Ghitas vrede
Hvad der skulle have været et dybdegående portræt af skuespillerinden Ghita Nørby endte i stedet som et decideret angreb på værten fra Radio24syv, Iben Marie Zeuthen. Det er senere blevet mere end insinueret, at vredesudbruddet kan være et tegn på begyndende demens. Sognepræst Henrik Winther Nielsen spørger, om det er utænkeligt, at Ghitas vrede faktisk er helt berettiget.
Efter først at have hørt Den Korte Radioavis’ brillante spoof over Iben Maria Zeuthens interview med Ghita Nørby, hvilket blev sendt på Radio24syv d. 13/3, var det med klamme håndflader, at jeg gik i gang med at lytte til den ægte vare.
Ghita Nørby skuffede ikke. Der er ingen tvivl om, at hun fremstod unødigt grov over for intervieweren. Hun frabad sig at få stukket en stor mikrofon op i fjæset, mens intervieweren sad med hovedtelefoner på. Hun hånede Zeuthen ved at vrænge ad hendes forsigtige, forsonende spørgsmål, om de ikke skulle lave en kop te eller gå en tur i haven. Og det var kun begyndelsen. Dertil kom en byge af spydigheder, fornærmelser og råheder.
Ghita Nørby i den ikoniske rolle som Ingeborg Skjern i Matador.
Hvad blev Ghita vred over?
Alt sammen noget, man kunne udlægge som et udtryk for demens, diva-manerer og koryfæ-vanvid. Men det lød – efterhånden som interviewet skred frem – som om der lå noget reelt bag Ghita Nørbys vrede. Hun havde tydeligvis en fornemmelse af at sidde over for et menneske, der enten spillede en rolle, dvs. havde påtaget sig en persona som en slags ’lillepige’, eller som på en eller anden måde bragte en falskhed med sig ind i hendes hjem, og som hun skulle være staffage for.
"Hendes vrede bundede i en frustration over, at et begavet menneske som Zeuthen skjulte sig bag ikke blot mikrofonen, men også bag en maske, som hun – ifølge Ghita Nørby – ikke havde gjort sig det klart, at hun bar."
Dels passer det sig naturligvis ikke for en grande dame at skulle være staffage, og dels er det voldsomt irriterende at tale med et menneske hvis facade, man formodes at tage for gode varer. Det er Ghita blevet for gammel til, og hun fandt det tydeligvis spild af sin tid.
Om hendes fornemmelse af Zeuthens manglende ægthed er sand eller ej, er det svært at bedømme ud fra et radiointerview. Men undervejs fik jeg fornemmelsen af, at det netop var den opfattede uoprigtighed, der antændte Ghitas vrede.
Eller nej. Det er egentlig forkert. Hendes vrede bundede i en frustration over, at et begavet menneske som Zeuthen skjulte sig bag ikke blot mikrofonen, men også bag en maske, som hun – ifølge Ghita Nørby – ikke havde gjort sig det klart, at hun bar.
Det må frustrere et menneske, der som Nørby har brugt et liv på masker, roller og på at forstå falskhed, ægthed og menneskelige vilkår.
Hvor er du? Jeg kan ikke mærke dig!
Bag de mange udbrud og fornærmelser fornemmede man som lytter en frustreret kærlighed til og omsorg for den kvindelige journalist, der opfattedes som påtaget og uoprigtig i sin form og fremtoning.
At blive budt at spille med på den rolle, intervieweren har taget med sig ind i huset, var som sådan ikke en personlig fornærmelse mod Ghita Nørby. Hendes frustration minder om den, der kan spores hos Søren Kierkegaard, når han beskriver den uoprigtige spidsborger, der ikke er ’egentligt eksisterende’, men blot lever som endnu et eksemplar af arten.
"Vreden i interviewet lod til at opstå i sammenstødet mellem et menneske, hvis tid ikke længere er til masker og forløjethed, og et menneske, hun opfattede som forpuppet og bange for at stå frem og være til stede."
Gustav Wied har behandlet det samme eksistentiale – overfladiskheden – i sine bøger, hvor toldkontrollør Knagsted tilsyneladende ubarmhjertigt revser sine medmennesker, dog med en menneskekærlighed, der skal frembringe en menneskelig ægthed – en voven at stå frem som sårbart og udsat individ.
Ghita Nørby mindede mig i interviewet meget om benævnte Knagsted: Et ældre menneske, hvis insisteren på ægthed og nøgenhed i god, pietistisk, kristen ånd skal fortrænge forløjethed og overfladiskhed.
Vreden i interviewet lod til at opstå i sammenstødet mellem et menneske, hvis tid ikke længere er til masker og forløjethed, og et menneske, hun opfattede som forpuppet og bange for at stå frem og være til stede. Alt sammen noget, Kierkegaard, Wied og samtlige eksistentialister – samt feminister de sidste 50 år – har sat sig for at afsløre som ubevidst bedrag og maskespil.
Misforståelse?
Det er let at blive forarget på Zeuthens vegne og fjerndiagnosticere Nørby som begyndende dement. Og måske er der noget om det. Hvis der ér, er det i så fald uinteressant. Hvis det derimod netop handler om ovenfor beskrevne eksistentiale-sammenstød, begynder det at blive interessant.
For i interviewet kom det frem, at Nørby i sin barndom havde været frustreret over en dominerende mor, der på mange måder holdt hende nede. Kampen for at kunne træde frem, ikke blot som den største skuespiller af sin generation, men som et ægte, levende menneske på godt og ondt, må have været særligt hård og langvarig.
Når hun så i sin alderdom skal føre en samtale med et menneske, der skjuler sig bag mikrofon og med hovedtelefoner på, er vreden ikke unaturlig. Den er tværtimod meget forståelig og på sin plads.
Om Ghita Nørby i Zeuthen så rigtigt og dermed var berettiget vred, skal jeg ikke kunne sige. Men sammenstødet var tankevækkende – og så var det spændende radio.
