Kritisk blik på Zetland, Føljeton og Den Korte Avis
Klubhusmedier i venneland

Skrevet af

Lisbeth Knudsen

Mandag Morgen

2 artikler

391 indlæg

Føljeton, Zetland, Den Korte Avis og andre nichemedier vokser frem som digitale klubhuse for dem, der er trætte af mainstream-nyheder, mainstream-nyhedskriterier og mainstream-medier. De har en tro menighed omkring sig, men har de også langtidsholdbarhed?
Der er kø til deres lanceringer i disse dage, og de lader til at skovle sympati og penge ind både fra staten og det private på at være digitale, eksperimenterende, forretningsidealistiske projekter. De er alternative medier, som siger, at de vil udfordre de hurtige nyhedssnacks, den fælles nyhedsstrøm, forudsigeligheden, de gamle, objektive journalistdyder og de klassiske væsentlighedskriterier. Ud med det og ind med afsenderprioritering, personlige holdninger, egopassioneret formidlingsengagement og ægte klubkultur. Væk med leflen for kunderne og den demokratiske medierolle. Du er enten med i klubben og følger dens højprofilerede journalister og iværksættere, eller du må finde på noget andet. De begavede, hypermoderne, alternative, individualistiske oprørere mod de etablerede medier står for det selektive og frem for alt det dybe og tænksomme.
 
Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, under Zetland Live. Zetland beskriver konceptet som "en farverig fusion af et papirmagasin og et sceneshow, der af og til popper op på byens scener".
 
"Vi skriver om det, vi er optaget af, og som burde optage dig," skriver folkene bag det mobile magasin Føljeton på deres præsentationsside. Her er ingen forpligtelse til politisk balance, mangfoldighed, public service, væsentlighed eller objektivitet. "Vi skriver om det, der interesserer OS. Om det vigtigste i vores verden," står der også. 
 
"Det kulørte klubhus for nysgerrige mennesker," kalder Zetland sit kommende initiativ til at være et nyhedsmedie. Sangen er den samme som hos Føljeton, og omkvædet identisk. Her er mødestedet for de anderledes og alternative, som vil ”kickstarte kvalitetsjournalistikken og gøre alle klogere”. Sådan! Og de nye initiativer er medie-darlings helt fra starten, for journalister elsker at skrive om andre journalister, som er mønsterbrydere.
 
"Fra os til dig, der stadig vil læse", står der på Føljetons hjemmeside. De er et af klubhusmedierne, der giver sig ud for at være en slags daglig modgift til nyhedsstrømmens fælles dagsordener.
 
Stadig tåget tilbud til den kreative klasse
Det er dig-, mig- og os-klubhusmedier, der er på vej med Zetlands nyeste journalistiske satsning og med mobilmagasinet Føljeton. Og de følger ganske godt en tendens i udlandet til at etablere "crowdfunding journalism", der bygger på en annoncefri, medlemsfinansieret journalistisk platform som alternativ til den annonce- og abonnementsfinansierede forretningsmodel i de traditionelle, professionelle medier. Websites som Krautreporter og De Correspondent har set dagens lys i udlandet for et par år siden og bygger på samme model med medlems- eller abonnementsbetaling. I USA kan man sponsorere konkrete emner for den undersøgende journalistik og opfordre til, at et bestemt emne bliver behandlet journalistisk via et bidrag.

Det karakteristiske ved de nye alternative medietiltag er, at de giver sig ud for at være en slags daglig modgift til nyhedsstrømmens fælles dagsordener baseret på de alternative redaktioners subjektive udvalg og uigennemskuelige prioriteringer. A la: "Vi skal være noget for de nysgerrige, omskiftelige, foranderlige og rastløse"; "En journalistik der mobiliserer, kortslutter og forstyrrer".
 
Jo, men hvad er det lige præcis, jeg skal vente mig indholdsmæssigt, hvis jeg nu er "hjemløs" på mediemarkedet, som Føljeton skriver, og rastløst kaster mig rundt på mobilen for at finde noget interessant? Hvad kan den flok journalister, der er blevet trætte af at sidde på de traditionelle medier, give af ny værdi til oplevelsen. Hvad er det for en journalistik, der mobiliserer og forstyrrer? Er det en ny korstogsjournalistik eller aktivistisk journalistik, der skal bevæge verden og vores syn på den? Er der et politisk budskab gemt i ordflommen, eller er det bare den kreative klasse, som formulerer sig noget tåget om sit eget nye ønskemedie? Hvad betyder det, når Zetland ”vil tage featurejournalistik-erfaringerne” fra dets udgivelse af ”singler” og bruge dem til nyheder i et alternativ format?
 
Crowdfunding-journalistik handler ikke så meget om at "sælge" et produkt, men meget mere om et voksende fællesskab.
 
Ikke et produkt, men et fællesskab
De Correspondent skriver om deres projekt, at de vil være "en publikation, der ignorerer, hvad der sker kun i dag og fokuserer i stedet på de ting, der sker hver dag". ”Vi tror ikke, at vores økonomiske bagmænd følte, de købte et produkt. De sluttede sig til en bevægelse. En, der ikke afhænger af reglerne i nyhedsindustrien. Vi har ikke brug for en rejse- eller karrieresektion, bare fordi annoncører vil have dem. Vi behøver ikke at gå på jagt efter sidevisninger. Vi behøver ikke at konkurrere med store sociale netværk om annoncebudgetter. Og vigtigst: vi vil ikke gøre vores medlemmer til en 'målgruppe'. Crowdfunding af journalistik handler ikke så meget om at 'sælge' et produkt, men meget mere om et voksende fællesskab. Det gør det vigtigt at fokusere på aspekter, der styrker følelsen af at høre til en bevægelse, snarere end på at give folk et godt tilbud,” skriver de.

Kan de nye projekter på den danske mediehimmel komme til fadet med noget nyt – og i givet fald hvad? Påstanden om, at de kan, har udløst mediestøtte fra det offentlige.
 
Ingen tvivl om, at der i de yngre generationer af medieforbrugere efterspørges en mere holdningspræget journalistik og subjektive, uforudsigelige valg, end de traditionelle medier generelt byder på. Weekendavisen har praktiseret den alternative modstrømsmodel i mange år til stor perfektion og med stor succes i forhold til de kultur-, videns-, og samfundsmæssigt interesserede. Ugebrevet Mandag Morgen har praktiseret det med blik på beslutningstagerne i erhvervslivet og den offentlige sektor. Der er en markant tendens til at gå imod strømmen og nyhedsdagsordenen for at nå fem spadestik dybere i forhold til de ting, der sker hver dag, i stedet for kun at dække et "flash" af nyheden lige præcis af i dag.
 
Glade dage hos Føljeton. Men vil brugerne forny deres medlemskab eller abonnement, når den første begejstring over at være "one of the guys" er ovre? Eller vil der kun være de gamle trofaste venner tilbage i klubhuset? 
 
Opgør med mediemonotoni
De to nye medieprojekter rammer i selve tankegang og koncept opgøret med mediemonotonien, som der nok skal være en vis klangbund for derude. Men to vigtige spørgsmål bliver afgørende.
 
Er der folk nok til den nye folkebevægelse, som vil betale for at være medlem af en fritænkende gruppe af journalister, der redigerer og skriver efter eget hoved? Og ikke mindst vil de forny deres medlemskab eller abonnement, når den første begejstring over at være "one of the guys" er ovre? Eller bliver klubhuset herefter kun fyldt med de gamle trofaste venner.
 
Spørgsmål nummer to handler om den alternative journalistiske formidling, som vi endnu ikke har set. Den, som skal overraske og få os til at engagere os og interagere med føljetonerne eller historierne. Hvad er DNA'et i den nye journalistik? Hvilke kriterier driver den? Hvordan skal den røre os, bevæge os og forstyrre os? Zetlands nye nyhedsprodukt har vi endnu ikke set. Føljetons produkt findes i en tidlig beta-version, som bestemt ikke overrasker og vælter mediebilledet på hovedet i dens nuværende form.

Hvad er meningen med at være digital, et mobilt magasin og en anderledes webside, hvis ikke selve præsentationen, fortællingen og medinddragelsen bliver anderledes end alle mulige andre indholdstilbud? Det visuelle, det interaktive, de kreative multimedieeffekter i præsentationerne bliver helt afgørende for, om det rammer en ny medieforbruger, som har vendt de gamle medier ryggen. Det bliver ikke bare alenlange tekster og alternative udvalg af nyheder, som sælger varen.
 
Den Korte Avis er ikke en del af trenden med eftertænksom, dybdegående journalistik, men har ideerne om crowdfunding og indsnævring af målgruppen til fælles med Zetland, Føljeton og de andre klubhusmedier.
 
Cool at stå af nyhedsræset
Selv om de nye klubhusmedier ikke vil tale om målgrupper, så ligger det lige for, at det er de unge, som deler nyhedsflowet gratis på Facebook, men måske gerne vil betale for at læse alternative tilbud skrevet af alternative, holdningsbaserede skribenter og med alternative visuelle udtryk. Og så er det de intellektuelle, som gerne vil ind i klubhuset til de andre ligemænd, hvor det er ”cool” at sige, at man er steget af nyhedsræset, og hvor indgangsbilletten er at tale nedsættende om de korte nyheder online og nyhedskanalerne, selv om alle ser dem. At Føljeton tilbyder at være gratis for dagpengemodtagere, gør næppe dem til en stor målgruppe. Det er et politisk statement, der nok kommer til at kræve en hel del kreativ adgangskontrol.

Føljeton, Zetland, Den Korte Avis og andre nichemedier vokser frem som klubhusmedier for dem, der er trætte af mainstream-nyheder, mainstream-nyhedskriterier og mainstream-medier. Dem er der fin plads til, men når den første eufori er overstået, og de første indsamlede penge er brugt, kommer de til at leve et svært liv. Det svære er ikke starten (selv om det sikkert føles sådan). Det svære er at få folk til at betale, når det gratis prøveabonnement er overstået, og når abonnementet til fuld pris skal fornys første gang. Vi betaler for det, vi ikke kan undvære. Og der er jo meget, vi godt kan undvære.
 
-----------------------------------------------------------------------------
 
Prøv et kursus hos Kforum:
 

Relaterede artikler

For lidt, for klummet, for kort - Den Korte Avis er et digitalt medie – i mangel af bedre betegnelse – som debuterede i søndags, men som ikke ville få nog...
iPad-invasionen får dig tilbage i lænestolen - De har invaderet vores hjem og vores hjerner. De har opslugt vores børn og vores fritid. De lyser op i sofaen, i sengen ...
Den Korte Avis undergraver dansk journalistik - Ralf Pittelkow og Karen Jespersens (V) Den Korte Avis oplever massiv succes. Men hvis man kigger lidt nærmere på netavis...
Få gennemslagskraft i medierne - Selvom det ikke altid ser sådan ud, er det rigtig svært at trænge igennem pressens mange smalle nåleøjer. Men her får du...
Alt om medier og kultur - I hvilke artikler kan du finde viden om kultur og medier? Kforum giver dig overblikket her. Fx: Hvad sker der, når små b...
Du bestemmer, hvad der skal skrives! - Crowdfunding af artikler: Kan man det? Det korte svar er, at det er vi ved at finde ud af. Crowdfunding kan vise sig at ...
Føljeton og Zetland: fremtidens journalistik? - Zetland drømmer om en handymand, der kan erstatte den administrerende direktør som radiatoransvarlig, og har det meget M...
Føljeton bør blive i beta - Det pibler frem med digitale initiativer, der vil redefinere den måde, vi forbruger og interagerer med journalistik på. ...
Hvorfor er Berlingske et hul, når Politiken går i nul? - Det er et af medieverdenens store paradokser, at JP/Politikens Hus kan tjene flere hundrede millioner, mens Berlingske M...
Er Zetland mediernes svar på Alternativet? - Pakket ind i Danmarks lækreste design og baseret på nogle af de sundeste redaktionelle principper er Zetland sprunget ud...
Fyr dig selv, mediechef! - Journalister fyres på stribe, og store mediehuse som DR og JP/Politikens hus skærer helt ind til benet, men lige lidt ny...
Dossier: Endelig et herremagasin, der tør tænke nyt - Der er en ny publikation i byen, og denne gang er den hverken digital eller på din mobil: Den er på noget så gammeldags ...
Hurra! Vi kan afskaffe mediestøtten - Krisen i de danske medier er ved at være overstået. Ytringsfrihed vil blive suppleret med annonceringstvang – eller hvor...
Er eventyret om Mandag Morgen slut? - Mandag Morgen er blevet opslugt af fremadstormende Altinget, og måske markerer det afslutningen på et vigtigt kapitel i ...
Velkommen til fake news i Danmark - Eksplosioner af voldtægter begået af flygtninge og antisemitiske angreb er nogle af de alternative fakta, som det nye 24...
Er det slutland for Zetland? - Zetland er et vildt medie og interessant af flere årsager. Det repræsenterer en helt ny måde at drive medie på og er bem...
Ridser i Zetlakken - Konceptet bag Zetland er hverken særlig nyt eller særlig originalt. Spørgsmålet er, om indholdet er særlig godt og økono...
At være eller ikke at være... ung - Der findes to slags ungdom. Den, man ryster på hovedet af, og den, der får en til at længes. SEIN tilhører den sidste. F...

Kommentarer

Få nyhedsbrev

41 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Journalist

Frist: As soon as possible

Marketingkonsulent

Frist: 23. marts

Praktikant

Frist: 10. april
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.