Familien med det gyldne 1000-års image

Vi var halve og hele millioner danskere, som holdt vejret, da dronningen midt under sin nytårstale tabte tråden efter at have løftet blikket fra sine manusark og måske et sekund for længe havde set sine undersåtter i øjnene gennem fjernsynet: I adskillige åndeløse sekunder vidste vi ikke, om Hendes Majestæt, der rigtigt er kommet op i alderen, kunne finde vejen tilbage.

Men det kunne dronningen, og trods forskellige små fine analoge fejl står hendes opsang om at efterleve anstændighed tilbage som den mest oprigtige, inspirerende og opildnende af de to store statsmandstaler, som har indledt 2019.

Dronningens værdige blik i årets nytårstale efter at have ytret det afsluttende "Gud bevare Danmark". Foto: DR.

Eller som Ulla Terkelsen på TV 2 formulerede det: ”Dronningen er bedst, når hun tager moralske spørgsmål op. Hun går ikke i detaljer, men slår nogle svung, nogle buer hen over moralske problemstillinger. Det er hun god til, og det er det, hun skal gøre.”

Dronning Margrethe: autentisk og troværdig

Når de analoge fejl glemmes som dug for solen, skyldes det dels den kollektive fortryllelse, folk forventer, at dronningen hyller os i, dels det paradoksale forhold, at dronningen gennem den superprivilegerede position, hun er født ind i, kan virke mere ægte end mange af de forståeligt nok forhærdede politikere, som har måttet hustle sig vej frem til magt og indflydelse.

Det har Margrethe ikke. Tværtimod legemliggør hun en position og slægt, som har hersket siden før, Danmark blev til i 900-tallet.

Margrethe og Kongehuset repræsenterer et brand så ekstremt indarbejdet, at det begynder at trodse de fysiske love. Hvor pokker finder man ellers en familie, som har figureret som sociale ledere i mere end 1.100 år?

Den usandsynlige mestring af lange tidsspand

Bemestringen af ekstremt lange tidsspand giver nogle fordele, som det kan være svært at begribe omfanget af. Hvor offentligheden f.eks. dårligt kendte Donald Trump som politiker, før han blev nomineret som præsidentkandidat, så har Margrethe været en del af offentligheden, siden hun som baby blev præsenteret i 1940.

Fordi vi har lært hende at kende som menneske lysår før, hun blev en politisk figur, er der skabt forståelse for hendes intelligente, sensitive og lettere nervøse tilgang. Jeg tvivler på, vi har den samme forståelse over for karrieremennesker, der har skullet struggle sig gennem det politiske system.

Hvor kongehuseksperterne har været optaget af dronningens finesse med at tale til børnene: ”Det vigtige er ikke, hvordan du ser ud eller hvad du har opnået. Men hvem du er, og hvordan du er overfor andre”, hæfter jeg mig ved, at prins Henriks død forbløffende usentimentalt blev knyttet til dynastiske resultater i form af børn og børnebørn.

Prins Henrik blev ikke nævnt meget i dronningens nytårstale. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Genopbyggelsen er større end selve skabelsen

Ikke fordi kongefamilien har direkte konkurrenter. De er så indarbejdede, at vi har været på fornavn med dem i +1.000 år. Og der findes ikke længere tronprætendenter i shakespearsk forstand. Monopolet er dog ikke stærkere, end at det konstitutionelle monarki kan substitueres af en republik.

Den oldnordiske institution kan næppe overleve en konge, som opfattes som udsøgt fejlcastet. I forsvaret for sit monopol er kongen eller dronningen derfor nødt til med mellemrum at genopfinde sig selv gennem rammende symbolske handlinger og nye slående vinkler på den fællesskabsfølelse og nostalgiske længsel til altings begyndelse, som institutionen lukrerer på.

Hvor den forrige generation af kongelige, kong Frederik IX og arveprins Knud, var brave søofficerstyper uden de store intellektuelle udladninger, så har Henrik – litteraturmagister, koncertpianist, jagerpilot, kampsoldat – sammen med en tilsvarende ambitiøs Margrethe gjort det til en kampsport at producere mening i, hvad der let kunne være en tom ceremoniel rolle.

Det store spørgsmål er selvsagt, om den nye generation har det samme menneskelige og intellektuelle format, som regentparret har haft det.

Cykelmonarkiet

Når man kan konstatere, at det tegner forhåbningsfuldt med Frederik som majestæt-in-the-making, skyldes det en planlægning, som er lagt for 20-30 år siden.

Ordet majestæt, som kommer fra latin, siger alt om, hvad rollen bør indeholde: storhed, højhed, ophøjethed. I vikingetiden og middelalderen opstod disse kvaliteter automatisk ved kongens synlige ledelse og risikobetonede indsats på slagmarken. Med demokratiets indfasning er disse kvaliteter blevet sværere at opnå.

Hvor Christian X i 1920 praktiserede magtpolitik ved at fyre den regering, som var imod Flensborgs indlemmelse i Danmark – hvilket gav voldsomt bagslag – så blev det i 1940’erne almindeligt for de tiltagende defensive kongelige at være netop almindelige.

I et lighedsfikseret Danmark trak dronning Ingrid nogle gode stik hjem ved at bevæge sig rundt med mand og børn på cykler. Kongehuset fremstod som en naturlig overbygning til Socialdemokratiet.

Kronprinsesse Ingrid og kronprins Frederik (d. 9.) cykler gennem København i 1941. Foto: Ritzau Scanpix

Desværre for den mandlige succession overspillede kronprins Knud og sønnen Ingolf tilbøjeligheden til at være almindelige voldsomt. Knud gik så meget ind i intetsigende hobbies som brevduehold, akvariefisk, modeljernbaner – Ingolf fik ingen rigtig uddannelse – at han forsømte at vise styrke og netværke og crosspromote med spændende komplementære skikkelser, som igen kunne fungere som ambassadører for hans kongelige linje.

Færdes blandt de superbegavede

Skal man tro erhvervspsykologen Nikolaj Lunøe, der har forsket på Københavns Universitet i IQ-begrebet, så er et særkende for demokratiernes toppolitikere, at de i reglen er mere end normaltbegavede!

Ligesom det amerikanske undervisningsministerium regner med, at der skal en IQ på 111 til for at gennemføre en masteruddannelse, så mener Lunøe, at selektionsprocessen i demokratiet gør, at europæiske og amerikanske toppolitikere ofte ligger på +120 i IQ. Ikoner som Kennedy og Obama skal have ligget endnu højere.

Selvom Frederik har en mastergrad, så har han – i modsætning til navnlig sin voldsomt multibegavede far – valgt ikke at brillere på den intellektuelle eller kunstneriske scene. Frederiks claim to fame er hans helt overdådige legende tilgang til ekstremsport. Vi har med GoPro-kamera set ham med blafrende ansigtshud i frit fald fra flere kilometers højde.

Vi har set ham langs Nordøstpassagen i Grønland med slædehunde. Vi har set ham i en ironman. Vi har set ham fejre sin 50-års dag i Royal Run, hvor han næsten simultant løb i fem forskellige byer samme dag. Karakteristisk og meget respektaftvingende for kronprinsens tilgang er det legende, det afslappede, det smilende.

Frederiks claim to fame er hans helt overdådige tilgang til ekstremsport. Foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix

Før branding var fyrsterne

Inden for branding taler man altid om, at det hele opstod i 1800-tallet på den amerikanske prærie, hvor forskellige ranchejere var nødt til at differentiere deres fritgående kvæg gennem iøjnefaldende logoer. Tiltag, som industrien hurtigt efterlignede.

Inden for det kongelige starter det længe før – ud fra den forudsætning, at hvor der er konkurrence mellem fyrster og dynastier, er der også behov for at brande og differentiere sig. Læs Shakespeare eller se Game of Thrones. Traditionen med let identificerbare våbenmærker og -farver stammer fra ridderturneringerne, som var middelalderens udskillelsesløb og ekstremsport.

Meget af den kongerøgelse – som med rituelle mellemrum driver over det danske land og by – er rystet sammen under Solkongen, Louis den XIV, i 1600-tallet, hvor han ikke blot byggede Versailles, men udviklede en hofetikette og formidlingsstrategi, der vil kunne gøre en hvilken som helst corporate brand manager misundelig, hvor majestætens evigt foranderlige tilstedeværelse bl.a. er knyttet til begreber som gloire og éclat.

Hvor gloire refererer til ære og berømmelse, betyder éclat: ”slående, kraftig virkning”. Værket, som belyser Solkongens helt enestående omdømmebeherskelse er Peter Burkes The Fabrication of Louis XIV fra 1992 (Yale, 1992).

Crosspromotion og netværksmagi

Gennem sin naturlige værdighed, partnerskabet med Mary, som er professordatter, og den helt særegne tilgang til topografi og kropslighed opererer Frederik på sin egen verbalt underspillede måde i det felt, som dækkes af begreberne gloire og éclat.

Kongehuset repræsenterer slægtens udødelighed. Dronningen har for mange år siden tilkendegivet, at regentparret har tilskyndet Frederik til at søge sin identitet i det kropslige og ekstremt fysiske.

Hvor Margrethe og Henrik ubesværet har netværket dygtigt med samfundets kulturelle og erhvervsmæssige spidser, er styrken og svagheden ved det nye og yngre netværkscluster, som Frederik og Mary bevæger sig i, at de ikke på samme måde, som navnlig Henrik, der før sit eget bryllup stod til at blive udnævnt til ambassadør for Frankrig, selv har haft hands-on, hvad angår det politiske diplomati og den kulturelle verden.

Vist har Frederik opnået prestige som den protektor i rockverdenen, insiderne gerne krammer, men han er stadig ikke udøvende kunstner, som Papa i høj grad var det. Og vist er Frederiks optræden på slap line i bermudaskjorte og cargoshorts på Smukfest i 2018 et sjovt og såre menneskeligt indslag. Men her stopper den også. Formentlig.

Frederik var på slap line sammen med Nephew på Smukfest. Men udøvende kunstner bliver han formentlig aldrig. Foto: DR.

Skræmmeeksemplet

Da Kongehuset sidst var truet af et imagemæssigt nedbrud, nemlig da Knud i perioden 1947-53 blev kørt i stilling som kronprins, var hans angivelige sømandsagtige tørst et af flere anstødssten. Gamle folk i Sorgenfri kan endnu historier om, at Knud lod sig køre de 300 meter hjem i trillebør fra restauranten Lottenborg, når Hans Kongelige Højhed havde fået for meget!

Hvad enten det sidste er sandt eller ej, siger det noget om, hvor svært omdømmebeherskelsen kan være for de kongelige, der dels er begunstigede af dynastiets uhyre langsigtede dispositioner, dels er mennesker af kød og blod med de behov, der måtte knytte sig til det.

Faktisk endte det temmelig galt for Knud, der allerede havde sæde i Statsrådet, der gennem sin almindelighed fremkaldte så megen tvivl hos politikerne, at de sendte hans mandlige linje til folkeafstemning i 1953, hvor et snævert flertal på 19.682 tilkendegav, at de foretrak Margrethe som tronfølger!

Folkets Kærlighed, min Styrke

Dette er, hvad kontrafaktiske historikere kalder en åben situation. Med den accelererende udvikling, som karakteriserer senmoderniteten, er det ikke overdrevet at tro, at Kongehuset ender i flere åbne situationer, som kræver en snert af kaospilot og ekstraordinær mestring.

Prins Joachims seneste initiativ som studievært for en TV-serie om danskernes identitet, hvor Nordisk Film fremhæver, at ”Joachims familie har været en del af danskernes identitet i mere end 1000 år, og han har derfor danmarkshistorien tæt inde livet”. Jeg tolker det som et udtryk for, at Kongehuset har en absolut indgående forståelse af deres egen branding-kerne og de muligheder og begrænsninger, som et DNA-baseret blåt blods superbrand giver.

Prins Joachim som tv-vært er et udtryk for, at Kongehuset har forståelse for egen branding. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det er næppe fra de såkaldte kongehuseksperter, at Kongehuset skal hente inspiration til kommende strategijusteringer og ændringer. Kongehuseksperterne er typisk uddannede historikere med en kompleks forståelse af fortidens tiltag og reaktioner herpå, men de er ikke uddannet i discipliner som at læse markedet, forretningsudvikling, branding og procesledelse, hvilket deres bedømmelser af de kongeliges råderum og fremtidsudsigter kan bære præg af.

Journalister og kongehuseksperter har været hurtige til at opfatte, at dronningen har været god til at kritisere uden at blive konkret: ”Det er jo det, der er det geniale ved hendes taler – at folk får alt muligt forskelligt ud af dem år efter år.

Alt efter, hvilket politisk ståsted man har, eller hvordan man ser på tingene, så tænker man: "Ja, hun har ret," hedder det fra historikeren Lars Hovbakke (TV2 31.12.2018). Har man en ledelsesteoretisk uddannelse, tænker man: ”Effektiv strategic ambiguity!” Hvilket igen åbner op for hele den teoridannelse, som behandler dette emne.

Frederiks lettere nonverbale tilgang blender i virkeligheden fortrinligt med kronprinsesse Marys klassiske veltalende stil. Der er i dette parløb nogle stærke dynamiserende elementer, som vi i sagens natur vil komme til at høre meget mere til.