falder endeligt på plads i den kommende weekend.
 
På trods af et øget fokus i DBU og en række initiativer for at styrke pige- og kvindefodbolden er medlemstallene for kvinderne faldet med over 12 procent fra 2011 til 2016. Konflikten om kvindelandsholdet trækker den forkerte vej. Kilde: Scanpix.
 
Farligt spil i idrættens verden
Der slutter historien dog næppe. Hele retorikken har givet mindelser om de store arbejdskampe i 70’ erne og 80’erne, og der må være mange i DBU’s bagland, der bider sig i tungen. De store idrætsorganisationer er stærke i kraft af deres folkelige, foreningspolitiske forankring. Der er et nært slægtskab med fagforeningerne. Der er en fare for, at DBU’s ledelse som medskaber af disse konflikthistorier i medierne isolerer sig selv.
 
At der samtidig har været et kønspolitisk aspekt i konflikten, kan aktivere den voksende gruppe i baglandet, der arbejder for at styrke pige- og kvindefodbolden. Kvindelandsholdet har skabt nye forbilleder. De unge piger vil nu være den nye Pernille Harder, eller den nye Nadia Nadim. De lokale idrætsledere kan ikke sidde det overhørig, hvis de kvindelige elitespillere behandles ringere end deres mandlige kollegaer.
 
DIF’s direktør Morten Mølholm risikerer at sidde tilbage med konfliktens principielle problem, som DBU fik tørret af på DIF. Først var han i medierne med samme synspunkt som DBU. En uge senere sendte DIF en pressemeddelelse ud samtidigt med LO, hvor Morten Mølholm sagde: ”Jeg har ikke yderligere kommentarer, så længe forhandlingerne foregår.” Men det var vist for sent at padle tilbage.
 
I fodbold kan der dømmes ”farligt spil”, når ”en spiller i sit forsøg på at spille bolden udsætter en anden eller sig selv for fare”. DBU risikerer lidt usædvanligt en kendelse for ”farligt spil” overfor en medspiller, nemlig DIF. Morten Mølholm, der er direktør i DIF, bakkede op om DBU og afviste i en pressemeddelelse, at et idrætsforbund kan være arbejdsgiver for en idrætsudøver på et landshold. Også i hans udmelding er det uklart, hvad det præcis er, der er det problematiske. Det står der ikke.
 
Alligevel er DIF endt i en situation, hvor de sammen med LO har bistået parterne med at forhandle et forlig på plads. Det er en genkendelig situation fra arbejdsmarkedet, og det er svært at forstå, at DIF godt vil agere som en arbejdsgiverorganisation, men ikke vil benævnes som sådan. Både DIF og DBU har ikke formået – eller ønsket – at forklare de konkrete problemstillinger.
 
Samtidig har de har haft svært ved at skabe en rammefortælling, der kunne underbygge deres synspunkt, og de står tilbage som idrætsverdenens blå bureaukrater. DIF har ikke i lighed med DBU haft et konkret økonomisk incitament til at gå ind i konflikten, men står nu tilbage med den principielle problemstilling, som de selv har været med til at blæse op. Problemet er ikke løst – og det må med DIF’s egne briller bekymre alle deres medlemsorganisationer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job