Google din hybride arbejdsplads

Engang gjorde de storrumskontorer til sexede symboler på kreativt verdensherredømme. Nu genopfinder Google kontoret. Farvel til to årtiers overbevisning om, at et tætpakket menneskehav er nøglen til succes. Goddag til oppustelige ballonvægge, god plads og udendørs camping. I det hele taget synes luftigt at være det nye nøgleord.
Hvordan kommer den post-pandemiske arbejdsplads til at se ud? Foto: Getty
Hvordan kommer den post-pandemiske arbejdsplads til at se ud? Foto: Getty

Googles plan for fremtidens arbejdsplads håndterer de udfordringer, som mange virksomheder står overfor lige nu: Hvordan får vi det hybride samarbejde til at spille? Hvordan skal vi indrette det fysiske kontor, når flere arbejder hjemmefra? Hvordan undgår vi, at folk smitter hinanden? Og hvordan lokker vi overhovedet folk væk fra køkkenbordet og tilbage på kontoret? 

 

Men it-giganten var allerede inden pandemien i færd med at gentænke kontorkonceptet med afsæt i yngre generationers forventninger til en arbejdsplads. Og så var det blevet tid til at reparere nogle af de grundlæggende svagheder i konceptet, for eksempel at folk havde svært ved at koncentrere sig i de åbne kontorer, og at det var vanskeligt at samarbejde med kolleger fordelt over hele jordkloden. Det berømte kæmpekontor havde haft sin tid og måtte gentænkes.

 

Åbne kontorlandskaber har eksisteret i mere end 100 år i forskellige varianter, fra de første samlebåndsinspirerede kontorhaller med tastedamer i lange lige rækker til legepladser med bordfodbold og barista i hjørnet. Så kontoret udvikler sig med os. Og lige nu har pandemien sat turbo på udviklingen.

 

I et videnssamfund, hvor medarbejderens kognitive kapacitet er den væsentligste ressource (og lønninger ofte den største post på budgettet), må målet være at skabe et kontor, der stimulerer den allerfineste tænkning. Et værksted for viden. I det lys har jeg udvalgt syv ideer fra Googles plan for fremtidens kontor, som man kan lade sig inspirere af, hvis man vil arbejde strategisk med sit kontor.

 

1. Lejrbål til hybridt samarbejde

Hvordan skaber man et velfungerende møde, når nogle af deltagerne ikke er fysisk til stede? Det har Google forsøgt at håndtere med et nyt møderum kaldet ”Campfire”. Mødelokalet er rundt og består delvist at store skærme, hvor de fraværende deltagere kan være med på lige fod og i samme størrelse som de fysiske deltagere.

 


Lejrskolestemning i Googles hovedkontor. Kilde: Google 

 

Anmeldelse af ideen: Formentligt kommer mange flere til at arbejde på distancen fremover, og det at få det hybride samarbejde til at fungere er en af de helt store knaster lige nu i HR-afdelingerne. Hvis man ikke designer specifikke områder til de hybride møder, vil man se mennesker sidde i det åbne kontor, mens de hviskende (eller højlydt forstyrrende) forsøger at deltage i onlinemøderne, og der vil være en tendens til, at de, der er med på distancen, bliver mødets B-hold. Derfor: Masser af point for denne idé. Det handler her ikke om at spare plads på kontoret, men om at omfavne det hybride arbejdsliv fuldstændigt og vælge at bruge den frigivne fysiske plads til at få distancearbejdet til at give mening.

 

2. Pupper til fysisk samarbejde

I stedet for man som team skal booke et ledigt mødelokale fra møde til møde, har Google udviklet et mobilt mødelokale, ”Team Pods”, der hurtigt kan tilpasses et team og være en passende ramme om den aktuelle opgave. Som udgangspunkt er Team Pods tomme, men de kan fleksibelt indrettes med rullende borde, stole, opbevaring og whiteboards.

 Dette rum skal styrke det interne samarbejde blandt Googles ansatte. Kilde: Google

 

Anmeldelse af ideen: En af de ting, der kan få folk til at møde fysisk op på arbejdspladsen, er de sociale relationer til kollegerne, hvilket Team Pods understøtter. Men endnu vigtigere er det, at Team Pods også sender et signal om, at det fokuserede arbejde i teamet er vigtigt. Som team kan man forskanse sig, fokusere og få fuldt udbytte af det samarbejde, som det fysiske fremmøde giver mulighed for. Normalt er det kun dem med mange stjerner på skuldrene, der tør optage et mødelokale hele dagen, og det er alles kamp mod alle, når man som en fredløs går rundt for at finde et ledigt mødelokale. Det koster tid og kognitiv energi, som man kan bruge i puppen i stedet for. Godt tænkt, Google!

 

3. Udendørs campingliv

Google rykker kontoret udenfor. Naturligvis med wi-fi. På hovedkontoret i Silicon Valley er en parkeringsplads omdannet til ”Camp Charleston”, hvor overdækkede terrasser og store tipier med mødelokaler og videokonferencesetup gør det let for medarbejderne at samles. Planen er, at de udendørs arbejdsområder også skal bygges på kontorer i andre lande.

 


"Camp Charleston". Kilde: Google

 

Anmeldelse af ideen: At bringe naturen ind på kontoret har længe været en trend. Om ikke andet i form af en forkølet stuebirk og lidt rislende vand. Men at bringe medarbejderne udendørs har ofte været reduceret til walk’n’talks, da frygten for ustabilt internet eller genskin i skærmen har naglet folk til skrivebordene. Google etablerer nu et uderum, hvor det er let at arbejde digitalt, og skaber samtidig et coronavenligt alternativ. Allerede inden corona viste undersøgelser, at folk har flere sygedage, når de arbejder i storrumskontor, fordi man lettere smitter hinanden. Så der er på mange måder god energi i at arbejde under åben himmel. Ikke mindst, fordi dagslys, frisk luft og god nattesøvn stimulerer tænkeevnen for alle kloge hoveder. Så point for det! 

 

4. Oppustelige ballonvægge

Google har opfundet en fleksibel væg i form af en selvoppustelig ballon, som spærrer for indkig til private møder eller fortroligt arbejde på skærmen.

 
 

 

Anmeldelse af ideen: Behov for privatliv er et lige så grundlæggende menneskeligt behov som behovet for at være en del af et fællesskab. At sidde for tæt på andre kan derfor være hæmmende for tankevirksomheden, da det kan opleves som stressende at få sit private rum invaderet af andre menneskers lugt, lyde og blikke. I dag griner vi af de små bure, cubicles, som vi især kender fra amerikanske film, hvor beigefarvede kontorfolk sidder som burhøns, så langt øjet rækker. Men der er studier, der viser, at vi kan arbejde mere vedholdende, hvis vi arbejder bag en form for skillevæg, da det er kognitivt drænende at holde styr på et stort fysisk lokale. Derfor: Hatten af for at anerkende mange menneskers behov for privathed på kontoret. Men hvis det er lige så besværligt at slå ballonvæggen sammen, som det er at få et telt til at være i posen efter en regnvåd hyttetur, så tror jeg, det er så som så med fleksibiliteten. 

 

5. Til kamp mod distraktioner

Google er gået all in på at reducere distraktioner i de åbne kontorer. Så hvis ballonvæggen glipper, har de noget lidt mere lowtech i baghånden, nemlig små bladformede skillevægge, som let kan klipses fast på skrivebordet. De har også opfundet en kontorstol med indbyggede højttalere i nakkestøtten, som spiller hvid støj, der kan camouflere kontorets lyde. Dette er umiddelbart en mere elegant løsning end de menneskeskyklapper med høreværn, som Panasonic opfandt til kontorfolket for et par år siden.

 

Anmeldelse af ideen: Støj og afbrydelser er forstyrrende for al sammenhængende tankevirksomhed, og det er udtrættende for hjernen at koncentrere sig i støjende omgivelser. Og det er ikke noget, man kan vænne sig til. Især andre menneskers halve telefonsamtaler/onlinemøder, som vores kloge hjerne ikke kan lade være med at lytte til, ødelægger koncentrationen og reducerer hjernens kognitive kapacitet. Derfor er det en klog kamp, som Google nu kaster sig ind i. Innovation kræver inspiration og vidensdeling. Men det fordrer også mulighed for individuel videnstilegnelse og refleksion.

 

6. Fast fysisk fremmøde

Google insisterer på, at deres medarbejdere med jævne mellemrum møder op fysisk. Nu i en rotationsordning, så man ikke sidder for tæt.

 

Anmeldelse af ideen: Tidligere forskning viser, at man begynder at miste tilhørsforholdet til sin arbejdsplads, hvis man arbejder hjemme mere end 2,5 dag om ugen. Derfor giver det mening, at man som arbejdsplads insisterer på, at medarbejderne af og til møder op fysisk for at være en del af fællesskabet, selvom det aldrig har været lettere at samarbejde på distancen. Samtidigt er det dog nemmere at opbygge relationer til mennesker, man har været sammen med fysisk, og derfor er det heller ikke en helt tosset idé fra et medarbejderperspektiv. Et nyt McKinsey-studie viser, at 30 % af medarbejdere ville sige op, hvis de blev tvunget til udelukkende at arbejde på kontoret. Post-corona er lysten til et fleksibelt arbejdsliv altså blevet stor, så kravet om fysisk fremmøde skal nok doseres. Men point for at fastholde troen på, at det fysiske fællesskab stadig kan noget. 

 

7. Lynpersonalisering af skrivebord

Flexibel seating, hot desking eller først til mølle-kontoret. Når der ikke er skriveborde til alle, så må man dele. Det har Google forsøgt at gøre let. De har udviklet en prototype på et skrivebord, som med et enkelt swipe personaliseres til forskellige medarbejdere. Bordhøjde, skærmindstilling og rumtemperatur tilpasses, sågar familieportrætter toner frem.

 


"Hot desk". Kilde: Google 

 

Anmeldelse af ideen: Hot desking er forbundet med udfordringer, da man som medarbejder skal bruge mental energi på at finde en ledig plads. Studier viser, at en almindelig effekt af ikke at have sit eget skrivebord – og måske sidde mere eller mindre tilfældigt – gør, at folk begynder at arbejde mere hjemme, og at der er risiko for, at relationen til nærmeste leder og kolleger smuldrer, fordi man ikke ved, hvor man kan finde hinanden. Dette kan en lynpersonalisering af arbejdsstationen ikke ændre på. Men den frustration, som man kan opleve ved at skulle bruge lang tid på at tilpasse bord, stol og skærm – måske flere gange om dagen – kan måske vendes til noget positivt, når man bliver budt velkommen af sit personlige skrivebord. Point for at lytte alvorligt til dem, der synes, at det er besværligt og ubehageligt konstant at skulle finde sig til rette på en ny plads.

 

Kontoret har udviklet sig radikalt i løbet af sine første 100 år. Og det kommer helt sikkert til at udvikle sig hastigt de kommende år, fordi vores arbejde – og holdning til arbejde – ændrer sig. Når jeg kigger i krystalkuglen, er der fire tendenser, jeg tror, der kommer til at præge vores arbejdsliv de kommende år: fleksibilitet, fordybelse, fællesskab og respekt for forskellighed. Jeg er ret overbevist om, at de virksomheder, som formår at beskytte medarbejdernes kognitive kapacitet og sætte menneskelige behov først i en digital verden, trækker det længste og bedste strå. Google viser inspirerende takter i den retning. Selvfølgelig fordi det er en god forretning.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også