Køn vejledning – ukøn debat
Københavns Kommunes nye kommunikationsvejledning i kønsinkluderende sprogbrug har fået bølgerne til at gå højt på tværs af nyheder, kommentarspor og politikerposts. Men hvad står der egentlig i vejledningen, og hvorfor bliver inklusion og anerkendelse opfattet som ubehageligt og indskrænkende, så snart ordet ”køn” rammer den offentlige debat?
I 2019 fik Københavns Kommune som den første danske by en LGBTI+-politik for at understøtte, at man i København skal “kunne leve det liv, man ønsker og være den, man er.” I guidens indledning står der blandt andet, at arbejdet for mere ligestilling “er – ligesom København – mangfoldigt og handler om alt fra tryghed til tiltaleformer.”
Sidstnævnte bliver behandlet i kommunens nye kommunikationsvejledning i kønsinkluderende sprogbrug, som i denne uge har fået mediernes og kommentarsporenes opmærksomhed. Vejledningen er udviklet i samarbejde med LGBT+ Danmark, Kvinfo, Inclusify og Københavns Kommunes Centrale Ligestillingsudvalg med det formål at “kunne bidrage til at øge respekten for forskellighed, mindske kønsstereotyper og bidrage til øget ligestilling og ligeværd”.
Få ord kan gøre en stor forskel
Vejledningen kommer med enkle og velbegrundede bud på det, Københavns Kommune kalder “kønsneutralt og inkluderende sprog”. Det vil sige, at kommunen opfordrer sine medarbejdere til at blive bedre til at lægge deres fordomme væk i mødet med borgerne ved ikke på forhånd at antage køn, baggrund, familiekonstellationer, job, kompetencer osv. Altså kort sagt at anerkende, at mennesker og deres levemåder og familiekonstellationer er forskellige, og at huske på dette i deres samtaler med borgerne, blandt andet gennem sprogbrug.
Et konkret – og tilsyneladende misforstået – eksempel er at bruge ordet ”forælder” frem for ”mor” eller ”far”, når der tales om forældreforhold, så borgere, som ikke er i et heteropartnerskab, eller som ikke identificerer sig med binære kønsroller (mand/kone, han/hun, mor/far), ikke behøver at forklare sig – endnu engang – i mødet med kommunen. Samtidig behøver de kommunalt ansatte ikke at udrede en potentielt ubehagelig situation, når de – endnu engang – spørger det homoseksuelle (ægte)par, hvem der er moren, og hvem der er faren, fordi systemets afkrydsningsbokse kræver det.
I praksis giver vejledningen altså mulighed for et mere inkluderende og præcist sprog, uden at det kræver noget særligt, andet end måske en lille ekstra opmærksomhed fra den ansattes side. Så langt så godt. Men bevæger man sig fra den nu mere imødekommende kommune ind på de sociale medier, er modtagelsen – sagt med et pænt ord – blandet.
En køn redelighed
Da Berlingskes artikel Ud med ‘mor’ og ‘far’: Nu skal medarbejderne i København tale kønsneutralt ramte skærmene denne weekend, startede der – måske som forventet – en kædereaktion af harmdirrende protester. Og det gjorde ikke den offentlige debat mere positivt stemt, at Ritzau valgte at vinkle historien, som om det fra nu af er “slut med at sige far og mor i Københavns Kommune” – hvilket man hurtigt kan se, ikke er tilfældet, hvis man tager sig tid til at læse den efterhånden omdiskuterede vejledning.
Men inden Ritzau fik rettet fejlen – og ændret tonen til en noget mere positiv overskrift – havde historien fået sit eget liv i den offentlige debat. Alt fra politiske profiler til Dansk Regnbueråd havde i det korte tidsrum nået at reflektere over de negative konsekvenser, som inkluderende sprogbrug kan få for københavnernes – hvis ikke danskernes – ve og vel. Tiltaget er blevet kaldt forskruet, en aprilsnar i oktober, et særligt hensynskodeks og et skråplan uden lige, mens det offentliges forbud mod at sige ”mor” og ”far” er blevet begrædt, efterfulgt af forskellige varianter af spørgsmålet “Hvordan er vi endt her?”
Til det kan man heldigvis kun sige: Endt hvor? Ved en vejledning i inkluderende sprogbrug? Til sammenligning har en stor institution som Europa-Parlamentet haft flersprogede retningslinjer for kønsneutralt sprogbrug siden 2008, så mere radikalt kan det vel ikke være, at Københavns Kommune forsøger at gøre kunsten efter godt 15 år senere.
I den offentlige debat kommer det desværre bare hurtigt til at handle om en meget firkantet og sort/hvid identitetsdebat, så snart ordet ”køn” kommer på banen. I langt de fleste tilfælde har reaktionerne ikke noget med den reelle vejledning at gøre, og den negative vinkling af den kønsinkluderende sprogbrug har fjernet fokus fra det, som Københavns Kommune faktisk er i gang med at gøre: At tage mere hensyn til og sikre en bedre service for sine borgere – ikke bare for det heteronormative flertal, men forhåbentlig for alle borgere.
