Se de 3 nominerede til årets KOM-kampagnepris

Ved årets kommunikationskonference KOM18 den 3. maj uddeler DJ og Kforum for anden gang prisen for årets bedste kampagne. Mere end tyve kampagner blev indstillet. Her er de 3 nominerede kampagner.
Vinderne af KOM17-kampagneprisen: COOP, Samvirke og Operate Experience for kampagnen for COOPs 150-års fødselsdag. Foto: Rasmus Degnbol
Vinderne af KOM17-kampagneprisen: COOP, Samvirke og Operate Experience for kampagnen for COOPs 150-års fødselsdag. Foto: Rasmus Degnbol
af Patrick Mark Reimers

Prisen for årets kampagne gives til en virksomhed, organisation eller andre, der har opnået særlig opmærksomhed og resultater med en kampagne solidt funderet i kommunikationsfagets metoder. Prisen kan gives for vovemod, kreativitet, resultater eller bred faglig anerkendelse. De tre meget forskellige nominerede kampagner – der virkelig viser bredden i kommunikationsfaget – er:#REKLAMEPLADS#


Forankring af PFA’s Strategi2020
PFA

Den interne kampagne, der skal forankre PFA’s 2020-strategi hos medarbejderne, er løst uden eksternt bureau. I samarbejde med andre afdelinger internt har kommunikationsafdelingen i PFA selv udrullet det, de kalder ”en enkel kampagne” for at få de 1.250 medarbejdere til i højere grad at forstå strategien. Timingen blev udrulningen af PFA’s nye kundeløfte – Mere til dig.

Kampagnen tog udgangspunkt i en tegneserieillustration, der både skulle vise strategien og sammenhængen til kernefortælling, værdier og kundeløfte. Det blev fulgt op af en kaskadeproces gennem alle lederlag, uformelle møder, der flyttede direktionen ud i øjenhøjde hos medarbejderne samt opfølgende Lunch & Learn-møder. Samtlige ledere modtog dagen efter et kit, der skulle resultere i, at samtlige afdelinger producerede en plakat eller film til intranettet.

 

Juryens begrundelse
I deres udvælgelse har juryen lagt vægt på, at kampagnen på tydelig vis synliggør, at intern kommunikation også er en afgørende faglig disciplin. Kampagnen har fokuseret på at inddrage medarbejderne. Kampagnen er velovervejet, sublimt eksekveret og ser virkelig ud til at have holdbarhed. Kampagnen er grundigt evalueret og målt, og resultaterne er imponerende. 

 

Faroe Islands Translate
Mensch & Sansir for Visit Faroe Islands & Atlantic Airways

I 2017 lancerede Færøerne Google Sheep View for at få Google Street View til Færøerne. Projektet lykkedes. Her et år efter har færøske får med hjælp fra Google fået dækket både veje og stier med Sheep - Street View. Det blev en af verdens mest omtalte kampagner og har resulteret i en voldsom øgning af turismen til Færøerne. Med afsæt i nyheden om de mange nye turister sendte den færøske statsminister et åbent brev til Google, hvori han anmodede dem om at tilføje det færøske sprog til Google Translate. Google ignorerede henvendelsen. Så endnu en gang måtte de løse problemet selv. De udviklede en kopi af Google Translate med en enkelt forskel. I stedet for at man får en autogenereret tekst tilbage, får man en film, hvor en færøsk frivillig oversætter det ønskede. Verdens første LIVE-videooversættelsessystem.

Den kolossale internationale nyhedsdækning og opmærksomhed fangede Googles opmærksomhed. Og færøsk er nu ved at blive tilføjet til Google Translate. PR-indsatsen nåede et globalt reach på 1.4 milliarder mennesker fordelt på mere end 200 nyhedshistorier. Cirka 611.000 steder er Faroe Islands Translate nævnt på nettet, og den estimerede PR-værdi beløber sig til 150 mio. kr.

 

Juryens begrundelse
Juryen fremhæver, at det er en moderne kampagne med humor. Den har et meget utraditionelt og originalt greb på en kendt udfordring. Nation branding er altid en svær genre. Kampagnen bør inspirere andre til at tænke langt ud af boksen.

 

Sortering af bioaffald  
Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune

Hvordan får man tæt på 300.000 husstande til at tage en lille grøn skraldespand i brug? Den udfordring skulle Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning løse, da det politisk blev besluttet, at alle tilgængelige etageejendomme i København fra august til oktober 2017 skulle begynde at sortere bioaffald. 

Affaldssortering og genanvendelse af affald er erfaringsmæssigt svært at skabe opmærksomhed omkring, både i offentligheden og hos den enkelte borger. Affald ikke er noget sexet emne, og den enkelte borger skal tage nye vaner ind i hverdagen, uden at der følger et personligt udbytte med ved at ændre adfærd. 

 

Juryens begrundelse
Med en kampagne, der har så bred en målgruppe, er det påfaldende, at forvaltningen har turdet springe holdning over og gå direkte efter en adfærdsændring. Juryen lægger vægt på, at der er fokus på handling, og ikke ét moraliserende ord bliver nævnt på vejen mod målet. At Teknik- og Miljøforvaltningen – bortset fra et enkelt biografspot i samarbejde med bureauet København – selv har lavet al materiale, er i sig selv opsigtsvækkende.

Kampagnen udmærker sig samtidig ved på kort tid at have leveret imponerende effekt – eksempelvis, at der i november og december 2017 blev indsamlet 2.099 ton bioaffald. Skaleres det op til et helt år, giver det 12.594 ton. Det fastsatte årlige mål er 2.000 tons.

Dybdeborende interviews viser, at 72 % af københavnerne allerede nu sorterer deres bioaffald.

 

Juryen bag KOM-priserne er:

  • Timme Bisgaard Munk, chefredaktør, Kforum
  • Anna Rørbæk, kommunikationschef, Børnefonden
  • Anders Monrad Rendtorff, associate partner, RelationsPeople
  • Sine Nørholm Just, professor, RUC
  • Patrick Mark Reimers, kommunikationskonsulent, DJ - Medier & kommunikation 

 

Kom med til KOM18, og mød vinderen
De tre nominerede kampagner vil alle blive præsenteret ved KOM18 d. 3. maj, hvor vinderen også bliver afsløret. Ud over kampagneprisen uddeler vi KOM-prisen til en person, der ved en særlig indsats har sat fokus på eller styrket kommunikationsfagets udvikling i Danmark.

Du kan stadig nå at få et fagligt boost til årets kommunikationskonference, KOM18

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også