Vidensskabet

Hvordan i alverden fremmer man interessen for naturvidenskab blandt børn med et journalistisk produkt? Det spørgsmål stillede forfatterne til dette speciale sig selv tilbage i foråret 2017. Og de blev hurtigt overbevist: man producerer selvfølgelig en videnskabelig podcast til børn.
Podcasten har fået navnet Vidensskabet – et skab af viden – og er udviklet som et originalt, journalistisk produkt i forbindelse med vores speciale på cand. public 2017. Den har til formål at fremme interessen for naturvidenskabelige emner hos børn på folkeskolens mellemtrin.
 
Specialet er udarbejdet med et konkret ønske om at udfylde et forholdsvist tomt rum, der er efterladt af manglen på journalistik om (natur)videnskab til børn. Vi har som studerende haft mulighed for at operere i krydsfeltet mellem journalistik og forskningsbaseret viden og erkendelse, og har kombineret disse to fagligheders styrke med hensyn til metoder, begreber og kvalitetskriterier. Det har givet os mange spændende perspektiver og muligheder, fordi vi netop har kunnet implementere teoretisk viden i det praktiske, journalistiske håndværk.
 
Specialets problemstilling udspringer af et politisk fokus på optimering af naturvidenskabelige fag. Danske politikere har længe haft et ønske om at fremme interessen for naturvidenskabelige fag blandt børn og unge, og samtidigt styrke elevernes naturfaglige kompetencer.
 
Det undrede os gevaldigt, at meget få institutioner og organisationer, herunder journalistiske, ikke af samme grund har taget emnet op. Det ønskede vi at gøre, og med vores syn på lydmediets potentiale har vi undersøgt, hvordan vi i en journalistisk kontekst kan formidle videnskab til børn.
 
Om produktet: en lærerig og underholdende podcast for 9-12-årige
Vidensskabet er en nytænkende podcast, hvor det videnskabelige bliver kommunikeret og formidlet med lydmediet som omdrejningspunkt. Formidlingen vil favne alt fra kroppens mindste celler til det store univers, og lyduniverset skal bringe børn tilbage til et sted, der pirrer deres nysgerrighed på, og forståelse for, den verden, de er en del af.
 
Vidensskabet er i lydformat, fordi vi tror på, at der er et kæmpe potentiale i at genintroducere ”den rene lyd” i børnenes verden, og dermed gøre op med forestillingen om, at børn kun vil engagere sig i medieprodukter, hvis de bliver stimuleret visuelt. Podcasten passer nemlig til den måde, børn bruger medier på i dag, fordi de kan lytte til den, uanset om de går tur med hunden, er på vej på ferie eller på vej i seng.
 
Specialet er skrevet af Ida Kellemann og Philip Møller Nielsen på Aarhus Universitet og blev bedømt til et 12-tal. Læs hele specialet her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også