'Vi skal stå sammen ved at holde afstand'

“Vi skal samle os som land ved at holde os fra hinanden”. “Den eneste måde at vise omsorg på er gennem afstand”. “Bliv hjemme for at redde liv”. Vores go-to coronakampråb. Vores fælles paroler i en svær tid. Sådan har det været lige siden, statsministeren for første gang lod ordene forlade sine læber.

Nej, ikke den statsminister. Ikke Mette Frederiksen. Jeg taler selvfølgelig om den irske statsminister, Leo Varadkar. Eller den britiske premierminister, Boris Johnson, og den tyske forbundskansler, Angela Merkel. Det er deres og, lige nu, alle andre europæiske statslederes ord.

“Den eneste måde at vise omsorg på er gennem afstand,” lød det fra Merkel i en tale til nationen. Getty.

Overalt på vores kontinent har de forskellige statsministre, præsidenter og forbundskanslere adresseret krisen lige på og hårdt. De har sat sig i en stol eller stillet sig bag et podium og set deres landsfæller direkte i øjnene for at forklare coronakrisens alvor.

Man kan kun bekæmpe en pandemi ved at bryde smittekæden. Regeringschefernes hovedopgave har derfor været at mobilisere befolkningerne til at følge anvisningerne. Samtlige statsoverhoveder har skullet lykkes med den samme mission: at få folk til at blive hjemme. Spørgsmålet er bare: Hvordan har de gjort det?

Lighederne er tydelige

De europæiske regeringschefer har overordnet grebet opgaven an på samme måde: Store taler til befolkningen, hvor de har berørt de samme emner og brugt de samme vendinger. ‘Vi skal stå sammen ved at holde afstand’.

Ser man nærmere på talerne, er der især tre ting, der går igen. Først understreger de den enorme historiske skala af udfordringerne. Dernæst det gigantiske kollektive ansvar, der hviler på alle individers skuldre. Og til sidst, hvordan befolkningen i lige præcis det specifikke land har en unik evne til at overkomme alverdens hårde tider.

Coronakortet

I nedenstående interaktive grafik kan man se størstedelen af de europæiske statslederes respons på coronakrisen. Tryk på cirklerne som vist i GIF’en for at se talerne.

Skalaen af udfordringerne

Vi har efterhånden alle sammen set Mette Frederiksens tale den 11. marts: “Det jeg vil sige i aften kommer til at få store konsekvenser for alle danskere,” lød det. Senere i talen understregede hun den historiske skala af udfordringerne: “Vi står på ubetrådt land”, “en helt ekstraordinær situation.”

Det er aldrig rart, når ens statsminister fortæller præcist, hvor slemt det står til. Det indikerer, at hele skidtet er ved at brænde på. Ser man ud over Danmarks lukkede grænser, hører man dog ikke andet end regeringschefer, der bruger det samme sprog som den danske statsminister.

Norges statsminister, Erna Solberg, sagde fx: “Ingen i min generation har oplevet, at landet har haft så store udfordringer, som vi sammen har nu.” I en anden tale, i en anden nation proklamerede Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at coronavirussen “er en af de største sundhedskriser i Frankrig nogensinde”. Og i Storbritannien fortalte Boris Johnson, at “coronavirussen er den største trussel mod vores land i flere årtier”.

"Befolkningen i dette land vil komme ud på den anden side stærkere end nogensinde," lød det opmuntrende fra Boris Johnson, der senere selv er blevet testet positiv for COVID-19. Getty.

Selv Angela Merkel, der er kendt for sin cool krisehåndtering, fortalte tyskerne, at coronakrisen er den største test af tysk solidaritet “siden anden verdenskrig”.

I Holland og Grækenland fortalte statsministrene, at situationens alvor krævede handling “uden sidestykke i fredstid”.

Kort sagt, samtlige europæiske ledere har forsøgt at mobilisere befolkningen ved at sætte coronakrisen i et historisk perspektiv. Fremtidige generationer vil se tilbage på, hvad vi gør nu, og de vil enten dømme eller bifalde os.

‘Heroisme indebærer også at vaske sine hænder’

Kampen mod corona er summen af alle individers individuelle isolation. Man kan ligefrem sige, at det kollektive ansvar individualiseres. Hvis du ikke vasker dine hænder, kan det gå ud over hele din opgang og alle deres bedsteforældre. Dit individuelle valg kan gå ud over alle i hele samfundet.

Det er nok også derfor, at regeringschefer fra Madrid til Dublin har appelleret til vores indre samfundsborger. Til vores solidaritet. De ved, at hvis man skal mobilisere en hel befolkning, kræver det et formål, der er større end dem selv.

“Vi har et personligt ansvar”, lød det fra Pedro Sánchez, den spanske premierminister, i en tale til nationen. “Lad mig fortælle jer noget,” fortsatte han, “en sejr afhænger af os, i vores hjem, i vores familie, i vores nabolag”. Han fortsatte: “Heroisme indebærer også at vaske sine hænder, at blive hjemme og beskytte sig selv, så vi kan beskytte resten af landets borgere.”

Pedro Sánchez lukker Spanien ned. Getty.

I Stockholm kiggede Stefan Löfven svenskerne i øjnene med et lignende budskab: “Nu har vi alle et stort personligt ansvar,” sagde han. “Der vil være et par afgørende øjeblikke i livet, hvor du skal ofre, ikke kun for din egen skyld, men også for at tage ansvar for dine omgivelser, for dit folk og for vores land.”

I Irland trak statsminister Leo Varadkar sin tale op på et churchillsk niveau: “Det her er stilheden før stormen. Før bølgen.” Han konstaterede: “Aldrig har så mange bedt om så meget af så få.”

Intet folk som vores folk

“Vi har givet afkald på de vaner, vi holder allermest af, og vi har gjort det, fordi vi elsker Italien,” lød det forleden fra Giuseppe Conte, Italiens premierminister. “Men vi giver ikke op på vores mod eller på vores håb for fremtiden.”

Giuseppe Conte leder det hårdest ramte land i Europa – Italien. Han har talt til italienerne mange gange og givet sit folk mange trøstende ord. Getty.

Conte appellerer her til alle italieneres kærlighed til landet. Et generelt tema blandt Europas statsledere. De har alle fremhævet styrken af lige præcis deres befolkning. Faktisk er der ikke et eneste land i Europa, hvis borgere ikke har bestået alverdens prøvelser. I samtlige regeringschefers ord “så klarer vi også denne prøvelse.”

Som Boris Johnson sagde det: “Jeg ved, at befolkningen i dette land, som den har gjort det så mange gange før, vil tage udfordringen op og komme ud på den anden side stærkere end nogensinde.”

Eller som Emmanuel Macron stilfærdigt pointerede: “Jeg regner med jer, hver og en af jer, til at stå sammen som land, til at bevise, hvad Frankrig er kendt for, til at bevise, hvor gavmilde vi kan være. Det er denne indre natur, der tidligere har gjort det muligt for Frankrig at overkomme de største udfordringer.”

Emmanuel Macrons coronatale var en halv time lang. Det var altså en af de længste coronataler i Europa. Getty.

I Norge var Erna Solberg ikke i tvivl om nordmændenes viljestyrke: “Norge er kommet gennem vanskelige tider før. Vi skal også klare det denne gang”. I Grækenland sluttede statsministeren, Kyriakos Mitsotakis, af på en positiv note: “Grækerne vil sejre endnu engang”. Og i Tyskland var Merkel stålfast: “Det er en historisk udfordring, og den kan kun overkommes, hvis vi gør det sammen. Og jeg er absolut ikke i tvivl om, at vi overkommer denne krise.”

Hjemme i Danmark, i Spejlsalen i Statsministeriet, sagde Mette Frederiksen således: “Lad os nu vise, hvad vi kan, når det gælder. Danskerne er i gang. Vi udviser samfundssind. Det er det, der fungerer.”

Kriser er altid politiske

Så hvordan har statslederne i Europa mobiliseret deres befolkninger til at blive hjemme og vaske deres hænder?

De fleste har haft den samme tilgang. De har understreget den historiske skala af samfundets udfordringer samt det enorme ansvar, der hviler på alle individers skuldre over for den kollektive sundhed. Og til sidst har de toppet deres taler af med nationalromantiske slagord.

En standardiseret udgave af samtlige europæsiske statslederes taler ville kunne koges ned til:

‘Aldrig før i vores nations historie har vi set så store udfordringer i øjnene, som vi gør nu. Du skal blive hjemme for at redde liv. Samfundssind og solidaritet er kuren mod corona. Men fortvivl ej. Ingen kan udvise samfundssind som os, her i vores stærke og gavmilde land. Husk, vi skal stå sammen ved at holde afstand’.

Selvfølgelig har statsledernes tilgang ikke kun været ens. Langt fra alle har erklæret krig mod virussen, som fx Macron og Mitsotakis har. Og de færreste har holdt sig udelukkende til pressemøder, hvor sundhedseksperter også får ordet, som fx Mette Frederiksen og Sebastian Kurz.

Selvom Mette Frederiksen konsekvent taler mest, står hun sjældent alene, når hun adresserer befolkningen om corona. For det meste er hun omgivet af faglige eksperter. (Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix).

De fleste statsledere har i stedet holdt enetaler i den bedste sendetid. For coronakrisen er ikke kun en menneskelig katastrofe. Det er også en politisk mulighed. Som Rahm Emanuel, en af Obamas toprådgivere, engang sagde: “Aldrig lad en krise gå til spilde.”

Stilhed før stormen, før bølgen

De europæiske statsledere har bestået den første test. Og endda med flyvende farver. Fx i Storbritannien, hvor Boris Johnsons popularitet er steget med 12 %-point. Eller i Danmark hvor regeringen har fået topkarakterer af befolkningen. Eller i Tyskland hvor hele 89 % mener, at regeringen har håndteret coronakrisen godt, og Merkels parti, CDU, er steget med 7 %-point i meningsmålingerne.

Uanset, hvordan de forskellige ledere har handlet, har befolkningen i grove træk godkendt. Det vigtige i den først fase har nemlig ikke været, hvad man gjorde, men blot at man gjorde noget.

Den store kommunikative test for de europæiske statsledere er foran dem. Coronakrisen kommer til at blive værre i de næste par uger. Og i takt med, at smittetallet stiger, og hospitalerne bliver overfyldte, kommer befolkningerne til at gøre, hvad man altid gør i pressede situationer. Vi kommer til at pege fingre. Af hvem ved vi ikke endnu. Men statslederne er altid de første, der står for skud.