Kirsten Birgit på briksen
En misogyn drag

Er Kirsten Birgit sjov, fordi vi ved, at "hun" er en mand? Hanne Roer har set alle journalisters kæledægge efter i sømmene, for der er åbenbart meget få, der tør. Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix manipuleret af Kforum

Så er det tid til at lægge Kirsten Birgit på briksen. Frederik Cilius’ seniorreporter-persona har løftet niveauet for dansk satire, men sænket barren for aggressive obskøniteter, især dem rettet mod midaldrende kvinder. Den Korte Radioavis virker umiddelbart som et drag-karneval, hvor deltagerne performer kønsidentiteter med ironi og vid. Men Cilius’ drag-persona konsoliderer traditionelle forestillinger om køn: Det er en maske over reaktionære kønsroller. Retoriker Hanne Roer demaskerer.
Kirsten Birgit er alle journalisters kæledægge. Begejstringen har været udelt og uden grænser, lige siden Frederik Cilius indførte sin karakter Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i det daglige satireprogram Den Korte Radioavis på Radio24syv tilbage i 2015. Man husker en af latter omtrent grådkvalt Adam Holm, der havde inviteret Frederik alias Kirsten Birgit, da han stoppede som vært på Deadline.
 
Alle elsker Kirsten Birgit. Eller i hvert fald næsten alle. Måske er det tid til gå kritisk til den fiktive seniorkorrespondent? Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
 
Holm er ikke den eneste mandlige journalist, der har reageret med fnisende ærefrygt over for den fantastiske Kirsten Birgit, der siden 2017 leverer en times Kort Weekendavis i selskab med sit sidekick, den lidt bløde Rasmus Bruun, og den kvindelige studentermedhjælp Zissel med den luftige og hjælpeløse pigerøst.
Der har stort set ingen kritik været af dette fænomen, kun denne næsegruse beundring for karakterens intelligens. Så nu må det være tid til en analyse af fænomenet KBSKH og (især) mandlige journalisters henrykkelse over hende. Det er tid til at lægge KB på briksen, og hvis vi skal gøre os håb om at forstå den mest succesfulde drag-satire siden Ulf Pilgaards Dronning, må vi tage feministisk kønsteori til hjælp (fra HumBas-gangen, som KB siger; konstruktivistisk teori er et hadeobjekt i programmet).
 
Både tv-folk og journalister er vilde med Kirsten Birgit. Hun har holdt taler både til tv-festival og Dansk Journalistforbunds faglige festival.
 
Kultur er mere skamfuldt end sex
Vi tager journaliststanden først. Journalisternes kritikløse beundring kunne tænkes at bunde i erkendelsen af, at de fleste mangler den dannelse og viden om kunst og kultur, som Frederik Cilius brillerer med. Det har han f.eks. gjort i rejseprogrammet Se Europa og dø, sommeren 2016, hvor han og Rasmus angiveligt besøgte gamle kulturstæder som Wien og Bruxelles, hvilket gav ham anledning til at demonstrere en almen dannelse, sat i relief af den måbende og aldeles uvidende Rasmus, som ellers har trange kår i medierne.
 
På en KB-Facebookprofil (der dog er en fanside; KB er kun på Twitter) gjorde ”hun” sig munter over kulturjournalistikkens niveau i DR i et udkast til en jobansøgning for Rasmus Bruun: Han har administrativ erfaring og ved intet om kultur, så ergo må han være den helt rette kulturdirektør for DR. Det er velgørende satire i et land, hvor journalister (og politikere) synes, at de skal undskylde sig for at beskæftige sig med finkultur, som om kun et fåtal af befolkningen interesserede sig for det. Det er notorisk forkert.
 
Kulturkanylen er det faste kulturindslag i Den Korte Radioavis. Her anmelder Kirsten Birgit Klovn - The Movie
 
Når KBSKH/Cilius på denne Facebookprofil omtales som Danmarks førende kulturformidler, må det vel siges at være et ønske snarere end et faktum. At fedte kulturformidling ind i en genre som social satire trækker den ned i en suppedas af klicheer, der dækker for den kulturelle mangfoldighed i dette land og verden omkring det.
 

Det er mere skamfuldt at tale om finkultur end om kønsorganer.

 
Cilius leverer obskøne vitser og flade grin frem for anmeldelser af teater, litteratur, kunst eller indblik i nye, eksperimenterende kunstformer. Han står dog ved sin viden i tv-programmet Den klassiske musikquiz, der er behageligt frit for platheder.
 
Men i Den Korte Radioavis giver han efter for den populistiske journalistiks dogme: Det er mere skamfuldt at tale om finkultur end om kønsorganer.
 
Politisk, men mest social satire
Cilius er skarpest som politisk satiriker; hans kritiske udfald er præcise og bygget på grundig research. Han har flere gange været først med skarpsindige analyser, som i affæren om DR’s skandaløse Jul i Republikken. Cilius påpegede, at DR kopierede en engelsk roman, og at årsagen til den bratte lukning af programmet kunne skyldes noget så simpelt som problemer med copyright (det kan blive meget dyrt at hugge andres ideer).
 
Det er i den politiske satire, at Kirsten Birgit  og Frederik Cilius er bedst.
 
Efterårets stunt, KB’s fingerede afsked med Radio24syv til fordel for Den Anden Radio, havde angiveligt til hensigt at vise, hvordan de øvrige medier hoppede ukritisk på denne falske nyhed. Hvis det altså var det, de gjorde; Berlingske – moderskibet til Radio24syv – skrev indgående om affæren. Alt i alt genererede det en masse aldeles overflødige artikler, flere pseudo-nyheder oven i alle de andre, der kvæler seriøs journalistik. Mediesatiren (en essentiel del af vor tids politiske satire) druknede i mængden.
 
Programmet kan umiddelbart ligne de utallige andre former for social satire, som stort set har fortrængt den politiske satire. Det seneste skud på stammen er mig bekendt Selfiestan med Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt, der atter har succes med at udklæde sig som diverse mandetyper (som i Kongeriget,1998-2002).
 
I disse tv-programmer, et andet eksempel er Rytteriet, klæder skuespillerne sig ud som repræsentanter for underklassen (tabermanden Erik) eller overklassen (Poul og Frits) eller provinsielle typer og bekræfter forestillingen om, at den urbane middelklasse er denne verdens omdrejningspunkt.
 

Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt er næsten uigenkendelige i deres nye satireserie Selfiestan.  Foto: Ritzau/Scanpix
 
Muligheden for at vække latter ved at agere mand som kvinde eller kvinde som mand er tilsyneladende legio, se blot et par afsnit af Selfiestan, hvor imponerende makeup har afløst de falske fortænder og parykker fra for 20 år siden. Nu er figurerne skabt så dygtigt, at man kan komme helt i tvivl om kønnet, hvis det ikke var for stemmen (som ikke kan ændres) og de komiske overdrivelser.
 
Latteren skyldes den inkongruens, der opstår mellem en kvinderøst og en bøvet herrebeklædning eller den stentorrøst, som er KB’s særkende, og som hun bruger til sine rants, hadetaler spækket med latrinære udtryk. Det ene køn eksponerer det andet. Inkongruens er en uudtømmelig kilde til det lattervækkende, der imidlertid også tit er det latterliggørende. Uanset hvor sjovt og tankevækkende det er, når den sociale satire går i drag og udstiller kønsklicheerne, er det en bekræftelse af en binær logik: Der findes kun to køn. Hvis man ikke kan se det, kan man i hvert fald høre det.
 
Obskøniteter og ældre kvinder
Men hvorfor denne uafladelige flod af obskøniteter og slag under bæltestedet? Grunden er, at de fungerer som styrkemarkører og som sandhedsvidner. Foucault hævdede, at man siden 1800-tallet har søgt sandheden om mennesket i seksualiteten. Den Korte Weekendavis og flere andre programmer på Radio24syv skiller sig ud med et enormt forbrug af obskøniteter og pubertære vitser.
 
Det er den forurettede maskulinitets hævn, en tone kendt fra Weekendavisen og de mere rabiate bloggere på Berlingske. Radio24syv har valgt rollen som den forurettede mand: Nutidens mænd er måske bløde i kroppen, men de er hårde i tonen.
 
KB’s satire over forårets medieforlig, der førte til reduktionen af DR’s budget på 20%, var et skarpt forsvar for public service, men ledsaget af aggressive tirader. KB har flere gange omtalt kulturminister Mette Bock som ”halskussen”. Det er nok det groveste, jeg har hørt, og jeg kvier mig ved at skrive ordet (som burde ties ihjel). KB refererer vel til det, der i dameblade kaldes kalkunhals, og som findes på midaldrende og gamle kroppe, ligesom de såkaldte mormorarme (der vel i disse slappe kontortider lige så godt kunne hedde morfararme).
 
”Halskusse” er en udspekuleret metafor. Den aldrende kvindekrop seksualiseres ved at sammenføre halshud og kønsorgan i et slags oxymoron, en sammensætning af to modsætninger i ét ord (den visne hud og det livgivende kvindelige kønsorgan). Det er en metafor, der tværer kønnet ud i ansigtet på den kvindelige politiker og aggressivt sætter hende på plads: Kvinde, vær dit køn! En kvinde er defineret ved sit køn og ikke sin faglige dygtighed.
 
Kønnet fascinerer og skræmmer. Den unge kvindes køn er positivt dragende, den aldrende kvindes tilsvarende frygtindgydende. Kastrationsangsten slår til: Det grimme ord minder om Jack Nicholson i The Shining, der i en hallucination ser en nøgen, ung kvinde forvandle sig til en gammel, rynket olding. Oh, gyset over alle gys! Den modne, dygtige kvinde behøver ikke maskulin opmærksomhed, og derfor skal hun sættes på plads ved at få tværet sit kønsorgan ud over sig.
 
I The Shining kysser Jack Nicholson en ung kvinde, der forvandler sig til en gammel.
 
Bag halsen er stemmen, men den kvæles af kønsorganet: Kvinden må tie, for det er kvindekønnets bestemmelse. Det minder om en anden drag, Dame Edna, hvis sidekick, Madge, aldrig sagde et ord – og som gammel kvinde også måtte finde sig i spot og hån.
 
Hvis man kigger langt tilbage i retorikkens historie, til de gode gamle romere, var det en del af deres obligatoriske retorikuddannelse, at de skulle fingere at være en mytologisk kvinde og fremføre en tale på hendes vegne. Måske var det en måde at lære de unge mænd empati med kvinder i et hypermaskulint, militært samfund, måske en måde at bestyrke den maskuline identitet på. Uanset hvad, har det altid traditionelt været mænd, der taler, og kvinden har været det andet, der kun eksisterede i relation til manden.
 
Luciabruden
Cilius’ KB-persona er som bekendt en impersonation af udenrigskorrespondent Ulla Terkelsen, berømt for sine store tørklæder og sine reporter fra alverdens spændende steder. Man fornemmer en fascination, blandet med ængstelighed, af en sådan kvinde, der er god til sit fag, rejser verden rundt og har det skønt – og helt har glemt, at kønnet engang var skæbne.
 
Udover Ulla Terkelsen er Lone Kühlmann og Mette Fugl på KB’s sigtekorn. Fangruppen har i et par år moret sig med at udkåre KB som luciabrud frem for de nævnte damer: KB bliver naturligvis luciabrud, fordi hun er smukkest:
 
 
Ak, ak. Denne subtile joke blev gentaget i december 2018 med et foto af Kirsten Birgit selv som luciabrud. Denne gang var det en kvinde, der i kommentarsporet takkede for, at det ikke var den grimme Lone Kühlmann (en forbavsende udtalelse fra en voksen kvinde, der tilsyneladende er præst i den danske folkekirke).
 
KB præsenterede sig selv for første gang i en portrætartikel fra Berlingske fra 2015 som en erfaren ”seniorkorrespondent” med et spændende liv bag og foran sig, en overklassedame (dem kan vi heller ikke lide i DK) og en anarkistisk konservativ.
Portrættet virker gennemført, fordi det er en persona, der bygger på kendte offentlige kvinder, men til slut i artiklen brydes illusionen, da KB fortæller om det onanikursus, der forandrede hendes liv og åbnede op for den kvindelige seksualitet.
 
Hele figuren er altså fra begyndelsen bygget op over den frygtblandede fascination af den autonome, ældre kvindefigur, der kan klare sig uden mænd. De passer så nok heller ikke ind i Cilius’ kulturkonservative verdensbillede.
 
Afpolitisering
Det gør feminisme heller ikke. Man kan læse en af KB’s smædetaler mod feminismen, hvilken er lagt ud på Facebookprofilen. Pointen er, at feminister kræver samme resultater som mænd (samme løn, samme topposter) uden at ville yde den samme indsats som mændene. Den sidste påstand giver KB så ikke belæg for, og det svækker argumentationen.
 
På samme måde har KB’s behandling af MeToo-kampagnen stort set bestået i latterliggørelse, f.eks. en video (på samme fanside), hvor KB beretter om, hvordan hun som 62-årig blev voldtaget af sin chef på toilettet. Enhver kan herefter se det absurde i MeToo, for hvem vil røre en 62-årig?
 
 
Igen er det angsten for ældre kvinders seksualitet, der er hjemlen bag ”bevisførelsen” og oprindelsen til hele KB-fænomenet. Programmet bidrager til den afpolitisering af MeToo, som har kendetegnet de fleste danske medier, som påvist i denne artikel.
Feminisme behandles i danske medier som noget, der findes andre steder, og som vi heldigvis ikke har brug for på vores ophøjede stade af ligestilling og tolerance.
 
Kønskarneval eller Het performance?
Den Korte Radioavis er i sig selv et dementi af denne tolerance. Ved første øjekast kan programmet virke som et karneval af eksperimenterende kønsidentiteter: Selskabet består af den vege familiemand, Rasmus, den ’dumme blondine-type’, Zissel (som ikke er blond, men alligevel), og en kvinde, der opfører sig som en rigtig mand.
 
Der har også været indslag, som har været langt mere åbne over for det skred, der sker i kønsidentiteter i disse år (uanset om man kan lide det eller ej), såsom en række indslag med den unge digter Veronika Katinka. Hun har opfundet begrebet Cis af med dig, et udtryk som homoseksuelle kan bruge, for eksempel når cis-personer går på hugst i deres barer. KB virkede her ganske positivt interesseret, selvom et ord som cis-person (modsætningen til transpersoner) kommer fra poststrukturalistisk feministisk teori, lige fra HumBas-gangen.
 
Filosoffen Judith Butler, hvis bøger ligger til grund for denne tænkning, står for en radikal queer-feminisme. Hvor 1970’er-femismen skelnede mellem biologisk og socialt køn (engelsk sex-gender) og ville ændre de sociale ”kønsroller”, hævder Butler, at det ikke giver mening at tale om et biologisk køn. Vi kan ikke forstå det biologiske uden det sociale, selv fostret kønsbestemmes allerede ved screening. Se, det er en pige! – og så er banen stukket ud.
 
Det betyder i praksis, at feminister skal droppe den binære logik, der ligger i at kræve samme rettigheder for kvinder som for mænd, og fokusere mere på rettigheder for en vifte af kønsidentiteter. På Facebookprofilen er der et link til et interview fra Radio24syvs morgenflade, hvor forsker og mediciner Frederikke Kjerulff fremfører det i første omgang overraskende synspunkt, at en penis ikke er et maskulint kønsorgan.
 
Jack Lemmon (th.) står i kontrast til det mest fejrede kvindelige sexsymbol Marilyn Monroe i Some Like It Hot
 
Journalisterne tager sig til hovedet, men forskerens synspunkt er deskriptiv og en erkendelse af, at der findes transkvinder med en penis. Butlers konstruktivistiske tænkning kan føre til en juridisk og social anerkendelse af dem (og andre nye identiteter) og er derfor udtryk for tolerance. Biologien har det dog med at slå tilbage; en del lesbiske er ikke interesserede i kvinder med penis og har oprettet en ny organisation, Nye Lesbiske, men det er en anden historie.
 
Programmet Den Korte Weekendavis performer en række kønsidentiteter, men læren af dette køns-show er ikke, at vi skal udvide vores opfattelse af kønsroller.
 
Det er en fejring af en binær logik, og KB er en traditionel form for drag, der konsoliderer stereotype forestillinger om kvinder (ekstreme attributter, overdreven makeup): Tænk Jack Lemmon i Some Like It Hot (i kontrast til Marilyn Monroes hyperbolske kvindelighed), tænk Dustin Hoffmann i Tootsie, tænk Dame Edna. Butler ser den slags drag (het performance) som udtryk for en heteroseksuel økonomi, der afgrænser og forsvarer sig mod ”the invasion of queerness” (Gender Trouble, 1999). Det er en performance, der afviser, at køn er performance, men som samtidig udstiller kønnets skrøbelighed.

Relaterede artikler

DR jokker i julegrøden - DR har kasseret en satirisk radiojulekalender, Jul i republikken, fordi den var for venstreorienteret. Kulturredaktør Ti...
Fra København K til Radio24jysk - Der er for meget København K og for lidt Radio Bonderøv i Radio24syv. Derfor mener DF, at dansk taleradio skal på genopd...
Nu får vi frihed og slipper for en småpsykopatisk ledelse - EKSKLUSIVT INTERVIEW: De to populære radioværter Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun fastholder, at de...
Kamikaze-brandet Fredensborg - Kforum laver et serviceeftersyn på René Fredensborgs brand efter hans seneste skandale, fyring og efterfølgende voldsom ...
Op med humøret, Lars - I weekenden tweetede kulturminister Mette Bock, at hun drømmer om, at Lars von Trier laver film med håb, glæde og hyldes...
100 indflydelsesrige kvinder fra kultur- og medieverdenen - Kforum synes, der mangler en kultur- og mediekvinde eller to (eller måske 100) på Berlingskes liste over de 100 mest ind...
Ghitas vrede - Hvad der skulle have været et dybdegående portræt af skuespillerinden Ghita Nørby endte i stedet som et decideret angreb...
Er du Team Ghita, Iben, Ghiben eller 24syv? - Den danske befolkning er delt i en sjældent set grad. Nogle holder med sure gamle Ghita. Andre med 12-talspigen Iben. Er...
Futuristisk sleaze-nostalgi - LOVE DEATH + ROBOTS holder, hvad den lover: Der er kærlighed, død og robotter i alle tænkelige konstellationer i Netflix...
Aprilsnarren som politisk kommentar - Aprilsnarren har det svært i en tid, hvor det kan være vanskeligt at skelne fake news fra the real deal. Og hvor faktisk...
På sporet af københavneriet - Radio24syv har ikke søgt om fornyelse af deres tilladelse til at sende på FM4 efter medieaftalens krav om udflytning af ...
Det lange kvælertag på Radio24syv - Berlingske Medias udmelding om ikke at søge om fornyelse af sendetilladelsen var det sidste desperate skud i bøssen. Nu ...
Krisekommunikation: state of the art 1980-2020 - 1980’erne var kriseledelsens årti, mens 1990’erne var krisekommunikationens årti. Den store udfordring i de kommende ti ...

Giv din stemme

438 stemmer
2,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

34 JOB

Senior Communication Advisor

Se alle job Indryk job

Kursus

Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Pressechef

Frist: 17. september

Indholdsredaktør

Frist: 4. oktober

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 6. oktober
Se alle job Indryk job

Kursus

Få værktøjer til bedre forandringskommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.