Mink-Mettes Nyruphjelm
Statsministeren skulle vise sympati og besøge katastrofeområdet – en af de nu udryddede minkfarme. Resultatet blev en diskussion om krokodilletårer og beskyttelsesdragten. Det bringer minder om Nyrups cykelhjelm…
Der er lidt præsidentielt schwung over at besøge katastrofeområder og vise sin medfølelse med folket. Således også for Mette, der i sin egen medbragte katastrofe skulle besøge de stakkels minkavlere, som nu snart er historie i Danmark.
Mindelser om Nyrups cykelhjelm
Desværre er forsøget på at vise menneskelighed endt helt galt for Mette. Rewind: I 1995 skulle daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen ryste lidt af akademikerbilledet af sig og deltage i en folkelig cykeldemonstration mod atomprøvesprænginger (oh yes, those were the days, hvor vi boykottede Frankrig).
Det faldt desværre sammen med en begyndende trend om at bære cykelhjelm, hvorfor Poul naturligvis skulle udstyres med en sådan. Nu havde Poul et stort hoved, og hjelmen var for lille, hvilket fik hele billedet til at krakelere, og fotoet af den hårdtcyklende Poul med den for lille hjelm er blevet en del af hans eftermæle som statsminister.
Tilbage til minkfarmen. Mette Frederiksen har gennem coronakrisen optrådt som Danmarks beskyttende moder, der både kan tage de hårde beslutninger og sukke medfølende på alle de rigtige tidspunkter. Så selvfølgelig skulle hun også ud at vise medfølelse med minkavlerne.
Selvom der ikke var har været smitte på minkfarmen og nu slet ikke nogen mink, troppede statsministeren op i den nu berygtet blå dragt med både briller, handsker og mundbind. Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Nu blev der så fundet en rigtig pæn minkfarm. En, som ikke havde haft smitte – nogensinde. Og minkavleren selv var endda ikke alt for sur på Mette. Måske han endda forstod hende en lille smule, på trods af bedre sent end aldrig – og nu var det jo for sent. For der var ingen mink på farmen længere.
Krokodilletåren
Alligevel måtte Mette knibe en trendy tåre. For det er jo blevet by the book, at store statsmænd og kvinder formår at fælde en tåre i katastrofens epicenter. Så ved vi ligesom, at de også er mennesker og har rigtige følelser indeni.
Det er bare ikke et ret fedt epicenter. Der er ingen mink. Minkavleren er slet ikke hylet ud af den; han er faktisk flink og fattet.
Derfor bliver tåren til en krokodilletåre. Den passer simpelthen ikke ind i iscenesættelsen. For det er jo næppe for de fraværende døde mink – som alligevel skulle dø og blive til pels. Ej heller den 14 milliarder store eksport, der viste sig kun at være 3. Eller de 3.500 arbejdspladser, hvoraf en betydelige del ikke er danske alligevel.
Men måske var det en bedre scene end at græde i en halvtom Michelin-restaurant. Måske er det bare seks måneders pres, der kommer til overfladen. Kilde: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Tåren er ikke for minkavleren, den er for os alle sammen og lidt for Mette selv. Den kommer helt af sig selv i clashet mellem den afslappede minkavler i hverdagstøj med sin tomme farm og Mette i den blå rumdragt taget ud af den bedste Hollywood-film om den altødelæggende virus.
Den blå dragt
Var der mon nogen, der forinden havde undersøgt eller tænkt over dress-code for besøget? Måske. Men på billederne ligner det mest af alt en on-the-spot-beslutning, at Mette skulle iføres heldragt, briller og maske. Alt imens minkavleren står fuldstændigt uberørt og i civil ved siden af.
I hvert fald havde Mette ikke på et eneste billede haft lejlighed til at sætte udstyret ordentligt – ja, hvis man ikke vidste det, så er det faktiske overordentligt svært overhovedet at se, at det er Mette.
Kforum spurgte vores følger på Facebook, hvad de troede statsministeren tænke, da hun havde den blå dragt på.
On-the-fly – det er nok nøgleordet. Hvis Nyrup havde haft intention om og forberedt sig på, at han skulle bære cykelhjelm, havde man nok fundet en som passede. Eller inden overvejet, om han virkelig behøvede det. Lars og Macron cyklede jo sidenhen relativt fint og frit uden.
Hvis Mette havde vidst forinden, at hun skulle iføres fuld beskyttelsesdragt, briller og mundbind, havde det så ikke været rimeligt, at minkavleren også havde – i det mindste – en maske på? Eller måske skulle Mette så slet ikke være taget afsted?
Og HVIS hun endelig var taget afsted, skulle man så ikke have fundet den usleste minkfarm i Danmark. En minkfarm, hvor ejeren savlende kunne råbe skældsord efter Mette for åbent kamera, mens hans tre degenererede børn spillede banjo ved siden af, og hans kone i overalls afsluttede ministerbesøget ved at komme løbende med et oversavet jagtgevær og jage alle københavnersnuderne tilbage til Djævleøen?
Eftermælet
For var det i virkeligheden ikke medlidenhed med den selvopofrende Mette, der må træffe tunge beslutninger, som statsministeren allermest trængte til lige nu?
Det er nemt at se det humoriskte i Mette Frederiksens beklædning. For det første virker hun overforsigtig og for det andet er dragten blå. Kilde: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
I hvert fald kan vi godt konkludere, at de mange sociale delinger for tiden lægger sig i to lejre. Den ene mener, at man skal klappe kaje, hvis man ikke har gået i Mettes sko gennem de sidste seks måneders coronapres. Den anden mener, at Mette er at sammenligne med en grundlovsforbryderisk Ilse fra KZ-lejren. Og vi skulle jo helst have flere til at mene det første, mens vi holder fast i billedet af minkavlere som dyremishandlende hillbillies, der kaster med sten fra deres glashuse… eller hur?
I stedet fik vi serveret Mettes eftermæle i form af Danmarks beskyttende moder, der mest af alt beskytter sig selv. Faktisk så meget, at vi næsten ikke kan se hende. Og det endda i en dragt, som er blå. Lyseblå ganske vist, men alligevel…
