Valgplakat-bonanza anno 2021
Med lysende tandpastasmil kigger de med insisterende øjenkontakt på dig fra lygtepælenes top. Kommunalvalgskandidaterne. Nydelige mennesker i nydeligt tøj, der gør deres bedste for at se troværdige og pålidelige ud. De fleste ligner hinanden til forveksling. Og dog. Velkommen til valgplakat-bonanza 2021.
af Malene Hald
Kommunalvalget står for døren, og jeg har glædet mig til at se nærmere på, hvordan nærdemokratiets visuelle tendenser ser ud i 2021.
Vi skal forbi heltemodige sygeplejersker, ekspressionistisk kunst, bare maver og sjove hatte. Ikke alt sammen lige kønt, men det er demokrati.
Jeg har forsøgt at være lige kritisk over for alle partier, og plakatskabere – inklusive mig selv, fordi – tadaa! – jeg har i år lavet min allerførste valgplakat.
Så har vi det på plads.
Har du kaffen klar?
Vi starter på den yderste venstrefløj med liste Ø: Enhedslisten.
Kedelige illustrationer
Den yderste venstrefløj har en lang og glorværdig historie med tegnede propagandaplakater; en arv, som liste Ø i København har valgt at forvalte ved at ignorere den.
Plakaterne prydes af en flad vignet, der skal matche teksten. Hvor plakatkunstnere før i tiden brugte symbolik på mesterlig facon, har man i liste Ø valgt at tage den ufarlige vej. Det er ellers oplagt at bruge illustration til at vise den drøm, den vision, man har som parti. Et sæt åbne vinduer er et tamt symbol på billige boliger.
Foto: Stefan Lægaard, Rikke Winkler Nilsson
Vignetterne er tydeligvis tegnet (tracet) efter et foto, hvilket er symbol på noget helt bestemt: En doven grafiker eller en grafiker, der ikke kan tegne. Tracede fotos har ikke det liv, oplægget har, men bliver stive og upersonlige.
Når man tegner, tager man stilling til, hvilke dele af motivet der skal fremhæves, og hvilke der skal skjules, så budskabet står knivskarpt.
Liste Ø bruger faktisk professionelle illustratorer; de bruger dem bare forkert. Til en anden linje plakater har de hyret Rikke Nilsson.
Fotos: Rikke Winkler Nilsson, Jonas Kold
Nilsson bruger her illustratorens virkemidler til at fortolke budskabet: Fx findes der ikke så små babyer, men en tegnet valgplakat skal ikke være realistisk, men symbolsk.
Desværre bliver illustrationerne tynget af lange, tunge slogans og absurd stort logo og partinavn.
Enhedslisten har tre forskellige plakatlinjer i hovedstaden. De bliver bundet sammen af farvepalet og typografi, men det samlede indtryk bliver rodet og inkonsekvent, fordi samme budskab leveres på flere forskellige måder.
I den tredje linje har vi den mest vellykkede brug af Enhedslistens skrifttype, som er en underlig hybrid. Her bliver den dog brugt, så dens fortrin bliver tydeligere. Store, fede typer sat tæt i korte ord.
Foto: Stefan Lægaard
Plakaterne her er langt mere levende og varieret i layoutet og uden det skabelonpræg, der kendetegner de to andre linjer. Her har man leget med skriftens placering, farver på bogstaverne og ladet illustrationerne bløde den stive skrift op.
Et problem, alle Enhedslistens plakater har, er deres insisteren på at sætte navn og logo i en rød boks. Layoutet bliver bokse med bokse i, hvilket gør det overordnede design rodet.
Liste Ø kunne have lavet mindeværdige plakater ved at stole nok på deres illustrationers gennemslagskraft, blæse dem op og skrue ned for antal ord.
Vild og flad natur
Fra hovedstaden tager vi et smut ud i den vilde natur, hvor Enhedslisten har fået kunstner Thomas Kruse, som i 2017 designede plakaterne for Liste Ø i Aarhus, til at begå en utrolig vellykket valgplakat. Typografi, farver og æstetik går op i en højere enhed med budskabet om en vildere natur.
Nu til ananas i egen juice: Socialdemokratiets Køge-kandidat Jonas Bjørn Whitehorns plakat er nemlig tegnet af mig. Jeg kan derfor berette, at Whitehorns plakat er inspireret af amerikanske naturparksplakater i stil og farvepalet.
Whitehorn har justeret lidt på designet; fuglen i toppen var noget mindre på originalen. Det hjælper, at den er større, men den er måske blevet lidt for stor. Men … nok mere effektiv, må jeg indrømme.
Foto: Fra kandidaterne selv
Når man bare elsker kultur så meget
Kandidater, der stiller op med kultur som mærkesag, har en særlig mulighed for at bruge kunsten på plakaten.
Og det gør de i den grad.
Yasser Ghanbari (SF) stiller op i København med en eklektiske plakatrække med ekspressionistiske malerier. Der er ikke sparet på noget, fra voldsomme penselstrøg over en tung farvepalet til overdramatiske symboler.
Foto: Kirsten Marie Øveraas, Rikke Winkler Nilsson, @mortendk.
Ved du, hvordan Ghanbari ser ud?
Sådan her.
Foto: @mortendk via Twitter
De vilde plakater fortæller noget om Ghanbaris indre glød for kunsten og kulturen på Nørrebro, hvilket han også giver udtryk for på Facebook: ”(…) en manifestation af, hvad jeg drømmer om for København. En drøm om at kunsten og kulturen kan leve frit i gadebillet, at den bliver uhøjtidelig og møder os, hvor vi ikke forventer den.”
I Aarhus har Steen Bording Andersen (S) også taget fat i en lokal kunstner, nemlig Peder Stougaard.
Her er også pangfarver, men ingen symbolik eller tunge penselstrøg. Bare pang.
»Jeg har haft lyst til at tage chancen. Jeg står for kultur og den kreative udvikling i den her by, og det må plakaten gerne afspejle,” fortæller Andersen til Lokalavisen Aarhus.
Fotos: Steen Bording Andersen via Facebook
Kandidater kan klatmale
I Ikast-Brande har Fælleslisten være på workshop hos tre lokale kunstnere, og det er der kommet et … farverigt og utraditionelt resultat ud af.
Den kunstneriske kvalitet kan diskuteres, men man tvivler ikke på, at listen støtter kulturen og gerne vil forandring.
Fotos: Fælleslistens Facebook-side.
Et feministisk (selv)portræt
Signe Bekker Dhiman (A) fra Aabenraa har selv grebet malerpenslen og refererer til to kendte plakater. Typografien er Staunings – socialdemokrater kan ikke sætte deres navn på skrå i venstre hjørne af en valgplakat uden at referere til Stauning.
Den anden er selvfølgelig J. Howard Millers kendte plakat fra 1943, hvilken egentlig blev lavet som en intern kampagne for at få de kvindelige medarbejdere til at arbejde hårdere. Siden 1980’erne er den blevet brugt i mange former som et feministisk symbol. Det er en tung reference at bruge på en valgplakat, så Dhiman har lidt at leve op til.
Foto: Signe Bekker Dhiman
Færre detaljer, mere gennemslagskraft
SF i Hjørring har fået Robin Haslund Buch til at portrættere hele flokken med digitale portrætter i en håndtegnet streg. Jeg gætter på, at Buch også har tegnet oven på fotos, men han skjuler det bedre end Marcus Vesterager (S), som igen i år har et tegnet portræt, som tydeligvis er tegnet af efter et foto.
At dømme efter skrifttypen skal Vesteragers plakat ligne 60’ernes eminente plakatkunst, og det er en farlig rute at tage, når man ikke hyrer en rigtig plakattegner.
Plakaten er fyldt med symboler, som man netop brugte meget på datidens plakater, men illustrationen er en uskøn blanding af tracede fotos og upersonlige, flade figurer.
Rune Robert Friis (A) og Jan Mathisen (R) har også tegnede portrætter, som nok også er tegnet af efter fotos. Her skinner illustratorens egen stil meget tydeligere igennem, og der er taget bevidste, stilistiske valg.
Deres enkelthed og få farver gør plakaterne mere plakatagtige og bedre kandidater til en ikonisk plakat end de to øverste.
Foto: Kandidaternes FB-side, Rikke Winkler Nilsson, Sally Schmidt, Stefan Lægaard
Højrefløjen elsker karikaturer
Sidste runde med tegnede portrætter er karikaturer, som nærmere er en klassiker fra filmplakater frem for politiske plakater.
Karikaturen er en balancegang, da det jo er en metode, avistegnere bruger til at spidde politikernes fejltrin.
Foto: Stefan Lægaard og kandidaternes Facebook-sider
Vi stemmer på en helt
Sygeplejerskernes status som hverdagens helte har nået uanede højder efter coronapandemien, så det er ikke underligt, at kandidater, der arbejder som sygeplejersker, bruger det i valgkampen.
Kandidaterne kan sikkert hente stemmer fra andre sundhedsprofessionelle, og at bruge sin profession på valgplakaten er en tendens i år, siger eksperter.
”Vi synes alle, at læger, brandmænd og sygeplejersker er gode til at hjælpe os, når vi er i nød, og derfor kan det psykologisk set have den effekt, at vi synes bedre om kandidater med de jobtitler og dermed er mere tilbøjelige til at stemme på dem,” forklarer lektor Niels Nørgaard Kristensen til DR.
Foto: Stefan Lægaard, Linda Bisp, kandidaternes Facebook-sider, Rikke Winkler Nilsson
Alle elsker en mand i uniform
Har du bemærket en anden tendens?
Det er klart en venstrefløjsting at bruge illustrationer på valgplakaterne. Højrefløjen kan til nød svinge sig op til en karikatur, men vildere bliver det ikke.
Højrefløjen er gladere for uniformer end tegninger.
Her er både en undtagelse og en, der bekræfter reglen.
Foto: Trine-Maria Kristensen, kandidatens Facebook-side
Kandidater klæder sig ud
Hvad gør de så, de borgerlige, når de nu ikke bruger illustrationer?
De klæder sig ud.
Hvis du ser bort fra kommunismens kriger i venstre hjørne, så kan vi her se, hvordan man fra midten og til højre gerne vil vise sig selv som en superhelt. En fighter. En hemmelig agent.
Foto: Anna Magnussen, kandidaternes Facebook-sider
Thomas Worm Larsen har fået sin karikatur tegnet af den lokale grafiker Jeppe Nedergaard og fortæller til Sønderborg Nyt: “Jeg er tegnet som en supermand og for mig handler det om, at det at være i Byrådet faktisk kræver, man er lidt af en Supermand. De fleste af os har jo et arbejde ved siden af.”
Højrefløjens kvinder har en anden taktik: De viser, at de er aktive sportsfolk eller støtter det lokale sportshold. Hvis man laver den slags stunts, bør man dog mene det ærligt. Louring og Mengesha har haft en smule problemer med at svare på basale spørgsmål om AGF.
Fotos: Jonas Kold, kandidaternes Facebook-sider.
Skæg, hat og blå briller
Skæg er moderne, også på kandidater. Fun fact: Rolf Bjerre stillede op for Alternativet i 2017. (Nogen, der kan forklare fællesnævnerne mellem Alternativet og KD, for de ligger ikke ligefor?)
Fotos: Stefan Lægaard
Thor Temte (S) fra Næstved kipper med stråhatten, Bob Richard Nielsen (DF) har en holdning til hovedbeklædning på jobbet, og Bjarne Holm (Æ) har skurebørster som epauletter – ja, du læste rigtigt.
Fotos: Jens Nielsen, kandidaternes Facebook-sider
Hvordan overgår man lige det? Jo, man ifører sig cowboyhat og solbriller, som DF’s Chris Veber, der stiller op i Guldborgsund.
Og kan man ikke byde på meget andet, kan man da smide emoji-solbriller på sig selv, som kække Kasper Nordborg Kiær (SF).
Fotos: Kandidaternes Facebook-side
Men én trumfer alle andre med hat og solbriller.
Theis Bach Nielsen fra Viborg er en af de få i landet, der stiller op med én person på listen. Nielsen ejer det lokale vandhul Ølluminati og mener faktisk sit kandidatur helt alvorligt.
Foto: Theis Bach Nielsen
Form følger ikke altid funktion
Man kan også ændre formen på valgplakaten eller lege med layoutet, som her med cirkler og afrundede hjørner.
Den mest effektive her er Niels E. Bjerrums stakitformede fuckfinger til byggerier på Københavns havnefront.
Fotos: Anders Houlberg-Nielsen, Rikke Winkler Nilsson, kandidaten selv.
En anden måde at lege med formen på plakaterne er at gøre dem aflange ved at sætte flere ovenpå hinanden.
Foto: Kirsten Marie Øveraas, fundet på nettet.
Claus Skjoldborg (S) fra Odense har desuden gjort sig bemærket med en lysreklame på Rådhuspladsen, hvor han opfordrede københavnerne til at flytte til Odense for at stemme på ham.
Tal med store bogstaver
Bemærk, hvordan Konservatives plakater bliver spejlet i vinduerne på bygningen bag. Nok utilsigtet, men det giver en god effekt.
Fotos: Rikke Winkler Nilsson
Den mest enestående ændring af valgplakatens udseende må dog tilfalde Alternativet i Helsingør, der har begået dette gartnertekniske svendestykke.
Foto: Alternativets Twitter
Jo flere, jo bedre
En anden måde at udfordre valgplakatens faste layout på er at putte flere folk ind på plakaten. Hvorfor kun én, når man kan være flere?
Fotos: bl.a. Stefan Lægaard, Rikke Winkler Nilsson, Daniel Panduro.
Enhedslisten bruger idéen mest elegant. Sloganet #pladstildig fungerer faktisk ikke, hvis der ikke er flere på plakaten. De kunne dog have vundet gadebilledet ved at få taget utraditionelle fotos, hvor kandidaterne var klemt ind, havde udbredte arme eller på anden måde signalerede, at man faktisk var velkommen. Her forpasser de (endnu) en chance.
Vi kan også rime
SF har forsøgt sig med personlige statements på deres plakater. Sadek Al-Amood går med klassikeren rim.
Fotos: Stefan Lægaard, Rikke Winkler Nilsson
En anden rimsmed er Københavns Heidi Wang, der endnu engang kører med ”Mindre tvang, mere Wang” og i år har udvidet med et nyt slogan, der nok tolkes forskelligt alt efter, hvilken generation man tilhører.
De unge woke typer ser internaliseret racisme, boomerne griner bare. Vi antager, at Wang kender sin målgruppe.
Fotos: Anders Hemmingsen
En anden kandidat, der forstår at bruge sit navn på rim, er Kim Kabelka (S), der stiller op i Haderslev.
Foto: Kamilla Vinther
I den anden ende af landet prøver Liberal Alliance i Næstved også med rim. For dem, der ikke lige følger med i politiske skærmydsler i Næver, så var der et større tabernakel over, at kommunen ville opvarme fodboldbanen tilbage i 2017, hvilket var et krav fra DBU, hvis nu Næstved skulle rykke op i Superligaen. (Spoiler alert: They didn’t.)
Men hvorfor ikke bruge en gammel sag, hvis nu ordspillet er godt. Host.
Fotos: Malene Hald og Jonas Kold.
Vi kan faktisk … ikke finde på et godt slogan
Fra slogans, der giver mening, til slogans, der godt kunne bruge lidt arbejde.
Fotos: Sandie Westh, Malene Hald og ukendt.
Med dette veldesignede, næsten for polerede afslutningsnummer går vi nu til ekstranumrene.
Rip-rap-rup-effekten
Der er altid kandidater, som skiller sig ud, som ikke ligner nogen andre, og som ikke er til at sætte i bås.
… nej, vent.
Det var ikke den, vi skulle se på. Og den er slet ikke en kommentar til, at mænd har det med at vælge nogle, der ligner en selv til magtfulde poster.
Men … hvorfor?
Regitze Harslund Sancoeur har medbragt cykel, solnedgang og en positur, der får hende til at ligne heltinden i en musical fra 50’erne; Gert Jørgensen tilbyder dig en bid af æblet (og vi springer elegant hen over nogen form for kristen analyse her); Piet Papageorge er blevet klippet, og Gustav Aakerlund har iført sig et guldslips, der indkapsler LA’s økonomiske politik i én beklædningsgenstand.
Fotos: Malene Hald, Sissel Bjerrum Fossat og fundet på nettet.
Malte Jäger har vist ikke rigtig nogen politik som sådan, men om ikke andet kan man da flekse sine muskler.
At den mest direkte Stauning-kopi i år skulle være fra en DF’er, havde ingen vist gættet. Viceborgmester Søren Rasmussen (DF) stiller op i Kolding Kommune og går efter guldkæden denne gang.
Fotos: Kandidatens Facebook-side og fundet på Facebook.
Demokratiet lever!
Uanset hvad du mener om valgplakater, så husk, at de er tegn på, at vi her i Danmark har demokratisk valg.
Valgplakaterne i lygtepælene er startskuddet på, at vi alle sammen i fællesskab finder ud af, hvem der skal påvirke vores hverdag, og det, folkens, er faktisk ganske smukt.
Hvis du er en af dem, der mener, at valgplakater ikke påvirker dig, skal du vide, at kandidater med valgplakater får flere stemmer end dem uden.
Godt valg derude!
Uden hjælpsomme, entusiastiske mennesker på sociale medier havde der ikke været nogen billeder i denne artikel. Jeg har bladret omkring 450 billeder igennem de seneste par uger, og jeg har forsøgt at holde styr på alle, men det er helt sikkert smuttet et par steder. Skriv til mig, hvis jeg mangler at kreditere dit foto.
En helt særlig tak skal lyde til mine to freelancekollegaer, illustratorerne Rikke Winkler Nilsson og Stefan Lægaard, som har cyklet København tynd for at tage fotos.
