Thygesen: Klaps til Krab
Michael Dyrby har inspireret til en ny offensiv strategi inden for krisekommunikationen: røvhulsstrategien. Det var den strategi, som Berlingske Media med Anders Krab-Johansen i spidsen fulgte, da Dyrby havnede i en shitstorm efter TV 2-dokumentaren sidste efterår. Det skriver Anna Thygesen i dette partsindlæg.
Dette er et partsindlæg. Udover at være kommunikationsrådgiver med speciale i krisekommunikation er jeg også nævnt i den rapport, som Berlingske Media har fået udarbejdet over medarbejdere og andres holdninger og adfærd på sociale medier under Dyrby-sagen sidste år.
Effektiv og krisehåndtering involverer valg af krisestrategi, ja, selv hvis man ikke er bevidst om en specifik strategi, så vil ens handlinger, eller mangel på samme, fremstå som en art strategi både internt og eksternt.
I kommunikationsbranchen taler vi ofte om passiv kommunikationsstrategi, hvor man dukker hovedet og håber det bedste; en defensiv strategi, hvor man beklager, eller en offensiv strategi, hvor man kæmper i mod eller ligefrem benægter.
I Dyrby-krisen kunne Berlingske Media oven i købet have valgt en såkaldt ”discourse of renewal”- strategi, hvor man valgte at se krisen som en oplagt mulighed for at sætte en ny dagsorden, altså gøre op med en outdated, magtfuldkommen og sexistisk kultur, der har hersket i mediebranchen i årevis. Men sådan skulle det ikke gå.
.jpg)
Anders Krab-Johansen, koncernchef for Beringske Media. Pressefoto.
“Et dygtigt røvhul”
Den markante CEO Anders Krab-Johansen valgte i stedet det, jeg kalder en røvhulsstrategi – navnet er selvfølgelig inspireret af Krab-Johansens egen medarbejder Michael Dyrbys legendariske udtalelse i et interview i forbindelse med anklagerne mod ham om sexisme, hvor han uden at rødme erklærede, at han måske nok ”var et røvhul, men et dygtigt røvhul.”
Når det handler om krisehåndtering, er røvhulsstrategien noget af en heftig og offensiv strategi, hvor man spiller på to heste. En, hvor ledelsen udadtil sætter sig i modpartens sted og udtrykker både empati og forståelse for modpartens situation, og en anden, hvor man i virkeligheden, i det skjulte, har den helt modsatte dagsorden og slet ikke anerkender modpartens position.
Krab-Johansens formål med at forfølge en røvhulsstrategi er naturligvis at frede sin gamle chef, nu medarbejder, Michael Dyrby ved at forsøge at dysse sagen ned og få modparten – kvinderne, der var udsat for bl.a. Dyrbys sexistiske adfærd i TV 2-regi – til at fremstå useriøse, skingre og i mit tilfælde som værende fuld af løgn.
Michael Dyrbys udtalelse til Berlingske, hvilken har lagt navn til røvhulsstrategien.
Ulveman på banen
Udadtil påstod Krab-Johansen, at der ikke forelå en bevidst strategi om at holde Dyrby væk fra pressen; han havde bare sendt Dyrby ”på ferie” i Italien med familien, fordi han var så ”berørt af situationen”, som han påstod, men i virkeligheden handlede det om at få stormen til at lægge sig ned og forsvinde.
Udadtil sagde Krab-Johansen også, at han ikke havde søgt professionel rådgivning – der var slet ingen strategi – mens han i virkeligheden hyrede en af de mest erfarne kriserådgivere, Michael Ulveman, også når det gælder rådgivning af påståede krænkere, til at bistå sig.
Michael Ulveman rådgav Anders Krab-Johansen i forbindelse med Dyrbys fyring. Det benægtede Krab dog dengang over for Berlingskes medarbejdere. Foto: Ulveman & Børsting.
Mapping af medarbejdere
Krab-Johansens røvhulsstrategi indeholdt også en såkaldt mapping af stakeholdere med forbindelse til sagen i form af en rapport fra lobbyvirksomheden Ulobby. Mapping er et helt almindeligt værktøj, som langt de fleste professionelle benytter sig af, når de befinder sig i en krise.
Mapping er en indsamling og analyse af specifikke stakeholderes adfærd i det offentlige rum i forbindelse med en given sag. Det er et vigtigt og brugbart værktøj, når et brand ønsker at positionere sig så optimalt som muligt i en krise i forhold til samfundsdebatten.
Krab-Johansens røvhuls-greb er dog en smule mere sofistikeret, for han valgte nemlig også at overvåge og analysere på egne medarbejderes adfærd og holdning, herunder ledelseslaget lige under ham selv – uden at informere dem om det, selvfølgelig.
Det var virksomheden Ulobby, der bistod Anders Krab-Johansen med at kortlægge/mappe holdningerne blandt bl.a. Berlingskes medarbejdere.
Kaotisk krisehåndtering
Personligt mærkede jeg konsekvenserne af røvhulsstrategien flere gange. F.eks. den 30. november 2021, hvor Krab-Johansen til TV2 forholdt sig til Dyrbys famøse udtalelser fra bussen hjem fra TV2-julefrokosten i 2007.
Krab-Johansen var informeret om, at produktionsselskabet bag dokumentaren havde indsamlet vidnesbyrd fra mine tidligere kollegaer, der berigtigede min fortælling om Dyrby om mandagen efter julefrokosten, og alligevel valgte Krab-Johansen at bakke sin chefredaktør 100 % op, og jeg blev dermed fremstillet som løgner.
Endelig godkendte Krab-Johansen, at Dyrby, efter otte dages tavshed om sagen, i et interview med Berlingske krævede, at han blev spurgt specifikt om min afsløring af, at det var ham, der havde tiltalt mig sexistisk efter julefrokosten, så han derved fik mulighed for at sige offentligt, at jeg løj.
Efter Krab-Johansens kaotiske krisehåndtering af Dyrby-sagen i 2021 er det i min optik for vildt, at en moderne topleder i disse år med så megen fokus på sexisme og negativ magtkultur i danske virksomheder og organisationer slipper afsted med ikke bare en tonedøv og egenrådig ledelsesstil, men også en krisehåndtering baseret på mistillid og uigennemsigtighed, både internt og eksternt.
Og det gør det da kun værre, at der er tale om en medievirksomhed, der siges at vogte det frie ord.
