”Kommunikation er ikke svaret på alting”

Kim Larsen startede i Danske Bank i 2013. Nu stopper han efter otte år som først presse- og senere også kommunikationsansvarlig i landets største og mest omtalte finansielle virksomhed, fordi han har fået et ”vanvittigt spændende” jobtilbud.

”Jeg ved godt, det er det, folk altid siger, men det er faktisk sandt. Det job, jeg forlader, har været ret fantastisk for en som mig, der interesserer sig for kommunikation, markedsføring, branding, politik og samfund. Når jeg alligevel vælger at skifte, handler det om lysten til at arbejde i en global kontekst.”

Fra 1. november fortsætter Kim Larsen arbejdslivet som global kommunikationschef i den internationale bank ING med hovedsæde i Amsterdam. Han bliver i den samme sektor, men udskifter det nordiske fokus med et internationalt.

Takkede nej til første jobtilbud

Forud for ansættelsen i Danske Bank havde Kim Larsen været selvstændig konsulent for banken i perioden efter finanskrisen og den fejlslagne kommunikationskampagne A new normal demands New Standards.

”Jeg takkede i første omgang nej til den ansættelse, banken tilbød mig. Det måtte da være røvkedeligt at arbejde for en bank hver dag, var min umiddelbare reaktion.”

Men han blev mere og mere interesseret i den finansielle sektor og begejstret for banken, som han beskriver som en arbejdsplads med virkelig mange begavede mennesker.

”Jeg blev optaget af den faglige udfordring, der på det tidspunkt lå i, at få banken hjulpet over finanskrisen, og så blev jeg også forelsket i tanken om at skulle være med hele vejen. Som konsulent bilder du dig ind, at du er en del af den virksomhed, du arbejder for, men det er du ikke. På et eller andet tidspunkt går du jo igen.”

Pinligt førstehåndsindtryk

I dag er han ret flov over den måde, han fik introduceret sig selv til banken på som selvstændig konsulent, der bildte sig ind, at han kunne komme ind udefra og løse deres udfordringer.

”Jeg kom med mit unge konsulent-mindset, one man, one vision, og ideen om, at jeg kunne fikse deres problemer. I dag ved jeg, at der ikke er noget menneske, der kan fikse noget alene i den skala. Hele øvelsen handler om at arbejde sammen og om at få ting til at ske.”

Kim Larsen startede i Danske Bank med at lede et lille team af pressefolk, som med tiden blev udvidet til også at omfatte intern kommunikation, public affairs, marketing og branding. Det gik fra at være et lille job til at blive et stort job, hvor hans egne perspektiver og eget take på tingene blev afløst af en mere overordnet lederrolle.

”Da jeg startede i jobbet, var der flere, som sagde til mig, at jeg havde takket ja til Danmarks værste job. Det skal du ikke sige til mig, så bliver jeg kun endnu mere interesseret.”

Fra ny fortælling til Estland-sagen

Den overordnede opgave var at få banken over finanskrisen og new normal-nedturen og få vendt fortællingen om banken til at blive mere samfunds- og kundedrevet.

Det var ikke ligefrem en nem opgave at skabe klar kommunikation ud fra virkeligheden, som den så ud.

”Der er en generel skepsis over for den finansielle sektor og en manglende indsigt i, hvad dens arbejde egentlig betyder for den enkelte. Det, tror jeg, hænger sammen. Når du ikke kan gennemskue, hvad nogen laver, og samtidig ikke kan komme uden om dem, bliver du naturligt skeptisk.”

Fra 2013 gik det støt fremad i en del år med at skabe og kommunikere om den værdi, banken leverede til kunderne. Han så det mere som en strategisk øvelse end en decideret kommunikationsøvelse. Så kom Estland-sagen.

”Den sag blev en kæmpe gamechanger. Jeg tænker ikke, vi skal gå i detaljer med den her, den er ikke engang afsluttet, men det er en sag, der er meget mere kompleks end det indtryk, du har fået i medierne. Og den har selvfølgelig været en stor udfordring at håndtere – både internt og eksternt.”

Hvad lærte den sag dig som kommunikationsdirektør under bankens mest omfattende krise til dags dato?

”Estland-sagen lærte mig noget om kommunikation, men mere om den dynamik, der er internt i en virksomhed, når en så omfattende krise rammer. Sagen har fået mig til at gøre mig nogle overvejelser om, hvad kommunikation kan – og ikke kan,” fortæller Kim Larsen og uddyber:

”Vi lever i en kommunikationstidsalder, hvor alting handler om at have den rigtige position og om ikke at være tonedøv. Ud fra de perspektiver tror du, at kommunikation kan få alt til at ske. Men det passer ikke. Der er jo en virkelighed, en kompleksitet, en faglighed og en masse nuancer, som hverken kan – eller skal – kommunikeres væk.

”Jeg har lært vanvittigt meget af den sag, blandt andet, at kommunikation ikke er svaret på alting.

I en sag som Estland-sagen er det umuligt at stille sig op og lade som om, tingene er anderledes, end de i virkeligheden er.”

Har du som kommunikationsdirektør måttet indgå kompromiser undervejs?

”I enhver kompliceret sag er der kompromiser og afvejninger; der er aldrig den perfekte løsning. Hvis du kun ser verden med kommunikationsbriller, kan den se ret perfekt ud, men i den virkelige verden er der altid nogle afvejninger, der skal laves,” siger han og tilføjer:

”Men jeg har aldrig følt, at jeg måtte gå på kompromis med mine kerneværdier for at udføre mit arbejde. Sådan kan det sikkert se ud udefra, men indefra ser perspektivet anderledes ud.”

Problemerne med den offentlige samtale

Kommunikationstendensen til at dække over virkelighedens kompleksitet til fordel for enkle budskaber ligger Kim Larsen meget på sinde.

”Jeg synes særligt, moderne politisk kommunikation stræber efter alt for let afkodelige budskaber. Konsekvensen af at stå helt skarpt med et budskab er, at der er en pris, som skal betales. Den pris er, at du går på kompromis med vigtige detaljer og komplekse sammenhænge, der mudrer dit enkle budskab.”

Det er ikke kun bestræbelsen efter enkle budskaber, der bekymrer ham, men også tempoet og tendensen til, at samtalen er drevet af følelser frem for fornuft.

”Det er overfladen, det hurtige og det mest rabiate, som får mest opmærksomhed. Kommentariatet er vokset, og medierne er propfyldte med folk, der føler og mener en hel masse. Mens det virker, som om der bliver mindre og mindre plads til dem, der ved noget,” siger han og fortsætter:

”Det gør kvaliteten af den samtale, vi har med hinanden, ringere og dermed også kvaliteten af de beslutninger, der bliver truffet på baggrund af den samtale, ringere. Jeg savner respekt for, at virkeligheden er kompleks. Den forsvinder jo ikke, fordi vi ikke snakker om den.”

Som kommunikationsansvarlig er dit job jo også at komme igennem med bankens budskaber – hvordan går du så til den opgave?

”Du bliver nødt til at spille efter de regler, der gælder. Men den der med, at du ikke kan stoppe en udvikling, den passer ikke. Udvikling består jo af, at en masse mennesker beslutter sig for at gøre noget på en bestemt måde. Så uanset, om du er bank, medie eller politiker, har du et ansvar for, hvad du bidrager med i den offentlige debat. Øvelsen består derfor i både at acceptere, at reglerne er, som de er, men samtidig ikke at bidrage til at segmentere dem, hvis du ikke er enig i dem.”

Strategien med at lægge sig fladt ned er passé

Skiftet i den måde, den offentlige debat fungerer på i dag, har stor indflydelse på, hvordan du agerer som virksomhed.

”I gamle dage var reglen, at blev en virksomhed udsat for kritik, skulle de ansvarlige undskylde og lægge sig fladt ned, til stormen var overstået, også selvom de ikke altid var enige i kritikken. Den pris måtte de betale for at komme videre i samtalen.”

Den logik er blevet sværere at følge, og prisen er blevet for høj, mener Kim Larsen.

”Du er som virksomhed i dag nødt til at blande dig – acceptere et højere niveau af kontrovers omkring dig – og insistere på at få nuancerne med. Succeskriteriet kan ikke længere være, at ingen er uenig med dig.”

Mener du så også, at virksomheder bør blande sig mere i den politiske debat, end de gør i dag?

”Nej, jeg er faktisk lidt imod det her virksomhedswokeism, selvom jeg godt ved, at jeg har arbejdet for en virksomhed, der netop har blandet sig ret meget i mangfoldighedsdagsordenen. Men jeg er kritisk af den grund, at det har et udemokratisk element i sig, hvis det er dem med de fleste penge og de største kræfter, der sætter dagsordenen for, hvad vi diskuterer,” siger han og fortsætter:

”Som virksomhed kan du fint bidrage til den offentlige samtale med dine erfaringer og analyser, men så polariseret, som debatten er i dag, er det svært at bidrage nuanceret med andet end det. Når du så indimellem gerne vil bidrage med en sag, som du brænder for, er du nødt til at acceptere det høje konfliktniveau – noget, som virksomheder generelt ikke er ret gode til at håndtere, men som de bliver nødt til at arbejde med fremover.”

Kan du ikke sætte et par ord på, hvad du skal kunne som kommunikatør i dag?

”I gamle dage var kommunikation et propagandaværktøj, der havde til formål at overbevise andre om det, du selv synes, var rigtigt. Der er stadig mennesker, som griber kommunikationsfaget an på den måde, særligt i politik, og det er farligt. Det skaber kun endnu mere polarisering.

Som kommunikatør i dag skal du kunne forstå forskellige perspektiver og finde en løsning – ud fra et bredt fælles grundlag, der også kan kommunikeres. Jeg er tilhænger af løsninger, der er baseret på fælles forståelse, fælles mening, fælles retning. Hvis du gør det, er du både god for den virksomhed, du arbejder for, og så bidrager du måske også lidt til, at vores fælles samtale bliver en lille smule bedre.”

Jeg er ikke banken

”En kollega sagde engang, at hvis jeg skulle være et dyr, ville jeg være en hane. Hanen er det eneste dyr, der kan være dybt begravet i lort og stadig væk synge.”

Vi griner begge to og lader kollegaens drillerier stå lidt.

”Jeg tror, jeg har overlevet så mange år i Danske Bank, fordi jeg har haft nogle vanvittigt dygtige kollegaer og har formået at fastholde en vis adskillelse mellem mig og mit arbejde. Jeg går op i mit arbejde med liv og sjæl, men jeg er ikke banken.”