Din sygdom er ikke en rejse

Cancer bliver ofte beskrevet ved hjælp af krigsmetaforer. Kræftsygdommen angriber kroppen, kræftpatienten enten taber eller vinder kampen mod kræftsygdommen, og sundhedsvæsenet besidder forskellige våben i bekæmpelsen af kræft. I de seneste par årtier har denne tendens til at metaforisere kræft og andre sygdomme været genstand for flere forskningsprojekter - og for kritik.
Krigs-/kræftmetaforikken kan være opmuntrende, give kamplyst og har god kommerciel effekt i forbindelse med landsindsamlinger. Men samtidig kan den også virke handlingslammende og give følelsen af nederlag, hvis man ikke "vinder kampen mod kræft". Kilde: Getty Images.
Krigs-/kræftmetaforikken kan være opmuntrende, give kamplyst og har god kommerciel effekt i forbindelse med landsindsamlinger. Men samtidig kan den også virke handlingslammende og give følelsen af nederlag, hvis man ikke "vinder kampen mod kræft". Kilde: Getty Images.
I 1995 udgav den canadiske sociolog Arthur W. Frank den indflydelsesrige bog The Wounded Storyteller, hvori han kortlægger de mest dominerende sygdomsmetaforer. Udover krigsmetaforik, hvor sygdommen beskrives som en udefrakommende invasion, som kroppen skal bekæmpe, drejer det sig især om rejsemetaforikken, hvor sygdommen fremstilles som en lang rejse, som den syge ligefrem kan vende hjem fra som et nyt og stærkere menneske.
 
Som Politiken for nylig kunne berette i artiklen ”De døde har ikke tabt. De er døde af kræft”, er kræftlæger og sprogforskere på Lancaster University for tiden i færd med kortlægge de herskende sygdomsmetaforer med henblik på at udarbejde en metafor-menu til brug for mennesker, der lige har fået stillet deres diagnose. Dette sker, fordi meget tyder på, at sygdomsmetaforer ikke kun gør det lettere at håndtere en diagnose, men tværtimod ofte gør det vanskeligere at leve med sygdommen.
 
At metaforer spiller en central rolle for den måde, mennesker oplever deres sygdom på, er for så vidt ikke nogen ny opdagelse. Allerede i 1978 udfordrede den amerikanske forfatter og kritiker Susan Sontag i essayet Illness as Metaphor den metaforik, hun mente, lagde ansvaret over på patienterne.
 
Sontag skrev sit essay efter, hun selv fik konstateret kræft og efterfølgende blev konfronteret med alle de stigmatiserende metaforer, der truer med at gøre den syge tavs og skamfuld. Sontag foregriber den analyse, man ofte ser udfoldet i den nyeste forskning i sygdomsmetaforik, nemlig, at især krigsmetaforen skaber en skyldfølelse hos den sygdomsramte over ikke at kæmpe godt nok til at blive helbredt.
 
Sontags konklusion er, at vi både som patienter, pårørende og sundhedspersonale bør holde vores sygdomsmetaforer i kort snor, eller som hun udtrykker det i det korte forord til Illness as Metaphor: ”Den sandfærdigste måde at betragte sygdom på – og den sundeste måde at være syg på – er den, der er mest renset for og mest modstandsdygtig overfor den metaforiske tænkemåde”.
 
Den amerikanske forfatter og politiske aktivist Susan Sontag.
 
Metaforens magt
For at forstå den aktuelle diskussion af sygdommens metaforer kan det være nyttigt at stille sig selv det ældgamle spørgsmål: Hvad er metaforer overhovedet for en størrelse? Holder vi os for en stund til Sontag, så overtager hun den klassiske forståelse af metaforer. Ifølge denne er metaforen en erstatning for det bogstavelige udtryk. Antikkens filosoffer bestemte således metaforen som en omskrivning, en sproglig indpakning, af en egentlig forestilling.
 
Sontags pointe er, at vi bør afholde os fra sådanne omskrivninger, når det kommer til sygdomme som eksempelvis kræft. En spade er en spade, endetarmskræft er endetarmskræft. I 2010 gentog kræftlægen Robert S. Miller denne pointe, da han tog den militære metafor med på sin liste i tidsskriftet Oncology Times over ”8 ord og vendinger, der burde forbydes” i behandlingen og plejen af kræftpatienter.
 
Men helt så enkelt er det selvfølgelig ikke. Metaforer er ikke bare en flødeskumsklat oven på den rigtige mening. De er ikke kun dekoration, men også kognition. Det er hovedpointen i moderne metaforteori. Skal man tro denne, sker der i metaforen ikke bare det, at en forestilling erstatter en anden, men derimod det, at to forestillinger (kræft og krig) indvirker på hinanden og tilsammen skaber en helt ny betydning (kræft som en kamp). Det er på den måde, at metaforen fungerer som en form for erkendelse, der kan give indsigt i verden.
 
Dette er også en central pointe for Elena Semino, der leder det tidligere nævnte forskningsprojekt, Metaphor in End-of-Life Care, på Lancaster University. Hun fremhæver, at metaforer om krig og rejse faktisk godt kan hjælpe med at gøre noget så abstrakt som en dødbringende sygdom mere konkret og forståeligt.
 
Metaforer kan bruges til at få mening i det, vi oplever. De skaber billeder, vi kan forholde os til, når vi står over for noget ukendt som sygdom og død. Derfor giver det heller ingen mening at forbyde visse metaforer. Semino fremhæver imidlertid også det problem, at mange sygdomsmetaforer faktisk giver et skævt billede af, hvordan det opleves at leve med en bestemt sygdom. De skaber ikke erkendelse, men snarere miskendelse
 

I denne TED Talk fortæller journalist Amanda Bennet, hvis mand døde af kræft, at man lettere kan kapere døden, hvis man bygger et heroisk narrativ op omkring den.
 
Når eksempelvis en kræftpatient efter en kemoterapi ligger udmattet og nedslået på sin seng, vil han og hun ofte føle sig som alt andet end en tapper soldat. Hvis det ikke lykkedes at få overtaget over kræften, vil krigsmetaforen endvidere ikke føles opmuntrende, men derimod nedslående.
 
Er rejsemetaforik bedre end krigsmetaforik?
For et par år siden argumenterede den tidligere tv-vært Birgit Meister i en kronik i Kristeligt Dagblad af samme grund for, at den dominerende militære retorik bør erstattes af en rejsemetaforik. ”For nogle, måske især ældre”, skriver Meister, ”er det oftest nemmere at acceptere, at en rejse slutter, end at man taber et slag.”
 
Selvom dette sikkert er rigtigt, oplever mange patienter ikke desto mindre, at også rejsemetaforikken fejlrepræsenterer deres sygdomsoplevelse. For dem er sygdommen ikke en rejse, eftersom det ikke er en udflugt, de selv har valgt at begive sig ud på.
 
Når det er umuligt simpelthen at udrydde alle de metaforer, der bruges til at beskrive en sygdomserfaring, er det, fordi sproget fundamentalt set er metaforisk. Bogstavelige udtryk er blot døde metaforer. Dette er udgangspunktet for den kognitive lingvistiks metaforteori, der siden udgivelsen af George Lakoffs og Mark Johnsons berømte bog Metaphors We Live By i 1980 har været den mest produktive metaforteori.
 

Mark Johnson (tv.) og George Lakoff (th.) er forfatterne bag "Metafors We Live By".
 
Når kræften ”bekæmpes”, er det ifølge den kognitive lingvistik, fordi vi med det mål (target) at forstå dette biologiske fænomen bruger en menneskelig aktivitet som kilde (source domain). Dette kan minde om megen anden moderne metaforteori, men ifølge Lakoff og andre kognitivister er det, der overføres i metaforen, ikke ord, men mere grundlæggende tankestrukturer forankret i menneskets psyke og erfaringsverden. Dermed også sagt, at metaforer ikke bare drejer sig om, hvad vi siger om verden, men også om, hvordan vi handler i verden.  
 
Metaforen ”en kræftsygdom er en kamp” handler ikke bare om, hvordan man giver mening til ordet kræft, men mere generelt om, hvordan vi agerer, når vi står over for en kræftsygdom. Hvis man i stedet vælger at benytte sig af en anden metafor – f.eks. ”en kræftsygdom er en rejse” – så ville man ikke bare tænke anderledes om kræft, men også handle anderledes.
 
Metaforens dobbelthed
At sprog skaber virkelighed og bestemte handlingsmønstre, er i høj grad, hvad den aktuelle forskning i sygdomsmetaforer sætter fokus på. Krigsmetaforikken kan for eksempel virke opmuntrende og give kamplyst. Den er ligeledes effektiv, når det kommer til at aktivere befolkningen i forskellige landsindsamlinger til bekæmpelse af kræft. Men samtidig kan den også virke handlingslammende, når man ikke synes at vinde over kræften.
 
Rejsemetaforer kan på samme vis give styrke, når de bruges til at udtrykke accept, formål og kontrol, men samtidig kan den fratage den sygdomsramte følelsen af kontrol, fordi sygdommen er en rejse, man ikke selv har valgt at begive sig ud på.
 
”Kun en tåbe frygter ikke metaforen, kun idioter tror, de kan undgå den.” Sådan skrev den danske digter Per Højholt i 1994. 
 
Udsagnet indfanger glimrende det paradoks, den sygdomsramte står overfor. På den ene side er det umuligt ikke at beskrive ens sygdom ved hjælp af metaforer, og på den anden side fejlrepræsenterer mange sygdomsmetaforer oplevelsen af at være syg.
 
Ifølge Elena Semino fungerer bestemte sygdomsmetaforer endvidere ikke ens for alle. Det er derfor, de på Lancaster University er ved at udvikle en såkaldt metafor-menu for kræftpatienter. Men hvis metaforer er tankestrukturer forankret i den menneskelige psyke og erfaringsverden, er spørgsmålet selvfølgelig, hvor frit den enkelte patient egentlig kan vælge fra menukortet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job