Oplev brands gennem andres øjne

Gå live med dit brand og styrk brandværdien ved at inddrage de digitalt indfødte forbrugere i værdiskabelsen
Antallet af nye, interaktionsbaserede informationsteknologier er i de senere år skyllet ind over mediebilledet som en teknologisk tsunami. Det forandrer måden, hvorpå medier, forbrugere og organisationer kommunikerer. Det seneste skud på den digitale stamme er interaktionsbaseret live streaming, som vi kender fra Facebook Live, Periscope og Twitch.
 
Hvilken betydning har de nye digitale medier for præmisserne for organisationers brandværdiskabelse? Hvad kan de digitalt indfødte forbrugeres digitale samtale i online communities skabe af værdi? Og hvordan kan organisationerne udnytte live streaming-mediet og synergierne på tværs af de mange sociale medier til deres fordel?
 
Specialet "Oplev brands gennem andres øjne" undersøger ovenstående ved at besvare, hvordan de digitalt indfødte forbrugeres adfærd i online communities på live streaming-platformen Twitch påvirker præmisserne for organisationers måde at brande sig på, samt hvordan organisationer kan anvende interaktionsbaseret live streaming til at øge værdien af deres brand.
 
En afgørende konsekvens af den demokratiserede digitale samtale i online communities på live streaming-fora er, at brands ikke længere egenhændigt kan svinge taktstokken og diktere, hvordan deres brand skal opleves. Brands bliver skabt gennem brugernes ”her og nu”-interaktion om, hvad de ser, hører og gør, mens de lever og ånder digitalt.
 
Formålet med specialet er at præsentere strategiske anbefalinger til, hvordan organisationer kan udnytte og integrere interaktionsbaseret live streaming som et brandingredskab til at øge værdien af deres brand.
 
Specialet er skrevet af Jonas Qwist og Lasse Alfastsen, der begge er cand.merc.(kom.) fra Copenhagen Business School. Specialet er vurderet til karakteren 12.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job