Pape-kampagnen på grønlandsk glatis

Vil Pape trække sig som statsministerkandidat, hvis nedgangen fortsætter, spørger TV 2 Nyhederne. Kan Pape blive statsminister, når han lægger sig ud med Grønland, spørger DR Nyheder.

Hos Information svarer Lars Trier Mogensen på DR Nyheders spørgsmål:

“Søren Pape har reelt diskvalificeret sig selv som meningsfuld statsministerkandidat. Som regeringschef i Danmark skal en statsminister også repræsentere Grønland i udenrigspolitiske anliggender, og når Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, klart konstaterer, at han ikke håber, at Pape »bliver statsminister med de holdninger, han har til Grønland«, er det mere end svært at se, hvordan De Konservatives formand nogensinde skal kunne blive politisk frontfigur for Kongeriget Danmark. En ny Poul Schlüter er han i hvert fald ikke.”

For dem, der skulle have glemt det, så består Kongeriget Danmark af tre lande: Danmark, Færøerne og Grønland.

Valgkampen har kun været igang i en uge, og Søren Papes kampagne for at blive statsminister er i alvorlige vanskeligheder.

Men hvad stiller man op, når en kampagne er kørt i grøften, og der er omkring tre uger tilbage af valgkampen? Hvad gør de Konservative nu?

Kforum har talt med to rådgivere. Den ene mener, at Pape skal tilbage på kampagneskolebænken. Den anden mener, at Papes største chance er, at en anden dummer sig snart.

Begge rådgivere understreger, at hvis Pape trods alt skal have en chance, så må der ikke komme flere sager.

Møgsager som perler på en snor

Historien om Papes statsministerkandidatur begyndte ellers med en politisk optur. Det Konservative Folkeparti var større end Venstre i målingerne, og partiformand Søren Pape var med afstand mere populær end Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. Forude ventede et forventet efterårsfolketingsvalg.

Efter at have tygget grundigt drøv på udmeldingen syntes timingen efter ferien nu perfekt: 15. august meldte Søren Pape endelig, at han ville gå efter Statsministeriet.

Knap havde Søren Pape meldt sit kandidatur som Danmarks næste statsminister, før de artige afsløringer begyndte at komme som perler på en snor:

Nej, Papes mand var ikke nevø til præsidenten i Den Dominikanske Republik. Nej, Papes mand var heller ikke jøde.

Til gengæld var den god nok, at Søren Pape sammen med Inger Støjberg, Mai Mercado og en fyr, der på mystisk vis blev udråbt til Danmarks vicesportsminister, havde holdt møder med politikere fra Den Dominikanske Republik uden at orientere udenrigstjenesten. Kritikere kaldte det “privat diplomati”.

Så blev Pape skilt fra manden, der blev udråbt til kilden til de faktuelt forkerte oplysninger om relationen til præsidenten og den jødiske baggrund.

Og så udkom en biografi om ham, som anmelderne kaldte ualmindeligt kedelig, og som ikke berørte statsministerkandidatens aktuelle trakasserier og talk of town med et eneste ord.

Da det forventede folketingsvalg endelig blev udskrevet 5. oktober, havde de Konservative på under to måneder smidt omkring fem pct. i meningsmålingerne, og Jakob Ellemann havde halet gevaldigt ind på Pape i konkurrencen om at være danskernes næstmest foretrukne statsministerkandidat efter Mette Frederiksen.

“Africa on ice”

Et folketingsvalg betyder en valgkampagne, der betyder muligheden for at tale om noget andet end et rigtigt ærgerligt efterår for Søren Pape og Konservative. En ny start og en spurt.

Konservatives kampagne var dog knap gået i gang, da der to dage efter valgudskrivelsen var partilederdebat i Folketinget. Her blev Søren Pape spurgt af det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz, om det var rigtigt, at han havde kaldt Grønland for “Africa on ice”.

Det erindrede Pape ikke, og så bar han ellers ved til de netop opståede gløder ved fra talerstolen at udtale: “Jeg har helt sikkert haft nogle kritiske udsagn om Grønland, i forbindelse med at der er kæmpe udfordringer med misbrug af børn og socialområdet, hvor jeg nok har kunnet udtale mig barskt.”

Jeg håber ikke, han bliver statsminister med de holdninger, han har til Grønland. Jeg kan ikke se, at et frugtbart samarbejde kan køre, hvis man har den grundholdning

Efterfølgende skærpede Pape tonen yderligere i et interview med Ekstra Bladet:

“Jeg husker ikke ordene falde på den måde, men jeg vil også være ærlig og sige, at jeg jo er sådan en type, der siger tingene meget direkte og lige ud. Så det kan godt ske, jeg har fået formuleret det. Og det har jeg jo gjort, fordi på visse stræk, der mener jeg faktisk, at Grønland er at sammenligne med et udviklingsland.”

Det reagerede den grønlandske landsstyreformand, Múte B. Egede, på ved at udtale til Ekstra Bladet:

“Jeg håber ikke, han bliver statsminister med de holdninger, han har til Grønland. Jeg kan ikke se, at et frugtbart samarbejde kan køre, hvis man har den grundholdning.”

Undskyldning eller gimmick?

Til søndagens partilederdebat så Søren Pape sig nu nødsaget til at adressere sagen, formentlig med et håb om at lægge den død, med en undskyldning i bedste sendetid.

“Jeg vil godt kigge ind i kameraet nu og sige, at jeg godt kan indrømme fejl. Undskyld til Grønland og grønlænderne, fordi jeg sagde noget meget firkantet. Det burde jeg ikke have gjort.”

Så langt, så godt, men så kom tilføjelsen:

“Mette Frederiksen ... kameraet er der: Værsgo at sige undskyld til minkavlerne.”

Det bliver lidt popsmart og brugt til at fremhæve sig ift. minksagen. Det føles ikke oprigtigt.

Hvis målet var at lægge sagen død og aflede opmærksomheden, så lykkedes det ikke. I stedet blev det besynderlige optrin en historie i sig selv.

Lisa Storm Villadsen er professor i retorik med speciale i offentlige undskyldninger. Hun tilkendegav i et interview til Ekstra Bladet, at hun ikke er imponeret over undskyldningen:

“Han bruger sin egen undskyldning som en gimmick, der skal presse en undskyldning ud af Mette Frederiksen om mink, som jo er en anden sag.”

Heller ikke Aaja Chemnitz, der i første omgang bragte Papes udtalelser til offentlighedens kendskab, var imponeret:

“Det bliver lidt popsmart og brugt til at fremhæve sig ift. minksagen. Det føles ikke oprigtigt,” siger hun til Jyllands-Posten.

Fra 2. division til Superligaen

Der er omkring tre uger tilbage af valgkampen, og både Venstre og Jakob Ellemann-Jensen har overhalet Konservative og Søren Pape i målingerne. Forspringet er kort sagt formøblet, og konturerne af en fejlslagen kampagne og et tragikomisk kandidatur tegner sig, når vi når valgdagen. Så hvad gør Konservative nu?

Anna Ebbesen er selvstændig rådgiver og har en fortid i Det Radikale Venstres pressetjeneste. Hun mener, at Pape-kampagnen må krydse fingre for, at nogle andre snart overtager den negative opmærksomhed.

“Papes største håb er, at nogle andre dummer sig snart. Det er også det, han prøver på ved at drage Mette Frederiksen ind i sin undskyldning til grønlænderne. Han bringer minksagen op og forsøger at minde om, at hun har større problemer,” siger Anna Ebbesen og tilføjer:

“Søren Pape skal være glad for, at det denne gang er en lang valgkamp. Det betyder, at han stadig kan nå noget. I næste uge er mange på efterårsferie, og det kan give det reset, han har brug for. Hans kampagne har helt klart brug for en timeout fra møgsagerne.”

Han laver for mange fodfejl, når han bliver presset. Og man kan ikke sige hvad som helst, når man gerne vil være statsminister

Tine Lund Bretlau er partner i kommunikationsbureauet White Cloud og tidligere særlig rådgiver for Marianne Jelved i Kulturministeriet.

Hun mener, at Søren Papes problem er, at han ikke kan stå distancen i det åbne politiske spil.

“Søren Pape er stærk, når han har kontrol over kommunikationen på SoMe, men ikke ude i virkeligheden,” siger Tine Lund Bretlau til Kforum.

Ifølge Tine Lund Bretlau kan Søren Papes hidtidige image ikke kompenserer for hans ageren i valgkampen.

“Pape har haft et image som en gut, man kan regne med, men det holder ikke ude i virkeligheden. Han laver for mange fodfejl, når han bliver presset. Og man kan ikke sige hvad som helst, når man gerne vil være statsminister,” siger hun og peger på, at Pape har en baggrund som borgmester i Viborg:

“Med al respekt for kommunalpolitik, så er Pape rykket fra 2. division til Superligaen, og der går det bare hurtigere, og tacklingerne er hårdere. Det er han dårligt forberedt på.”

Kan man blive minister i Søren Pape Poulsens regering, hvis man er kriminel? Hvis man er Inger Støjberg, er svaret ja ifølge den konservative statsministerkandidat. Men hvor går grænsen? @mayatekeli_ fangede Søren Pape foran et LTF-klubhus i Helsingør. pic.twitter.com/izmgeUOUJx
— Frihedsbrevet (@frihedsbrevet) October 12, 2022

Et løjerligt Frihedsbrevet-interview med Pape om henholdsvis LTF's og Inger Støjbergs muligheder i en Pape-regering.

Alle medier leder efter mere

Da Søren Pape meldte sig som statsministerkandidat, konkluderede Politikens Elisabet Svane: “ Hans dage som politisk krammebamse er ovre”. Det gælder også i forholdet til medierne, mener Tine Lund Bretlau.

“Tidligere havde Pape medierne på sin side. Nu har han dem mod sig, og alle leder efter mere. Papes Grønlandssag er jo i virkeligheden også medieskabt. Det var medierne, der kontaktede Aaja Chemnitz, og så stillede hun spørgsmålet i folketingssalen. Dybest set ved vi heller ikke, hvad han konkret har sagt, blot at han har sagt noget mindre pænt om Grønland.”

Tine Lund Bretlau mener, at Pape og hans kampagne skal tage en nødvendig timeout:

“Hvis jeg var hans rådgiver, så ville jeg tvinge ham ind i et rum, tilbage på skolebænken og øve budskaber og debat, indtil han er klar til virkeligheden. De skal tilbage til kampagneforberedelserne,” siger Tine Lund Bretlau og fortsætter:

“Og så ville jeg spørge: Søren, kommer der mere? For han kan ikke bære flere uheldige sager.”

Anna Ebbesen er på linje:

“Jeg vil ikke afskrive Søren Pape, men der må ikke komme flere sager. Og så skal der sweettalkes en del over for grønlænderne, hvis de skal kunne se ham som værdig leder af rigsfællesskabet.”