Som leder bør man være i stand til at italesætte og formidle formålet med virksomheden, der er større end indtjening. Formår lederen dette øges medarbejdertrivselen og skaber yderligere værdi for virksomheden.
Formålsdrevne virksomheder tiltrækker de største talenter, har de mest passionerede kunder, opnår vild succes og forandrer verden. De ændrer vores hverdag på rekordtid og er med til at skabe en bedre fremtid for os alle.
Men deres succes står og falder, ifølge Klavs Valskov, med, hvor dygtige deres ledere er til at kommunikere, hvor stor troværdighed, de har - og dybest set deres evne til at mobilisere de mennesker, der skal levere fremskridtet: medarbejderne.
2017 og 2018 har givet alvorlige panderynker til den tech-industri, der ellers har fejret triumfer i over et årti og nu udgør eliten af verdens mest magtfulde brands. Endeløse sexskandaler, manglende accept af mangfoldighed og uetisk opførsel på kant med loven har givet ridser i lakken, og troværdigheden er i frit fald. Pilen peger på ledelsen, der i værste fald kan sætte de vundne landemærker over styr.
Men hvor alvorlig er skaden egentlig? Er det ikke noget, der bare går over – og medarbejderne har vel andet at tænke på end ledelsens opførsel, og hvorvidt der bliver sået tvivl om virksomhedens højere formål?
Målet skal værre større end at tjene penge
Noget tyder på, at emnet skal tages gravalvorligt.
Helt tilbage fra den første industrialisering har det været vigtigt for medarbejderne at vide, hvad deres arbejdsindsats i sidste ende resulterede i. Hvad laver jeg og hvorfor? Engang var det slutproduktet, det kneb for medarbejderen at se for sig: fx fra møtrik til Ford. I dag er processerne mere komplekse, og produkterne består i højere og højere grad af viden og service. Så meget desto vigtigere er det, at lederen formår at sætte ord på formålet: Hvorfor er vi her? Hvilken forskel gør vi i verden?
Ledelsens evne til at italesætte virksomhedens formål og efterleve det igennem en konsistent opførsel har altså afgørende betydning.