Kludder i den kinesiske coronakommunikation

I takt med, at amerikanerne har trukket sig længere og længere tilbage, har Kina ændret kurs i krisekommunikationen. I stedet for at undertrykke enhver ulydighed, er det kinesiske statsapparat gået på en global propagandamission. Verden skal se Kinas coronarespons som en inspirationskilde, og vi skal ydmygt acceptere landets gavmilde donationer. Mette Holm giver her en status på Kinas coronakommunikation.
af Mette Holm
Det er almindeligt kendt, at også den seneste coronavirus, 2019-nCoV, stammer fra Kina, nærmere bestemt Wuhan i provinsen Hubei, fra et af Kinas største udendørs markeder med ferske fødevarer, ikke mindst kød – også fra vilde dyr. Hygiejnekravene er høje i Kina, problemet er, at de ofte ikke respekteres.
 
Kendt er det også, at Kina indførte drastiske restriktioner i Wuhan og mange andre steder i Kina for at inddæmme udbredelsen, hvilket i høj grad lykkedes. Så langt, så godt.
 
I flere uger har Kina ligget iøjnefaldende i bunden af listen over antal døde med COVID-19 med to pr. million indbyggere. I Danmark er 64 mennesker pr. million indbyggere døde med virus pr. 22. april 2020.
 
Mens de øvrige registrerede landes dødstal bare steg og steg, blinkede Kinas 2-tal falskt, mens Kinas udenrigsministeriums talsmænd fastholdt, at det var korrekt.
 
De eneste, der troede på det, var menige kinesere, som efter den hjemlige propaganda efterhånden dårligt tror på, at COVID-19 overhovedet opstod i Wuhan, eller Kina i det hele taget – og det trods de uigendrivelige beviser på det modsatte. Dem hører kineserne blot mindre om.
 
Øv bøv, virus er amerikansk
Gode bekendte i Kina skriver nu til mig, at virus egentlig stammer fra udlandet, ligesom det er udbredt ’viden’ i Kina, at virus i virkeligheden kom til Kina med nogle amerikanske soldater, der besøgte Wuhan for at deltage i militært OL i oktober. Øv bøv, virus er amerikansk; den er slet ikke kinesisk.
 
Og så er der dem, der mener, afrikanere har bragt virus til Kina, hvor sorte er ofre for voldsom diskrimination. Og ingen tvivl om, at flertallet af han-kinesere, der udgør 92 pct. af Kinas befolkning, rykker sammen mod en fjende udefra; det være sig en virus i virkeligheden eller én for det nationale omdømme.
 
Anderledes tager det sig ud i Amerika. Her er tanken om, at virus skulle komme andre steder fra end Kina, umulig. Præsident Trump kalder konsekvent COVID-19 for China eller Wuhan virus. Det gør mine vietnamesiske venner også. Vietnameserne har et horn i siden på kineserne efter århundreders dårligt naboskab, så de kalder COVID-19 Wuhan Virus. Og det gør de faktisk også i en isbod på Fyn!
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Foruroligende omgang med sandheden
De to store landes mærkværdige omgang med sandheden er latterlig, men især er den foruroligende. Deres betydelige økonomier og globale ambitioners omfang burde anspore til ansvarlig opførsel. Ikke til tåbelige gensidige beskyldninger. Netop de to lande burde stille sig i spidsen for en global indsats.
 
Kina gør det på en måde. De stiller både materiel og viden til rådighed for verden i bekæmpelsen af COVID-19. Men der går i kludder i det for Kinas magthavere, når deres interne og eksterne kommunikation kolliderer.
 
De har én historie til kinesernes indvortes brug og en anden til omverdenens udvortes. De to versioner støder sammen, når jeg fx kommunikerer med mine bekendte.
 
Propaganda skal samle kineserne om flaget i en svær tid. Billede: Getty Images.
 
Kinas medier er statskontrollerede, de har til opgave at opdrage, ikke oplyse, og de skal samle kineserne om flaget og det enevældige kommunistparti. Vi andre skal gerne beundre Kinas resultater og være taknemmelige for den kongfuzianske kæmpes globale indsats og i det hele taget anerkende Kinas overlegenhed.
 
Kinas præsident Xi Jinping kalder sin vision om fremtidens Kina den kinesiske drøm – et stort, magtfuldt, rigt, ansvarligt, militært, videnskabeligt og kulturelt overlegent rige, der på kongfuziansk vis står i spidsen for verden og viser vejen med sit kraftfulde eksempel.
 
Her forklarer et statsmedie om Xi Jinpings 'kinesiske drøm'. 
 
Kongfuzi tilstræbte et samfund, hvor alle ’lever og arbejder med glæde.’ Xi Jinping drømmer om, at både kineserne og resten af verden ser sådan på Kina.
 
Så når Kina sender læger og store ladninger masker, beskyttelsesdragter og andet vigtigt hospitalsudstyr til over 80 lande, blandt dem Sydkorea, Italien, Iran og Irak, er det dels, fordi de som de første blev ramt af COVID-19 og derfor ønsker at dele ud af deres erfaringer, dels – og nok så vigtigt – for at vise den hjemlige opinion vaskeægte kinesisk storsind og samtidig vise globalt ansvar; vise, at Kinas ledere har styr på situationen.
 
Globalt ansvar
Efter årtiers beskeden indsats i omverden er Kina de seneste 20-25 år i stigende grad vokset ind i rollen som global aktør. Jeg var med i 1992, da Kina for første gang sendte tropper til udlandet i fredeligt ærinde – til Cambodja, hvor en deling kinesiske ingeniørtropper skulle hjælpe FN med at finde og fjerne de kinesiskproducerede landminer, som De Røde Khmerer gennem ti år havde lagt ud i borgerkrigen, og som lemlæstede tusindvis af cambodjanere.
 
Nu, næsten 30 år senere, er Kina blandt de vigtigste bidragsydere til FN med penge, materiel, uddannelse, fredsbevarende soldater mm. Kina er normalt 16.-største bidragsyder til Verdenssundhedsorganisationen, WHO, under FN. USA er – ligeledes normalt – den største.
 
Men som led i sin Kina-bashing, der også har rod i den eskalerende handelskrig med Kina, har Donald Trump nu proklameret, at USA indefryser sit bidrag til WHO, fordi han mener, organisationen holder med Kina i kampen mod COVID-19 og ikke har gjort nok for at bekæmpe virus.
 
 
USA betaler normalt 400 mio. $ årligt til WHO, men er bagud med halvdelen, 200 mio. $. I parentes bemærket er Bill og Melinda Gates’ Fond (normalt) WHO’s næststørste bidrasgyder …
 
WHO retter en ekstraordinær COVID-19 appel til medlemslandene om ekstrabidrag til virusbekæmpelsen. Her ligger Kina på en syvendeplads, USA som nr. 31. Bidragene strømmer ind; tallene bevæger sig hele tiden. Mere her.
 
WHO har mange kritikere, men netop nu i den verdensomspændende sundhedskrise hersker noget nær global enighed om, at WHO er organisationen, der skal bære os igennem. Så må vi senere se på indsatsen; var den god nok? Hvad skulle være gjort anderledes? – og så fremdeles. Men lige nu er der ingen alternativer til WHO.
 
Vigtigt er det også, at WHO er afhængig af korrekte oplysninger fra medlemslandene. Organisationen kan ikke klandres for, om nogle lande giver forkerte oplysninger eller slet ikke oplyser. Det kan der være mange grunde til, fx et utilstrækkeligt sundhedssystem eller dårlig forvaltningsskik.
 
Som Kinas oplysning om blot to døde med COVID-19 pr. million indbyggere virkede helt hen i vejret, virker fx også Irans (63/mio. indbg.) oplysninger til WHO usikre, når man ved, hvor hårdt ramt landet er.
 
"Tragisk, men sandt er det, at verden ikke forventer lederskab af Donald Trump."
 
Trump er ikke enig. Han kalder WHO ‘Kinacentrisk’ og har i én af sine lange, valgkamplignende pressebriefinger på plænen foran Det Hvide Hus i Washington anklaget organisationen for ’alvorlig forkludring og sløring af kampen mod udbredelse af coronavirus’.
 
Han forlanger, at organisationens håndtering af krisen undersøges grundigt, lige nu, før udbetalingen kan genoptages. Trump vil sætte WHO ud af spillet her midt i krisen.
 
Interessant nok rejste initiativet Global Citizen: Together At Home små 128 mio. $ til WHO, inden den otte timer lange livestreamede virtuelle koncert 18. april. Størstedelen af pengene kom fra USA, hvor virksomheder og privatpersoner er forbistrede over Trumps bovskud mod WHO.
 
Trump og mange andre kritikere har ret i, at Kina ofrede dyrebar tid på at holde virus hemmelig frem for at bekendtgøre dens eksistens og bekæmpe den, men det kan man dårligt klandre WHO for.
 
På sociale medier i Kina rejste sig en storm af vrede over, at der skulle gå 40 dage – faktisk har det siden vist sig, at det snarere var 50 dage – fra, at virus blev opdaget, til myndighederne offentliggjorde viden om den og satte ind mod sygdommen. Kinesernes vrede kom bag på magthaverne, som følte sig nødsaget til at ændre forklaring midt i det hele …
 
Fra dissident til martyr
COVID-19’s mest kendte dødsoffer i Kina er Li Wenliang, lægen, der i december forsøgte at advare sine gamle studiekammerater fra lægestudiet om, at han havde opdaget en coronavirus, der lignede SARS, som brød ud i Kina i 2002 og blev holdt hemmelig i over tre måneder.
 
Myndighederne opdagede beskeden på WeChat, en kinesisk pendant til WhatsApp, indkaldte Dr. Li Wenliang til samtale og sagde, at hvis ikke han stak piben ind, ville der blive ballade.
 
 
Det gjorde han, mens han kæmpede videre for at hjælpe de smittede. Han blev selv smittet og døde 7. februar. Inden da gav han fanden i myndighedernes trusler og fortalte om sin situation på sociale medier.
 
Myndighederne forsøgte – uden held – at skjule Lis død, og der opstod spontane sørgehøjtideligheder til hans ære over hele Kina. Siden foretog myndighederne en regulær kovending og ophøjede Dr. Li til officiel helt og martyr. Dermed kom de mod sædvane den kinesiske folkestemning i møde uden de store røgslør.
 
På det seneste har Kinas ledere også besluttet at justere oplysningerne om coronavirusrelaterede dødsfald, både udadtil og indadtil i Kina. Forleden opjusterede de ifølge BBC, hhv. Hard Talk og Monitor, antallet af døde med 50 pct. Kerry Allen fra BBC Monitor har gennemgået tallene nøje og påpeger, at de er svært gennemskuelige. Fx er 900, der er noteret som kurerede, døde.
 
Trump opgivet, verden skeler til Kina
Tragisk, men sandt er det, at verden ikke forventer lederskab af Donald Trump, sandt er vel også, at en stor del af verden ganske enkelt håber, at han ikke bliver genvalgt og forsvinder ud af verdenshistorien lige så hurtigt, som han dukkede op i den.
 
Anderledes er det med Kina, som verden betragter med en blanding af forventning, bæven og bekymring. Og verden betragter det ikke som globalt lederskab, når man fifler med tallene, og intern propaganda naturligvis også finder vej til omverdenen. De fleste lande er kommet galt af sted med at prøve at kommunikere forskellig versioner til ind- og udland, og det sker ofte i Kina.
 
Kinas præsident, Xi Jinping, har siden Donald Trumps indsættelse for godt tre år siden benyttet enhver lejlighed til at bemægtige sig det tomrum, USA’s præsident efterlader sig på den internationale scene.
 
Et turbulent samarbejde lagt fuldstændig på is. Billede: Getty Images.
 
Først, størst og med mest gennemslagskraft var han til Det Verdensøkonomiske Forums topmøde i Davos i 2017, hvor Trump glimrede ved sit fravær, og Xi glimrede ved et brag af en tale til fordel for international frihandel, samarbejde o.m.a.
 
Siden har USA’s vankelvorn præsident erklæret handelskrig mod Kina. Trumps utilregnelige ledelse huer naturligvis ikke Kina, men hans kinesiske kolleger har tiden for sig.
 
Eller holdningen var i hvert fald frem til coronakrisen, at Kina havde økonomi og tålmodighed til at vente til Trump drev over, uanset om det tog fire eller otte år. Men nu har Kina, efter fire årtiers heftig økonomisk fremgang, her i 2020 oplevet et dramatisk tilbageslag med negativ vækst.
 
Men, i Kinas historiske perspektiv er et kvartal normalt for intet at regne. Ej heller er otte år med en utilregnelig præsident i Amerika.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job