NGO i en brydningstid

-En dekonstruktion af diskursen om flygtninge i den skrevne, danske presse i et metaforisk og genealogisk perspektiv
 
Årets ord i 2015 er flygtningestrøm: ”Et globalt ord, som er med til at knytte os sammen”, lød forklaringen fra dommerpanelet (DR, 2015). Ordet grænse var også på listen over nominerede ord. Sproget bærer præg af en virkelighed,  hvor de danske motorveje pludselig blev oversvømmet med flygtningene, og alle vidste, at vi kun havde set en dråbe af det flygtningehav, der bølgede mod et Europa, som snart ikke kunne opsuge mere. Vores forståelse af nationer, internationale samarbejder og af grænser og fri bevægelighed er pludselig til forhandling.
 
Flygtningestrømmen er en del af en diskurs, der både trækker tråde tilbage til Anden Verdenskrigs kaos og 1990’ernes kolde mure. Diskursen indeholder samtidig ideen om et lille, globaliseret Danmark, der skal passe på husholdningsbudgettet, når flygtningene banker på.
 
Vi fandt kontrasterne mellem nær og fjern, global og national, kaos og orden interessante, og blev optagede af at dykke ned i en ny virkelighed, der var ved at tage sin form. 
 
Vi befinder os med andre ord i en brydningstid, hvor etablerede forståelser er til forhandling. Nye tider medfører nye sproglige konstruktioner og giver nye kommunikative udfordringer for de aktører, der opererer deri.
 
Vores speciale har som omdrejningspunkt at undersøge disse sproglige konstruktioner, og hvordan Red Barnet manøvrerer i det diskursive landskab. Vores videnskabelige udgangspunkt er, at sprog skaber virkelighed og dermed har betydning for relationen til flygtningene.
 
En relation, der er central for Red Barnet, hvis mål er at hjælpe børn. Vores mål med dette speciale var derfor at bidrage til at se, hvilken virkelighed vores sprog skaber om flygtninge netop nu.
 
Specialet er skrevet af Katrine Ytzen Hermansen og Lone Lindstrøm, der er uddannede fra Kommunikation på Aalborg Universitet-CPH. Specialet er vurderet til karakteren 12.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job